|
Fisketurismen
Det kan ikke siges
for tit: En velorganiseret
fisketurisme er til gavn for alle - for miljøet, for fiskene
og dermed også for sportsfiskerne selv.
De såkaldte "ringvirkninger"
af sportsfiskeriet - penge brugt til transport, overnatning,
forplejning, fiskegrej og fiskekort - er af stor betydning for
de involverede lokalsamfund. Her skaber de arbejdspladser, der
igen tilfører statskassen tiltrængte skattekroner.
En god cirkel, altså.
Hidtil har vi dog i Danmark manglet
tørre tal, der dokumenterer disse ringvirkninger. Vi har
derfor måttet holde os til erfaringer og tal fra udlandet.
Men nu ligger den første danske undersøgelse på
bordet - en undersøgelse, der sort på hvidt fortæller,
hvor meget det fynske sportsfiskeri efter havørred egentlig
betyder i kroner og øre.
På Fyn har man satset stort
på denne fisketurisme - som det første sted i landet.
Det hele startede i 1990 - på initiativ af Fyns Amt og
med det formål at opbygge en veludviklet lystfiskerturisme
med baggrund i en aktiv naturpleje.
Da Fyn har hele 1.113 km smuk
kystlinje, var det oplagt at starte her. Og da kysterne samtidig
er ideelle opvækstområder for netop havørred,
faldt valget helt naturligt på denne Danmarks sportsfisk
nummer et. En smuk, kampglad og velsmagende fisk, som tiltrækker
lystfiskere fra nær og fjern.
Aktiv naturpleje
Men havørrederne kommer
ikke af sig selv. Det er ikke nok med gode opvækstmuligheder
i de kystnære farvande - der skal også gode gydemuligheder
til. Og da havørreden jo gyder sine æg i små
og store vandløb med en god vandkvalitet, koncentrerede
Fyns Amt sine anstrengelser her. Man satser nu på at give
havørrederne de bedst mulige gydebetingelser, hvilket
kræver gode opgangsforhold og rent vand.
Men noget sådant kræver
lang tid, før resultaterne viser sig. Derfor valgte man
at gøre det i to trin for at fremme udviklingen af et
godt havørredfiskeri langs de fynske kyster:
Allerførst har man sat
og sætter til stadighed store mængder ørredsmolt
ud ved udmundingen af vandløb og direkte på kysten.
Fisk på 15-20 cm, der udsættes om foråret,
og som allerede ved nytårstide har passeret mindstemålet
på de 40 cm og derfor er fangstklare. Indtil nu er der
udsat ikke færre end 3 mio. af slagsen!
De mange fisk bevirkede helt
naturligt, at kystfiskeriet efter havørred blomstrede
voldsomt op. Hurtigt rygtedes det, at det var på Fyn, man
havde de bedste chancer for en spændende fight med den
sølvblanke havørred. Mund-til-mund metoden kombineret
med en dygtig markedsføring har idag ført til,
at mange tysktalende fisketurister hvert år gæster
Fyn.
Tal, der tæller!
På Fyn ville man naturligvis
gerne kunne sætte tal på den nye fisketurisme. Derfor
foranstaltede man i foråret 1994 en større undersøgelse,
der omfattede 200 sportsfiskere - heraf 150 tysktalende. Resultaterne
er opløftende og taler for sig selv:
- Den typiske fisketurist
tilbringer 7 dage med sit fiskeri på Fyn.
- En typisk fisketurist på
Fyn har et døgnforbrug på kr. 400,-, hvilket er
mere end gennemsnitsturisten.
- Ifølge statistikken
blev der på Fyn alene solgt mere end 7.000 af det nye,
obligatoriske fisketegn til tyske turister.
- Sammenholdes dette med døgnforbruget
og antal feriedage, fås en total omsætning på
kr. 25-40 mio. kr. fra tyske fisketurister alene.
- Tager man andre nationaliteter
og danske sportsfiskere med i statistikken, kommer man op på
en samlet årlig omsætning på 30-60 mio. kr.
for sportsfiskeriet på Fyn.
Se, det er tal, der vil noget.
Tal, der klart og utvetydigt dokumenterer, at satsning på
en velorganiseret fisketurisme har kolossal betydning for økonomien
og indtjeningen. Ikke bare skaber det arbejdspladser og skattekroner.
Nej, det giver også masser af værdifuld fremmedvaluta
i statskassen!
Intensiveret garnfiskeri
Såvel landspolitikere som
lokalpolitikere kan nu ikke længere gøre andet end
at tage sportsfiskeriet alvorligt - som man længe har gjort
det i mange andre lande. Men som altid er der en slange i paradiset
- det stærkt tiltagende fritidsfiskeri med monofile nedgarn
efter de mange havørreder.
En del af dette fiskeri foregår
helt legalt - en del klart ulovligt. Senest har man oplevet,
at fritidsfiskere fra det ganske land - med båd og campingvogn
- er begyndt at valfarte til Fyn for at spinde guld. En meget
stor del af de fangede fisk sælges nemlig sort - ulovligt,
uden om såvel told- som skattevæsen.
Dette kan man ikke i længden
leve med på Fyn. I længden vil man ikke kunne tiltrække
betalende sportsfiskere langvejs fra, hvis de skal fiske fra
kyster spækket med nedgarn - lovlige eller ulovlige. Der
må begrænsninger til - i form af bedre kontrol og
udvidede fredningszoner.
Allerede i 1984 fik man ved udløbet
af Karup Å i Limfjorden en udvidet fredningszone, som gjorde
det muligt for tilstrækkeligt mange havørreder at
finde op på gydepladserne i åen. Det samme gjorde
den udvidede fredningszone, som daværende fiskeriminister
Bjørn Westh fik gennemført ved Hjarbæk Fjord,
hvor de to vigtige havørredåer Simested og Skals
Å udmunder.
Nye fredningszoner
Nu skriger Fyn på noget
tilsvarende - specielt i mundingsområdet ved øens
største vandsystem, nemlig Odense Å. I den inderste
del af Odense Fjord foregår et massivt fritidsfiskeri med
nedgarn, der sommer og efterår tager en uforholdsmæssig
stor del af de optrækkende gydefisk. Om som vinter og forår
brandskatter såvel små grønlændere under
målet som udlegede nedfaldsfisk.
Det skal derfor blive spændende
at se, om fiskeriminister Henrik Dam Kristensen, vil følge
den progressive linje, som Bjørn Westh lagde - med udvidede
fredningszoner i sådanne "flaskehalsområder"
for vandrefiskene.
I et interview til bladet "Fisk
& Fri" tilkendegav han, at han vil fortsætte i
dette spor, så længe der blot er biologisk belæg
for de udvidede fredningszoner. På en nyligt afholdt konference
om det rekreative fiskeris fremtid - under mottoet "til
glæde for flest" - udtalte han da også, at de
nuværende regler ikke er gode nok, og at der derfor vil
ske en opstramning.
Og nye restriktioner bliver der
brug for, hvis Fyn også fremover skal have glæde
af sine store investeringer i fisketurismen! En investering,
som mange sportsfiskere fra det ganske danske land i høj
grad også nyder godt af.
Helt uofficielt er det da også
netop fluefiskerne, man helst vil have flere af på Fyn.
De kommer nemlig for at opleve naturen og fiskeriet - ikke primært
for at fylde fryseren op med fisk, der siden skal med hjem sydover...
Steen Ulnits
(november '97)
|