Garndøden III
Man ser ofte fiskeri
delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt
fiskeri på den anden. Men
den opdeling er der ingen fremtid i!
  Se Quicktime video af garnafbrændingen!
Man ser ofte fiskeri delt op
i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri
på den anden. Kommercielt er det, når man fisker
for at sælge fangsten og dermed leve af fiskeriet. Rekreativt
fiskeri er i stedet det, man driver for sin fornøjelses
skyld - uden at der er penge involveret.
Men rekreativt fiskeri er ikke
bare rekreativt fiskeri. Det er set med fiskeribiologiske øjne
uhyre afgørende, hvilke redskaber man fisker med. Ikke
alle redskaber fisker ens - ikke alle redskaber kan gøre
eller gør samme indhug eller skade på bestanden.
Som fiskeribiolog må man
derfor se på, om der bruges faststående redskaber
eller stang og line. For fiskeribiologen - og fisken for den
sags skyld - er det flintrende ligegyldigt, om fisken fanges
på kommerciel eller rekreativ vis!
Ikke alle redskaber er således
lige farlige for vore fiskebestande, og rekreativt fiskeri bør
derfor udspecificeres i stedet for at skæres over én
kam. Det må skilles op i faststående og selvfiskende
redskaber på den ene side og stang og line på den
anden.
Fritidsfiskerne kræver
ofte, at også det rekreative fiskeri med stang og line
indskrænkes eller sågar forbydes, når deres
garn og ruser pålægges nye restriktioner. Og vi lystfiskere
har længe været indstillet på at yde vores,
når fritidsfiskerne må holde igen med deres redskaber.
Sådan bør det ikke
være fremover. Fremover bør redskaber og restriktioner
vurderes ud fra de enkelte fiskemetoders reelle effekt
på fiskebestandene. Og da vil der kun sjældent være
belæg for også at forbyde det rekreative fiskeri
med stang og line, når garn og ruser indskrænkes
af hensyn til fiskebestandene og deres frie vandringer.
Biologisk begrundelse
Når Gudenå-smolten
passerer gennem Randers Havn om foråret, er det helt naturligt
at alt fiskeri med stang og line forbydes - så ungfisk
af laks og havørred kan slippe uskadt ud i fjorden. Ingen
kunne vel drømme om, at garn- og rusefiskere så
skulle pålægges tilsvarende restriktioner i samme
tidsrum? Næppe.
Det omvendte bør derfor
også gælde. Ingen kunne vel heller drømme
om, at alt stangfiskeri efter laks og ørred på Randers
Fjord skulle indstilles, når smolten passerer og bundgarnsfiskerne
må sænke deres øverste rader?
Vi lystfiskere må derfor
holde op med at være tossegode og afgive vore sysler, blot
fordi fritidsfiskerne - af veldokumenterede fiskeribiologiske
årsager - må skære ned i deres. Vi skal naturligvis
holde igen, når der er biologisk belæg for, at vore
aktiviteter med stang og line skader ungfisk eller gydefisk.
Men vi skal ikke give afkald
på noget, bare fordi der er et biologisk baseret behov
for reduktion i antallet af faste redskaber og udvidelse af fredningszoner
for samme. Det er to helt forskellige ting - noget, man længe
har vidst i USA og Canada. Og noget, vi må til at indse
også herhjemme - hvis altså det rekreative fiskeri
skal have en fremtid for flest mulige.
Vi må i den forbindelse
ikke glemme, at der ifølge Gallup idag er omkring 650.000
lejlighedsvise lystfiskere - en stigning på omkring 100.000
i forhold til en tidligere undersøgelse fra 1994. Dette
skal sammenholdes med et stort set uændret tal på
kun godt 30.000 fritidsfiskere, der foretrækker garn og
ruser i stedet for stang og line.
Undersøgelser viser jo
også, at omkring 90% af af alle havørreder idag
ender deres dage i et garn - trods de relativt få garnfiskere.
Det er ikke nogen rimelig eller holdbar fordeling af ressourcen.
"Udsmiddet"...
Enhver, der har været med
ude at røgte garn og ruser, ved, at der er et kolossalt
spild - i form af uønskede eller ulovlige bifangster,
som ikke kan genudsættes i levedygtig tilstand.
De fleste kender idag til de
mange ulemper ved de tynde og næsten usynlige monofile
nedgarn. Undermålsfisk og fredede fisk, som har
fået skadet slimlaget og som derfor bukker under for svampe-
og bakterieinfektioner efter genudsætningen. Eller som
har kæmpet sig selv til døde i netmaskerne.
Flere og flere kender også
til de meget uheldige bifangster af fugle og havpattedyr i nedgarnene.
