|
Fisketegnet
Det obligatoriske
fisketegn, som organiserede sportsfiskere har arbejdet for i
mange år, blev en realitet fra og med 1. januar 1993. Prisen
er 100,- kr. årligt.
Fisketegnet var en naturlig opfølger
til den garnlicens, som alle fritidsfiskere har skullet betale
siden 1. januar 1990. En licens, som koster 250,- kr. årligt,
og som giver ret til at sætte op til 6 redskaber (garn,
ruser eller krogliner) efter eget valg. Den giver også
ret til fiskeri med stang.
Fisketegnets fader,
Jørgen Kvist Jensen, Kristeligt Folkeparti.
Foto
© Steen Ulnits
Alle sports- og lystfiskere mellem
18 og 67 år skal idag være i besiddelse af et gyldigt
fisketegn for at drive lystfiskeri i danske vande. Eneste undtagelse
for denne lov er de såkaldte "Put & Take"
vande, hvor der ikke kræves statsligt fisketegn. Samt lodsejere,
der udelukkende benytter deres egen fiskeret i ferskvand.
Fisketegnet blev indført
som en renlivet brugerbetaling og ikke som endnu en skat eller
afgift. Intentionerne bag fisketegnet var, at pengene i videst
muligt omfang skal komme indbetalerne til gode.
Indtægterne
Fisketegnet har stort set indbragt
det forventede beløb til fiskeplejen, der årligt
budgetterer med 26 mio. kr. Dette beløb stammer
fra såvel sportsfiskernes fisketegn som fritidsfiskernes
licensordning. Endelig rådes der over yderligere et par
millioner, som stammer fra private erhvervsfiskerfonde.
Fra og med 1994 har fiskeplejen
yderligere opnået momsfritagelse på udsætningsaktiviteterne.
Det har en samlet værdi på omkring 4 mio. kr -
penge, som automatisk kommer fiskeplejen til gode.
Det er Institut for Ferskvandsfiskeri
og Fiskepleje i Silkeborg (IFF), der hidtil har stået for
fiskeplejen og fordelingen af de indkomne midler. IFF var et
sektorforskningsinstitut under Danmarks Miljøundersøgelser.
Det såkaldte §12a
udvalg, hvori der sidder medlemmer fra diverse fiskeriorganisationer
- kommercielle såvel som rekreative - har endvidere rådgivet
fiskeriministeren om fordelingen af fiskeplejemidlerne. Den endelige
beslutning er dog ministerens.
Med omkring 20 mio. kr. fra fisketegnet
er sportsfiskerne de klart største bidragydere til den
danske fiskepleje. - Men hvad går de mange millioner egentlig
til?
I Landbrugs- og Fiskeriministeriets
"Handlingsplan for Fiskeplejen i 1994-95" kan
man finde de nøgne tal for, hvad pengene hidtil er og
fremover vil blive brugt til:
Administration
Det er naturligvis ikke gratis
at administrere en ordning som fisketegnet. Der skal kontorfolk
til at styre registreringen og marketingfolk til at udfærdige
informationsmateriale og sideløbende annoncere for ordningen.
Alt i alt regner man med, at
der bruges 2 mio. kr til denne administration. Et beløb,
der for øvrigt er en halv million mindre end det tilsvarende
i 1993. Endvidere budgetterer man med, at administrationen af
selve fiskeplejen - altså det biologiske arbejde bag udsætningsplanerne,
revision af samme og øvrig rådgivning - beløber
sig til endnu en lille million, helt eksakt 850.000 kr.
Laksefisk
Det er traditionelt laksefiskene,
der har sportsfiskernes største bevågenhed. Det
er laks og ørreder, som står øverst på
de flestes ønskeseddel, og det er da også dem, der
bruges flest penge på.
Udsætningerne hviler på
det såkaldte "autenticitetsprincip". Hermed
menes, at man kun udsætter fisk på steder, hvor de
er eller har været naturligt forekommende. Man udsætter
også kun fisk op til det niveau, som naturen har eller
oprindeligt har haft kapacitet til.
Alt i alt bruges der lige knap
12 mio. kr på laksefiskene, fordelt med 10 mio.
kr til udsætninger og 2 mio. kr til forskellige projekter.
