|
Fritidsfiskeri
Her i Danmark oplever
vi det paradoksale, at der aldrig før har været
udsat så mange havørreder som nu. Og at der samtidig
kommer færre og færre fisk op på gydepladserne
i vore vandløb. - Hvad er der galt?
De mange fisk skyldes naturligvis
de store udsætninger - først finansieret direkte
fra finansloven, nu af os selv via fisketegnet - vi har oplevet
i de seneste år.
Flere millioner store og små
ørreder er blevet sat ud - på Fyn alene mere end
0,5 million årligt - og i de næringsrige danske kystvande
stortrives de små laksefisk. De vokser eksplosivt - og
burde derfor kunne byde på et førsteklasses sportsfiskeri
de fleste steder.
Desværre er det ikke kun
fiskene, som vokser eksplosivt. Det har også fritidsfiskeriet
efter de selvsamme fisk gjort. Fritidsfiskeri med nedgarn i ikke
mindst de kritiske "flaskehalsområder", hvor
vandrefiskene skal passere gennem snævre sunde, som er
lette at spærre med garn. Og som så sandelig også
bliver det!
I en tid med mere end 200.000
arbejdsløse danskere er det forståeligt, at fritidssysler
såsom jagt og fiskeri vokser i popularitet - at disse områder
får flere dyrkere, og at den enkelte dyrker får mere
tid til sin hobby. Dette gælder såvel lystfiskeri
med stang og snøre som fritidsfiskeri med garn og ruser.
Og så længe den enkelte holder sig inden for lovens
rammer og kun fisker til eget forbrug, er der intet odiøst
i dette.
Og dog. Presset på naturen/fiskebestanden
kan i et lille land som Danmark hurtigt blive så stort,
at der er behov for en form for regulering. Da det er naturligt
at fiske, hvor der er flest fisk, vil fiskepresset naturligvis
blive størst i ovennævnte "flaskehalsområder",
hvor vandrefiskene sluses ind på deres færd mod gydepladserne.
Disse steder vil hurtigt blive
overbroderet med garn, som udsætter vandrefiskene for et
alt for stort pres. Resultatet er da heller ikke udeblevet, idet
flere af vore "store" havørred- og lakseåer
idag ikke modtager tilstrækkeligt med gydefisk - trods
udsætninger, som er større end nogensinde.
Bedst dokumenteret er denne dramatiske
nedgang i bestanden af gydefisk nok i Skals Å og Simested
Å, der begge munder ud i den inddæmmede Hjarbæk
Fjord. Her har man fra de årlige elektrobefiskninger efter
avlsfisk klart kunne dokumentere en nedgang, der kun kan skyldes
et tiltagende fiskepres fra monofilgarnene i Hjarbæk Fjord.
Regulering nødvendigt
En form for regulering er derfor
bydende nødvendig i specielt udsatte områder - typisk
de smalle fjorde, hvori gydevandløbene udmunder. Uanset
om der så fiskes lovligt eller ulovligt med garn og ruser.
Det er helt enkelt et spørgsmål om overbelastning.
I den forbindelse var det meget
glædeligt, at den daværende fiskeriminister Bjørn
Westh i et interview gav udtryk for bekymring over det store
og stigende fiskepres. Og at han bad sine embedsmænd om
en udredning vedrørende nedgarns-problematikken - en udredning,
som forelå først i 1994.
Fiskeriministeren gav endda til
kende, at han meget vel kunne forestille sig perioder med totalt
forbud mod nedgarnsfiskeri i særligt udsatte områder!
Men bestod så endda det
alt for store fiskepres fra monofilgarnenes side kun af de lovligt
satte garn. Så var problemet til at overse. Men der drives
idag et "sort" fiskeri af utrolige dimensioner i vore
kystnære farvande. Den gamle 100 m garnfri zone respekteres
ikke, men overskrides konstant - med ikke markerede redskaber,
der sættes og røgtes i ly af mørket.
