En dag med
Fiskerikontrollen
Nogle erhvervsfiskere
hader dem, mange sportsfiskere så dem gerne noget mere, og alle amatørfiskerne frygter
for deres garn og ruser!
En dejlig augustdag kører
jeg over Sallingsundbroen til Mors, hvor et par skarver slår
deres volter i den friske blæst over en solbeskinnet Limfjord.
Målet er Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors, hvor
man har tilbudt mig en dag i kongens klæ'r.
Fiskeriinspektoratet i Nykøbing
Mors blev oprettet i 1987, da man ikke ønskede mandskab
og administration placeret i de selvsamme byer, som kontrollen
primært foregår i - i dette tilfælde Hirtshals,
Hanstholm og Thyborøn. Det havde man dårlige erfaringer
med.
Fordeling af arbejdet
- Vi har mange jern i ilden,
flere end de fleste tror.
Det er fiskerikontrollør Lars Østergård,
som fortæller, at Fiskerikontrollen har rigeligt at se
til.
- Vort arbejdsområde
kan inddeles i tre hovedområder: Kontrol med landing af
fisk og muslinger i de forskellige havne. Kontrol med kvaliteten
og importen af fisk på fiskeriauktioner, samlecentraler
og virksomheder. Samt endelig kontrol med fiskeriet i de ferske
og kystnære områder - sportsfiskeri såvel som
redskabsfiskeri. Hertil skal så lægges administration
og service (oplysning) over for alle slags fiskere.
Fiskerikontrollen i Nykøbing
Mors har tillige tilsynet med områdets ikke færre
end 90 dambrug. Her skal forhold som fisketrapper, ålepas
og tilgitring kontrolleres årligt, og det tager naturligvis
megen tid. Men er i sidste ende uhyre vigtigt for de laks og
ørreder, som sportsfiskerne jo primært interesserer
sig for. Er forholdene ikke i orden ved dambrugene, kan vandrefiskene
ikke nå deres livsvigtige gydepladser længst oppe
i vandløbene.
I den varme og vandfattige sommer,
som 1995 bød på, havde man således et stort
problem med havørrederne i Karup Å. Længst
oppe ved Karup Elværks dambrug oplevede man, at det nye
omløbsstryg ikke fungerer efter hensigten. Det får
helt enkelt ikke vand nok. Derfor søger havørreder
i stort antal op i det dårligt tilgitrede udløb
fra dambruget, og herfra kan de ikke komme videre.
Lars Østergård og
hans folk måtte derfor yde "fødselshjælp"
til de vildledte havørreder - i form af elektrofiskeri
og flytning af fiskene. Ved et enkelt besøg blev det til
hele 39 havørreder - heraf de fleste i størrelsen
70-85 cm! De blev alle flyttet opstrøms dambruget.
Fiskerikontrollen er også
med, når der skal sættes fisk ud. Ikke for at kontrollere,
om fiskene nu også er sygdomsfrie. Det er veterinærmyndighedernes
ansvar. Fiskerikontrollen skal i stedet kontrollere, at der nu
også sættes de fisk ud, som der er givet tilskud
til fra de statslige fiskeplejemidler. Og at de statslige udsætningsplaner
overholdes.
Kontrol med Fisketegnet
Over en kop kaffe og et par rundstykker
før sejlturen diskuterer vi fisketegn og kontrol med samme.
Lars Østergård gør det klart, at sportsfiskernes
fisketegn ikke er noget, man tager målrettet ud for at
kontrollere:
- Det er noget, vi gør
spontant, hvis vi alligevel er ude og konstaterer et behov for
det. Typisk er det på steder som Oddesundbroen, Torsminde
og Agger Tange, vi dukker op med kasket og notesblok. Her ved
vi erfaringsmæssigt, at der er mange lejlighedsvise stangfiskere.
Og at det er blandt dem, der er flest uden fisketegn.
- Det er jo et spørgsmål
om proportionsforvrængning, hvis vi skal bruge mange ressourcer
på at kontrollere fisketegn hos sportsfiskere - hvis der
samtidig ligger en trawler inden for 3 sømilegrænsen
fra land og tømmer havet for flere tons ulovlige fisk!
