|
Østersølaksen
- er efter mange års
nedgang igen for opadgående.
Idag er den en ressource, som bør udnyttes rekreativt
i en velorganiseret fisketurisme. Vildlaksen derimod må
fredes!
Der er atlanterhavslaks, og der
er østersølaks. Der er vildlaks, og der er tamlaks.
Det er laks det hele, men alligevel er der en kolossal forskel
på de forskellige slags laks.
Østersølaksen er
blot en genetisk variant af atlanterhavslaksen, som forbliver
i Østersøen hele livet igennem. Den drager ikke
som den "ægte" atlanterhavslaks nordpå
til reje- og fiskebankerne i Davisstrædet mellem Grønland
og Canada, men samler sig i stedet i den sydlige Østersø,
hvor der er massive forekomster af sild og brislinger.
Hvor atlanterhavslaksen i regelen
er smukt rød i kødet - på grund af de mange
dybhavsrejer, den har konsumeret - dér er østersølaksen
i regelen bleg i kødet af en diæt på udelukkende
småfisk. Brislingerne dominerer maveindholdet med sild
på en klar andenplads. Forholdet mellem brisling og sild
i føden er 2:1.
Fiskeri på opvækstpladserne
Ude på opvækstpladserne
i den sydlige Østersø er laksene genstand for et
erhvervsfiskeri, som idag truer med at trække tæppet
væk under de sidste naturlige bestande. Man regner med,
at der idag højst er 5-10% vildlaks tilbage i Østersøen
med tilløb. De øvrige skyldes massive udsætninger.
Men i takt med de stigende udsætninger
er det kommercielle laksefiskeri langt til havs også steget.
Og på opvækstpladserne tages tamlaks og vildlaks
i én skøn forvirring. Udsætning af opdrættede
laks og fiskeriet efter tamlaksene på opvækstpladserne
er således en trussel mod de sidste vilde østersølaks.
Men med de nuværende lave
laksepriser - på grund af det kolossale norske lakseopdræt
- er der ikke megen omsætning i østersølaksen.
Således landede bornholmske fiskere i 1995 kun laks for
en værdi af 11 millioner kroner - en brøkdel af,
hvad eksempelvis det svenske sportsfiskeri efter laks i Mørrumsåen
indbringer. Her drejer det sig årligt om 50 millioner kroner,
der erlægges af omkring 20.000 besøgende sportsfiskere
fra hele Europa.
Samtidig skal man tænke
på, at laks fanget på opvækstpladserne jo aldrig
er lige så store som dem, der kønsmodne vandrer
tilbage til gydepladserne. De er så store, som de overhovedet
har kunnet nå at blive. Tænk blot på Pukaviken,
hvor gennemsnitsvægten jo er langt større end ude
på opvækstpladserne - eksempelvis ved Bornholm.
Det uselektive fiskeri på
laksenes opvækstpladser langt til havs har således
kun ulemper. Det koster mange penge at sejle så langt,
og det brandskatter de sidste vilde østersølaks.
Det burde derfor have været stoppet for mange år
siden, da der endnu var tilstrækkeligt med vildlaks i Østersøen
og dens tilstødende elve og åer.
Fiskeri på udsætningsstederne
Det blev det imidlertid ikke,
og resultatet er idag, at vildlaksen er noget nær udryddet.
Redningen - hvis der er nogen længere - ligger i de senere
års "delayed release" udsætninger. Det
er en form for udsætning, hvor unglaksene præges
på en bestemt lokalitet i havet, før de slippes
ud fra netburene for at vokse sig store.
"Delayed release" betyder
helt enkelt "forsinket udsætning". Tidsforsinkelsen
bruges til at præge laksene geografisk på udsætningsstedet.
Efter at have set svenskernes gode resultater begyndte den danske
Laksefond - finansieret af erhvervsfiskerne selv - i 1990 at
udføre de første målrettede forsøg
med denne metode
Laks fra sådanne "delayed
release" projekter har ingen hjemelv, de kan søge
tilbage til, når de bliver kønsmodne og føler
trang til at sikre slægtens beståen. I stedet søger
de med noget nær usvigelig sikerhed tilbage til udsætningsstedet,
hvor det så er en smal sag for dygtige erhvervsfiskere
at fange dem.
