Garndøden I
Det er uhyre forskelligt,
hvordan man ser på
fiskeriet med garn og ruser i forskellige lande. Her tager
vi en hurtig tur verden rundt!
  Se Quicktime video af garnafbrændingen!
Der er uhyre forskelligt, hvordan
man ser på fiskeriet med garn og ruser i forskellige lande.
Fælles for alle lande er dog, at det omsiggribende fiskeri
med faste redskaber - garn og ruser i modsætning til stang
og line - udgør et stort og stigende problem.
I denne artikel tager vi en hurtig
tur verden rundt - i hvert fald den nordlige halvkugle - for
at se, hvordan man forvalter fiskeriet med faste redskaber i
en række forskellige lande.
Amerikansk lovgivning
Amerikanerne har i mange år
vidst, at et veludviklet sportsfiskeri betyder mange skattekroner
og mange arbejdspladser. På den anden side af Atlanten
har man for længst indset, at organiseret sportsfiskeri
er "big business"!
Allerede i 1985 indså myndighederne
i énstjernestaten Texas, at de efterhånden alt for
mange monofilgarn langs statens Golf-kyster var ødelæggende
for bestanden af ikke mindst redfish - en populær sportsfisk
på de lavvandede "flats" i den Mexicanske Golf.
Grundige undersøgelser viste, at omkring 40% af den samlede
totale fangst af redfish gik i de illegale garn.
Det omfattende fiskeri efter
skyldtes ikke mindst, at en ret ved navn "blackened redfish"
på rekordtid var blevet en landeplage overalt i USA - opfundet
i det eksotiske "Cajun Kitchen" med sæde i Louisiana.
Pludselig skulle alle have denne stærkt krydrede ret, som
ret beset ikke smager ret meget af redfish - men primært
af de stærke krydderier, fisken tilberedes i.
Som så ofte før
i USA, så tager man konsekvensen af sine opdagelser. Texas
Parks and Wildlife Department indførte således i
1988 et totalforbud mod kystnært garnfiskeri i de vidtstrakte
marskområder og påbegyndte samtidig et storstilet
opdræt af redfish-yngel til udsætning. Resultat:
Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri efter
disse dejlige fisk!
I mere end 30 år har staten
Florida lidt under et garnfiskeri, der truede med at trække
tæppet væk under bestandene af sportsfisk. Specielt
har de monofile nedgarn været hårde ved tarpon, bonefish,
snook, redfish og cobia med flere andre populære sportsfisk.
Men også bestandene af mindre fisk, som er vigtige fødeemner
for såvel de større fisk som havets fugle, led under
det hårdhændede garnfiskeri. Ikke mindst bestanden
af sorte "mullets" blev fisket urimelig hårdt.
Efter 30 års frustrationer
valgte miljøbevidste amerikanerne at tage sagen i egen
hånd. De lancerede en kampagne under mottoet "Save
Our Seas" - en kampagne, der havde til formål
at indsamle underskrifter mod det ødelæggende garnfiskeri.
En kampagne, som ikke kun henvendte sig til engagerede sportsfiskere,
men til miljøfolk i bred almindelighed. Der var nemlig
flere eksempler på, at de monofile garn havde fisket bestande
af fødefisk så langt ned, at det gik ud over såvel
fugle som pattedyr, der lever af dem.
Og kampagnen lykkedes! Da man
havde indsamlet mere end 400.000 (!) underskrifter, kunne man
ifølge gældende lov i Florida kræve en folkeafstemning
om sagen. Med små 3 millioner stemmer mod godt 1 million
blev al brug af monofile nedgarn den 9. november 1994 forbudt
i hele farvandet omkring Florida! Samtidig blev brugen af vodgarn
forbudt inden for 1,6 km's afstand af kysten. Folket havde talt
og vendt tommelen nedad for garnene!
Med den nye lov kunne Floridas
veludviklede sportsfiskeindustri ånde lettet op. Efter
en konstant nedgang i de sidste ti år kan lokale fiskere,
fiskeguides og hotelejere nu skimte lys for enden af tunnelen.