Da må vi naturligvis prioritere.
- Vi blev ganske vist lovet
en ekstra mand per inspektorat, da forslaget om obligatorisk
fisketegn blev lanceret, men dem har vi ikke set noget til. De
blev vist væk i almindelige besparelser, lader det til...
- Vi er helt konsekvente,
når vi tager folk uden gyldigt fisketegn. De får
straks et girokort på 200,- kroner, og bliver det ikke
betalt, ryger sagen automatisk til Fogedretten. Da plejer vi
altid at få pengene! Har de glemt fisketegnet hjemme, får
de et girokort på 50,- og besked på at stille på
kontoret med dokumentation.
Indtil august havde inspektoratet
i 1995 uddelt omkring 55 girokort i deres område. Der er
altså god grund til at feje for egen dør blandt
stangsvingerne, før de kaster sig ud i jagten på
ulovlige redskabsfiskere...
Der har været en klar tendens
til, at det obligatoriske fisketegn har fulgt samme mønster
som garnlicensen, da den blev indført. Første år
var der mange syndere, da ingen troede på nogen kontrol.
Andet år, hvor mændene med kasketten og notesblokken
havde vist sig nogle gange, går det meget bedre med lovlydigheden!
Til de 55 girokort skulle så
til dato lægges omkring 69 deciderede straffesager med
bøde og konfiskation af garn og ruser. Det drejer sig
her om redskaber sat i fredningsbælter, ruser uden den
foreskrevne rist til beskyttelse af oddere, umærkede garn
og lignende. I et par tilfælde har man endda taget synderen
på fersk gerning!
- Vi kunne sagtens tage flere
ulovlige garnfiskere på fersk gerning, hvis vi lagde os
på lur på udvalgte steder, siger Lars Østergård, - men det
har vi desværre ikke ressourcer til. - Der er nemlig en
del mennesker, som vi har et godt øje til og navnet på...
Lars Østergård regner
med, at antallet af straffesager vil stige her sidst på
året. - Da plejer vi nemlig altid at finde en del ulovlige
redskaber, fortrinsvis ruser, oppe i vandløbene. Primært
sat efter ål, men sidst på sæsonen også
efter havørreder på gydevandring.
Ulovlige redskaber uden ejermand
konfiskeres. Nogle destrueres siden ved afbrænding, men
enkelte politimestre lader dem stadig gå på auktion,
så indehaverne her kan generhverve dem til en billig pris!
Til sportsfiskernes store fortrydelse...
Med "Albatrossen"
på arbejde
Fiskeriinspektoratet i Nykøbing
Mors råder over to gummibåde til kontrolopgaver i
de ferske og kystnære områder. En lille sag med tilnavnet
"Isfuglen" til brug i ferskvand. Samt en større
og hurtigere - kaldet "Albatrossen" - til brug i saltvand.
Det er "Albatrossen", vi skal ud at flyve med, og målet
er Skive Fjord. Her fiskes der muslinger, og her er der lidt
stridigheder mellem lokale bundgarnsfiskere.
Blæsten går frisk
over Limfjordens vande, men frisk er blæsten nu ikke ligefrem
at lugte til. Over vandet ligger en fæl stank af gylle,
som minder om baggrunden for de store iltsvind, der har lagt
store dele af erhvervsfiskeriet øde på disse kanter.
Gylle, som siden siver ud i fjorden og gør den til ren
algesuppe i varme somre som den netop forgangne.
- Det er ikke let at være
muslingefisker under disse forhold, forklarer Lars Østergård, da "Albatrossen"
har fået luft eller rettere vand under vingerne.
- Ud over iltsvindet er der
de pludselige lukninger og genåbninger af fiskeriet at
holde styr på. Ofte med meget kort varsel.
En muslingeskraber et netop på
vej nordover med formiddagens fangst. Der bliver lukket op for
Yamaha'ens 40 heste, og snart ligger vi i kutterens kølvand.
