|
"North Atlantic
Salmon Fund"
På Sagaøen
bor en mand, der tænker i store baner. Det er Orri Vigfusson, atlanterhavslaksens redningsmand!
I Reykjavik på Island bor
en mand med store visioner. Det er Orri Vigfusson, født
og opvokset med fisk under barndommen i Siglafjordur på
Islands østkyst. Siden 1942 har hans familie blandt meget
andet beskæftiget sig med fisk - ikke mindst silden, som
bliver ekstra stor og fed heroppe højt mod nord. Idag
er Orri tilligemed Islands eneste og største producent
af højkvalitets vodka!
Orri Vigfusson i færd
med at lægge en "riffling hitch" på laksefluen.
© foto Steen Ulnits
Har fisk og fiskeri således
været Orri's levevej siden barndommen, så er de også
blevet hans hobby i de senere år. I 1966 fattede han nemlig
interesse for at fiske laks med stang og line - en prestigebetonet
hobby blandt islændinge - og den hobby har i meget høj
grad præget hans dagligdag lige siden.
Hans kones familie havde og har
nemlig en strækning af den berømte Laxá i
Adaldalur nær Husavik på nordøstkysten - "Big
Laxá", som den også kaldes til forskel fra
de mange små Laxá'er, der findes rundt omkring på
Island. Laxá i Adaldalur er nemlig en af de få elve
her, som regelmæssigt kaster andet end grilse (laks med
kun ét havår på bagen) af sig. Her landes
der lige så mange 5-10 kg's laks som 2-3 kg's grilse, og
det alene giver elven en særstatus.
I 1985 blev Orri Vigfusson så
den nye formand for Laxá i Adaldalur foreningen, der råder
over det meste af dette Islands vel nok mest attraktive fiskevand
- det vil sige den nedre, lakseførende del. Opstrøms
faldet og op til søen Myvatn huser elven kun ørreder.
Med dynamiske Orri som formand
skete der ting og sager. Man begyndte at tænke i storstilet
fiskepleje - i udsætning af først lakseyngel og
siden udvandringsklare smolt. I 1987 satte man således
8.000 styk smolt ud, som var "micro-tagged" med små
metalstykker i næsen. Dertil afklippede fedtfinner, så
man straks kunne genkende de mærkede fisk.
1988 blev et godt lakseår
med genfangst af store grilse på helt op til 4 kg - en
fornem tilvækst efter kun en enkelt vinter i havet. Disse
resultater viste, at man var på rette spor, og samme år
udsattes derfor yderligere 10.000 mærkede laksesmolt. I
1989 havde man problemer med sygdom i opdrættet, og det
blev derfor kun til nogle få tusinde udsatte fisk. Bedre
gik det i 1990, hvor hele 20.000 smolt kunne stikke til havs
fra Big Laxá, og i 1991 toppede udsætningerne med
ikke mindre end 33.000 styk.
Truslen...
Imidlertid lurede der en slange
i Orri's lakseparadis, nemlig det nystartede færøske
højsøfiskeri efter laks i Nordatlanten. Et fiskeri,
som for alvor tog fart i 1979, og som især toldede på
de større fisk, der tilbringer mere en én vinter
i havet før kønsmodningen. Et fiskeri, som derfor
var specielt skadeligt for laks fra Orri's egen Laxá i
Adaldalur, hvor jo halvdelen af laksene bliver ude i havet et
år ekstra.
Grilse samt en lille
flaske af Orri's egen "Icy" vodka!
©
foto Steen Ulnits
En rapport fra det islandske
Institut for Ferskvandsfiskeri konkluderede i 1989, at det færøske
laksefiskeri måske reducerede antallet af hjemvendende
store laks med op til 24%! Et skøn, som var baseret
på rapporterede genfangster af mærkede, "micro-tagged"
laks fra højsøfiskeriet i færøsk farvand.
Endvidere fortalte de udførlige
fangstrapporter fra Big Laxá selv, at antallet af store
laks i perioden 1979-81 var 27-36% mindre end statistisk forventeligt.
En nedgang, der svarede betænkeligt nøje til stigningen
i de færøske laksefangster i samme periode - fra
51 til hele 718 tons!
Alt dette fik Orri til at tænke
grundigt over tingene. Det var simpelthen ikke rimeligt, at færingerne
skulle høste en så uforholdsmæssigt stor del
af de islandske anstrengelser, mente han.
Ideen...