En industri, der årligt omsætter for omkring 3 milliarder
US dollars - små 20 milliarder kroner - er atter på
vej op.
Garnforbudet trådte officielt
i kraft den 1. juli 1995, hvor sportsfiskerne mange steder dog
oplevede en del chikane fra fiskerierhvervet...
Canadisk retspraksis
En undersøgelse fra British
Columbia, Canadas smukke stillehavsprovins, taler sit tydelige
sprog om sportsfiskeriets kolossale samfundsøkonomiske
værdi. Det drejer sig om to laksearter, nemlig chinook
(kongelaks) og coho (sølvlaks).
Undersøgelsen, som er
udarbejdet i '94 og netop frigivet her i '96, er baseret på
415.000 fisketegnsløsere og konkluderer følgende:
- At det rekreative fiskeri
med stang og line bidrager til B.C.'s økonomi med 501
mio. $ mod kun 78 mio. $ fra det kommercielle fiskeri. Dette
til trods for, at det rekreative fiskeri med stang og line kun
fangede en femtedel af de laks, som erhvervsfiskeriet landede.
- Når det gælder
bidrag til bruttonationalproduktet, bidrager sportsfiskeriet
fem gange så meget som erhvervsfiskeriet og belaster samtidig
kun fiskebestandene med en femtedel.
- Sportsfiskeriet skaber omkring
seks gange som mange arbejdspladser - guides, hoteller, grejbutikker
etc. - som erhvervsfiskeriet efter de samme laks. Udregnet i
lønninger dog kun fem gange så meget. Hvad omsatte
dollars angår, så omsætter hver enkelt sportsfanget
laks $ 671 mod kun $ 26 for en erhvervsfanget!
- Sportsfiskeriet giver B.C.
et nettooverskud på $ 66 mio., hvor det kommercielle fiskeri
giver et nettounderskud på 2,4 mio. grundet diverse (forældede?)
tilskudsordninger til fiskerierhvervet.
Undersøgelsens resultater
efterlader ingen tvivl om det tåbelige og nationaløkonomisk
uansvarlige i et fortsat erhvervsfiskeri efter de to stillehavslaks
i British Columbia!
Bøder, så det
basker!
Her i landet løber man
som illegal garnfisker ingen risiko. Dels har Fiskerikontrollen
ikke de fornødne ressourcer til en effektiv kontrol langs
vore mange tusinde kilometer kystlinje. Og dels har de mange
steder - uvist af hvilken grund - en udtalt modvilje mod at gå
fritidsfiskerne i bedene. Endelig sker der stort set ikke noget
ved at blive taget på fersk gerning!
Sådan er det ikke i Canada,
som længe har nydt godt af et veludviklet sportsfiskeri
med en stor omsætning. Her har man en fiskerikontrol -
"Fish & Game", som det hedder her - der overvåger
fiskevandene til lands, til vands og fra luften.
Man har naturligvis forlængst
indført et totalt omsætningsforbud gældende
for laksefisk. De er forbeholdt det rekreative fiskeri med stang
og line, og de har derfor fået tildelt en såkaldt
"Game Fish" status. De må således hverken
fanges af legale erhvervsfiskere eller illegale fritidsfiskere.
Og ve den, der alligevel overtræder loven. Så vanker
der nemlig! Hør blot:
På Newfoundland blev
en fisker idømt 2 måneders ubetinget fængsel
for at have fisket i fredningstiden. Han fik ligeledes konfiskeret
båd, motor og garn.
En anden tyvfisker fik valget
mellem 100 dage i fængsel eller en bøde på
30.000 kroner. En anden dommer takserede en lignende forseelse
til 85 dage i spjældet eller en bøde på 20.000
kroner.
En fjerde tyvfisker fik konfiskeret
sin fangst - 21 laks - samt tre garn og den bil, der blev anvendt
til udåden.
Det er straffe, der vil noget.
Men så står der jo også en regering bag, som
mener noget med sine forbud. Som ved, at det rekreative fiskeri
efter laksefisk er en guldgrube for lokalsamfundene, når
ellers det forvaltes rigtigt. At det her er ensbetydende med
hårdt tiltrængte arbejdspladser og ditto skattekroner.