Til disse projekter hører
blandt andet en undersøgelse af Roskilde Fjord, hvor man
vil belyse effekten af store ørredudsætninger på
det øvrige miljø. Til de absolutte sværvægtere
hører undersøgelser af Gudenåen og Randers
Fjord. Her søger man at kortlægge såvel de
voksne gydefisks som de nedtrækkende ungfisks vandringer
og deres fangst i garn og ruser.
Den store Gudenåundersøgelse
tager også udgangspunkt i den såkaldte "Laksehandlingsplan",
der har som mål at genskabe tabte eller stærkt truede
bestande af danske laks. En handlingsplan, som både fokuserer
på Gudenåen og de store vestjyske åer, der
jo engang var attraktive laksevande af internationalt format.
Når det gælder østersølaksen
ved Bornholm, er sagen en ganske anden. Her har sportsfiskerne
længe kunnet glæde sig over de store udsætninger,
som fiskerierhvervet selv bekostede. Her har sportsfiskerne altså
for en gangs skyld fisket på "de andres" fisk
- fisk købt og betalt af "Laksefonden af 1992"
med tilskud fra staten efter krone-til-krone princippet. En ordning,
hvor staten yder lige så meget i tilskud, som erhvervet
selv skaffer til veje.
Ål
Ålen en fisk, der primært
har interesse for erhvervs- og fritidsfiskeriet. De ål,
som sportsfiskerne årligt fanger, kan næppe registreres
i de samlede fangst - så få er det.
Det er en svigtende naturlig
tilgang af glasål fra Sargassohavet, hvor ålene fødes
og dør, der har gjort det nødvendigt med store
udsætninger af glasål. Ellers ville store dele af
vore ferske, brakke og salte opvækstområder ligge
ubenyttede og uproduktive hen.
Derfor er der i lighed med laksefiskene
udarbejdet udsætningsplaner for glasål, der indkøbes
og udsættes i store mængder. Til dette arbejde går
lige knap 7 mio. kr, hvilket stort set svarer til det
beløb, som fritidsfiskerne selv spytter i kassen via licensordningen.
Disse midler fordeles geografisk
efter fordelingen af indløste garnlicenser - en ordning,
der sikrer, at pengene i videst muligt omfang går tilbage
til indbetalerne. Danmark er til formålet inddelt i 16
geografiske områder. Disse er igen inddelt i et antal underområder,
hvor der udsættes ål hvert andet år. På
denne måde sikrer man sig, at hele landet dækkes
over en to-årig periode.
Fiskepleje i søer
Når det gælder fiskeplejen
i søer, skelnes der skarpt mellem rekreative interesser
og erhvervsmæssige. Det betyder, at sportsfiskernes fiskeudsætninger
finansieres totalt af fiskeplejemidlerne, mens de erhvervsmæssige
interesser stadig finansieres efter det gamle krone-til-krone
system.
Der gælder dog den regel,
at søer under 3 hektar ikke kan opnå hjælp
eller tilskud.
Aktiv fiskepleje i danske søer
er ikke noget, man har gamle traditioner for. I hvert fald ikke
set med videnskabelige øjne. Til gengæld er det
et område, som er meget oppe i tiden - et område,
der fremover givet vil få stigende betydning.
I takt med, at de erhvervsmæssige
interesser på de større danske søer dør
ud, vil de rekreative tage over og med dem behovet for en aktiv
fiskepleje over for sportsfisk som gedder, aborrer og sandarter.
Samtidig er mange af vore søer idag så eutrofierede
- næringssaltforurenede - at de har stærkt brug for
en hjælpende hånd. Dette kan ske i form af den såkaldte
"bio-manipulation", hvor skidtfiskene opfiskes og nye
rovfisk udsættes.
Idag budgetteres med et beløb
på 2 mio. kr til fiskepleje i søer. Heraf
går halvanden million direkte til udsætninger, hvilket
er dobbelt så meget som i 1993. Man må regne med,
at fiskeplejen i vore søer generelt vil kræve stigende
opmærksomhed og dermed en større andel af fiskeplejemidlerne
i årene fremover.
