|
Mariager Fjord død...
Så er den første
hele danske fjord,
Mariager Fjord - af mange kaldt "Danmarks smukkeste"
- afgået ved kvælningsdøden. Det skete
en dag sidst i august 1997...
Det var et frygteligt og dybt
deprimerende syn, der sidst i august måned mødte
folk og fiskere, som havde deres gang ved Mariager Fjord. Døde
og døende fisk flød omkring overalt i overfladen.
En ubeskrivelig stank af død
og råddenskab fyldte luften over den afdøde fjord.
Svovlbrinte - trængt op fra bundslammet under den bundvending,
der blev resultatet af fortidens synder og dette års iltsvind
- rev i næsen i flere dage, før vinden havde fjernet
de sidste rester. Måger fra nær og fjern havde kronede
dage, mens de frådsede i døde og døende fisk
i strandkanten.
Det er normalt de bundlevende
fisk, som afgår ved døden under iltsvind - torsk
og fladfisk med flere samt naturligvis muslinger, krabber og
børsteorm med meget mere. Men denne gang undslap end ikke
havørrederne. Iltsvindet startede ude ved Hadsund og arbejdede
sig i løbet af nogle dage indefter til Hobro. Fiskene
kunne derfor ikke flygte - de var fanget i en fælde.
Flere steder kunne man på
en 500 m lang kyststrækning tælle op mod 50 døde
havørreder samt et antal overraskende store helt. Kun
de havørreder, som nåede at stikke næsen op
i åer, bække og kildevæld, overlevede bundvendingen.
Ålene, som er mere hårdføre
end de fleste, stak snuden op i selv de mindste kildevæld
eller gik sågar helt på land for at undgå den
giftige svovlbrinte. Her blev de straks mødt af fjordens
mange fritidsfiskere, som med ketchere og håndkraft havde
let spil blandt de mange, mange ål. Så godt et ålefiskeri
havde de ligegodt aldrig oplevet før...!
I lokale dagblade kunne man da
også sidst i august og først i september se annoncer
om salg af friske ål (min. 5 kg!) fra fjorden...
- Ål så sorte som
bundslammet i Mariager Fjord??
Årsagerne
Biolog Finn Andersen fra Nordjyllands
Amt kunne på det afholdte krisemøde i Assens fortælle,
at 77% af alt kvælstof i Mariager Fjord stammer fra landbruget,
der på landsplan kun har reduceret udledningerne med 14%.
Lokalt - i oplandet til Mariager Fjord - er udledningerne imidlertid
de samme som for 10-15 år siden. Her har landbruget altså
ikke gjort noget som helst.
Naturen selv står for 12%
af det til fjorden tilledte kvælstof - fortrinsvis fra
atmosfæren og dermed ikke mindst fra bilerne. Tilsvarende
bidrager rensningsanlæg med 9% og dambrug med 2%. Dette
baseret på gennemsnitstal fra perioden 1992-96. Altså
ingen tvivl om, at landbruget med sine 77% af kvælstofudledningerne
er hovedaktør i den årlige russiske roulette om
fjorden.
Fosforindholdet i fjorden er
idag så lavt - på grund af god spildevandsrensning
fra byer og industri - at det ikke har nogen begrænsende
effekt på algevæksten og det efterfølgende
iltforbrug. Det er kvælstoffet, der styrer udviklingen.
Det er ifølge Miljøstyrelsens
matematiske modeller - og ikke via faktiske målinger
- at landbruget indtil videre har reduceret sine udledninger
af kvælstof med 14%. Desværre kan landets amter ikke
få øje på denne reduktion. Faktisk konkluderer
7 ud af landets 11 amter idag, at de ikke kan måle nogen
faktisk reduktion i forureningen fra landbruget overhovedet.
Efter mere end ti år med vandmiljø-handlingsplanen...!