Fangsterne, som typisk omfatter
såvel undermålsfisk som fredede gydefisk, sælges
sort til røgerier og restauratører, som let kan
videresælge varerne til deres kunder - naturligvis uden
regning, uden moms og uden at svare skat af fortjenesten...
Omsætningsforbud
Det er interessant, at Fiskeriministeriet
tidligere - da fiskeriministeren hed Kent Kirk og selv var erhvervsfisker
- har foreslået en vigtig ændring i saltvandsfiskeriloven.
Ministeriet foreslog nemlig, at kun personer, som er berettiget
til at drive erhvervsmæssigt fiskeri, må videresælge
deres fangster.
Herved håbede man at kunne
dæmme op for det tiltagende "sorte" fiskeri,
som dels unddrager statskassen for penge, dels påfører
erhvervsfiskerne urimelig konkurrence.
Langt mindre interessant er det,
at den daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som
jo er socialdemokrat, har taget dette forslag af bordet igen
- med den begrundelse, at et omsætningsforbud alligevel
ikke kan kontrolleres. Andre partiers fiskeripolitiske ordførere
har yderligere begrundet fjernelsen med, at "sort"
handel med illegale fisk jo allerede er ulovlig ifølge
gældende skattelov.
Bjørn Westh mente - måske
med rette - at fiskerikontrollen vil kunne opnå bedre resultater
ved i stedet at koncentrere sine sparsomme ressourcer om en bedre
kontrol med nedgarnsfiskeriet. Så må man blot håbe,
at fiskerikontrollen landet over får besked om at intensivere
kontrollen med nedgarn i de hårdest belastede områder.
Og hvor er de for øvrigt?
Sådan gør de
i udlandet
I Canada har man for alvor indset
det store ressourcespild, som redskabsfiskeriet - legalt såvel
som illegalt - efter laksefiskene udgør.
Man har derfor påbegyndt
et storstilet opkøb af garnlicenser - et opkøb,
der vil koste staten millioner af dollars. Således budgetterede
man med at bruge 24 mio. dollars alene i provinsen Quebec, 21
mio. i Newfoundland og 15 mio. i New Brunswick - penge, der ubeskåret
skal gå til opkøb af lakserettighederne og sideløbende
udbygning af sportsfiskeriet.
For netop det østlige
Canada slås med en stor og stigende arbejdsløshed
(- hvem sagde Danmark?) og har derfor desperat brug for nye arbejdspladser.
Og det er jo lige præcis, hvad laksefiskene giver i det
rekreative fiskeri!
I Canada har man naturligvis
forlængst indført et totalt omsætningsforbud
gældende for laksefisk. De er forbeholdt det rekreative
fiskeri med stang og line, og de har derfor fået tildelt
en såkaldt "Game Fish" status. De må således
hverken fanges af legale erhvervsfiskere eller illegale fritidsfiskere.
Og ve den, der alligevel overtræder loven. Så vanker
der nemlig! Hør blot:
På Newfoundland blev
en fisker idømt 2 måneders ubetinget fængsel
for at have fisket i fredningstiden. Han fik ligeledes konfiskeret
båd, motor og garn.
En anden tyvfisker fik valget
mellem 100 dage i fængsel eller en bøde på
30.000 kroner. En anden dommer takserede en lignende forseelse
til 85 dage i spjældet eller en bøde på 20.000
kroner.
En fjerde tyvfisker fik konfiskeret
sin fangst - 21 laks - samt tre garn og den bil, der blev anvendt
til udåden!
Se, det er straffe, der vil noget.
Men så står der jo også en regering bag, som
mener noget med sine forbud. Som ved, at det rekreative fiskeri
efter laksefisk er en guldgrube for lokalsamfundene, når
ellers det forvaltes rigtigt. At det her er ensbetydende med
hårdt tiltrængte arbejdspladser og ditto skattekroner.
En regering, som ved, at tyvfiskeri efter de selvsamme fisk er
samfundsskadelig virksomhed, som må straffes hårdt!
Gid vi dog kunne nå frem
til noget tilsvarende her i Danmark, hvor det illegale garnfiskeri
efter ikke mindst havørred florerer som aldrig før.