Skipper stopper dog først, da vi efter nogen tid sejler
op foran ham og vinker ham "ind til siden". Ole, som
er Lars' makker på "Albatrossen", går ombord
på kutteren for at checke, om logbogen nu er korrekt udfyldt.
Det er den, og der er samtidig
12 tons friske muslinger ombord - lovlige og levende, trods iltsvindet.
- Det sker dog ofte, at blækket i logbogen endnu ikke
er tørt, når vi går ombord, sukker Lars
Østergård.
Strid om bundgarn
Næste stop er de omstridte
bundgarn. Inspektoratet har modtaget klager fra en af de lokale
erhvervsfiskere. Klagen går på, at konkurrentens
redskaber står for tæt på.
Vi finder hurtigt frem til de
pågældende garn. Lars checker nummeret på bundgarnet,
ringer og får at vide, hvem de tilhører. Erhvervs-
og bierhvervsfiskere har 6-cifrede registreringsnumre, mens fritidsfiskere
har 7-cifrede. Dernæst ringer han ejermanden op fra mobiltelefonen
og aftaler at mødes med ham på stranden. Få
minutter senere er ejeren der, iført træsko, blå
overall og gul Labrador.
Han forklarer problemet og bander
samtidig over de alt for mange skarver, som sidder på hver
eneste bundgarnspæl, og som stjæler alle hans ål.
Det kan Lars Østergård og hans makker Ole dog ikke
gøre meget ved. Det er miljøministerens bord, og
ham har de jo ikke noget at gøre med.
Herefter stikker "Albatrossen"
igen til søs - nu for at måle afstanden op mellem
de omstridte garn. Til det formål har vi en kabeltromle
med 500 line ombord. Den ene ende fæstnes nu til det ene
bundgarn, hvorefter vi sejler over til det andet - med bådens
avancerede sattelitnavigator, den såkaldte GPS, slået
til.
Det viser sig, at garnene faktisk
står for tæt. Der skal være 250 m imellem dem,
og det er der ikke. Ifølge målelinen er der 150
m - ifølge GPS'en 180 m. Altså er der ingen tvivl
om, at klageren har ret, og det påtales nu over for synderen.
Ulovligt natarbejde
- Vi tager kun stikprøver,
når vi afsøger en kyststrækning, forklarer Ole. - Vi kan umuligt checke
alle de mange bøjer, der ligger rundt omkring. Og da vi
er på "dagholdet" idag, får vi næppe
heller nogle ulovligt satte garn i båden.
- De sættes typisk først
efter fyraften og skal derfor tages om natten, supplerer Lars.
- Det hænder, at vi
tager synderen på fersk gerning - i regelen uden større
dramatik. En enkelt gang er jeg dog blevet truet med tæv
og måtte tilkalde hjælp over mobiltelefonen, der
altid er inden for bekvem rækkevidde!
Vi får øje på
en rød bøje tæt inde under land - inden for
den garnfri 100 m zone. - Det ligner unægtelig et garn
efter afstanden mellem bøjerne at dømme, men det
er med garanti nogle sammenbundne ruser, siger Lars. Kontrollen
viser, at han har helt ret: - I det hele taget er omkring
halvdelen af de anmeldelser om ulovlige garn, vi modtager fra
lystfiskerne, ruser - enkelte eller sammenbundne. Det er umuligt
at se inde fra land, men altså helt legalt.
Lars Østergård så
gerne, at reglerne for brugen af garn og ruser forenkles mest
muligt. Dels af hensyn til fiskerikontrollen, hvis arbejde dermed
lettes. Men så sandelig også af hensyn til "kunderne"
- fiskerne, som da vil få langt lettere ved at forstå
og overholde reglerne. Lars forstår godt baggrunden for
de nye begrænsninger af garnfiskeriet på Hjarbæk
Fjord, men finder, at alt for mange særfredninger komplicerer
hele arbejdsgangen - for alle parter.
Erhvervsfiskerne kan sætte
lige så mange bundgarn, de vil - blot de anmelder placeringen
i tide, overholder mindsteafstanden, og der ikke er to, som ønsker
samme plads. I så fald må der lodtrækning til.