Som islænding var Orri
Vigfusson vant til at tænke i fiskekvoter, som jo meget
ofte handles internationalt. Én nation kan således
opkøbe en anden nations kvote for en given fiskeart i
et givet område - typisk for en pris, der svarer til 10-15%
af fangstens handelsværdi.
- Hvorfor så ikke helt
enkelt opkøbe færingernes laksekvote, som hvert
år fastsættes af NASCO - en international organisation
bestående af lakseførende lande omkring det nordlige
Atlanterhav? - Hvorfor ikke købe færingerne ud og
dermed sikre, at flest mulige laks når tilbage til Island
igen?
Der var ikke langt fra tanke
til handling. Orri tog straks kontakt til sine mange laksefiskende
og indflydelsesrige venner på begge sider af Atlanten og
forelagde dem sin idé.
- Great idea, but impossible... Sådan lød svaret fra Atlantic
Salmon Foundation i USA og Canada.
- Excellent idea, but can't
be done... Sådan svarede den engelske Atlantic Salmon
Conservation Trust. De tilføjede dog, at hvis Orri fik
færingerne til forhandlingsbordet, ville de straks gå
i gang med at samle penge ind til deres del af opkøbet.
Forhandlingerne...
Orri Vigfusson gik på med
krum hals - rejste rundt fra land til land, fra møde til
møde, for at samle tilslutning til sin idé. I oktober
1989 havde han så det første famlende møde
med færingerne i Torshavn - med repræsentanter for
de 26 både i sammenslutningen "Laksaskip".
Der fiskes efter friske
opgangslaks på Beat One nær Ishavet.
©
foto Steen Ulnits
Her fortalte Orri dem, at sagen
var vigtig for Island, som jo har en storstilet sportsfisketurisme
baseret på netop laksen. Og at denne turisme nu truedes
af det færøske fiskeri på laksenes opvækstpladser
i færøsk territorialfarvand. Derfor forbød
man allerede i 1932 enhver form for garnfiskeri efter laks i
havet omkring Island.
Færingerne var ikke totalt
afvisende, og det gav Orri yderligere blod på tanden. I
december 1989 blev der så afholdt et historisk "Salmon
Summit" i Oslo - et "topmøde" med repræsentanter
fra de involverede lakseførende lande, nemlig Canada,
USA, Storbrittanien, Norge, Sverige og så naturligvis Island.
På dette topmøde
grundlagdes "Committee for the Purchase of Open Seas Salmon
Quotas" - Komitteen til Opkøb af Lakserettighederne
på Åbent Hav" - og man gav Orri Vigfusson mandat
til at forhandle med færingerne på alles vegne.
I januar 1990 gik Orri så
til forhandlingsbordet med færingerne. De fleste af "Laksaskip"s
medlemmer var positive, men 5-6 både stemte imod. Det blev
derfor vedtaget at finde en uvildig mægler, som fik til
opgave at finde frem til en retfærdig pris for den færøske
laksekvote på 550 tons årligt.
I mellemtiden var der kommet
en ny færøsk regering, og det trak naturligvis tiden
ud. Men i april 1991 foreslog så den færøske
mægler en pris på 27% af laksenes handelsværdi
- en pris, som alle parter kunne acceptere. Aftalen blev derfor
underskrevet den 17. april 1994. Nu manglede kun pengene...
Pengene...
Prisen for den færøske
laksekvote blev rundt regnet 700.000 US$ om året
i 1991, 1992 og 1993. De små 5 mio. danske kroner skulle
fordeles landene imellem i forhold til deres respektive andel
af fangsten af mærkede laks under det færøske
laksefiskeri. Fordelingsnøglen blev som følger:
Norge: 55%
England: 22%
Irland: 17%
Island: 6%
I England anslår man, at
opkøbet af den færøske laksekvote i sig selv
vil betyde, at yderligere 25.000 laks vil kunne vende uhindret
tilbage til de engelske vandløb for at gyde. Regner man
lidt på det, når man frem til, at hver enkelt voksen
laks her står i omkring 40 danske kroner.
Friske opgangslaks fejres
bedst med "Icy" vodka på stedet!
©
foto Steen Ulnits
Pengene skulle og skal udredes
af lodsejerne i de pågældende lande - altså
af ejerne af de forskellige lakseelve. Dette kunne eksempelvis
gøres ved at lægge en ekstraafgift på fisketegn
og -kort. Med hjælp fra den islandske regering, som hele
tiden havde bakket op om projektet, etableredes North Atlantic
Salmon Fund - i daglig tale blot kaldet NASF. Fondens opgave
er at samle pengene sammen til opkøb og betaling af kvoterne.