En regering, som ved, at tyvfiskeri efter de selvsamme fisk er
samfundsskadelig virksomhed, som må straffes hårdt!
Det kunne vi lære meget
af her i lille Danmark, men politikerne går desværre
som katten om den varme grød i garnspørgsmålet.
Supplerende garnfiskeri er nærmest et kulturhistorisk fænomen
ved specielt Limfjorden, hvor stærke kræfter altid
har bakket op om det. Hvilket lokalpolitikerne - hvoraf mange
selv garnfisker, nogle sågar dokumenteret ulovligt! - udmærket
er klar over. Ikke et ord om Venstres Svend Heiselberg i denne
forbindelse...
Operation Indigo...
Heldigvis er vi også ved
at være på rette spor på vor egen side af Atlanterhavet.
Det viser historien om "Operation Indigo", der
sidste år løb af stabelen i Wales.
Her indledte tre distrikter i
den lokale afdeling af "National Rivers Authority"
(NRA) et samarbejde om opsporing og anholdelse af tyvfiskere
ved River Wye.
Det kostede flere måneders
overvågning og resulterede i "fangsten" af to
tyvfiskere taget på fersk gerning - med laks til en værdi
af små 20.000 kroner. En tredje tyvfisker slap væk
i ly af mørket - endda efter at have haft en sporhund
i hælene i næsten en halv time! Han blev dog senere
anholdt på sin bopæl.
NRA sørgede for, at "fangsten"
blev retsforfulgt. Det resulterede i, at de to tyvfiskere, der
blev taget på fersk gerning, hver fik et halvt års
ubetinget fængsel. Tredjemanden måtte "nøjes"
med at få konfiskeret sin bil...
Retfærdigheden er således
også kommet til Europa - langt om længe! Nu mangler
den blot at komme til Danmark. Konfiskation af anvendte biler
og både vil være et godt og effektivt skræmmemiddel
også her!
Tyske tiltag
Vi var ganske vist først
ude - med vor egen 100 m garnfri zone fra 80'erne. Alligevel
er vi siden blevet overhalet indenom af vort naboland i syd,
Tyskland.
Efter i en halv snes år
at have studeret de danske regler - og ikke mindst effekten af
dem - indførte man i Tyskland en dobbelt så stor
fredningszone, nemlig en 200 m garnfri zone langs alle kyster.
Det skete i 1994.
Året efter, i 1995, tog
man yderligere skridt til at begrænse garnfiskeriet. Det
gjorde man med et totalforbud mod fiskeri i perioden 1.8. til
31.10, hvilket havde og stadig har til hensigt at sikre gydefiskene
fri adgang til gydepladserne oppe i vandløbene. Ordnung
muss sein!
Her tog man konsekvensen af,
at garnfiskeri og fredede fisk helt enkelt ikke lader sig forene
- at fredede gydefisk, som én gang har siddet i et garn
er dødsdømte. Og at man derfor nødvendigvis
må skride til et totalforbud mod garn, hvis man mener fredningen
alvorligt!
Når tyskerne først
gør noget, så gør de det grundigt. Samtidig
med den nye fredning ophørte man med at udstede tilladelser
til garnfiskeri for bierhvervsfiskere - altså de garnfiskere,
som har andet arbejde ved siden af fiskeriet. Fritidsfiskeri
med garn, som vi kender det herhjemme, er ikke tilladt overhovedet
- end ikke uden for 200 m zonen. Det samme gælder bundgarnsfiskeriet,
som slet ikke er tilladt i tysk territorialfarvand!
Skulle man som privat alligevel
ønske tilladelse til at fiske med garn, kræver myndighederne,
at man på typisk tysk manér tager en længerevarende
uddannelse på en fiskeriskole! En pendant til jægere,
lystfiskere og sejlere, der jo i Tyskland også må
igennem en større uddannelse, før de må henholdsvis
jage, fiske og sejle. Det sier automatisk de allerfleste uheldige
elementer fra og efterlader kun de seriøse.