Resultaterne fra disse forsøg
har vist, at man opnår genfangster, der er langt højere
end dem, man normalt får ved udsætning af laksesmolt
i elvmundingerne. Således blev der genfanget omkring 2.000
af de 8.000 laks, der i 1990 blev udsat ved Tejn på Bornholm
- en uhørt høj genfangst og dermed et projekt med
en usædvanligt god økonomi.
Fiskeriet efter hjemvendende
tamlaks fra "delayed release" projekter har stort set
kun fordele. Man sparer en masse brændstof, idet man kan
præge laksene på steder nær land, hvor de er
lette at nå ud til. Samtidig lader man de sidste vildlaks
i fred langt ude på opvækstpladserne i rum sø
- i fred til at vokse sig store og uhindret vende tilbage til
deres fødeelve og -åer for at gyde.
"Delayed release" er
således ikke så lidt af et columbusæg i fiskeribiologisk
sammenhæng!
Totalfredning af vildlaksene
Fiskeribiologer og ansvarsbevidste
sportsfiskere har i efterhånden mange år talt for
døve øren, når det gælder vildlaksens
overlevelse. Politikerne var ikke til sinds at pålægge
fiskerierhvervet restriktioner af betydning, for der var og er
jo tale om arbejdspladser - omend ganske få af slagsen.
Og hvad hjalp det for øvrigt
også selv at frede laksene, når nu russere, polakker
og de øvrige baltiske lande ufortrødent fiskede
videre ude på opvækstpladserne i rum sø?
Nu er der imidlertid kommet andre
boller på den politiske suppe. Idag står de baltiske
lande jo nærmest i kø for at komme med ind i varmen
hos EU. Og i den forbindelse er en totalfredning af Østersøens
vildlaks en meget lille pris at betale for europæisk goodwill!
Som tidligere nævnt er
den økonomiske gevinst ved dette laksefiskeri i vore dage
meget beskeden og i de fleste tilfælde slet ikke anstrengelserne
værd. Derfor er der nu en stor og stigende velvilje over
for forslag om at stoppe dette skadelige fiskeri helt.
Og resultaterne af et sådant
ophør lader ikke vente på sig. Da finnerne i år
ophørte med deres laksefiskeri, væltede det
op med store laks i de nordsvenske elve. Faktisk oplevede man
i Norrland den største lakseopgang i mere end 100 år!
Men erhvervsfiskerne har desværre
krævet, at sportsfiskerne så også stopper deres
fiskeri - uagtet at man med stang og line slet ikke kan fange
tilnærmelsesvis de mængder, som går i drivgarn
og på krogliner.
EU har allerede for flere år
siden forlangt, at fiskeriet med de flere kilometer lange drivgarn
stoppes. Ikke af hensyn til laksene, men på grund af de
uheldige bifangster af fugle og pattedyr. Det er primært
lomvier og marsvin, der havner i de lange og monofile laksegarn.
Trods EU-påbuddet fortsætter
den danske brug af laksedrivgarn imidlertid med uformindsket
styrke...
Sportsfiskeri efter tamlaksene
Vi har allerede set, hvordan
man fra den svenske stats side har stoppet de massive udsætninger,
som i de seneste årtier har gjort Mørrumsån
til et laksevand i verdensklasse. Fiskesygdommen M-74 var ved
at slå al yngel ihjel i opdrætsanlæggene, og
furunkulosen hærgede blandt de alt for mange gydemodne
laks i elven.
Fremover må laksene i Mørrumsån
klare sig selv. Næste skridt kunne meget vel blive, at
der fremover slet ikke må fiskes efter laks i elvene -
af hensyn til vildlaksenes fortsatte eksistens. Et sådant
forbud er ikke så fjernt endda og vil naturligvis ramme
sportsfiskeriet hårdt.
Men samtidig har vi en storslået
mulighed for at opdyrke et laksefiskeri i Østersøen
- med stang og line efter laks, der er opdrættet og udsat
efter "delayed release" princippet. Fisk, der først
høstes af erhvervsfiskeriet, indtil deres kvote er opbrugt.