Det såkaldt "rekreative" fiskeri med nedgarn
dræber således mere - i form af uønskede bifangster
eller fredede fisk - end det fanger af lovlige og ønskede
fisk. Man burde derfor gøre som erhvervsfiskerne - tale
om "udsmiddet", også når det drejer sig
om fritidsfiskeri.
Der bør fokuseres langt
mere på dette "udsmid" fremover - på den
samlede og reelle skadelige effekt ved fritidsfiskeriet med garn
og ruser. Der findes idag ingen undersøgelser, som kan
dokumentere, hvor stort dette spild egentlig er. Sådanne
undersøgelser bør derfor iværksættes
snarest!
Det er klart, at man må
tolerere et større spild og en vis grad af uønskede
bifangster, når det drejer sig om decideret erhvervsfiskeri
- med eksport, arbejdspladser og skattekroner for øje.
Men det er ikke rimeligt at anlægge
samme tolerance over for et rekreativt fiskeri, som dels ikke
er nødvendigt for samfundet, dels kun udøves af
relativt få mennesker og dels indebærer et stort
spild. Et fritidsfiskeri med erhvervsmæssige redskaber,
som tillige indebærer en ukendt, men ikke ringe grad af
sorte penge og urimelig konkurrence med fiskerierhvervet.
Det er forhold, som på
flere måder gør fritidsfiskeriet decideret skadeligt
for samfundsøkonomien. Og forhold, der nødvendiggør
et universelt omsætningsforbud for fisk fanget af
andre end registrerede erhvervsfiskere. Kun fritidsfiskere, som
sælger deres fisk sort, kan være imod et sådant
forbud, der vil værne om fiskebestandene og dermed være
til gavn for flest mulige.
- Rekreative ruser...?
Ruser betragtes i sammenligning med nedgarnene ofte
som skånsomme, fordi fiskene jo blot holdes indespærret.
Fordi de ikke sidder fanget direkte i netmaskerne.
Men ruser er langt fra skånsomme.
Enhver, der har været ude at røgte ruser i sommerhalvåret,
vil vide dette: Ruserne er fulde af små og store fisk,
hvoraf mange allerede er døde - efter kun få timers
indespærring. Døde af stress i det trange rum eller
af iltmangel på det lave og varme vand. Eller hakket til
døde af måger og skarver, når de ikke kan
slippe væk.
Masser af småfisk - typisk
hundestejler, kutlinger og ålekvabber - sidder fast i de
små netmasker, som var det et nedgarn. Og de er døde
- til ingen verdens nytte - gået totalt til spilde.
Såvel småfisk som
konsumfisk bliver på kort tid ædt eller gjort uspiselige
af krabber, som invaderer ruserne og tager for sig af de hjælpeløse
fisk. Bliver ruserne ikke røgtet regelmæssigt, tager
krabberne sig af stort set alt levende. Ét stort spild
af værdifuldt fiskekød, altså.
Loven foreskriver, at ruser og
garn røgtes forsvarligt - regelmæssigt og så
ofte, at fredede eller undermålsfisk kan genudsættes
i levende tilstand. Det forhold er der imidlertid ingen, som
har en jordisk chance for at kontrollere. Ingen kan jo se, hvornår
et garn eller en ruse er sat.
Endelig er der jo vejret, som
også må tages i ed. Dårligt vejr med blæst
og bølger kan hurtigt gøre det såvel uforsvarligt
som umuligt at røgte sine redskaber, som derfor kan stå
ude i flere dage uden røgtning. Alt vil da være
dødt og råddent, når vejret endelig tillader,
at garnene røgtes.
Ruser, der sættes i Vadehavet
er værre endnu. De sættes typisk ved lavvande, hvor
de kan vades ud. Og røgtes igen ved næste lavvande.
Fiskene går i rusen med det indkommende højvande
- og kvæles, når ruserne igen tørlægges.
Her er der således ingen mulighed for genudsætning
af undermålsfisk eller gydefisk eller fredede fisk i levedygtig
stand. De er døde i det øjeblik, de entrer rusen...
Essensen af ovenstående
må ganske enkelt være, at man ikke kan fiske rekreativt
med erhvervsmæssige redskaber. De bør forbeholdes
erhvervsfiskerne. Det rekreative fiskeri må fremover ske
med stang og line - som det allerede sker i fremsynede lande
á la USA og Canada med flere.
Først da kan rekreativt
fiskeri blive til et positivt bidrag til samfundet og ikke et
ensidigt negativt forbeholdt de få. Først da kan
det rekreative fiskeri blive til glæde for de fleste!
Steen Ulnits
(november '97)
|
