|
Fiskeretten
Vi fiskere står
ofte i et dilemma: På
den ene side vil vi gerne have lov til at fiske af lodsejeren.
På den anden side ved vi, at han ofte bryder loven,
hvad miljøet angår...
Danmark er et ganske lille land
med meget lidt oprindelig natur tilbage. Danmark er samtidig
meget tæt befolket - i hvert fald sammenlignet med vore
nordiske broderlande. Det siger derfor sig selv, at den danske
natur er ganske sårbar - og at den har mange brugere. Og
da disse i regelen har vidt forskellige indfaldsvinkler til den
"rette" brug af naturen, er der lagt op til mange konflikter
mellem forskellige interessegrupper.
Det er lodsejeren og den hellige,
private ejendomsret, der råder ved de danske vandløb.
Lodsejeren, der enevældigt kan bestemme, hvem der kan eller
ikke kan fiske fra hans jord. Lodsejeren, som høster udbyttet
i form af kroner - ofte sorte - fra udlejning af fiskeretten.
Ganske vist har den nye ferskvandsfiskerilov udhulet lodsejerens
rettigheder noget, men i det store og hele er det stadig lodsejeren
- i regelen en landmand - der bestemmer.
Men her i Danmark har der aldrig
været tradition for, at lodsejeren gør noget for
fiskeriet. Han har derfor heller ikke forlangt mere, end rimeligt
var, når han lejede fiskeretten ud til lystfiskere - til
foreninger, konsortier eller privatpersoner.
Sådan har det ikke været
i lande som eksempelvis Norge og Island. Her har bønderne
næsten siden århundredskiftet været klar over,
at de sad på noget, der - forvaltet rigtigt - kunne være
en guldgrube.
Fiskeriet efter laks har alle
dage været en eftertragtet vare, og da laksebestanden for
alvor begyndte at svinde ind i takt med industrialiseringen,
indså disse bønder snart, at at de selv måtte
til at så, hvis de fortsat skulle kunne høste. At
de selv måtte i gang med avls- og udsætningsarbejde,
hvis der også fortsat skulle være fisk at fiske efter
- og dermed en fiskeret, der kunne sælges til højstbydende
og indbringe gode penge.
Laksebønderne i Norge
og på Island har altså længe selv måttet
investere i deres fiskeri, før de kunne sælge det.
Prisen har så også været derefter - i mange
tilfælde så høj, at kun meget velstående
mennesker har kunnet byde med. Prisen på en enkelt dags
fiskeri i en af Islands mest eftertragtede elve kostede således
i 1990 mere end 20.000 danske kroner...
Fra dagkort til konsortium
Almindelige mennesker må
her nøjes med at se på, hvilket naturligvis ikke
er ønskværdigt i et demokratisk samfund, hvor goderne
helst skulle fordeles lidt mere ligeligt!
Og sådan skulle det da
også nødig gå i lille Danmark. Men udviklingen
lader sig næppe stoppe. Det er allerede sket enkelte steder
her i landet, og det vil givet ske endnu flere steder i tiden
fremover: At det, der før var tilgængeligt fiskevand
for alle, der gad købe et dag-, uge- eller årskort,
nu bliver omdannet til et konsortievand forbeholdt et fåtal
mennesker, der så til gengæld må betale mere.
Og er villige til det.
Dette er trist for den fiskende
offentlighed, men på mange andre måder forståeligt.
Lodsejeren slipper for de mange turister, som måske kun
er der den ene gang, og som derfor giver pokker i stedet. Som
parkerer idiotisk. Som glemmer at lukke led og hegn efter sig.
Og som måske tramper afgrøder ned og efterlader
affald.
I stedet får lodsejeren
nu et konsortium bestående af et fåtal mennesker,
der virkelig ønsker at bevare det gode forhold til lodsejeren.
Ellers vil han jo ikke leje ud til dem igen! Lodsejeren vil i
regelen også få langt mere ud af sin fiskeret - i
hvert fald målt i kroner og øre. I de tilfælde,
hvor det allerede er sket herhjemme, har han typisk fået
to til tre gange det beløb, han inkasserede før
overgangen til konsortievand. Enkelte steder endda meget mere.
Det er han naturligvis godt tilfreds
med. Væk er også den stadige strøm af dagkortfiskere,
som tidligere gled forbi hans hjem og jord både tidligt
og sent. Og som ikke sjældent spolerede hans nattesøvn.
I tilgift er der endda penge på lommen - meget ofte endda
meget sorte!!
