|
Skarven
Adskillige undersøgelser
dokumenterer, at skarven er en hård belastning for vore
fiskebestande. - Hvorfor gør myndighederne så intet
ved sagen?
Skarven er en fugl, som har levet
i Danmark siden stenalderen. En primitiv, men meget dygtig fisker,
der trives godt i de lavvandede danske kystområder.
Mellemskarven, som vi
fiskere kender den og fiskene frygter den.
Mennesket har altid set skarven
som en uønsket konkurrent, hvorfor bestanden gennem årene
har været holdt hårdt nede. Så hårdt,
at man i 1980 totalfredede fuglen herhjemme. Som værtsnation
for en stor del af Europas samlede skarvbestand kunne man ikke
bare se til, at der blev drevet jagt på en i andre lande
udryddelsestruet fugl.
Skarven reagerede uhyre positivt
på fredningen og blev igen en hyppig ynglefugl i Danmark.
Desværre nærmest eksploderede bestanden i de følgende
år. Fra at være borte som ynglefugl voksede den danske
skarvbestand til 60.000 ynglende fugle. Hertil kommer et stort
antal trækgæster sydfra, som får det samlede
tal op på 150.000 skarver.
En så stor bestand er der
ikke plads til i Danmark - det er både jægere, fiskere
og mange andre mennesker, som har deres gang ved vore vande,
enige om. De fleste ornitologer mener dog det modsatte.
Dygtige bundgarnstømmere
De mange skarver kan ses siddende
overalt på landets bundgarnspæle, hvor de tørrer
deres vinger. Og spejder efter mad! Netop fiskernes bundgarn
har vist sig at være det rene tag-selv bord for skarverne,
som er i stand til at tømme selv overdækkede bundgarn
på forbløffende kort tid.
IFF i Silkeborg udførte
i 1991 og 1992 undersøgelser, der viste, at 50-100 skarver
er i stand til at tømme et bundgarn for 50 kg ørreder
på mellem et og tre kvarter! En voksen skarv vejer omkring
2 kg, men kan alligevel fange og sluge ørreder på
over 1 kg!
Men ikke nok med, at skarverne
tømmer garnene for fisk, de kan spise. Skarven hugger
også efter fisk, den slet ikke kan sluge. Således
er det almindeligt at se torsk og ørreder på op
til 4-5 kg med tydelige mærker i ryg og sider efter skarvens
skarpe næb. Fisk, som ofte går til grunde af deres
skader. Og fisk, som er usælgelige på markedet.
Det kan man ikke klandre skarven
for. Sådan er dens natur - som en mår i et hønsehus.
Skarven har et stærkt overlevelsesinstinkt, der får
den til at hugge efter alt inden for rækkevidde. Og som
altså kan udarte i en blodrus, når den udsættes
for noget så kunstigt som et fyldt bundgarn.
Erhvervsfiskerne er derfor rasende
over den store og støt voksende skarvbestand. Man kan
regne sig frem til, at de mange skarver vægtmæssigt
fanger flere fisk, end erhvervsfiskerne må ifølge
deres kvoter!
Og skarven nøjes ikke
med at spise skidtfisk, som det ellers ofte påstås.
Alt ryger ned i maven på de sultne fugle - torsk, fladfisk,
ål og ørreder, som jo alle er værdifulde spisefisk.
En enkelt skarv havde endda specialiseret sig i en sådan
grad, at der neden for dens rede fandtes ikke færre end
80 mærker fra udsatte ørreder!
Det kniber derfor allerede nu
med mad til de alt for mange fugle i Horsens Fjord, hvor landets
største koloni ligger. Den ligger på den lille Vorsø
på fjordens nordside.
Glade for ørreder...
Her er skarven også kommet
i søgelyset som en mulig årsag til, at der ikke
kommer mere ud af de store udsætninger af laks og ørreder,
som er foretaget i de seneste år. Såvel erhvervsfiskere
som erhvervsdykkere kan her fortælle, at skarven holder
meget af de næsten tamme og nyudsatte laksefisk.
På Vorsø yngler
hvert år op imod 5.000 voksne skarvpar, der i snit får
små 2 unger. Alt i alt omkring 20.000 skarver årligt!
