|
"No Kill"
I Nordamerika har
man i mange år kunnet glæde sig over en fisketurisme, der omsætter for adskillige
millioner dollars - penge, som ikke mindst skyldes
en udbredt brug af "No Kill".
I Nordamerika bruger man i vid
udstrækning andre former for fiskepleje, end vi gør
her i Skandinavien - helt enkelt fordi man har arbejdet målrettet
med et rekreativt sportsfiskeri af stort format i ganske mange
år.
De indførte fiskeplejemetoder
tilgodeser derfor sportsfiskeriet - i grel modsætning til
de fiskeplejemetoder, vi kender til herhjemme. De tilgodeser
primært det kommercielle fiskerierhverv, som jo har stolte
traditioner i lille Danmark.
Her i Danmark skal vi først
nu til at sadle om - til i højere grad at tilgodese sportsfiskeriet,
som fremover vil være en meget vigtig indtægtskilde
for landet. Og sportsfiskerne, som med det nye obligatoriske
fisketegn nu bidrager med størsteparten af pengene til
fiskeplejen.
I samme åndedrag må
vi så også erkende, at nordamerikanske sportsfiskere
er langt bedre "opdraget" og langt mere vidende om
fisk og fiskeri end vi skandinaver og europæere. Ganske
enkelt fordi de er blevet opdraget og informeret af myndighederne
stort set lige siden afslutningen af Anden Verdenskrig!
Vi har således en hel del
år, vi skal have indhentet, før vi rent fiskeplejemæssigt
er på omgangshøjde med amerikanerne. Med fisketegnet
er vi dog kommet rigtig godt fra start!
"No Kill" i Minipi
I Nordamerika har man nu i mere
end 30 år anvendt C&R til rationel fiskepleje i udsatte
områder. Først blev de taget i brug i staten New
York - i "the Catskills", ved hvis bjergstrømme
det amerikanske fluefiskeris vugge har stået - samt i den
verdensberømte Yellowstone Nationalpark i det bjergrige
Midtvesten.
Men vi skal så langt nordpå
som til den kanadiske provins Labrador for at finde stedet, hvor
ideen med genudsætning først blev undfanget.
Det var den nyligt afdøde
fluefiskerlegende Lee Wulff, der først indså nytten
af og behovet for C&R. Det skete i årene før
Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som "recreational
officer" for den amerikanske hær.
Hans opgave var at finde adspredelse
for de soldater, der var hjemme på orlov. Og med base i
Labrador (som var blevet livsnerve med indførelsen af
moderne luftkrig) var intet vel mere nærliggende end jagt
og fiskeri.
Lee Wulff fløj derfor
rundt i Labrador i sin egen lille vandflyver - kiggede de bedste
steder ud og satte så pontonerne på velegnede søer
for at teste fiskeriet. Ingen dårlig beskæftigelse
for en engageret fluefisker med laks og ørreder på
hjernen!
Lee Wulff fandt da frem til Minipi
området, som den dag idag huser verdens suverænt
største kildeørreder. Og som dengang naturligvis
var et sandt eldorado af såvel mange som store fisk. Hertil
fløj han nu sine krigstrætte soldater, som kvitterede
med at flyve læs efter læs af store og flotte kildeørreder
ud fra området.
Lee Wulff så, at fiskeriet
i dette enorme område hurtigt blev dårligere og dårligere.
Og han indså, at den simple årsag var overfiskning.
Det fik ham til at tænke grundigt over tingene. Og han
nåede frem til sin nu herostratisk berømte udtalelse
om, at "en ørred er for værdifuld til kun
at fanges én gang"!
Det vandt hurtigt lokal genklang,
og den dag idag har man stadig - ganske vist efter en markant
nedtur i efterkrigsårene - verdens største kildeørreder
at byde på i Minipi. Basser på 3-4 kg og sågar
større, der gerne stiger til en vel præsenteret
tørflue!
Med Lee Wulff var begreberne
"Catch and Release" og "No Kill" således
født. Der skulle dog gå endnu nogle år, før
principperne også vandt indpas i den rationelle fiskepleje
- i form af påbud om genudsætning af de fangede fisk
i særligt udsatte og offentligt tilgængelige vande.
De sportsfiskere, som var forud
for deres tid, forfattede da det velkendte slogan: "Limit
your kill - don't kill your limit!"
The Yellowstone Experience
Den første af de officielle
solstrålehistorier omkring C&R stammer fra Yellowstone
Nationalpark. Parken blev oprettet - i øvrigt som verdens
første af slagsen - i 1872 og blev frem til begyndelsen
af dette århundrede kun besøgt af 5-10.000 mennesker
årligt.
