|
Gyrodactylus salaris
En livsfarlig laksesnylter, som har udryddet lakebestanden i
mange norske elve, findes nu også i Danmark...
Det er nu godt tyve år
siden, at norske laks blev ramt af den dødelige parasit
Gyrodactylus salaris. Gyrodactylus er en snylter, som
i stort antal angriber ungfisk af laks. Uvist af hvilken årsag
er Gyrodactylus ikke farlig for ørreder, som til gengæld
kan være passive værter for snylteren.
Gyrodactylus blev for første
gang observeret i Norge i 1975. Da oplevede man pludselig en
høj dødelighed hos lakseungfisk i opdrætsanlæg
i Møre og Romsdal. Årsagen var et massivt angreb
af Gyro, som indtil da aldrig havde været kendt i Norge.
Allerede samme år blev Gyro opdaget på vilde laks
i en lille lakseelv i Nordland.
I perioden 1975-79 kunne man
konstatere Gyrodactylus i yderligere fire norske elve, og først
da slog de norske myndigheder alarm. Før havde man ikke
helt troet på, at Gyro alene kunne udrette så massive
drab på unglaksene.
Men allerede da havde parasitten
spredt sig til en lang række andre lakseelve - med Driva
og Rauma som et par af de mest kendte. I 1987 kom den store Drammenselv
også på listen over inficerede elve. Til dato er
der i Norge konstateret Gyrodactylus i næsten 40 lakseelve
og lige så mange opdrætsanlæg.
I sommeren 1995 blev der så
også slået alarm højt mod nord, i den store
Inari indsø ved den norsk-finske grænse. Her har
man fundet parasitten i et fiskeopdræt med regnbueørreder.
1996 blev endelig året, hvor man konstaterede Gyrodactylus
i den verdensberømte Lærdalselv med udløb
i Sognefjorden.
Gyrodactylus salaris er ikke
naturligt hjemmehørende i norske vande. Man regner med,
at den i stedet er indført med avlsfisk fra Sverige. Gyro
er nemlig naturligt forekommende i de lakseelve, som løber
ud i Østersøen. Her har laksene blot tilpasset
sig parasitten gennem århundreder eller sågar årtusinder
og er nu resistente over for den.
De nordatlantiske laks har derimod
ikke haft hverken tid eller lejlighed til at udvikle resistens
over for Gyrodactylus. Her blev angrebene derfor dødelige
med det samme. Man regner med, at den vestsvenske laks i lighed
med den norske er sårbar over for Gyro - og at den danske
også kan være det.
Her kommer vi så til det
forfærdelige: Nu (sommer 1996) er Gyrodactylus salaris
også konstateret i danske dambrug - som passive parasitter
hos regnbueørreder. Hvor smitten er kommet fra vides ikke,
men dambrugsfisk kommer ofte vidt omkring - også over landegrænser,
med eller uden myndighedernes kendskab og accept...
Gift mod Gyro!
Gyrodactylus er en parasit, som
lever på lakseunger, hvor den ganske enkelt spiser småstykker
af huden! Dette forårsager infektioner med næsten
100% dødelighed. I Norge blev det i 1984 beregnet, at
Gyro alene koster et årligt tab i produktionen af vildlaks
på mellem 250 og 500 tons!
I enkelte af de inficerede vandsystemer
er de pågældende laksestammer sågar helt uddøde...
I lyset af dette indså
myndighederne efterhånden, at man måtte gøre
noget. Det rakte ikke at vente på en naturlig tilpasning
mellem laks og parasit - det kunne have ført til endnu
flere laksestammers uddøen.
Efter at have overvejet og afprøvet
forskellige mulige løsninger, er man blevet klar over,
at kun én dur: Aflivning af samtlige laks og ørreder
i inficerede vandsystemer - med den velkendte fiskegift rotenon.
Det er en dramatisk og radikal
løsning på Gyrodactylus problemet - en løsning,
som kræver, at man forud for behandlingen har sikret sikret
sig repræsentanter for de pågældende vandløbs
oprindelige lakse- og havørredstammer. At man populært
sagt har "sat dem i genbanken" først, så
man kan avle på dem til udsætning af nye fisk efter
rotenon-behandlingen.
Enkelte steder har rotenon-strategien
mødt stor lokal modstand. Det har været tilfældet
ved elve som Driva og Rauma, hvor havørredbestanden faktisk
har profiteret på laksenes fravær. Og hvor lokale
lodsejere har kunnet tjene gode penge på udlejning af det
"nye" og forbedrede havørredfiskeri.
Indtil nu er godt halvdelen af
de inficerede elve blevet rotenonbehandlet - og med godt resultat.
