|
Iltsvind
- Hvorfor og hvordan
opstår iltsvind i de danske farvande?
Havets planteplankton udgøres
hovedsagelig af kisel- og furealger. Kiselalgerne kender vi som
koldtvandselskende alger fra ikke alt for næringsrige søer.
Furealgerne derimod hører havet til. De holder mere af
varme end kiselalgerne og har fået navn efter de karakteristiske
furer i deres skaller.
Furealgerne kan indeholde grønne,
gule eller røde farvestoffer de sidste velkendte
fra det "røde tidevand", som har ramt Nordsøens
kyster flere gange i de senere år. Visse af disse furealger
kan udskille giftstoffer, som er dræbende for fisk og andre
dyr. Eller de kan udsondre slim, som kan irritere fiskenes gæller
og sågar kvæle fiskene, hvis disse alger forekommer
meget koncentreret.
Til de mere behagelige af furealgerne
hører Noctiluca, som er ansvarlig for sommernattens
lysende morild.
Algeblomst
Når livsbetingelserne er
ideelle, kan algerne formere sig voldsomt. Der opstår områder
med algeblomst, hvor vandet er tykt af alger, som enten
er harmløse, irriterer fiskene eller slår
dem ihjel.
Ikke mindst det storstilede lakseopdræt
i Norge har lidt under de seneste års algeblomst. I naturen
kan fiskene normalt flygte fra sådanne områder, men
det kan de indespærrede laks i de flydende netbure jo ikke.
De er fanget i en fælde og dør da i tusindvis. Til
stor økonomisk skade for fiskeopdrætteren.
Algeblomst er naturligt forekommende,
når betingelserne er de rette. Men meget tyder på,
at de idag forekommer hyppigere end tidligere. Og på, at
det er vor forurening af verdenshavene, der nu slår igennem.
Når man leder spildevand
ud i fjord eller hav, beriger man vandet med en stor mængde
næringssalte. Disse salte optages af planktonalgerne, som
blomstrer op i større eller mindre omfang præcis
som ved eutrofiering af søer.
Når algerne dør,
synker de til bunds, hvor de nedbrydes af iltforbrugende svampe
og bakterier.
Iltsvind
Jo flere alger der skal nedbrydes,
desto større bliver iltforbruget. Som i søen kan
det føre til iltsvind nær bunden specielt
hvis sommeren er varm og stille, og der dannes et springlag.
Da vil bundvandet isoleres fra resten af vandet og hurtigt blive
iltfrit.
Denne forrådnelse eller
nedbrydning sker i havbunden, hvor forskellige mikroorganismer
gør arbejdet. I det øverste tynde lag lever de
organismer, der kræver ilt til deres arbejde. Under dette
lag lever hovedparten af nedbryderne i et iltfrit miljø.
I stedet for ilt bruger de nitrat eller sulfat som "brændstof".
Vigtigst er de sulfatåndende
bakterier, som nedbryder størstedelen af det organiske
stof i fjord- og havbund. De nedbryder stoffet under dannelse
af den giftige og ildelugtende gasart svovlbrinte, der
oplagres i havbunden.
Det tynde øverste lag
af bunden, som indeholder ilt, virker som en spærring for
svovlbrinten, der øjeblikkeligt uskadeliggøres
af ilten. Men når ilten er brugt til nedbrydning af de
mange døde alger, da eksisterer denne spærring ikke
længere. Svovlbrinten trænger nu op gennem slammet
og bindes i første omgang på overfladen, der farves
sort.
Men det er en stakket frist.
Iltes vandet ikke snart, trænger svovlbrinten videre op
i vandet, hvor den dræber alt liv. Svovlbrinte blokerer
nemlig åndedrættet på samme vis som cyankalium.
"Bundvendinger"
Hvor de findes, er blåmuslinger
gerne de første ofre for en begyndende bundvending,
som fænomenet er døbt. De har et meget højt
stofskifte og mærker derfor som de første den snigende
iltmangel. Veludviklede muslingebanker er derfor et tegn på
gode iltforhold.
Til trods for deres store iltforbrug
er blåmuslingerne i stand til at "klappe i" i
bogstaveligste forstand, hvis der er begyndende tegn på
iltsvind. Sådan lukket i kan de overleve i flere dage,
inden de må åbne igen for en mundfuld frisk vand.
Er der så svovlbrinte i vandet, dør de øjeblikkeligt.
Når iltmangelen for alvor
viser sig, kryber muslinger og børsteorm op af deres gange
i mudderet. De store sandmuslinger, der normalt ligger nedgravet
i 30-40 cm's dybde, kravler op til overfladen og strækker
deres lange ånderør op i vandet efter den livgivende
ilt. Krabber, som er mere mobile, kravler ofte helt ud af vandet
for at redde sig. Da kan man se dem sidde oven vande på
moler og bolværker.
Man siger, at "bunden vender",
når ilten slipper op og svovlbrinten slår til. Betegnelsen
hentyder til mere ekstreme tilfælde, hvor store bobler
af svovlbrinte stiger op og river det sorte bundslam med sig.
Områder med hyppige iltsvind vil ofte være dækket
af et såkaldt "ligklæde" af hvide svovlbakterier.
Bundvendinger har altid fundet
sted i naturen, men de er tiltaget i antal og udbredelse i de
seneste år. Samtidig har de giftige furealger vist sig
oftere og oftere langs strandene.
En del af forklaringen herpå
ligger i, at vore ferske vande faktisk er blevet renere i de
sidste 10-20 år. Spildevand fra byer og industri er i stort
omfang ledt uden om søer og vandløb, som derfor
har fået det bedre. Men en stor del af dette spildevand
renses stadig ikke. Det ledes blot ud i havet i stedet
ud i de kystnære områder.
Mariager Fjord død...
Man har længe troet, at
havet kunne tåle denne belastning, men det viser sig nu
ikke at være tilfældet. De stedse hyppigere bundvendinger
og de store algeforekomster taler deres tydelige sprog. Vore
indre farvande er nu så hårdt belastede, at de ikke
tåler mere.
Bundvendingerne og algeforekomsterne
er blot toppen af isbjerget de resterende ni tiendedele
ser vi overhovedet ikke. De finder sted på bunden, der
langsomt, men sikkert slammer til og bliver livløs.
I august '97 skete så det
uundgåelige - det, som biologerne længe havde frygtet
og forudsagt: Mariager Fjord, af mange kaldt "landets smukkeste"
afgik ved døden efter en kolossal bundvending, der startede
længst ude ved Hadsund og som på kort tid arbejdede
sig helt ind til Hobro.
Fiskene og den øvrige
fauna havde ikke en chance. De var fanget i en fælde -
en fælde, som skyldes årtiers massiv udledning af
næringssalte fra ikke mindst landbruget, der idag bidrager
med 77% af kvælstoftilførslen til den lange og smalle
fjord.
Et skoleeksempel på, at
selv de værste forudsigelser meget vel kan komme til at
holde stik selv i vor egen tid. Og på, at landets politikere
i årevis har siddet et utal af advarsler overhørig.
Steen Ulnits
|