Tyske sportsfiskere er glade
for disse regler og kan berette, at havørredbestanden
har været og er i stadig fremgang siden indførelsen
i 1994. Flensborg Fjord er dog en sort plet på landkortet,
og det er vores skyld! Flensborg Fjord er jo grænseområde
mellem Danmark og Tyskland, hvorfor man har indgået aftale
om, at tyskere og danskere må fiske på begge sider
af fjorden - efter de slappe danske regler...
Disse efter tyske forhold lovløse
omstændigheder gælder helt ud til Nykirke Fyr i Geltinger
Bugt, hvilket tyske sportsfiskere naturligvis er meget utilfredse
med. Netop på denne del af Flensborg Fjord findes der nemlig
flere vigtige gydevandløb for havørrederne.
- Var dette mon ikke en sag,
som kunne gøre sig på EU-plan? - Med mindsteregler
à la de tyske?
Danske regler
De fleste sportsfiskere kender
til den 100 m garnfri zone, som vi har haft nu i godt en halv
snes år. De fleste kender også til og betaler forhåbentlig
de årlige 100 kroner, som det obligatoriske fisketegn koster
- penge, der går til aktiv fiskepleje.
Men forbløffende mange
sportsfiskere kender ikke til de regler, som gælder for
fritidsfiskeren, der har betalt sin årlige licens på
kr. 250,-. I Danmark skal han ikke som i Tyskland dokumentere
noget kendskab til de fisk, han efterstræber. En hvilken
som helst dansk statsborger har for dette beskedne beløb
lov til at bruge følgende redskaber:
6 krogliner à 100 kroge
eller
6 garn à 45 m eller
6 ruser eller
- en hvilken som helst konstellation
af disse redskaber, når blot det samlede antal ikke overstiger 6 stk.
Et af de opstillede redskaber
må endvidere være en fast pæleruse, der dog
kun må opstilles efter forudgående anmeldelse til
Fiskerikontrollen. Endelig må der herudover bruges et enkelt
ålehåndvod...
Det ses af ovenstående,
at det meget vel kan blive fast arbejde, hvis man skal røgte
alle de redskaber, som loven tillader. Og det forstås,
hvorfor salg af sorte fisk er så udbredt - simplethen fordi
ingen fritidsfisker kan spise alt det, han kan fange i de flere
hundrede meter tilladte redskaber!
- Og hvad med de mange undermålsfisk,
der dør i garnene? - Som ikke kan overleve en genudsætning,
hvis blot de har siddet en time eller mindre i et garn? - Som
under alle omstændigheder har fået beskadiget deres
beskyttende slimlag under episoden?
Til husbehov?
De monofile nedgarn må
være 1,5 m i højden, hvis de sættes ved bunden.
Sættes de ved overfladen - som sildegarn - må de
være hele 3 m i dybden.
Regner man lidt på det,
kan enhver dansk fritidsfisker således helt legalt garnere
(!) de danske kyster med 6 gange 45 meter garn, altså 270
meter - mere end en kvart kilometer. Regner man yderligere det
aktive garnareal ud, bliver det til 405 m2 for almindelige nedgarn
og 810 m2 for flydegarnenes vedkommende...
Fritidsfiskere må ikke
opstille bundgarn - de er stadig forbeholdt momsregistrerede
erhvervs- og bierhvervsfiskere, der til gengæld ikke holder
sig tilbage. Sine steder står jo bundgarnene så tæt,
at fiskene ikke har en ærlig chance for at passere. Det
har vi tidligere dokumenteret med fotos her i bladet.
Men dette er altså fuldt
legalt - når blot man har anmeldt sine bundgarn og ellers
overholder mindsteafstanden på 250 m mellem de enkelte
bundgarn.
Men det er det rene vanvid, at
en fritidsfisker i 1996 må bruge så store mængder
garn og ruser - blot for at fiske til eget behov. Det må
være en torn i øjet på de erhvervsfiskere,
der skal leve af fiskeriet, men som har benhård konkurrence
fra de sorte fisk. Og det er i hvert fald en torn i øjet
på alle os sportsfiskere, som poster millioner af egne
kroner ud i form af udsatte laks og ørreder - fisk, som
for 90%'s vedkommende ender i garn og ruser...
