Garndøden II
Uønskede bifangster
og massiv destruktion
af garnfangede fisk har for alvor bragt sindene
i kog.
  Se Quicktime video af garnafbrændingen!
Jeg havde i forsommeren '95 et
hold forskere og embedsmænd fra den norske naturforvaltning
på besøg. Vi tog rundt og besigtigede forskellige
genopretningsprojekter ved søer og vandløb - fra
den konstruktive Brede Å i syd til den destruktive Gudenå
i nord.
Undervejs fik jeg af Reidar Grande
fra Direktoratet for Naturforvaltning at vide, at man i Norge
bruger ikke mindre end 10 mio. kr årligt på
en minutiøs fiskerikontrol - fra båd og fly - med
det ene formål at komme ulovligt garnfiskeri efter laks
til livs.
Tallet overraskede mig, for Norge
har jo efterhånden et dårligt ry blandt danske lystfiskere
- for et storstilet ulovligt garnfiskeri, der truer med at trække
træppet væk under mange laksestammer. Og 10 mio.
kr er et stort tal - omkring en tredjedel af det beløb,
der årligt kommer ind fra det obligatoriske norske fisketegn.
I Danmark bruges ikke en krone
af fisketegnsmidlerne til en sådan kontrol. Fiskerikontrollen
gør det så godt de kan (eller vil) - i den sparsomme
tid, der bliver til overs mellem fabriksbesøg og kontrol
på de store fiskerihavne. I praksis må man sige,
at der ved en meget stor del af de danske kyster overhovedet
ingen fiskerikontrol er.
Det så vi kun alt for tydeligt,
da vi en sen aften under studieturen vandrede den lange vej ud
til Sælhundepollerne ved Udbyhøj - længst
ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat. Vi ville bruge
et par timer på at fiske efter fjordens velkendte havørreder.
- Og hvad skete der? Vi var end
ikke kommet helt ud til sejlrenden, før Øyvind
Aas fra Østlandsforskning trådte i et - viste det
sig - 200 m langt monofilt nedgarn sat helt inde på 20
cm vand. Klart ulovligt.
Nordmændene var rystede
over det åbenlyse illegale garnfiskeri, de her havde stiftet
nært bekendtskab med. Så åbenlyst gjorde man
det alligevel ikke i Norge!
Fisk fangede vi heller ingen
af, men det skyldtes måske garnene?
Garn i Vadehavet
I 1986 indførte den daværende
fiskeriminister et forbud mod nedgarnsfiskeri langs vestkysten
af Vadehavsøerne og Skallingen - en markant udvidelse
af den allerede da gældende 100 meter garnfri zone. De
lokale sportsfiskere jublede, mens garnfiskerne rasede og satte
ind med en heftig lobbyisme mod fiskeriministeren.
Det resulterede i, at man fra
og med 1988 igen - aldeles lovligt - kunne sætte sine garn
helt op på land på vestsiden af Vadehavsøerne.
Man ophævede altså - som det eneste sted i hele Danmark
- den 100 meters fredningszone, som havde og har til hensigt
at beskytte laksefiskene på deres kystnære gydevandring.
Men garnfiskerne lod sig ikke
nøje med det. De ville have hele Vadehavet gjort
tilgængeligt for deres garn! Heldigvis gjorde både
Ribe og Sønderjyllands Amter dog indsigelse. Det er nemlig
to amter, som hver især bruger store ressourcer på
at genskabe fiskebestanden i Vadehavet med tilløb.
Resultatet er nu blevet, at der
- med støtte fra EU - kører en flerårig undersøgelse
af fiskebestandene i Vadehavet med tilstødende vandløb.
En undersøgelse, der skal klarlægge, om og i hvilket
omfang fiskeriet med garn og ruser skader bestandene af laksefisk.
Og som nu snart er færdig.
Nedgarnene tager sig naturligvis
primært af de større fisk - farvede og kønsmodne
fisk på vej tilbage mod gydepladserne samt udlegede nedfaldsfisk
på vej mod ædepladserne i selskab med de mange grønlændere,
som jo ofte er under mindstemålet. Og fisk fanget i et
monofilt nedgarn lader sig kun sjældent (læs: stort
set aldrig) genudsætte i levedygtig stand og går
derfor til - uanset om de er ulovligt bytte i fredningstiden
eller ulovligt bytte under mindstemålet!
Et bæredygtigt garnfiskeri
efter laksefisk lader sig helt enkelt ikke praktisere, da nedgarnene
jo tager og dræber alt - stort som småt.
Tørlagte ruser
Ruser har ikke samme dårlige
ry som de uselektive nedgarn. Fangsten i ruser kan jo i regelen
genudsættes uskadt, hvis den er ulovligt bytte.
Ruserne byder imidlertid på
helt andre problemer. De sættes ganske vist ikke for at
fange laksefisk - siger i hvert fald de, der sætter dem
- men fanger dem nu alligevel. Og problemet med rusefiskeri i
netop Vadehavet er, at ruserne nødvendigvis må sættes
ved højvande, hvor der kan sejles.