Det viste sig imidlertid at være
meget vanskeligt at få de respektive lande til at betale
det, de havde forpligtet sig til. Nu senest er der endda forlydende
om, at Norge officielt er ved at trække sig ud af aftalen
- trods det faktum, at de færøske laksefangster
for 55%'s vedkommende består af norske laks.
Men selvfølgelig - kan
man få andre nationer til at betale for de norske laks,
så er det selvfølgelig meget mere bekvemt... Nu
har man i stedet fået problemet flyttet ind i norsk territorialfarvand
- ind i fjordene, hvor laksene så i stedet tages i dybt
satte "makrelgarn"! Resultatet er blevet en utroligt
dårlig opgang og en uhyre negativ PR for norsk laksefiskeri,
som ellers gennem årene har pumpet mange, mange millioner
kroner i Norges nationaløkonomi.
Laksepengene blev imidlertid
skaffet til veje alligevel - til tider nærmest halet ud
af skyldnerne, til tider betalt fra Island med Orri som personlig
kautionist, så tidsfristerne ikke blev overskredet! Og
da de tre første år var udløbet, blev det
videre opkøb genforhandlet - nu til 790.000 US$
årligt i 1994, 1995 og 1996. Laksene er således sikret
en fri opvækst i færøsk farvand i også
de næste tre år - hvis altså pengene falder
til tiden...
Grønland
Nordamerikanerne, som jo sidder
inde med mere magt og flere penge end de fleste, havde ingen
direkte interesse i Orri Vigfussons opkøb af den færøske
laksekvote. Ingen eller kun uhyre få nordamerikanske laks
svømmer nemlig helt til Færøerne for at fouragere.
Alligevel har amerikanerne lige
fra starten bakket helhjertet op om Orri's ideer vedrørende
opkøb af laksekvoter på Nordatlanten - vel vidende,
at hvis først færingerne blev købt ud, så
var vejen banet til et opkøb af også den grønlandske
kvote. Og den har nordamerikanerne virkelig interesse i. Ikke
mindre end 50-60% af laksene i Davisstrædet mellem
Canada og Grønland stammer nemlig fra Nordamerika - de
øvrige 40-50% er europæiske.
I Nordamerika er sportsfiskeriet
efter laks en veludbygget virksomhed med en kolossal omsætning.
Her er der virkelig arbejdspladser og skattekroner at hente.
I Canada har man derfor påbegyndt et storstilet opkøb
af garnlicenser - et opkøb, der vil koste staten millioner
af dollars. Således budgetterer man med at bruge 24 mio.
dollars alene i provinsen Quebec, 21 mio. i Newfoundland og 15
mio. i New Brunswick - penge, der ubeskåret skal gå
til opkøb af lakserettighederne og sideløbende
udbygning af sportsfiskeriet.
Fluefiskeri på
Beat Two, Laxà i Adaldalur.
© foto
Steen Ulnits
Amerikanerne så derfor
store muligheder i at opkøbe den grønlandske laksekvote.
Det ville jo betyde, at langt flere laks end hidtil ville vende
tilbage til ikke mindst de canadiske elve. Og det ville igen
betyde en øget omsætning inden for sportsfiskeriet.
"Laksekrigen"
Amerikanerne havde tidligere
måttet kæmpe for deres laks. Det var tilfældet,
da man i 1960'erne fandt frem til den første af laksenes
opvækstpladser langt til havs, nemlig farvandet mellem
Grønland og Canada. Det var dygtige danske fiskere, der
fandt frem til fiskene, men det var ikke-danskfødte laks,
de fangede! Bådene stammede for en stor dels vedkommende
fra Bornholm, hvor man jo var vant til at fiske Østersølaks
langt til havs. Man havde således teknikken i orden.
Det danske højsøfiskeri
greb hurtigt om sig og nåede snart et omfang, der fik flere
lakseførende nationer til at råbe vagt i gevær.
- Skulle lille Danmark, som for længst havde lagt sine
egne laksevandløb øde, virkelig have lov til at
brandskatte alverdens vildlaks på opvækstpladserne
i Davisstrædet?