Det er på tide, at vore
politikere vågner op og erkender, at tiden er løbet
fra disse regler. At vi her på tærsklen til årtusindskiftet
- i en højteknologisk rumalder - ikke længere kan
acceptere det uselektive og gennemført destruktive fritidsfiskeri
med faste redskaber. At vi fremover kun kan acceptere, at hver
fritidsfisker bruger et enkelt redskab af gangen.
Tiden er løbet fra det
daværende danske landbosamfund, hvor supplerende redskabsfiskeri
var et vigtigt tilskud til kosten. Tiden er dermed også
løbet fra fritidsfiskeriet med faste redskaber!
De seneste tilgængelige
tal - fra september '95 - viser, at der fra sportsfiskeside er
kommet 17,0 mio. kr. ind via det obligatoriske fisketegn. Fritidsfiskerne
har tilsvarende bidraget med 8,1 mio. kr.
Ser vi bort fra dag- og ugekort
- dem kan Fiskeriministeriets datafirma af uransagelige årsager
nemlig ikke udskille fra årskortene - svarer de 17 mio.
kr. til 170.000 betalende sportsfiskere. Tilsvarende stammer
de 8 mio. kr. fra godt 32.000 fritidsfiskere, der jo hver må
betale kr. 250,- for deres garnlicens. Altså er vi idag
mellem fem og seks gange så mange betalende sportsfiskere
som fritidsfiskere.
Desværre må vi også
erkende, at alt for mange sportsfiskere ikke betaler deres
lovpligtige fisketegn. Det ved vi fra Fiskerikontrollen, der
rundt omkring i landet har taget ganske afslørende stikprøver...
Synd, at vi ikke helt har fattet
det endnu: At jo flere registrerede sportsfiskere desto stærkere
står vi mod fritidsfiskerne!
Tal til eftertanke...
Til allersidst: Prøv lige
engang at regne denne her ud: Der er 32.000 aktive fritidsfiskere,
som hver især helt legalt må opstille 810 m2 nedgarn.
- Hvor mange kvadratmeter usynligt garn giver det?
Det giver ialt 25.920.000 m2
monofile nedgarn, som dag ud og dag ind fanger ALT, der kommer
forbi - fisk, fugle og pattedyr. 26 millioner flagrende kvadratmeter
uselektiv død!
Og så har vi hverken talt
de lovlige erhvervsfiskergarn eller de ulovlige fritidsfiskergarn
med. Gør vi det, bliver tallet om muligt endnu mere svimlende
stort.
Antager vi, at halvdelen af disse
garn er almindelige nedgarn og halvdelen flydegarn, så
er nettene i snit 2 m høje. Da Danmark som bekendt har
omkring 8.000 km kystlinje, vil fritidsfiskernes legale garn
kunne nå næsten to gange rundt om hele landet - i
2 meters højde...
Læg hertil, at der ikke
må fiskes nærmere end 75 m fra faststående
redskaber. Sættes garnene de lovbefalede 100 m fra kysten
- med 75 m's afstand - er vi som sportsfiskere sat godt og grundigt
ud af spillet. Så kan vi stort set ikke fiske noget sted
længere uden at komme i konflikt med loven - og garnene...
Den er rivende gal, og noget
må der gøres. Uheldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund
i mange år indtaget en meget lidt garnfjendsk holdning,
idet man helst vil kunne være i stue med de repræsentanter
for fritidsfiskerne, der også sidder i $12a udvalget -
det udvalg, som rådgiver fiskeriministeren om brugen af
fiskeplejemidlerne.
Det er en af grundene til, at
Danmarks Sportsfiskerforbund nu har fået konkurrence fra
det nystiftede Landsforbundet Danske Lystfiskere, som ønsker
en langt hårdere kurs over for det tiltagende fritidsfiskeri.
© Steen Ulnits 1997
PS: Jeg havde nær glemt
det: For sine 250 kroner om året må fritidsfiskeren
samtidig - ud over de nævnte garn, ruser og krogliner -
fiske med stang og snøre. Den reelle pris for fritidsfiskerlicensen
er således sølle 150 kroner...
|