Det er så mange, at det nu kan mærkes på områdets
fiskebestande og ørredvande. Således har Fiskeriministeriets
biologer konstateret, at man i dette område kun
får 20% af de genfangster, man er vant til andre steder
i landet. De resterende 80% har skarverne taget sig af...
Der er i løbet af de sidste
ti år sket en decimering af bundgarnsfiskeriet på
Horsens Fjord. De forringede miljøforhold har givet en
del af skylden - skarverne resten. I takt med den stigende bestand
af skarver må fuglene nu trække længere og
længere bort fra deres redepladser for at finde føde
nok. En voksen skarv æder daglig et lille halvt kilo fisk
- unger under opvækst endnu mere. Der skal således
uhyggelig meget mad til for at holde liv i 150.000 sultne skarver
- omkring 75 tons friske fisk hver eneste dag!
Det har betydet, at skarverne
nu også findes langt inde i landet - ved søer og
vandløb, hvis begrænsede fiskebestande næppe
tåler denne belastning. Fra Irland ved man, at skarver
har været i stand til opfiske en hel bestand af lakseungfisk
i et enkelt vandsystem. Det har videnskabelige undersøgelser
vist.
Og fra flere danske søer
forlyder det nu, at skarverne er endog meget hårde ved
ikke mindst aborrerne. Denne melding lyder fra blandt andet Glenstrup
Sø i Jylland og Esrum Sø på Sjælland.
Sidstnævnte sted er der ikke taget højde for det
indhug i fiskebestanden, som skarverne gør, da man gav
den nu gældende tilladelse til trawlfiskeri på søen.
Skarvernes effekt på søernes
fisk dog endnu ikke klarlagt videnskabeligt.
Dygtige ornitologer
- Hvorfor får den danske
bestand af skarver da lov til at formere sig så uhæmmet,
som tilfældet er? Den er jo ikke længere nogen truet
art, som den var før fredningen. Idag er det jo nærmere
skarven, der udgør en trussel for andre arter.
Såmænd fordi der
i Skov- og Naturstyrelsens Naturovervågningskontor sidder
et antal dygtige ornitologer, som dyrker deres egne interesser
- fugle. Som ønsker, at skarven skal formere sig ukontrolleret
som hidtil - helt uden at se på de skadelige konsekvenser
af denne udvikling for det øvrige miljø.
I en pressemeddelelse udsendt
sidst i 1992 lød det samstemmende fra Danmarks seks fiskeriforeninger,
at man anbefaler de store marine fiskeudsætninger stoppet,
så længe skarvbestanden fortsat er fredet. At man
hensætter midlerne fra fisketegn og garnlicenser til senere
brug, da de ellers vil være spildt.
"- Skal havets rigdomme
reserveres til fuglefoder i stedet for at blive anvendt som værdifuld
føde for mennesker?"
Sådan sluttede de seks
fiskeriforeninger deres pressemeddelelse. Og faktisk er der siden
da ikke sket noget nævneværdigt for at regulere skarvbestanden.
Man har ganske vist prikket nogle æg, men blot med det
resultat, at skarverne lagde nogle nye. Eneste markante resultat
er nogle kedelige eksempler på selvtægt - utvivlsomt
forårsaget af mangelen på konkrete tiltag fra myndighedernes
side.
Nu kan så sportsfiskerne
også tilslutte sig koret af klagende naturbrugere, der
gerne så skarvbestanden reduceret til et bæredygtigt
niveau. For nu er der ikke længere tvivl om, at skarven
har skylden!
Skarven skal naturligvis have
lov til at være her, som den altid har været det.
Men skal det være for enhver pris?
Steen Ulnits
Efterskrift:
Den 30. juli 1997 blev skarven
så langt om længe fjernet fra EU's såkaldte
"rødliste" over truede arter.
Skarven blev dog ikke gjort jagtbar.
Der kan søges om dispensation til at skyde skarv, hvor
det skønnes nødvendigt - eksempelvis ved udsætninger
af fisk. Og skarven må stadig skydes i umiddelbar nærhed
af opstillede bundgarn.
Endelig tyder de seneste tal
på, at skarvbestanden i Danmark nu langt om længe
har stabiliseret sig.
|