Nordmændene begyndte med at behandle små vandløb
først for at høste erfaringer her. Siden gik man
videre med de større og derfor langt mere krævende
elve. Her skal man være uhyre omhyggelig for at sikre sig
en 100% effektiv behandling, der slår alt ihjel.
Ellers er det hele jo til ingen nytte. Alle laks og ørreder
skal dø, så Gyro ingen nye værter kan finde.
Af de behandlede elve er 10 i
skrivende stund meldt raske igen, mens andre 12 er i karantæne
- uden at man har set noget til Gyro efter behandlingen. De 10
raskmeldte er igen åbne for fiskeri. Den lille Valldalselva,
som blev erklæret rask og åbnet igen i 1994, havde
allerede det år et rekordfiskeri efter både laks
og havørred. En klassiker som Rauma blev behandlet i 1993
og forventes åbnet for fiskeri igen i 1997.
De norske myndigheder har i de
seneste år brugt omkring 10 mio. kr. om året på
bekæmpelse af Gyrodactylus salaris. I 1996 står Driva
for tur til en gang rotenon, i 1997 rykker man til Nordland,
mens man til 1998 regner med at behandle elvene omkring Vefsna.
Herefter skulle der så
- om alt går vel - kun være den kolossale Drammenselv
tilbage. Men den er også en stor mundfuld. Med et opland
på ikke mindre end 17.000 kvadratkilometer skal der enorme
mængder rotenon til for at slå alle fisk ihjel -
alle de 20 arter, som findes her...
Gyro i Danmark
- Men hvad med laksen i Danmark?
- Hvordan ser situationen ud for den og dermed laksehandlingsplanen
fra 1993?
I Drammenselven blev smitten
overført fra regnbueørreder i dambrug - præcis
som der nu er konstateret Gyro hos regnbuer i jyske dambrug.
En så grim opdagelse, at selveste TV-Avisen berettede fyldigt
om det. For de vestjyske lakseåer er jo om nogen belastet
med dambrug - faktisk er det her, specielt ved Skjernå-systemet,
de allerfleste ligger. Man kan derfor ikke afvise risikoen for
en regulær katastrofe af norsk format...
Det gode ved flere vestjyske
åer er dog, at de kun i ringe grad munder ud i de samme
brakvandsområder. I de fleste tilfælde har de deres
eget separate udløb på åben kyst. Fra Norge
ved man nemlig, at Gyro trives fint i brakvand og dér
kan spredes fra ét vandsystem til et andet. Det problem
burde derfor ikke blive så stort i Danmark. Men laks, der
vandrer fra ét vandsystem til et andet, kan man jo ikke
gardere sig mod.
Man kan dog håbe, at de
vestjyske laks ikke er så sårbare som de norske.
For man må formode, at vi i Danmark har haft Gyro i længere
tid - indtil videre uden problemer. Skulle katastrofen alligevel
ske, så skal hele vandsystemer måske ryddes med rotenon
- så må samtlige laks, ørreder, stallinger
og helt dræbes. Hvilken forfærdelig tanke...
På Brusgaard Produktionshøjskole,
som jo i Laksehallen producerer størsteparten af de laks,
som skal bruges til udførelse af laksehandlingsplanen,
er man ikke så skræmte. Vildlaksen i Gudenåen
og de vestjyske lakseåer kan man ganske vist ikke stille
noget op med. Går det galt her, står de ikke til
at redde.
Men Brusgaards egne laks produceres
i recirkulerede anlæg, som ikke står i forbindelse
med noget større vandsystem. Det er en isoleret produktion,
som baseres på dels grundigt desinficerede æg fra
udlandet, dels egne moderfisk indfanget i Gudenåen. De
sidste bades omhyggeligt i forskellige væsker, så
de med sikkerhed er fri for ydre parasitter såsom Gyrodactylus,
når de inddrages i produktionen.
Det skal således blive
uhyre, ja nærmere uhyggeligt spændende at følge
Gyrodactylus salaris færden i danske laksevande i de kommende
år...
Steen Ulnits
(august '96)
Efterskrift
I løbet af 1997 blev det
desværre konstateret, at man igen havde fundet Gyrodactylus
salaris i enkelte rotenonbehandlede vandsystemer. Et chok for
alle og et alvorligt tilbageskridt for den norske vildlaks, som
nu er mere truet end nogensinde - fra snart sagt alle sider.
Dels er den naturligvis som altid
truet af garnfiskeri på havet og i fjordene - dels af vandkraft
og grusgravning i elvene, som den længe har været
det. Og dels er den nu også udsat for genetisk udtynding
via de mange, mange undslupne burlaks, som også søger
op i vandløbene for at gyde. Faktisk har man enkelte steder
i Norge officielt opgivet at redde vildlaksen.
Og nu viser det sig så
også, at man ikke som forventet kan fjerne Gyro med fiskegiften
rotenon...
|