Muslinger og iltindhold
Biologerne havde kigget tilbage
på tal fra Mariager Fjord, som talte deres eget tydelige
sprog. I grove træk fortalte de følgende om udviklingen
for vandmiljøet i den lange og smalle fjord:
- 1930'erne: Muslinger og ilt
ned til 15 m's dybde
1980'erne: Muslinger og ilt ned til 10 m's dybde
1990'erne: Muslinger og ilt ned til 5 m's dybde
Data, som klart dokumenterer,
at det ikke altid har stået lige skidt til med vandmiljøet
i Mariager Fjord. At forholdene er blevet klart værre i
de sidste to årtier - trods mange påstande om det
modsatte.
En af fjordens mangeårige
ålefiskere, Alex Silleborg fra Assens, troede ikke på
det, da biologer allerede for 25 år siden fortalte ham,
at fjorden ville være død inden år 2000 -
hvis ikke der blev gjort noget radikalt. Det blev der som bekendt
ikke, men nu tror Alex i hvert fald på, hvad biologerne
siger...
I 1994 var situationen næsten
lige så faretruende som her i 1997, men dengang blev fjorden
reddet af gong-gong'en - i form af en frisk blæst, da det
så allerværst ud.
I 1997 havde vi så den
varmeste sommer i 123 år - men desværre ingen blæst
til at blande fjordens vandmasser op. De havde lagdelt sig i
det stille vejr og dermed muliggjort det iltsvind, der i løbet
af 6 lumre augustdage satte "dødens spiral"
i gang, som det stod at læse i dagspressen.
Blæsten kom dog også
i år, men altså for sent. Medio september kunne biologerne
meddele, at iltindholdet i fjordens overfladevand nu igen var
acceptabelt - 5 mg/l - men at bundvandet stadig havde under de
kritiske 2 mg/l.
Og fiskene - de var og er jo
døde. Deres fødeemner med. Det store spørgsmål
er nu, om og i givet fald hvornår de atter begynder at
vise sig i fjorden.
Normalt sker der efter et iltsvind
en ny kolonisering af området med dyr udefra i løbet
af måske 5 år - via vandstrømmen. Men i den
op til 30 m dybe fjord, hvor en vandudskiftning tager op imod
20 år, kan man ikke regne med en sådan ny kolonisering.
Den vil i hvert fald tage mange, mange år.
Skal fjorden således have
nyt liv i vor tid, skal den have hjælp til det - via iltning
af vandet og stop for yderligere tilførsel af næringssalte.
Samt via tilførsel af nye organismer udefra.
Løsningerne
Der har siden fjordens død
været fremsat mange forslag til genoplivning af Mariager
Fjord. Nogle mere fantasifulde end andre - nogle væsentligt
dyrere end andre - nogle mere realistiske end andre.
De mange forslag kan dog sammenfattes
i fem hovedpunkter, der hver især ikke skal betragtes som
den endelige løsning, men i stedet som enkeltbidrag til
en samlet løsning:
1) Reduktion i tilledningen af næringssalte.
Endnu bedre rensning af spildevandet samt opstramning af reglerne
for landbruget er første skridt på vejen mod et
bedre vandmiljø og en fjord med et iltindhold, der året
rundt tillader et rigt og varieret dyre- og planteliv.
Jo mindre tilledningen af næringssalte
bliver, desto bedre får vandmiljøet det. En såre
enkel sammenhæng, som kun landbruget ikke vil erkende.
2) Iltning af bundvandet i inderbassinet.
Med de gode erfaringer, som Viborg Amt har høstet omkring
iltning af bundvandet i Hald Sø, bør der ses nærmere
på mulighederne for at ilte eller i hvert fald belufte
bundvandet i den dybe inderfjord.
Man skal dog være klar
over, at Mariager Fjord er langt større end Hald Sø,
og at et eventuelt projekt derfor vil blive bekosteligt. Men
sikkert også effektivt, hvis ellers det udføres
i fuld skala. Biologerne har beregnet, at der skal tilføres
ilt for mere end 10 mio. kroner, hvis der skal kompenseres for
den årlige algeproduktion og de 100.000 tons døde
muslinger.
Respirator-løsningen!
3) Indpumpning af frisk vand fra Kattegat.
