|
"M-74"
"M" kan
stå for "miljøgift", "mystisk"
eller "mortalitet". M-74 har truet østersølaksen
på livet i nogle år, men nu tyder meget på,
at gåden er løst...
Vildlaksen i Østersøen
har siden 1974 måttet døje med den mystiske sygdom
M-74. Det er en sygdom, som gør, at den spæde
lakseyngel helt enkelt dør. I 90'erne er således
ofte mere end 50% af den samlede produktion i Østersølandene
afgået ved en uforklarlig død - et enkelt år
mere end 90%.
Ingen ved det med sikkerhed -
det gør videnskaben nemlig aldrig - men meget tyder på,
at årsagen til M-74 skal søges i forureningen af
Østersøen. Netop Østersøen har i
mange år været en af verdens førende lossepladser
for alskens giftige kemikalier, heriblandt de meget giftige og
for længst forbudte DDT- og PCB-forbindelser.
"M" står således
for både "miljøgift" og "mortalitet",
men kunne også stå for "mystisk".
Giftstoffer i blodet
Man har længe vidst, at
stoffer som DDT og PCB har en negativ virkning på netop
reproduktionen hos mange dyrearter. Og fra De Store Søer
på grænsen mellem USA og Canada, hvor man lider under
tilsvarende forureningsproblemer som i Østersøen,
meldes også om M-74-lignende problemer hos laksefiskene.
Her så man symptomerne allerede i 60'erne, og her har man
oplevet dødeligheder på op til 80%.
Der er ingen tvivl om, at problemet
hidrører fra selve Østersøen. Østersølaks,
der holdes i fangenskab, og som aldrig ser Østersøen,
før de kønsmodnes, lider nemlig ikke af
M-74. Det er derfor disse stamfisk fra fangenskab, man hele tiden
har satset på skulle redde Østersølaksen.
M-74 kan spores allerede ved
strygning af moderfiskene, idet inficerede æg nemlig mangler
en større eller mindre del af det farvestof, som gør
æggene orange eller røde. M-74 rogn er således
i regelen langt blegere end sund rogn.
Efter flere års forskning
er det nu langt om længe påvist, at det er mangel
på specifikke vitaminer, der er årsagen til M-74.
Man har også fundet ud af, at problemet i klækkerierne
kan løses ved at tilsætte de manglende vitaminer
- ved at bade æggene i opløsninger tilsat thiamin,
også kaldet B-1 vitamin.
Vitaminer i vandet
Det svenske Laxforskningsinstitut
i Älvkarleby har senest meldt ud, at man ikke har
kunnet påvise nogen sammenhæng mellem giftstofferne
DDT og PCB og så forekomsten af M-74.
Til gengæld har man påvist
en ganske interessant sammenhæng mellem så forskellige
faktorer som salinitet i Østersøen, torskebestandens
størrelse, forekomsten af sild og brisling samt optræden
af M-74 hos østersølaksene.
Det har nemlig vist sig, at mangelen
på B-1 vitamin hos laksene faktisk skyldes, at de har det
alt for godt. I hvert fald alt for let. De svenske undersøgelser
viser nemlig, at når der er mange sild og brislinger, mæsker
laksene sig i denne letfangede føde. Med det uheldige
resultat, at laksene kommer til at lide af B-1 vitaminmangel.
Sild og brisling indeholder nemlig enzymet thiaminase,
der nedbryder B-1 vitaminet i laksene.
I perioder med mange sild og
brisling æder laksene så meget, at deres mavesække
faktisk ikke kan følge med - at de ikke kan nå at
nedbryde thiaminasen i de ædte småfisk. Laksene kommer
derfor til at lide af den vitaminmangel, som siden giver ophav
til M-74 sygdommen - den høje dødelighed blandt
lakseyngelen.
Det har vist sig, at der er en
lignende sammenhæng mellem laksedødeligheden i Great
Lakes området i USA og så den lokale forekomst af
"alewife" - en lille sildefisk, som fra havet vandrede
ind i de store søer, da man i sin tid gravede Welland
kanalen uden om de store Niagara vandfald.
Tamlaks og vildlaks
M-74 krisen ser nu ud til at
være overstået for lakseopdrættets vedkommende.
Værre står det til med vildlaksen, som i dag i Østersøen
kun udgør omkring 10% af den samlede bestand. De resterende
90% skyldes massive udsætninger.
Vildlaksen kan jo i sagens natur
ikke snuppe sig den vitaminpille, som opdrætslaksene får
serveret. Enten i vandet eller direkte i blodet - som indsprøjtning.
De må i stedet kæmpe videre med M-74, som givet vil
forskubbe balancen mellem tamlaks og vildlaks yderligere - i
tamlaksens favør. Hvis vildlaksene altså ikke skifter
diæt.
Det har nemlig vist sig, at de
laks, der i stedet for store sild og brisling slår sig
på små hundestejler, ikke kommer til at lide
af mangel på B-1 vitaminer. Det har vist sig at være
tilfældet for laks fra Letland, som på vejen tilbage
mod gydepladserne indtager hundestejler i store mængder.
En slags naturlig vitaminpille, der beskytter dem mod M-74.
Trolling-fiskere, som regelmæssigt
frekventerer Hanø-bugten, hvor den svenske Mørrumså
munder ud, ved af erfaring, at laksene her også i perioder
indeholder store mængder små hundestejler. De ved
tillige, at netop disse laks ofte er rødere i kødet
end de blegfede artsfæller, der udelukkende ernærer
sig af fede sild og brislinger.
I det hele taget er et af kendetegnene
ved østersølaksen jo, at den i modsætning
til atlanterhavslaksen har meget blegt kød. Hvor atlanterhavslaksens
kød normalt lyser rødt af de mange dybhavsrejer,
den har indtaget i Davisstrædet mellem Grønland
og Canada, der brillierer østersølaksen med kød,
der bestemt ikke er lakserødt.
Diffus død
Mysteriet omkring M-74 synes
således løst - i hvert fald delvis. Man har kunnet
afkræfte, at det er miljøgifte som DDT og PCB, der
er den direkte årsag. Og man har fundet en virksom kur
for opdrætslaksenes vedkommende.
Samtidig ved man nu, at der er
en klar sammenhæng mellem salinitet i Østersøen,
torskebestandens størrelse, forekomsten af sild og brisling
samt optræden af M-74 hos østersølaksene.
Er der en høj salinitet i Østersøen, medfører
det gode gydeforhold for torskebestanden. Er der mange torsk,
medfører det en nedgang i bestanden af sild og brisling.
Er der kun få sild og brislinger, medfører det en
nedgang i forekomsten af M-74. Voila! Ringen er således
sluttet.
Men man har endnu ingen kur for
vildlaksens vedkommende. Og man aner stadig ikke, om M-74 således
altid har eksisteret - også før opdagelsen i 1974.
Eller om den stigende forurening af Østersøen alligevel
er den virkelige årsag - at laksene måske netop på
grund af miljøgiftene er blevet allergiske over for thiamin-thiaminase
forholdet.
Det er skræmmende, at en
så diffus forurening som Østersøens måske
kan give så store problemer for vildlaksene. For det er
en forurening, der ikke sådan lige kan stoppes. En forurening,
vi må leve med i mange år endnu.
Det er ikke let at være
laks...
© Steen Ulnits 1999
|