Og fisk, som siden kan indgå i et storstilet sportsfiskeri
på linje med det, der i flere år har været
"a multi billion dollar business" ved Great Lakes i
USA.
Skulle det komme så vidt,
vil laksene ikke fremover kunne fanges i Hanøbugten og
Pukaviken. Det er jo voksne laks på vej op i åen
for at gyde - fisk, som derfor vil blive fredet.
Laksene skal i stedet fanges
på udsætningsstederne - eksempelvis ved Bornholm,
hvor man i disse år så ganske sagte og småt
er ved at opdyrke et laksefiskeri, der kan gå hen og nå
op i verdensklassen - hvis det gribes rigtigt an. En millionstor
omsætning burde ligge lige om hjørnet for dem, der
tør kaste sig helhjertet ud i det.
Da Bornholm samtidig er et egnsudviklingsområde
i EU sammenhæng, burde der være mere end gode muligheder
for at opdyrke en fisketurisme, som baserer sig på de mange
og hurtigt voksende østersølaks, der findes lige
uden for døren!
Laks i topform!
Det danske laksefiskeri i Østersøen
gav følgende fangster i nedennævnte sæsoner:
1989/90: 956 tons (45 tons ørred)
1990/91: 748 tons (45 tons ørred)
1991/92: 635 tons (50 tons ørred)
1992/93: 553 tons (24 tons ørred)
1993/94: 858 tons (41 tons ørred)
1994/95: 549 tons (38 tons ørred)
1995/96: 509 tons (31 tons ørred)
Det giver en årlig gennemsnitsfangst
på 687 tons laks og 39 tons ørred. Heraf fanges
de fleste typisk i garn i oktober måned, mens kroglinerne
topper i januar. I sommermånederne fiskes der typisk ikke
ret meget, hvorfor der heller ikke fanges ret mange laks. Områderne
øst og nordøst for Bornholm hører normalt
til de mest produktive for det danske fiskeri efter østersølaksen.
Laksene i Østersøen
har det ifølge biologerne på Danmarks Fiskeriundersøgelserm
(DFU) bedre end nogensinde - problemer med miljøgifte
dog ufortalt. Ifølge de tilgængelige fangststatistikker
udviser laksene i disse år en vækst, der langt overstiger
den, man kender helt tilbage fra 1950'erne.
Hvor laksenes gennemsnitsvægt
i 80'erne lå mellem 3 og 4 kg, ligger den her i 90'erne
på mellem 4 og 6 kg! Ser man på de forskellige aldersklasser,
er forskellen lige så tydelig:
I januar 1982 vejede en 1 1/2
års laks 3,4 kg - i 1992 4,6 kg.
I januar 1982 vejede en 2 1/2 års laks 7,1 kg - i 1992
9,0 kg.
I januar 1982 vejede en 3 1/2 års laks 8,9 kg - i 1992
12,7 kg.
"Tilsyneladende er laksebestanden
således i særdeles fin form", konkluderer da også fiskeribiolog
Frank Ivan Hansen fra DFU.
Et velorganiseret sportsfiskeri
efter laks vil omsætte i millioner af kroner og skabe i
tusindvis af arbejdspladser og dermed bidrage til den lokale
økonomi med tiltrængte skattekroner. En laks fanget
på stang og line er jo beviseligt mindst 10-20 gange dens
blotte kødpris værd. Det ved vi fra samtlige de
lakseførende lande, hvor laksen fiskes på stang
og line.
På den måde tegner
fremtiden faktisk ganske lys for både laksen og os fiskere.
Vildlaksen får fred til at vokse sig stor på opvækstpladserne
langt til havs. Den får fred til at vandre hjem og gyde
uhindret i sin fødeelv.
Samtidig kan erhvervsfiskere
og sportsfiskere få omtrent lige så mange østersølaks
at fiske efter, som vi ønsker og magter at opdrætte
og udsætte til - altsammen efter "delayed release"
princippet. Et gigantisk "Put & Take" fiskeri i
stil med det havørredfiskeri, vi længe har haft
ved de hjemlige danske kyster.
Alternativet er mildest talt
dårligt: Et totalforbud mod alt laksefiskeri i hele Østersøen
med tilstødende elve...
Steen Ulnits
(oktober '97)
|