En lang rørledning fra Kattegat til Hobro kunne lede frisk
og iltrigt vand ind i fjorden og fremme vandudskiftningen med
alle de fordele, det nu indebærer.
Største ulempe ved projektet
er prisen på den lange rørledning - med en faldhøjde
på måske 10 m - der i så fald vil skulle bygges.
Samt omkostningerne ved at konstant at pumpe vandet op fra Kattegat
og ind i Mariager Fjord.
Derfor nok den mindst
realistiske løsning...
4) Fjernelse af dæmningerne ved Overgård.
Så sent som i 1962 (dengang også Skjernå blev
reguleret) lykkedes det daværende godsejer Flemming Juncker
på Overgård at få tilladelse til inddæmning
af 1.700 tønder land jord på sydsiden af Mariager
Fjords udmunding i Kattegat. Inddæmningen var en realitet
i 1965.
Herved blev den brede fjordmunding
gjort meget smallere, hvorved vandudskiftningen i fjorden forringedes.
Samtidig fik man indvundet landbrugsjord af tvivlsom kvalitet
- sandet jord, som skal tilføres store mængder gødning
for overhovedet at være frugtbar.
Senest er Mariager Kommune kommet
i søgelyset, da den ikke kan redegøre for flere
tusinde tons byslam, som er bragt ud på Overgårds
inddæmmede jorde. Overskudsgødningen havner i yderfjorden
og bringes dels indefter i Mariager Fjord, dels udefter i Kattegat.
En fjernelse af dæmningerne,
oversvømmelse af markerne og udgravning af sejlrenden
vil kunne sikre Mariager Fjord en større vandudskiftning.
5) Udsætning af nye organismer i fjorden.
Da fjorden er lang og smal med en meget ringe vandudskiftning,
vil det tage mange år, førend fjorden igen beboes
af de fisk, dyr og planter, der var inden bundvendingen.
Skal processen fremskyndes, må
de pågældende arter introduceres kunstigt - når
ellers vandmiljøet igen tillader det.
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening
(DN), som havde indkaldt både medier og masser til krisemødet
i Assens, meldte klart ud med en 5-punkts plan til redning af
det danske vandmiljø - under arbejdstitlen "Vandmiljø-handlingsplan
II":
1) Der skal anvendes mindre kvælstof på
markerne. Kvælstofnormen reduceres med 20%. Reglerne for,
hvor meget kvælstof der må udbringes, skal afhænge
af afgrødens art.
2) Udnyttelsesgraden for husdyrgødning øges
fra de nuværende 60% til 80%. Kvælstoffet i husdyrgødningen
erstatter hermed kunstgødningen i højere grad,
og den totale kvælstofmængde går ned.
3) Mindst 20% færre husdyr pr. hektar for at
begrænse overbelastningen fra husdyrgyllen. Desuden skal
der indføres skærpede krav i særligt følsomme
områder - drikkevandsområder, særligt følsomme
naturområder, eksempelvis fjorde etc.
4) Sædskifte: De grønne marker skal
være effektive. Græs og rodfrugter skal bruges i
stedet for vintersæd og majs. Med udgangspunkt i sædskiftet
inden for økologisk landbrug skal der være et sædskifte
med optimal anvendelse af kvælstofoverskuddet i jorden.
5) Naturgenopretning: Naturens selvrensende effekt
er blevet reduceret gennem udretning, rørlægning
og fjernelse af vandløb. Der skal ske en naturgenopretning
af de våde enge. Dræn skal fjernes og gødningen
væk.
Erfaringer fra Fyn viser, at
genopretning af våde enge i ådale svarende til 2%
af landbrugsarealet vil kunne fjerne op til 25% af det kvælstof,
der ellers tilføres vandløbene fra landbruget.
Ud af ca. 30.000 km vandløb
i Danmark er det under 1.000 km vandløb, der idag har
et naturligt forløb. De seneste 10 års indsats for
naturgenopretning har medført, at 57 km vandløb
er blevet naturgenoprettet.
