|
Forsuring
Det regner idag ned
med svovlsyre og salpetersyre over mange lande. Flere end 10.000
svenske søer og vandløb er allerede døde
af forsuringen...
Forsuring er på mange måder det modsatte
af eutrofiering. Det er ganske vist også en proces, der
ender med at slå den ramte sø ihjel, men det sker
på anden vis. Og så forsvinder den forsurede sø
ikke fra landkortet som den eutrofierede. Den bliver tilbage
klarvandet som aldrig før
Forsuringen skyldes vor stigende
forbrænding af fossile brændstoffer såsom kul,
olie og gas. Når disse stoffer forbrændes, dannes
der svovldioxid og forskellige kvælstofoxider, som føres
bort med vinden. Disse oxider falder ned igen enten som tørt
nedfald eller som regulær svovlsyre og salpetersyre.
En stor del af salpetersyren
uskadeliggøres, idet planterne optager kvælstoffet
og indbygger det i deres celler. Men på et tidspunkt er
også jordbunden overmættet med kvælstof, og
da vil salpetersyren i lighed med svovlsyren bidrage kraftigt
til forsuringen af jord og vand.
Svovlsyren regner ned året
rundt. Det tørre nedfald kan gradvis vaskes ud med regnvandet
som syre, eller det kan ske på én gang under forårets
snesmeltning. Da påføres vandløb og søer
ofte et regulært syrechok, som er øjeblikkeligt
dræbende.
Allerede for 100 år siden
kendte englænderne til den sure regn i industriområderne.
Men forsuringen blev først for alvor kendt, da den svovlsure
nedbør fra de store industriområder i England og
Vesttyskland langsomt kvalte livet i ikke mindst sydnorske søer
og elve.
Idag er der alene i Sverige mere
end 10.000 fiskedøde samt 10.000 andre døende søer.
I Sydnorge har et areal på 18.000 kvadratkilometer - svarende
til 40% af hele Danmark! - længe været blottet for
fiskeliv i søer og vandløb.
Bufferkapacitet
Er jordbunden i forvejen sur
og næringsfattig, viser de første tegn på
forsuring sig hurtigt. Den tiltagende skovdød er derfor
størst på magre og sandede jorde. Men er jordbunden
kalkholdig, mærkes intet i forsuringens første fase.
Dyre- og planteliv i søer og vandløb er da uforandret.
Men forandringerne er sket i
det skjulte. Vandets evne til at modstå og neutralisere
syren mindskes gradvis, til dets bufferevne er brugt op. Da først
begynder vandet at blive surt og pH-værdien at falde.
Når først forsuringen
begynder at slå igennem, ændrer flora og fauna sig
mærkbart. Mange planktonorganismer dør, hvilket
gør, at vandet bliver klarere. Antallet af arter går
tilbage fra omkring et halvt hundrede til mindre end ti i rigtig
sure søer.
Snegle og muslinger, som er vigtige
fødedyr for fiskene, går tilbage, da de efterhånden
mangler calcium til deres skaller. Fiskeæg og -yngel dør,
hvorved de resterende fisk bliver færre og større.
Først senere i forsuringsprocessen dør også
de voksne fisk.
Resultatet bliver en klarvandet
sø med store fisk ved første øjekast
en tilsyneladende positiv udvikling, men samtidig et sikkert
tegn på søens snarlige død. Når pH-værdien
er faldet til under 6, begynder søen at vokse til i hvidmosser,
som er næsten enerådende i det sure vand. Karpefisk
og laksefisk dør. Ved pH-værdier under 5 dør
også de mere hårdføre fisk såsom gedder
og aborrer.
Kalkning
Bliver vandet tilstrækkelig
surt, kan forskellige tungmetaller begynde at udfældes.
Det kan være naturligt forekommende stoffer såsom
aluminium, der udfældes på lignende vis som okker
med fiskekvælning til følge. Eller det kan
være et affaldsprodukt såsom kviksølv, der
er decideret giftigt. For plantelivet betyder et stigende indhold
af disse stoffer under alle omstændigheder en mindsket
modstandskraft over for tørke og sygdomme - med en stigende
grad af skovdød til følge.
Der er således al mulig
grund til at bekæmpe forsuringen både den snigende
og den direkte synlige. Imidlertid er forsuring et problem, der
går på tværs af alle landegræn-ser. Det
er en forurening, som måske skabes i ét land, men
forvolder skade i et andet. Et forureningsproblem, der eksporteres
med vejr og vind.
Så længe denne internationale
problematik ikke er afklaret, må vi ty til midlertidige
og lokale lappeløsninger. Her har kalkning vist
sig at være den klart bedste.
Landmanden kalker sin jord, når
kunstgødningen har gjort den sur, og flere steder kalker
dambrugeren vandet for at undgå okkerkvælning blandt
fiskene.
Men når det gælder
kalkning af hele vandsystemer, stiller sagen sig anderledes.
Dels er der tekniske problemer med den rette kalktype og spredningen
af den. Og dels er der vanskeligheder med at dække hele
vandsystemets opland.
Det nytter ikke blot at kalke
selve søen. Også dens tilløb små
som store må behandles. Der skal således spredes
enorme mængder kalk over et meget stort område
måske endda med helikopter og det koster penge. Således
bruges der alene i Sverige hvert år 200 mio. kroner på
kalkning - med det ædle formål at holde liv i omkring
4.000 søer, som ellers ville dø.
Den intensive kalkning er flere
steder den eneste mulighed for at holde liv i forsurede vande.
Men man må gøre sig klart, at det er en midlertidig
løsning. Kalkning løser ikke forsuringsproblemet
den forlænger blot fristen lidt
Massedød i vandløb
Forsuringsproblemet gælder
naturligvis ikke kun søer. Det er blot her, man kan iagttage
de mest langsigtede ændringer i flora og fauna.
Mest markant er dog det, der
kan ske under forårets snesmeltning. Vinteren igennem har
sneen lagt sig over landskabet - sne, som jo er nedbør
og dermed svovlsur. Oven på sneen ligger endda tørt
nedfald, som også er med til at øge risikoen for
et dødbringende "syrechok".
Noget sådant finder sted,
dersom foråret kommer pludseligt og snesmeltningen derfor
bliver kort og voldsom. Da vil hele vinterens svovlsure nedfald
og nedbør skylles ud i søer og vandløb på
ganske kort tid - ofte øjeblikkeligt dræbende for
vandløbenes laksefisk.
Søerne vil i den forbindelse
have en større modstandskraft - en større bufferkapacitet,
der kan modvirke den øjeblikkelige sænkning af pH-værdien.
Men vandløbene vil ligge døde, livløse og
fisketomme hen efter et sådant syrechok, der i regelen
dræber alle aldersklasser af fisk - æg, yngel og
ungfisk samt eventuelle gydefisk.
Det har været tilfældet
i masser af sydnorske vandløb, som den dag idag ligger
øde hen. Massiv kalkning og store udsætninger har
dog vækket enkelte af dem til live igen. - Men hvor længe?
Steen Ulnits
|