Efter en international krise,
hvor blandt andet sangeren og laksefiskeren Bing Crosby råbte
højt, og hvor den danske stat endog blev truet med handelsboykot,
blev så dette fiskeri bragt til ophør til
stor lettelse for de lande, hvis laksebestande havde lagt ryg
til højsøfiskeriet. De fastboende grønlændere
har dog stadig lov at inddrive en vis "græsningsafgift"
i form af en lille fiskekvote. Det er jo trods alt i grønlandske
vande, laksene æder sig store.
Diplomati på højeste
plan
NASCO har i de seneste år
ikke kunnet blive enige om en laksekvote til Grønland.
I det hele taget har NASCO ikke fungeret efter hensigten, men
er kørt fast i papirarbejde. Resultaterne er derfor udeblevet.
Laksen er ved at være
moden til landing. Orri står klar med nettet.
©
foto Steen Ulnits
Til gengæld har den manglende
kvote ikke betydet noget. Der har nemlig været så
få laks ved Grønland på det seneste, at man
slet ikke tilnærmelsesvis har kunnet opfiske den gamle
kvote på 840 tons. Årsagerne er mere eller mindre
ukendte, men der gættes på svingninger i havets temperatur,
overfiskning af laksenes fødeemner (erhvervsfiskeriet
efter de såkaldte "skidtfisk" til fiskemelsindustrien)
samt en stor smolt-dødelighed ved udvandringen.
En anden mulig forklaring er,
at den store og støt voksende bestand af sæler i
Nordatlanten tolder hårdt på de voksne laks. Faktum
er imidlertid, at der mangler laks ved Grønland.
Det var Orri Vigfusson ikke sen
til at udnytte. Han pendlede således frem og tilbage mellem
Reykjavik, Island og Nuuk, Grønland for at forhandle med
det grønlandske Hjemmestyre og den grønlandske
fangerorganisation, KNAPK. Udgangspunktet var, at de grønlandske
fangere ikke blot skulle kompenseres økonomisk for de
manglende laksefangster. De skulle også hjælpes med
alternativ beskæftigelse.
De grønlandske fangere
var dog ikke glade for at skulle sælge ud af deres rettigheder
til de grønlandske ressourcer. Men efter pres fra forskellig
side - ikke mindst USA - indgik man en aftale for foreløbig
to år - 1993 og 1994 med mulighed for yderligere en 3-årig
forlængelse.
Pris på denne aftale er
850.000 US$ for de første to år plus diverse
andre kompensationer. Ialt 1,2 mio. US$. Heraf har National Fish
and Wildlife Foundation lovet at betale 500.000 US$, som allerede
er på den amerikanske finanslov. Som et godt eksempel for
Norge, der jo tilsyneladende påtænker at løbe
fra de indgåede aftaler om betaling...
Vigfusson og vennerne
Hvor embedsmændene i NASCO
spillede fallit, lykkedes det altså Orri Vigfusson og hans
private fond at skaffe resultater. Nu regner englænderne
med, at yderligere 200.000 voksne laks vil kunne vende tilbage
til de engelske vandløb for at gyde. Laks i tusindvis
fra andre nationer vil ligeledes uhindret kunne vokse sig store
og stærke i Davisstrædet - altsammen takket være
en enkelt dynamisk person og hans geniale idé: Orri Vigfusson.
Orri & Steen med
en fin grilse fra Laxà i Adaldal.
©
foto Steen Ulnits
Den engelske tronarving og selv
aktiv laksefisker, HRH Prince Charles of Wales, inviterede da
også Orri Vigfusson til sit skotske domicil, St. James
Palace, til overrækkelse af en fornem porcelænsskulptur
af to store laks. En hædersbevisning for det enorme arbejde,
Orri har lagt i bevarelsen af atlanterhavslaksen. Skulpturen
kan ses i den ene af de to Tax-Free butikker i Keflavik lufthavn,
hvor den er udstillet.
Glemmes skal dog ikke de mange
andre mennesker, der siden den spæde start i 1989 har bakket
op om denne seje islænding og hans elskede laks! De tæller
alt fra indflydelsesrige politikere over kendte sportsfolk til
berømte fiskeprofiler.
Glemmes skal heller ikke den
barske kendsgerning, at North Atlantic Salmon Fund alene i år
skal udrede 1,6 mio. US$ (1992) til Grønland og
Færøerne. Der er derfor al mulig grund til at bakke
op om NASF og dens nystartede danske afdeling. Der er brug for
hver en øre, og de går jo til det bedst tænkelige
formål - flere laks til os selv!
© Steen Ulnits 1998
|