Fiskepleje i havet
Her har vi den næststørste
udgiftspost i hele fiskeplejen. Ikke mindre end 9 mio.
kr går til fiskepleje i hav og fjord. En stigning på
næsten 3 millioner (50%) i forhold til 1993.
Efterhånden som mange bestande
af kommercielt værdifulde saltvandsfisk er fisket helt
i bund af fiskerierhvervet, er der brug for et tilskud, hvis
fiskeriet fortsat skal være rentabelt. Forringede miljøtilstande
er også medvirkende årsag til dette behov.
De her mest interessante fiskearter
er pighvar, rødspætte og torsk. Til udsætning
af disse fisk og enkelte andre arter er der årligt sat
små 4 millioner af. Endvidere går der 3 millioner
til diverse projekter, hvoraf alene en sammenligning mellem vilde
og opdrættede pighvarrer tager halvdelen.
Hertil skal så lægges
yderligere 2 millioner til forsøgsopdræt af pighvar,
rødspætte og torsk - et felt, som endnu er i sin
vorden, da marine fisk er langt sværere at opdrætte
end de fleste ferskvandsfisk. Her er der brug for en stor og
voksende indsats i årene fremover, og det afspejles jo
allerede i den marine fiskeplejes stigende andel af de samlede
fiskeplejemidler.
Som sportsfisker kan man kun
være interesseret i, at der er fisk at fange for alle -
og af alle slags. Men man kan nok stille spørgsmålstegn
ved, at sportsfiskerne skal finansiere en så stor del af
den marine fiskepleje, som jo - i kroner og ører - primært
er til glæde for fiskerierhvervet. Her gælder som
for ålenes vedkommende, at sportsfiskernes andel af den
samlede fangst næppe lader sig registrere. Så lille
er den.
Kritik af fordelingen
Hele 9 mio. kr af det samlede
budget på 26 mio. kr er gået stort set lige i lommen
på fiskerierhvervet. Mere end en tredjedel af alle fiskeplejemidler.
Denne fordeling tyder således stærkt på, at
Fiskeriministeriet ønskede at bruge en uforholdsmæssigt
stor del af sportsfiskernes penge på at støtte det
betrængte fiskerierhverv. Samtidig har de seneste undersøgelser
vist, at det marine opdræt og de følgende udsætninger
stort set ikke giver noget resultat. Det har hidtil været
penge ud af vinduet for nu at sige det klart.
På den baggrund kunne man
frygte, at danske sportsfiskere ikke fremover vil bakke op om
fisketegnet. De seneste tal viser dog en lille fremgang i antallet
af løste fisketegn fra 1993 til 1994.
Nuværende landbrugs- og
fiskeriminister Henrik Dam Kristensen har da også taget
kritikken til sig. Han har således besluttet, at fordelingen
af fiskeplejemidlerne fremover skal være 75% til ferskvandsfisk
(heriblandt laksefiskene) og 25% til saltvandsfisk.
På den måde tilgodeses
sportsfiskerne i højere grad end hidtil, og det bør
få os til at bakke op om fisketegnet og dermed fiskeplejen.
Det gamle §12a udvalg er samtidig udvidet med medlemmer
fra Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som i de seneste år
har haft en stigende tilgang af medlemmer fra sportsfiskerside
- foreninger, som har meldt sig ud af Danmarks Sportsfiskerforbund
(DSF).
Sammen med DSF kan FFF nu i dette
udvalg vejlede ministeren om brugen af de ovennævnte 75%
af fiskeplejemidlerne.
De sidste 25% er imidlertid lidt
af et problem, for ingen ved nemlig, hvordan de kan eller skal
bruges. De hidtidige opdræts- og udsætningsprojekter
har jo ikke fungeret efter hensigten, så her kan pengene
ikke bruges. Det skal således blive spændende at
se, hvad fiskeriministeren agter at bruge disse millioner til!
Det tidligere IFF, som ved sammenlægningen
af Landbrugs- og Fiskeriministeriet blev nedlagt, står
stadig som praktisk fordeler af midlerne. Nu hedder de blot Afdeling
for Ferskvandsfiskeri og er underlagt Danmarks Fiskerundersøgelser.