Uheldigvis tørlægges
ruserne så i regelen igen ved lavvande, hvilket betyder
kvælningsdøden for alle de fisk - smolt af laks,
havørred samt den udryddelsestruede snæbel - der
måtte være i rusen. De kan derfor ikke genudsættes
i levedygtig tilstand.
Det lader sig således heller
ikke gøre at drive et bæredygtigt rusefiskeri i
Vadehavet, når så specielle forhold gør sig
gældende.
Et totalforbud mod brugen af
ruser i stærkt udvidede fredningszoner ved Vadehavets mange
sluseporte vil være et sikkert middel til at sikre en tilstrækkelig
opgang af gydefisk i disse åer. For ikke blot tager ruserne
mange smolt under udtrækket i forårsmånederne.
De tager også godt for sig af opgangsfiskene i sommer-
og efterårsmånederne, når de ved et hændeligt
uheld (?) er blevet vendt forkert - med åbningen nedstrøms...
Vadehavsundersøgelsen
afrapporteres her ved årsskiftet 96-97, hvilket afventes
med stor spænding fra såvel sports- som fritids-
og erhvervsfiskerside. - Hvem er skurken? - Hvem fanger alle
fiskene?
Ved en stor konference om lystfiskerturisme
i Danmark blev det tiltagende garnfiskeri langs vore kyster ivrigt
debatteret. Steen Achton fra Erhvervsministeriet, hvorunder jo
turismen idag sorterer, lagde ikke skjul på ministeriets
holdning til problemet:
- Det er vor klare fornemmelse,
at nogle få tusinde mennesker (garnfiskerne, red.) tager en uforholdsmæssigt
stor del af disse havørreder, og at dette fremover vil
kunne blive et stort problem for fisketurismen.
Det er allerede sket. I tysk
fiskepresse har der i de forgangne måneder været
en livlig debat om de mange danske garn - om det rimelige i at
lokke tyske lystfiskere nordpå til et opreklameret "fiskeeldorado",
hvor det ikke er fiskene, men garnene, der står i kø.
Og som mange steder vanskeliggør fiskeri. Som en af debattørerne
udtrykte det:
- Før ledte jeg efter
fiskepladser med fisk. Nu leder jeg efter fiskepladser uden garn...
Selektive garn søges
Da Det Internationale Havforskningsråd
(ICES) i september '95 holdt konference, samledes omkring 500
af verdens fremmeste havforskere i Ålborghallen for at
drøfte havmiljøet. ICES en forkortelse for International
Council for the Exploration of the Sea, der har eksisteret siden
1902. Rådets19 medlemslande skal fortrinsvis søges
rundt om Nordatlanten og Østersøen.
Emnerne på konferencen
spændte vidt - fra tømning af ballasttanke med uønskede
dyr og planter til udvikling af nye og mere selektive garn. Der
er nemlig en udbredt enighed om, at de nuværende garn er
helt utidssvarende. De er uselektive og tager derfor alt, der
måtte komme forbi - det være sig fisk, fugle eller
pattedyr. Ønskede såvel som uønskede - legale
såvel som illegale.
ICES, som alle årene har
haft hovedsæde i København, henstiller derfor til
medlemslandene, at de sætter ressourcer af til udvikling
af mere selektive garn, der kun fanger, hvad de skal. Som er
specielt designet til at fange de fiskearter, der pt. er åbne
for fiskeri jævnfør tildelte kvoter.
Det må nok siges at være
påkrævet - og have været det i mange år.
På Politiken Online fandt jeg følgende indlæg,
der illustrerer situationen glimrende:
"Jeg var så heldig
at kunne tilbringe en sommer i Gilleleje i år. Første
dag på stranden fandt vi en død sæl. Druknet
i et garn og smidt overbord, fordi det er lidt pinligt at komme
hjem med en død sæl. En lokal fisker fra Rågeleje
omtalte for mig, at de af og til spiste marsvinebøffer.
De var jo døde alligevel."
I 1991 fandt man omkring 200
døde marsvin alene på den jyske vestkyst. Disse
fund gav startskuddet til en undersøgelse af bifangsterne
af marsvin i garn.
Masser af marsvin - i garn
En rapport fra '94 udarbejdet
af Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser konkluderede
efterfølgende, at antallet af døde marsvin i danske
garn årligt andrager mellem 5.000 og 8.000 styk. Nu tror
man derfor, at mange af de dødfundne marsvin først
har været en tur i et garn, inden de er blevet smidt ud
igen. Hvilket jo fint underbygges af ovenstående citat.
Internationale konventioner slår
fast, at den naturlige bestand af marsvin skal være mindst
25 gange større end bifangsten i garn. Det vil sige, at
den naturlige bestand skal ligge mellem 125.000 og 200.000 eksemplarer,
hvis den skal kunne tåle den nuværende bifangst i
garn.