Hvor det sine steder endda er organiseret kriminalitet, der foretages
af bander, som skiftes til at fiske og holde vagt. Og som ikke
viger tilbage for at bruge vold og ty til hærværk,
dersom nogen stiller spørgsmålstegn ved deres lyssky
aktiviteter. Helt enkelt fordi der er så store og lettjente
penge i det, som tilfældet er.
Det er desværre ikke helt
få lystfiskere, der har måttet notere afrevne vinduesviskere
og sidespejle for ikke at tale om kostbare ridser i lakken efter
verbale konfrontationer med kriminelle garnfiskere!
Statuér nogle eksempler!
Man kunne fristes til at tro,
at dette fiskeri primært udføres af arbejdsløse
bistandsklienter, som på denne måde søger
at supplere deres pauvre indkomst. Men det er langt fra altid
tilfældet. Selv har jeg førstehånds kendskab
til en vellønnet værkfører fra Danfoss, der
årligt supplerer sin gode indkomst med 50-100.000 kulsorte
kroner. Om dagen arbejder han hvidt på den nærliggende
fabrik - om natten sort på fjorden...
Fritidsfiskerne har selv erkendt,
at der er uheldige elementer i egne rækker. Selv om man
naturligvis officielt benægter det omfattende ulovlige
nedgarnsfiskeri, så dummede man sig imidlertid gevaldigt,
da man i det landsdækkende "Amatørfiskeren"
i august 1992 så sig nødsaget til at skrive følgende:
"Derfor venner, hvis
I stadig har som intention at fiske med salg for øje,
bedes I venligst foretage disse forretninger lidt mere diskret",
citat slut.
Der er ingen tvivl om, at det
ville være såre gavnligt, om der blot blev statueret
et fåtal eksempler i de forskellige landsdele - eksempler,
hvor ulovlige garnfiskere blev taget på fersk gerning,
fik deres grej - garn, både og biler - konfiskeret, og
blev idømt bøder i størrelse med de ovenfor
nævnte.
Da ville det pludselig blive
farligt at fiske ulovligt - stik modsat idag, hvor man kan komme
ud for, at lovbrydere blot griner hånligt og fortæller,
at "det agter de da at blive ved med", så længe
fiskerikontrollen er en by i Rusland...
Idag er der kort sagt ingen risiko
ved at sætte ulovlige garn. Til gengæld er fortjenesten
stor og så fristende, at mange ikke kan modstå den.
- Vil vore ansvarlige politikere
- fiskeriministeren såvel som turistministeren - fortsat
acceptere, at et trods alt ret beskedent antal kriminelle fritidsfiskere
skal ødelægge så meget for så mange?
- Eller er politikerne bange
for et "forbuds-image", der vil kunne koste stemmer
ved næste valg?
I så fald må vi gøre
dem lidt mere opmærksomme på de faktiske "stemmetal",
som vi nu har sort på hvidt efter indførelsen af
det obligatoriske fisketegn:
Omkring 150.000 betalende lystfiskere
(endda fraregnet børn og pensionister) mod kun omkring
25.000 betalende fritidsfiskere.
Så burde scenen være
sat for en saglig diskussion om brugen af vore fiskebestande!
Steen Ulnits
Efterskrift:
Der er ingen tvivl om overhovedet,
at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde
i den første halvdel af 90'erne. Det skyldtes helt enkelt
de store udsætninger af havørred, som indførelsen
af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.
Garnlicensen for fritidsfiskere
blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for
lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte
millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger
satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt
i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske
lystfiskere i den første halvdel af 90'erne.
Men det var tilsyneladende også
begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel
som ulovlige garn nu også tog til - i et omfang, som ingen
havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet
over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på
især de garnbesatte kyster. Hverken i '96 eller '97 er
der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder
- trods fortsat millionstore udsætninger.
Det danske havørredeldorado
døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi
imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride
til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober
- 1. november '97 lovede på en konference i Viborg om det
rekreative fiskeris fremtid.
Ellers er det slut med flere
sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb...
|