DN foreslår derfor, at
der nu iværksættes en prioriteret, massiv naturgenopretning
af vandløbene.
Fiskerne
Danmarks Sportsfiskerforbund
(DSF) brillierede på mødet ved sin fuldstændige
mangel på indlæg i sagen. Angsten for landbruget
og med det lodsejerne og med dem medlemmernes fiskeret ved åerne,
havde tydeligvis givet DSF en effektiv mundkurv på. I hvert
fald var der over for landbruget ingen kritiske indlæg
overhovedet fra DSF. Trods DSF's eget slogan "Vi taler miljøets
sag, mens du fisker" - og en stendød fjord lige uden
for døren.
Et par lystfiskere fra Hobro
gav da også efter mødet udtryk for, at her havde
man så det endegyldige bevis på, at "DSF
ikke er den landsdækkende organisation for danske sportsfiskere,
man ynder at kalde sig." Men at "DSF blot repræsenterer
en lille skare protektionistiske jyske åfiskere. Hvoraf
nogle endda glæder sig over, at iltsvindet har presset
et stort antal havørreder op i åernes kølige
og iltrige vand - hvor de så kan fanges..."
Hårde ord fra to lystfiskere,
hvis nordjyske forening selv er organiseret i DSF, der har hovedsæde
i Vejle. Og ordene var da også møntet på netop
Vejle Å, som i selvsamme periode nærmest bugnede
af sølvblanke havørreder, der undslap iltsvindet
ude i Vejle Fjord ved at trække op i åens friske
vand. Hvor de så blev mødt af stangsvingende lystfiskere
en masse, der fangede havørreder som aldrig før...
Fritidsfiskerne var i så
henseende ikke spor bedre. Da de nye fredningsbestemmelser for
Mariager Fjord langt om længe blev en realitet, spærrede
fritidsfiskerne straks fjorden af ved Hadsund - lige uden for
den nye fredningszone. De fisk, der nåede at flygte ud
af fjorden ved iltsvindet, måtte således igennem
en skov af garn og ruser uden for Hadsund, hvis de ville have
en mundfuld frisk ilt...
Fra asken i ilden, kunne man
passende sige. De havørreder, som var sluppet helskindet
ud af fjorden i tide, og som i skrivende stund er på vej
tilbage for at gyde, har det sværere end nogensinde, når
Hadsund skal passeres.
De få overlevende havørreder
burde naturligvis have været totalfredet, så de kunne
begynde på genopbygningen af en ørredbestand i fjorden
hurtigst muligt.
Som et lidt rystende kuriosum
kan det nævnes, at formanden for en lokal fritidsfiskerforening
i Vive blev taget på fersk gerning af politiet for at sætte
ulovlige ørredgarn i den fredede Ajstrup Bugt i det yderste
af Mariager Fjord - i selvsamme efterår fjorden døde...
Samme dag tog samme politimand
en anden fritidsfisker i færd med at røgte garn
inden for fredningsbæltet ved Korup Å...
Tilsyneladende er der ikke blandt
fiskere af nogen slags en større forståelse for,
at de overlevende fisk må beskyttes i stedet for brandskattes
efter fjordens død. Og det er virkelig trist.
Landbrugerne
Landboorganisationerne var naturligvis
mødt talstærkt op i Assens for at fortælle
aviser, radio og TV, at de var helt uden skyld i fjordens død.
At de til punkt og prikke havde opfyldt de krav, som vandmiljø-handlingsplanen
havde stillet til dem.
En landmand sagde dog på
vej ud fra mødet, at nu var fjorden jo alligevel død.
- Hvorfor så ikke blot fortsætte, som vi plejer...?
Der er dog ingen grund til at
give landbruget hele skylden for miseren. Det er jo trods
alt os selv, der - via de folkevalgte politikere - har givet
landmændene en alt for lang snor. Som har tilladt dem at
skalte og valte med den danske natur, som var det deres egenhændige
ejendom.