Geografisk fordeling
De senest tilgængelige
tal fra Danmarks Statistik viser, at der på Jylland, Fyn
og Sjælland sammenlagt er 126.404 løsere
af fisketegn. Det svarer således fint til de 12 mio. kr.,
der er sat deciderede sportsfisk (laksefisk) ud for. Fritidsfiskerne,
som der var omkring 28.000 af, har tilsvarende fået ål
for alle deres penge, nemlig 7 mio. kr.
Så vidt så godt.
Det springende punkt er blot, at fritidsfiskere og erhvervsfiskere
i deres garn og ruser fanger flere gange så mange laks
og ørreder, som sportsfiskerne gør på stang
og line. De nyder altså i endnu højere grad end
sportsfiskerne selv godt af disses udsætningspenge. For
slet ikke at tale om udsætningerne af saltvandsfisk, der
stort set udelukkende havner i garn og ruser.
Men ikke kun fordelingen mellem
sportsfisk og erhvervsfisk halter. Det gør også
den geografiske fordeling af midlerne. Henholder vi os til de
senest tilgængelige tal fra Danmarks Statistik, fordeler
det samlede antal fisketegnsløsere - ialt 126.404 - sig
således over Danmark:
| Jylland: |
64.626 |
(51 %) |
| Fyn: |
13.465 |
(11
%) |
| Sjælland: |
48.313 |
(38
%) |
På Sjælland er det
Hovedstadsområdet, der med hele 21.263 fisketegnsløsere
tegner sig for næsten halvdelen af totalen. Det svarer
til 17% af samtlige fisketegnsløsere i hele landet.
Ikke overraskende må man
konstatere, at fordelingen af fiskeplejemidlerne langt fra følger
den geografiske fordeling af fisketegnsløserne. Således
gøres der forholdsvis lidt for de tæt bebyggede
områder, mens fiskeplejen generelt koncentreres i de tyndt
befolkede dele af landet.
Regner man lidt på tallene,
når man frem til følgende geografiske fordeling
af de fiskeplejemidler, der bruges på sportsfiskernes fisk,
altså laksefiskene:
| Jylland: |
8,000 mio. kr. |
(82 %) |
| Fyn: |
0,580
mio. kr. |
(6
%) |
| Sjælland: |
1,198
mio. kr. |
(12
%) |
Nu er det imidlertid ikke så
mærkeligt endda, at Jylland får en uforholdsmæssigt
stor del af kagen. Det er jo her, alle de store vandløbssystemer
ligger. Dem er der ikke mange af på øerne. Man må
også se på de seneste mærkningsforsøg,
der er foretaget. De viser nemlig, at mange af de store havørreder,
som tages på øerne, faktisk er på langfart
fra jyske åer. Det er altså ikke kun jyderne, som
får glæde af de fiskeplejemidler, der bruges i Jylland.
Man skal også betænke,
at udsætningerne er biologisk baserede - ikke geografisk
eller demografisk. Der sættes helt enkelt de fisk ud, som
naturen ikke selv er i stand til at producere, men som den har
potentiale til.
Alligevel er det interessant
at sammenligne fordelingen af fisketegnsløsere med fordelingen
af fiskeplejemidlerne:
At 51% af fisketegnsløserne,
nemlig jyderne, i snit får 82% af fiskene. Og at andre 38% af fisketegnsløserne,
nemlig sjællænderne, må lade sig nøje
med 12% af fiskene. En fordeling, der afviger ganske meget
fra den, der bruges ved udsætning af ål i de
kystnære farvande.
DSF og fiskeplejen
Medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund
udfører i deres fritid et stort, frivilligt og ulønnet
arbejde - i form af elektrofiskeri efter moderfisk med efterfølgende
opdræt af fisk til udsætning. Dette sker i fuld overensstemmelse
med den statslige fiskeplejes målsætning om at arbejde
med de pågældende vandløbs egne ørredstammer.
Fisk opdrættet på denne måde aflønnes
derfor med en højere pris end dagsprisen.