Men så tog strømmen
af turister ellers til - fra over 65.000 årligt ved afslutningen
af Anden Verdenskrig til mere end 2,5 million mennesker omkring
1970! Først da stod det klart for alle, at der måtte
restriktioner til, hvis ikke presset fra de mange besøgende
skulle ødelægge den unikke natur og dens faste beboere.
Til parkens unikke beboere hørte
og hører stadig en speciel stamme af "cutthroat"
ørreder - en nær slægtning til regnbuen. I
Yellowstone Lake og afløbet Yellowstone River blev cutthroat'en
presset hårdt fra mange sider. Dels fra parkens øvrige
"faste" beboere - grizzly bjørne, mink og ørne
samt en hel koloni hvide pelikaner, der alene høstede
mellem 300.000 og 400.000 voksne ørreder årligt!
Presset kom også fra gæstende
sportsfiskere, som omkring 1970 fik det samlede antal af fiskedage
i en tre måneders periode op på 370.000. Og som blev
anslået til at høste små 300.000 fisk!!
Det stod derfor lysende klart
for parkens ledelse, at der måtte skrides radikalt ind,
før parkens øko-system tiltede helt. I årene
op til Anden Verdenskrig havde man kompenseret for det stigende
fiskepres ved at sætte flere og flere fisk ud - fisk af
tilfældig dambrugsoprindelse. Denne fauna-forurening var
man dog hørt op med allerede i 1950, idet man ville holde
fast på parkens oprindelige bestand af vildfisk.
Det stod også klart for
ledelsen, at en øjeblikkelig og absolut indførelse
af C&R ville forårsage et ramaskrig blandt parkens
gæster. Derfor skred man i stedet til en trinvis optrapning
af restriktionerne over en 3-årig periode.
Allerførst forbød
man brugen af naturlig agn, idet man fra undersøgelser
vidste, at naturlig agn forårsagede en dødelighed
på mellem 50 og 70% af de fangede og genudsatte fisk -
mod kun mellem 5 og 10% for kunstagns vedkommende.
Dernæst indførte
man for første gang i parkens historie et mindstemål
på 35 cm for cutthroat'ens vedkommende. Fra 1955 til 1968
havde man haft en "bag limit" på 2 fisk per mand
per dag i Yellowstone Lake - baseret på søens produktivitet
og et begrænset fiskepres. Men efter at et stigende fiskepres
i fire år i træk havde overskredet søens naturlige
bæreevne, kollapsede fiskeriet totalt.
Mindstemålet blev indført
- med det resultat, at den årlige høst blev reduceret
til omkring 100.000 fisk. Samtidig blev vandsystemet nu nærmest
overforsynet med små førstegangsgydere, mens de
større aldersklasser - dem over mindstemålet - hurtigt
forsvandt. Så snart de nåede 35 cm, blev de fanget
og aflivet.
Det var man ikke tilfreds med
fra parkens ledelse. Man ønskede at kunne tilbyde sine
gæster et naturligt fiskeri efter en naturlig bestand,
der også bød på store og dermed attråværdige
fisk. For at få mere balance i bestanden, så den
talte såvel små som store fisk, indførte man
i 1972 C&R med absolut "No Kill".
Resultatet var imponerende. Over
en 4-årig periode steg fiskene i såvel antal som
størrelse - med det pudsige resultat, at førhen
kritiske sportsfiskere nu spurgte ledelsen, hvorfor den dog ikke
havde gjort sådan før!! Samtidig oplevede man, at
netop de vande, hvor C&R var reglen, blev de mest besøgte.
Da man i første omgang
nedlagde forbud mod brugen af naturlig agn, oplevede man et tilsvarende
fald i fiskepresset - helt enkelt fordi brugerne af naturlig
agn nu holdt sig væk. C&R vandene genvandt nu den tabte
popularitet på grund af det nye kvalitetsfiskeri, der bød
på både mange og store vildfisk.
I 1994 anslog parkledelsen, at
fiskeriet i Yellowstone Lake alene omsatte for - hold nu fast!
- 36 mio. US dollars. Intet under, at man gør meget for
at bevare netop dette fiskeri!
Skandinavien
Man oplevede i Yellowstone som
i Minipi, at netop relativt glubske ørredarter såsom
kildeørred og cutthroat reagerede uhyre positivt på
C&R. Når det gjaldt mere sky arter såsom regnbue
og bækørred, var resultatet noget anderledes.
Disse reagerede også med
både flere og større fisk efter indførelsen
af C&R, men det mærkede sportsfiskeriet ikke helt så
meget til. Regnbue og specielt bækørred lærer
meget hurtigt af deres fejltagelser og lader sig til sidst kun
fange af de dygtigste fiskere.
Vi oplever i disse år det
samme, som Yellowstone Park gjorde for 20 år siden - et
stærkt stigende fiskepres. Vi oplever, at den skandinaviske
fisketurisme markedsføres hårdt i ikke mindst de
tysktalende lande.