Det er os, der har tilladt dem
at hælde pesticider og næringssalte ud i grund- og
overfladevand. Som har tilladt dem at rette vore vandløb
ud, så de kunne få ny landbrugsjord til en billig
penge, mens overskydende næringssalte susede direkte ud
i vandmiljøet i stedet for at blive optaget inde på
engene. Os, som ser gennem fingre med, at de pløjer og
gøder deres marker helt ud i åerne.
Siden vandmiljø-handlingsplanen
blev vedtaget i 1986, har det danske landbrug imidlertid selv
haft chancen for selv at gøre noget ved problemerne. Men
de forspildte den i eksporten og den hellige mammons navn. Mariager
Fjord er nu definitivt død - som den første i de
indre danske farvande. - Hvilken fjord bliver den næste?
- Roskilde Fjord? - Isefjorden?
Da vandmiljø-handlingsplanen
blev drøftet i 1985, kom den daværende underdirektør
fra Miljøstyrelsen træt med følgende, som
han meget rammende kaldte landbrugets "fem på hinanden
følgende forsvarsværker":
1) Der er ikke noget problem.
2) Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
3) Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
4) Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes
ansvar: - Vil de betale forskellen?
5) Vi vil have fuld erstatning!
Nu 12 år senere må
det vist stå klart for alle, at der ikke længere
er grund til at søge en dialog etableret med landbruget.
Nu er der desværre kun diktater, restriktioner, regler
og sanktioner tilbage, hvis ikke samtlige danske fjorde skal
lide kvælningsdøden i de nærmeste år.
Fra fjordslagtning til gårdslagtning
Det har altid været almindeligt
med hjemmeslagtning på gårdene - i de gode, gamle
dage før landbruget blev til en industri. Men netop nu
- efter landbrugets første rigtige fjordslagtning - er
et helt nyt fænomen dukket op inden for landbruget.
Det er "gårdslagtninger",
som intet har med hjemmeslagtning at gøre. Der er i stedet
tale om økonomiske transaktioner på højde
med de forkætrede selskabstømninger, som har kostet
den danske stat milliarder af skattekroner i de seneste år.
I skrivende stund nedlægges således hele syv landbrug
om dagen!
Gårdslagtninger sker, når
en landmand ønsker at afvikle sit landbrug. Han kan da
sælge underskuddet og de midler, der er hensat til skat
- til en ny landbruger. Typisk en svineproducent af den slags,
der er kommet flere og flere af i de seneste år. En storproducent,
som har brug for mere jord til at sprede den megen gylle over.
En industrialiseret storbonde,
som ved at købe sig til nye besiddelser på denne
måde kan undgå at betale skat. Med de gældende
regler kan en landmand helt enkelt vælge, om han vil betale
skat som de øvrige borgere i vort velfærdssamfund.
Eller om han i stedet vil udvide sine besiddelser ved nye jordkøb.
Det er ikke svært at gætte
sig til, hvad den moderne storbonde vælger. Han udvider
naturligvis sine besiddelser - på det øvrige samfunds
bekostning. I takt med, at han køber jord op og udskyder
skatten, nedskriver han sin ejendom. Når han så vælger
at gå på pension, sælger han jorden fra. Ejendommen
sælges eller rives ned.
Da ejendommen nu ikke giver overskud,
slipper han ifølge gældende regler for at betale
den udskudte skat. Samtidig kan han stikke fortjenesten ved jordsalget
direkte i lommen. Gården er slagtet og samfundsøkonomien
malket.
Et typisk eksempel
Et typisk eksempel, som dagbladet
Politiken bragte den 9. november 1997:
En svineproducent tjente i regnskabsåret
95/96 kr. 825.000. De gældende skatteregler gav ham en
opsparing/udskudt skat på kr. 461.000, så han slap
med at betale kr. 96.000 i skat - en trækprocent på
blot 12,6 %. Regnestykket giver svineproducenten et privatforbrug
på kr. 277.000 i det pågældende indtægtsår.
Udviklingen mod stedse færre,
men så meget større landbrug har været undervejs
i flere år, men har for alvor taget fart i det seneste
årti. Siden 70'erne er antallet af landbrug i Danmark således
halveret. De små husmandsbrug har måttet give op
over for storbrugene, der sprøjter markerne med pesticider,
overgøder dem med gylle og pumper deres svin med penicillin.