Konsortiets medlemmer nyder også
godt af udviklingen. De må naturligvis betale en god del
mere for fiskeretten, men så slipper de også for,
at alt for mange andre render rundt og spolerer fiskeriet for
dem. Også naturen ved åen kan ånde lettet op
over det mindskede fiskepres. Odder og isfugl er blandt de mere
tilfredse - dem, der har brug for fred og ro for at kunne trives.
Med dette i tankerne kan man
næppe regne med andet, end at der fremover vil blive endnu
flere konsortier bestående af de højestbydende.
Og færre vande, hvortil fremmede kan købe fiskekort.
Høster uden at så
Danske lystfiskere har længe
været et forkælet folkefærd. De har i mange
år kunnet leje fiskeretten til priser, der - i hvert fald
set med rige udlændinges øjne - er latterligt lave.
For lystfiskerforeningerne er
dagkortsalget ofte alfa og omega - det, der får tingene
til at hænge sammen rent økonomisk. For store foreninger
og sammenslutninger drejer det sig ofte om rigtig mange penge
- flere hundrede tusinde kroner på årsbasis - penge,
der hidtil er gået til dels leje af fiskeretten, dels avls-
og udsætningsarbejde.
Men med det obligatoriske fisketegn,
der trådte i kraft pr. 1. januar 1993, er det i stedet
pengene herfra, der skal finansiere udsætningerne. Og det
kunne nok få enkelte lodsejere til at hæve prisen
på fiskeretten. Nu er det jo ikke længere lystfiskerne,
der selv skal forestå de bekostelige udsætninger
- direkte, i hvert fald. Indirekte er det dog stadig dem, der
- nu via fisketegnet - betaler fiskeplejen.
De hidtil lave priser på
fiskeretten gør det også let for kapitalstærke
udlændinge at overbyde danske lystfiskere. Ikke direkte,
for det må de efter alt at dømme ikke, men indirekte
via danske stråmænd. Specielt har mange udenlandske
firmaer netop nu ganske givet Gudenåen i kikkerten - Gudenåen,
som nu igen er blevet et produktivt laksevand. Og godt laksefiskeri
har aldrig været mere eftertragtet end nu.
Mange lodsejere vil naturligt
nok falde for fristelsen til at sælge ud - til højstbydende
- af det fiskeri, som i mange år har været forvaltet
og plejet af lokale lystfiskerforeninger. Men modsat tilfældet
med Norge og Island, så er det jo ikke lodsejernes skyld,
at laks og havørreder atter springer i mange danske åer.
Ekspropriér fiskeretten!
Man kan derfor stille spørgsmålstegn
ved det rimelige i, at disse få lodsejere skal "score
kassen" af det stærkt forbedrede fiskeri - i form
af en voldsomt forhøjet fiskeleje. Det rene vand og de
springende fisk er jo nye samfundsskabte værdier, som alle
skatteydere burde kunne nyde godt af. Det jo er dem, der har
betalt! Det har ikke kun de meget få lodsejere, der tilfældigvis
har jord ned til åerne.
I mange år har vi således
været forvænte med godt fiskeri til meget lave priser.
Men intet varer som bekendt ved, og alting bliver som bekendt
dyrere. Vi bliver hele tiden flere og flere om de samme åer,
hvorfor prisen uundgåeligt vil stige som et simpelt resultat
af udbud og efterspørgsel.
Fra forskellig side er det derfor
blevet foreslået, at fiskeretten eksproprieres. Herved
undgår man, at priserne stiger ukontrolleret, som det allerede
har været tilfældet ved Gudenåen. Her er fiskelejen
et enkelt sted steget til det ti-dobbelte, efter at der igen
er kommet laks i åen.
Ved at ekspropriere fiskeretten
ved vore vandløb vil man undgå, at rige udlændinge
- typisk store multinationale firmaer - opkøber fiskeretten
til vanvittige priser. Med det fra Norge så velkendte resultat,
at de lokale blot må se til, mens de rige udlændinge
fisker "deres" laks.
Man vil ligeledes få mulighed
for en effektiv styring af fiskeriet og fiskeplejen, hvilket
desværre ikke er muligt med den hellige og ukrænkelige,
private ejendomsret, der råder idag. Her er både
fiskeri og fiskepleje ofte helt uden overordnet styring. Nogle
bidrager til fiskeplejen, mens andre bare nasser på førstnævntes
arbejde og investeringer...
Hvem ejer naturen?