Denne turisme kan ikke standses,
da den styres uafhængigt af fiskeriorganisationer. Vi er
jo aldrig blevet spurgt! Derfor kan vi lige så godt prøve
at få det bedst mulige ud af den - via et velorganiseret
sportsfiskeri med såvel overordnet som lokal styring.
Set ud fra et fiskeribiologisk
synspunkt er "Catch & Release" klart til gavn for
alle bestande af laksefisk udsat for et hårdt fiskepres.
Hverken mere eller mindre.
På steder med et ringe
fiskepres og gode gydemuligheder er C&R omvendt en rigtig
dårlig idé. Her bør man i stedet satse på
en udtynding af bestanden, som så kvitterer med, at de
tilbageblivende fisk får bedre muligheder (mere føde)
for at vokse sig store.
Sådanne forhold har man
ofte i højlande, hvor bjerglandskaberne byder på
fortræffelige gydeforhold, men en ringe fødemængde.
I lavlande som Danmark er det lige omvendt. Her er der masser
af føde, men ofte ingen eller kun meget få gydepladser.
Og her er en stationær fisk som vor rødplettede
bækørred hårdt truet af fiskepresset.
Kun en overgang til "No
Kill" - eventuelt i form af et meget højt mindstemål
- vil kunne redde de sidste bestande af rødplettede vildfisk.
Hvis vi da ikke i stedet vil lade os nøje med de årlige
udsætninger af store "turister", som hurtigt
er væk igen - opfiskede som i et andet Put & Take vand...
Det samme gælder stallingen,
som jo er født og opvokset i den vilde natur - som ikke
ophjælpes med støtteudsætninger af opdrættede
tamfisk. Her er der endog ikke mulighed for udsætning af
"turister" i fangstklar størrelse...
Når det gælder danske
havørreder, må man straks erkende, at der her er
tale om et rendyrket Put & Take fiskeri. Opdrættede
ungfisk udsættes i store mængder med det ene formål
at vokse sig så store, at de passerer mindstemålet
og dermed bliver lovligt bytte.
Danske havørreder kan
derfor med god samvittighed aflives og hjembringes, dersom de
blot overholder mindstemål og fredningstider. Her er der
ingen idé i genudsætning - med mindre man da gerne
ser de samme fisk ende deres dage i et monofilt nedgarn...
Sidste nyt fra laboratoriet!
En amerikansk undersøgelse
fra 1992 gjorde det helt klart for alle, at fisk, der skal genudsættes,
ikke bør fjernes fra vandet overhovedet. De har brug for
al den ilt, de overhovedet kan skaffe fra vandet, til nedbrydning
af den skadelige mælkesyre, de har ophobet i kroppen under
fighten.
Forsøget blev udført
med tamme regnbueørreder, som blev motioneret i et strømbassin,
og som derefter blev fjernet fra vandet i henholdsvis 0, 30 og
60 sekunder.
Det viste sig da, at dødeligheden
ved 0 sekunder (fisken blev i vandet hele tiden efter motioneringen)
var godt 10%, mens den ved 30 sekunders ophold oven vande steg
til 40%. Efter 60 sekunder ude af vandet steg dødeligheden
til over 70%!!
Det er naturligvis tal, som maner
til eftertanke. Som fortæller med al ønskelig tydelighed,
at fisken skal blive i vandet hele tiden, hvis den skal have
optimale chancer for at overleve en genudsætning. Det er
samtidig en undersøgelse, som givet vil blive misbrugt
af modstandere af C&R. De ser i undersøgelsen dokumentation
for, at de fleste fisk alligevel vil dø efter en genudsætning.
Hertil er to ting at sige: Dels
er der intet overhovedet til hinder for, at fisken holdes i vandet,
mens krogen fjernes og fisken genoplives. Hvorved dødeligheden
nedsættes til få procent. Og dels er ovennævnte
undersøgelse baseret på tamme regnbuer i fangenskab.
Fisk, som endda blev bedøvet under eksperimentet, hvilket
i sig selv medfører en øget dødelighed.
Det er endvidere velkendt, at
tamme fisk fra bassiner uden strøm altid er i dårlig
form. Og at fisk med en dårlig kondition kun vanskeligt
holder til ekstraordinære belastninger. Naturens egne fisk
er i mangefold bedre form og tåler derfor belastningerne
langt bedre.
Dette dokumenteres da også
af forsøg på både Island og i den sydengelske
kalkstrøm Test. Begge steder har man indfanget vildlaks
på sportsmæssig vis - altså med stang og line.
Og begge steder har man noteret sig en dødelighed nær
nul ved efterfølgende opbevaring af de fangede fisk.
Endelig er det jo almindeligt
i ikke mindst Norge, at såkaldte "stamlaks" fanges
på flue nær gydepladserne og i fredningstiden. De
bruges derefter til strygning og opdræt af nye ungfisk
til udsætning. Heller ikke disse fisk lader til at tage
skade af fangsten.