Det danske landbrug skylder idag
staten omkring 20 miliarder kroner i skat og afskrivning på
driftsmidler - penge, som de blandt andet undgår at betale
via omtalte gårdslagtninger. Samtidig modtager hvert landbrug
idag omkring 200.000 kroner fra diverse landbrugsfonde i EU.
Hertil skal så lægges forskellige subsidier fra den
danske stat. Vi er således alle med til at betale det danske
landbrug for at svine vort miljø til, som de gør
idag.
Landbrugsrådets præsident
og formand for De Danske Landboforeninger Peter Gæmelke
afviste da også over for medierne på det kraftigste,
at landbruget skulle spekulere gårdslagtninger for at undgå
udskudt skat.
Hvorefter dagbladet Politiken
få dage senere - den 13. november 1997 - kunne offentliggøre
en fortrolig rapport fra selvsamme Danske Landboforeninger, hvori
man direkte opfordrer medlemmerne til at spekulere i netop gårdslagtninger.
Rapporten går endda så vidt som til at foreslå
endnu gunstigere skatteregler for landbruget.
Selvkritik lig selvmord
Da første vicepræsident
i Landbrugsraadet og formand for Dansk Familielandbrug Peder
Thomsen offentligt stod frem og kritiserede sine egne for spekulation
i gårdslagtninger og samtidig kaldte det "en form
for selskabstømning", havde han underskrevet sin
egen dødsdom.
Peder Thomsen blev ved først
givne lejlighed degraderet til anden vicepræsident, hvilket
formanden for de "store" bønder, Peter Gæmelke,
sørgede for. Så meget for eventuel selvkritik, der
straks dræbes indefra i de store landbrugsorganisationer.
Den slags kan man jo ikke have, når der skal tjenes penge...
Det eneste gode ved de igangværende
gårdslagtninger er, at antallet af landmænd nu er
støt faldende. På et tidspunkt vil der forhåbentlig
være så få landmænd tilbage, at deres
stemmer ikke længere har nogen politisk betydning. Det
håbede i hvert fald en vred sjællandsk dyrlæge
i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men helt miste sin betydning
vil eksporten og det deraf følgende overskud på
handelsbalancen næppe nogensinde gøre...
Gunstige skatteregler som de
nuværende medfører gårdslagtninger og færre,
men større bedrifter med en stigende produktion af svin
og dermed gylle. Hvilket så i sidste ende slagter også
vore fjorde. Senest har dagbladet Politiken afsløret,
at 1.264 landmænd - storbønder også kaldet
- idag ejer eller forpagter flere end de fem landbrug, de ifølge
loven har ret til.
Således er der eksempler
på, at en landmand i Nordjyllands Amt disponerer over 27
ejendomme, mens en anden storbonde i Viborg Amt sidder på
hele 39 landbrug. Og det er stordrifter som disse, der i videst
muligt omfang modsætter sig økologisering af produktionen,
og som dermed er med til at skubbe vandmiljøet yderligere
ud mod afgrunden. De er samtidig med til at holde yngre og mere
miljøbevidste landmænd ude fra erhvervet. Der er
jo ingen landbrug at købe for dem.
I 1950'erne var der godt og vel
200.000 landbrug i Danmark. Her på vej mod år 2000
er antallet nede på under 50.000, hvoraf mindre end halvdelen
er heltidslandbrug.
Forhåbentlig kan politikerne
dog snart se skriften på væggen - omend 25 år
for sent?
Politikerne
Vi danskere vil gerne se os selv
som miljøbevidste. Vi fører os frem som miljøets
forkæmpere i EU. Vi markedsfører Danmark som et
rent feriested med et sundt vandmiljø. Vi markedsfører
vore landbrugsprodukter i udlandet som sunde og "mejerigtige".
- Men hvad vil udlandet ikke
fremover tænke om de beskidte danskere, som nu har dræbt
alt liv i den første af de mange danske fjorde?