Man har i mange år regnet
med, at den samlede bestand lå helt nede på 25.000
eksemplarer. Men tager man den uventet store bifangst i betragtning,
må bestanden være en god del højere. Ellers
var den for længst blevet udryddet af garnene, hvilket
den jo ikke er. De nyeste EU-rapporter fra '95 konkluderer da
også, at den samlede bestand af marsvin i Nordsøen
ligger på rundt regnet 200.000 individer.
Men det ændrer ikke på
den kendsgerning, at alt, alt for mange marsvin lider druknedøden
i danske garn. 6.-7.000 marsvin kvæles hvert eneste år.
De tynde monofile netmasker kan marsvinet ikke registrere med
sit ellers så følsomme sonarsystem. Derfor svømmer
den ind i garnene, får sig viklet ind og lider druknedøden.
Det er specielt garn, som er
sat efter stenbider, pighvar, torsk og kulmule, der er farlige
for marsvinene. De går ofte i garnene, når de forsøger
at sætte tænderne i de fisk, som allerede sidder
fast i netmaskerne. Så klapper fælden.
Man kunne fristes til at sammenligne
marsvinene med delfinerne, som jo på det nærmeste
reddede tunfisken i Stillehavet. Da det først blev kendt,
at delfiner i tusindvis døde i de kilometerlange drivgarn
- fortrinsvis sat af japanske fiskere i internationalt farvand
- da blev dåsetun pludselig meget lidt populært,
ja nærmest ildeset. Japansk dåsetun blev helt enkelt
boykottet på grund af delfinerne!
- Kunne man forestille sig,
at forbrugerne herhjemme på tilsvarende vis ville boykotte
fisk fanget af danske garnfiskere?
Næppe. Det er jo ulig meget
lettere at forarges over noget, der foretages af japanske fiskere
langt ude på Stillehavet - mange tusinde kilometer fra
Brugsens frysedisk og de sorte fisk nede på havnen...
Garn og gydefisk
Garn er som sagt uselektive.
De tager alt, der kommer forbi - det være sig fisk, fugle
eller pattedyr. Derfor havner et utal af farvede og fredede laks
og havørreder hver vinter i monofile nedgarn, der - må
man i hvert fald gå ud fra - er sat efter torsk og fladfisk.
Men fisk, som har været
en tur i netmaskerne, dør med stor sandsynlighed af opholdet.
Kun hvis de bliver fjernet efter meget kort tid i garnet, har
de en reel chance. Men garn røgtes jo kun én gang
dagligt - i bedste fald. Normalt vil de fisk, som er gået
i garnene, sprælle livet af sig i løbet af få
timer. Fredede fisk vil derfor ikke kunne genudsættes i
levedygtig stand.
Eneste løsning på
dette problem, som givet er langt større end de fleste
forestiller sig, er et totalforbud mod garnfiskeri på alle
lavere vandområder i fredningstiden for farvede laks og
havørreder. Et sådant totalforbud i opgangstiden
har man allerede indført i Tyskland. Kunne det blot danne
præcedens i resten af EU også...
- Men er det realistisk med
en lovgivning på dette grundlag?
Fiskepleje og destruktion
Et helt andet problem, som ganske
vist er relateret til garn, men som ikke drejer sig om uønskede
bifangster, har vi oplevet igen i denne vinter, 95/96. Det drejer
sig om destruktion af prima konsumfisk, der - på grund
af stor tilgang - ikke opnår mindsteprisen. De bliver oversprøjtet
med gul farve og ender deres dage på fiskemelsfabrikken.
Fordærvede fisk oversprøjtes i stedet med rød
maling.
Af "lystfiskerfisk"
er det primært torsk, der smides væk på denne
forargelige måde. I december '95 blev der således
i løbet af en enkelt week-end på Bornholm landet
og destrueret ikke mindre end 22 tons prima torsk!
Alt i alt blev der i '95 destrueret
28.997 tons sild, 3.791 tons torsk, 995 tons kuller, 180 tons
kulmule, 179 tons hvilling, 176 tons sej, 115 tons makrel, 85
tons lubbe, 73 tons ising, 68 tons rødspætter og
44 tons skrubber. Hertil mindre mængder af diverse arter.
Det bragte danske lystfiskere
i affekt, da de hørte, at 2,5 mio. kr af "deres"
fiskeplejemidler gik direkte til destruktion af rødspætter
og skrubber. I sig selv er det jo forkasteligt, at lystfiskernes
penge går til udsætning af deciderede "erhvervsfisk"
som rødspætter. Men helt uacceptabelt bliver det
da, når erhvervsfiskerne kvitterer med siden at destruere
selvsamme fisk!
Totalt blev der i '95 destrueret
34.831 tons fisk mod "kun" 32.589 tons i
'94...
Eneste løsning på
dette problem er et totalforbud mod destruktion af fisk, der
- uanset årsag - ikke opnår mindsteprisen. Alt andet
vil være uanstændigt og aldeles ude af trit med det
øvrige samfund her på vej mod år 2000.
- Men kan man forestille sig
en fiskeriminister med mod og mandshjerte nok til at gennemføre
noget så miljøvenligt? Imod sit eget erhvervsministerium??
Steen Ulnits
|