Det forklarer de til tider utroligt mange bundgarn, der står
i Limfjorden - som sild i en tønde, men i regelen med
den foreskrevne afstand. Det er disse massive rækker af
store bundgarn, som Danmarks Naturfredningsforening har klaget
over. Som ifølge DN hindrer vandrefiskene på deres
vej mod gydepladserne oppe i åerne.
Lars Østergård fortæller
endvidere, at Fiskerikontrollen mistænker flere Nordsøfiskere
for at "låne" deres registreringsnumre ud, så
andre kan sætte deres bundgarn i fjorden. Foreholdt dette
lyder beskeden altid, at det skam er deres - altså Nordsøfiskernes
- bundgarn. Og at de blot har "ansat" folk til at passe
dem, mens de selv er på havet.
- Den slags er vi magtesløse
overfor, siger Lars Østergård.
Radar på biltaget...
Vi har en stor Furuno radar siddende
på taget af den store 4-hjulstrækker. Underligt,
for radar det er da normalt noget, man har på skibe? Lars
Østergård forklarer:
- Her i Limfjorden kan vi
lige så let overvåge havområdet inde fra land.
Her kan vi hurtigt komme fra ét sted til et andet, uden
at nogen ser os. Det kan vi ikke, hvis vi bruger båd. I
samme sekund vi stikker ud, ved samtlige fiskere på fjorden
det. Men med radar på biltaget kan vi køre rundt
i ly af mørket og checke skibe, der fisker ulovligt.
Typisk er det åletrawlere
og muslingeskrabere, vi kontrollerer på denne måde.
Og registrerer vi nogen, der er ude i ulovligt ærinde,
da kan vi lynhurtigt få gummibåden i vandet og komme
ud efter synderen. Hvis position vi naturligvis allerede har
noteret os på radarskærmen!
Da vi går i land ved Sundsøre
og kører tilbage til udgangspunktet, har jeg en klar fornemmelse
af, at Fiskerikontrollen er langt mere aktiv, end vi sportsfiskere
i regelen tror. En stor del af arbejdet foregår til lands
eller om natten, hvor man ikke ser det.
Men de er der, Fiskerikontrollen,
også selv om man kun sjældent ser dem. Det ved fjordens
mange garn- og rusefiskere kun alt for godt!
Steen Ulnits
Fakta:
Fisketegn til lystfiskeri med
stang og line koster 100,- kr årligt og er obligatorisk
for alle mellem 18 og 67 år. Manglende fisketegn straffes
med en afgift på 200,- kr. - glemt med 50,- kr.
Licens til garn og ruser koster
250,- kr. årligt og er obligatorisk for alle redskabsfiskere.
Licensen giver ret til at sætte seks redskaber - garn,
ruser eller krogliner - efter eget valg. Glemt fisketegn koster
125,- kr. Manglende licens straffes med en afgift på 500,-
kr.
Ifølge de seneste regler
skal garn i den såkaldt østlige sektor markeres
med enkeltflag og enkeltrefleks - i den vestlige sektor med dobbeltflag
og dobbeltrefleks. Så kan skibstrafikken se, hvilke bøjer
der hører sammen. Hidtil har man nøjedes med en
skriftlig påmindelse om de nye regler - nu sanktioneres
der med bøder ved overtrædelse.
Langs alle danske kyster har
der siden 1986 eksisteret en 100 m garnfri zone, som skal beskytte
laksefiskene på deres kystnære gydevandring. Denne
fredning gælder hele året. Eneste undtagelse fra
dette er vestkysten af Vadehavsøerne og Skallingen, hvor
garnfiskere har frit slag året rundt.
Normalt gælder, at vandløb
på over 2 m har en permanent fredningszone, der gælder
hele året. For alle former for fiskeri. Fredningszonen
er en halvcirkel med radius på 500 m og centrum i selve
mundingen. I tilgift skal der være et gennemgangsbælte
på 500 m's bredde og 100 m's længde ret ud for vandløbet.
Er vandløbet mindre end
2 m bredt, gælder fredningszonen kun i perioden 16. september
- 15. januar. Det svarer til to måneder før fredningen
af farvede havørreder og frem til udløbet af denne.
|