- Vil de fremover respektere
et land, som med den ene hånd kan lade en hel fjord afgå
ved døden, mens det med den anden kæmper en drabelig
og fuldstændig betydningsløs kamp mod aluminiumsdåser
i Bruxelles?
- Vil de fremover ønske
at besøge vore fjorde og søer, som længe
har været blandt de mest belastede i hele Europa, hvad
næringssalte angår? - Med eller uden fiskestang?
- Hvordan vil det gå med
de højt besungne danske landbrugsprodukter, når
miljøbevidste udlændinge får øjnene
op for den pris, det danske vandmiljø har måttet
betale for produktionen af smør og bacon? - Vil de så
købe dem længere? - Eller vil de boykotte danske
varer af hensyn til miljøet?
- Ender Danmark med prædikatet
"Europas største mijøsvin"?
Miljøkommissær Ritt
Bjerregård:
"Generelt er det ikke
lykkedes regeringerne i medlemslandene at gå op imod de
magtfulde landbrugsorganisationer, der har store økonomiske
interesser på spil i spørgsmålet".
En reprimande fra EU-kommissionen
venter nu - kun Irland har indtil videre afrapporteret sin måde
at gribe kvælstof-spørgsmålet an på.
Danmark kan til gengæld nu dokumentere, at den første
fjord er afgået ved døden - på grund af manglende
handling fra myndighedernes side.
EU's regler til landbruget siger,
at der kun må bruges 170 kg husdyrgødning pr. hektar
landbrugsjord. Det blev besluttet i det såkaldte "nitratdirektiv"
allerede i 1991. Imidlertid tillader den gældende danske
lovgivning stadig, at der bruges 230 kg pr. hektar. Man har derfor
måttet søge om dispensation hos EU for det nuværende
overforbrug på 35%.
EU kommissionen har afvist den
danske ansøgning om dette overforbrug og truer nu med
millionstore bøder, hvis EU reglerne ikke overholdes.
Grækenland, Italien og Tyskland har allerede fået
bøder i denne størrelsesorden. Det danske landbrug
vil gerne beholde sin store EU støtte, men det vil altså
ikke overholde reglerne.
Direktør Lone Johnsen
fra Danmarks Naturfredningsforening udtalte i forbindelse med
EU kommissionens beslutning følgende til dagspressen:
"Det er fantastisk, at
Danmark kan opretholde en ansøgning om at bruge mere kvælstof
efter døden i Mariager Fjord. Kommissionens beslutning
er utrolig vigtig for både grund- og overfladevand."
Da miljøminister Svend
Auken langt om længe havde set EU-skriften på væggen,
trak han den 25. november '97 diskret sin egen og det danske
landbrugs ansøgning om tilladelse til større nitratforurening
tilbage. Godt, men samtidig trist, at han overhovedet kunne få
sig selv til at forsøge...
En dejlig sommer...?
Det, der var en dejlig sommer
for badegæsterne, blev en meget dårlig sommer for
vandmiljøet i de indre danske farvande. Allerede i juli
var der således problemer med giftige blågrønalger.
I august døde Mariager Fjord, og der konstateredes massive
iltsvind i Limfjorden, Isefjorden og det sydlige Lillebælt.
I september kom så de giftige furealger på åbent
hav. Tilsammen tre sikre tegn på massiv ubalance i de indre
danske farvande.
Og så har vi endda i de
sidste to år haft en rekordlav nedbør, der har bevirket
mindre udvaskning af kvælstof end normalt. Derfor konkluderer
Miljøstyrelsen efter sensommerens mange og store iltsvind
følgende:
"Det generelle niveau
for næringsstoftilførslerne til de danske havområder
er så højt, at selv i situationer med relativt lav
belastning vil ugunstige vejrforhold kunne give anledning til
alvorlige iltsvindshændelser i fjorde og kystnære
områder".
Udtrykket "manden med leen"
fik således en ny betydning her i 1997.
Steen Ulnits
(september '97)
|