I det hele taget bør man
spørge sig selv, hvem der egentlig ejer naturen og har
hånds- og halsret over de danske vandløb. - Hvem
har dog givet landmændene lov til at aflive vore smukt
slyngede vandløb og reducere dem til snorlige afvandingskanaler?
- Og hvordan i alverden kan landets alt, alt for mange dambrugere
dog have lov til at dræne vandløbene for deres vand
og samtidig spærre for vandrefiskene på deres søgen
efter gydepladserne?? - For slet ikke at tale om den massive
forurening???
Som lystfiskere ved de danske
vandløb står vi gang på gang i et kedeligt
dilemma: På den ene side vil vi jo meget gerne svinge vore
stænger ved det strømmende vand. Og til det formål
skal vi have lodsejerens samtykke. På den anden side må
vi alt for ofte fra første parket opleve, hvordan selvsamme
lodsejer - som landmand eller dambruger - øver vold på
den danske natur.
Overløb fra møddinger,
blanding af sprøjtegifte ved åen, markvanding med
åvand i tørkeperioder, opstemninger med fisketrapper,
der ikke får det vand, de skal have ifølge loven
og så videre. Listen over fortrædeligheder af denne
art er på det nærmeste endeløs.
- Og hvad gør vi ved det?
- Holder vores kæft for ikke at miste fiskeretten!!
Verden er desværre fuld
af eksempler på, at lystfiskere eller hele lystfiskerforeninger
har mistet deres fiskeret, fordi de vovede at påtale ulovligheder.
Enten direkte til lodsejeren eller til myndighederne.
I et velkendt tilfælde
opsagde lodsejerne ved en vestjysk å kollektivt deres aftaler
med lystfiskerne, fordi Danmarks Sportsfiskerforbund formastede
sig til at gøre indsigelse i en sag om retten til vandet.
24 km fiskevand gik hermed tabt - i hvert fald i første
omgang.
- Og hvad så? - Skal vi
stiltiende acceptere ulovligheder, når vi konfronteres
med dem - blot for at beholde fiskeretten? - Eller skal vi give
lovbryderne råt for usødet - med risiko for at miste
fiskevandet?
Hvis vi også fremover skal
kunne se os selv og hinanden i øjnene, når vi står
over for sådanne situationer, da er valget enkelt: Da må
vi lade hensynet til naturen gå forud for vor egen fiskeret.
Alt andet vil være ynkeligt hykleri.
Et solidt los til en kriminel
lodsejer kan ganske vist hurtigt blive ris til egen røv.
Men i sidste ende er det jo os selv, der står tilbage som
taber, hvis ulovlighederne får lov at gå upåtalt
hen...
Steen Ulnits
Efterskrift:
Mariager Fjord afgik ved døden
den sidste uge i august 1997. Årsag: En rekordvarm sommer
kombineret med udledninger af næringssalte fra landbruget,
som ikke har levet op til kravene i vandmiljø-handlingsplanen.
Således kunne Nordjyllands
og Århus Amter i fællesskab konkludere, at landbruget
stod og står for hele 77% af udledningerne af kvælstof
til Mariager Fjord. På landsplan har landbruget kun reduceret
sit kvælstofforbrug med 14% mod de krævede 50. Industrier
og bysamfund har derimod mere end levet op til kravene - via
milliardstore investeringer i bedre spildevandsrensning.
På et stort anlagt krisemøde
i Assens stod Danmarks Naturfredningsforening frem med et klart
budskab om, at der skal strammes endda meget op over for landbruget.
Politikerne har spillet fallit, og landbruget har haft en alt
for lang snor med hensyn til overgødskning af deres jord.
Danmarks Sportsfiskerforbund
(DSF) glimrede desværre med deres fravær. De var
ganske vist med til at arrangere mødet, men kom ikke med
et eneste indlæg eller forslag til, hvad der kunne gøres
for at give den døde fjord livet tilbage igen - og til
at undgå kommende tilfælde af kvælningsdød
i andre danske fjorde.
Det gav fornyet grobund for anklagerne
om, at DSF fortrinsvis er en sammenslutning af jyske åfiskere
og slet ikke den landsdækkende organisation, som de selv
giver udtryk for, og som danske lystfiskere har så hårdt
brug for.
De manglende indlæg fra
DSF kan kun skyldes, at man er bange for igen at lægge
sig ud med lodsejerne - landmændene - og atter engang blive
truet med at miste fiskevand til medlemmerne...
En kortsigtet politik til stor
skade for hele vandmiljøet.
|