Danmarks Sportsfiskerforbund
kræver fremover en mere direkte indflydelse på, hvad
fisketegnsmidlerne bruges til. Forbundet betragter fisketegnet
som en ren brugerbetaling, og det var det da også, da lovforslaget
blev fremsat i sin tid. Derfor må det være brugerne,
som bestemmer, hvad pengene skal bruges til - naturligvis i behørigt
samråd med sagkundskaben. Ellers er fisketegnet jo blot
at betragte som endnu en skat eller afgift.
Sammenholder vi fordelingen af
fiskeplejemidlerne med organisationsprocenten hos danske sportsfiskere
- altså medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund - vrides
fordelingen yderligere. Af de 126.404 registrerede fisketegnsløsere
er kun omkring 28.000 - eller færre endnu - medlemmer af
DSF. Omkring 100.000 sportsfiskere har således valgt at
stå uden for forbundet.
I det storkøbenhavnske
område, hvor jo 17% af alle fisketegnsløsere bor,
er kun 7% medlem af DSF. Omvendt i det sydvestjyske, hvor man
kun står for 5% af de løste fisketegn. Men hvor
hele 59% til gengæld er medlemmer af DSF. På landsplan
ser fordelingen af DSF medlemmer således ud:
| Jylland: |
70% |
| Fyn: |
11% |
| Sjælland: |
19% |
Man må således konkludere,
at DSF er suverænt stærkest repræsenteret ude
på landet, hvor der er godt med fiskevand (i form af vandløb)
til medlemmerne. Men skidt repræsenteret i storbyerne,
hvor der er mange fiskere, men meget lidt fiskevand - ud over
kyst og hav, naturligvis.
Man kunne derfor fristes til
at tro, at medlemsskab af forbundet primært skyldes DSF's
bestemmelser om, at medlemsforeninger ikke må overbyde
hinandens fiskevand. Medlemsskab af forbundet sikrer således
et langt stykke hen ad vejen mod ubehagelige overraskelser ved
åen.
100.000 uden indflydelse
Til gengæld er DSF ikke
ret repræsentativt for danske sportsfiskere som helhed.
Forbundet bakkes primært op af åfiskerne, der til
gengæld får deres rigelige del af fiskeplejemidlerne.
DSF må således siges at varetage sine medlemmers
hovedinteresser overmåde godt.
Det er måske også
forklaringen på, at DSF har fundet sammen med Ferskvandsfiskeriforeningen
for Danmark. De to organisationer skal fremover sidde sammen
i det såkaldte §12a. udvalg, der rådgiver fiskeriministeren
om brugen af fiskeplejemidlerne.
Imidlertid er Ferskvandsfiskeriforeningen
en organisation, hvis medlemmer primært beskæftiger
sig med de jyske vandløb - som lodsejere, dambrugere eller
lystfiskere. En organisation, hvis grundholdninger på mange
områder er diametralt modsatte af DSF's. Men samtidig en
organisation, hvis medlemmer som lodsejere sidder på en
meget stor del af den fiskeret, som DSF's medlemmer er helt afhængige
af.
Som åfisker kan man derfor
synes bedst tjent med et DSF, der er gode venner med lodsejerne
i Ferskvandsfiskeriforeningen. Hvis man altså ikke i den
forbindelse glemmer idealerne på miljøsiden!
Som tingene ser ud idag, må
man konkludere, at størsteparten af danske lystfiskere
og fisketegnsløsere er helt uden indflydelse på,
hvordan "deres" penge - de mange millioner fra fiskeplejen
- bruges. Omkring 100.000 fisketegnsløsere - de omkring
80%, der af en eller anden grund har valgt at stå uden
for DSF - bliver således ikke hørt.
Steen Ulnits
Efterskrift:
Den kraftige overvægt af
jyske åfiskere i Danmarks Sportsfiskerforbund har ført
til dannelsen af en ny organisation, "Landsforbundet Danske
Lystfiskere" (LDL), som har organiseret et bredt spektrum
af forskellige lystfiskerforeninger. LDL forventes at få
sæde i §12a udvalget ved næste revision af loven,
så de tre foreninger (DSF, FFF og LDL) sammen kan disponere
over de 75% af fiskeplejemidlerne.
|