Det kan derfor siges at være
veldokumenteret, at fisk landet og genudsat korrekt efter al
sandsynlighed overlever den traumatiske oplevelse uden mén.
Og at "Catch and Release" derfor er fremtidens billigste
og bedste form for fiskepleje. Hvilket gælder samtlige
for sportsfiskeriet værdifulde arter og ikke kun laksefiskene.
Allersidste nyt!
En canadisk rapport fra 1994
har kastet helt nyt lys over dødeligheden ved C&R
sidst på året - nær gydetiden. Baggrunden for
undersøgelsen var et forslag om, at sæsonen ved
dele af den verdensberømte lakseflod Miramichi skulle
forlænges fra og med 1990.
Dette forslag bragte sindene
i kog, idet flere modstandere henviste til risikoen for, at de
fangede og genudsatte laks ville være dårligere egnede
til at klare den nærtstående gydning. Et argument,
som man jo måtte tage alvorligt.
Sæsonen blev dog forlænget
alligevel, men tvivlen nagede. Så meget, at en række
videnskabsfolk fra forskellige canadiske institutioner satte
hinanden stævne ved Miramichi i oktober 1992. Nu skulle
der facts på bordet. Nu skulle det undersøges, om
fangst og genudsætning virkelig nedsatte laksenes muligheder
for at reproducere sig med held.
Undersøgelsen omfattede
20 laks fanget i en fælde. Disse laks, der omfattede såvel
små grilse som større laks, blev nu taget op og
forsynet med en fluekrog i kæften. Herefter blev de sluppet
fri og fightet på normal vis af et par rutinerede laksefiskere,
som til sidst kunne lande de udmattede fisk. Vandtemperaturen
under forsøget var 6 grader Celsius.
De landede fisk blev så
målt, mærket og transporteret til en ventende fisketankvogn,
der hurtigt fragtede dem til et nærliggende dambrug. Her
blev de opbevaret, indtil de - fuldt gydemodne - blev strøget
for rogn og mælke. De befrugtede æg blev herefter
behandlet som alle andre, indtil de klækkede.
Et fåtal mindre hanlaks
blev ligeledes fightet og landet, men de måtte ofre deres
liv for videnskaben. De blev nemlig aflivet, så der kunne
udtages vævs- og blodprøver til senere analyse.
De udtagne prøver blev
opbevaret i flydende kvælstof ved minus 200 grader Celsius,
og de blev siden undersøgt på Queen's University
i Kingston, Ontario for mælkesyre og blodsukker. Begge
dele ændres nemlig markant i fisk under stress.
Men nu til resultaterne, som
blev publiceret i 1994. De er meget opløftende - i hvert
fald for tilhængere af Catch & Release:
- Ingen af de udtrættede
fisk døde. Alle
klarede de sig fint, til de var fuldt kønsmodne og kunne
stryges senere på året.
- De fightede hunfisk producerede
lige så mange æg som andre ikke-fightede laks.
- De befrugtede æg fra
de fightede fisk havde samme overlevelse som dem fra ikke-fightede
fisk.
- De fightede fisk udviste
kun en svag stigning i indholdet af mælkesyre og blodsukker.
Dette til trods for den
kraftanstrengelse, som fighten ellers formodes at være.
Mælkesyreindholdet var således væk igen efter
kun to timer! Altså ingen forsinket dødelighed som
frygtet.
- Små grilse udviste
en højere stigning i mælkesyreindhold end større
laks. Dette til trods
for, at de større laks ofte blev fightet i mere end dobbelt
så lang tid som de små grilse. Tilsyneladende er
det mere anstrengende med luftakrobatik for små laks' vedkommende
end en lang og sej kamp uden spring for store laks.
Undersøgelsen kunne således
- som den første videnskabeligt dokumenterede af sin art
- bekræfte formodningen om, at Catch & Release ikke
har nogen nævneværdig skadelig indflydelse på
gydemodne fisk sent på sæsonen.
At der således ikke var
noget forkert i beslutningen om at forlænge sæsonen,
så der kunne skabes flere arbejdspladser og dermed flere
kroner til den betrængte canadiske provins.
Supplerende undersøgelser
på Queen's University bekræftede samtidig, at fisk
så vidt muligt skal holdes nede i vandet. 60 sekunders
ophold oven vande nedsatte således laksenes overlevelse
med hele 50%!
Samme universitet har siden udført
undersøgelser med fangst og genudsætning af nedfaldslaks
- altså laks, som har været oppe at gyde og nu er
på vej tilbage til havet igen. I mere eller mindre afkræftet
tilstand, men altid i meget koldt vand.
Også her fandt man en dødelighed
på nul.
Steen Ulnits
|
