|
Eutrofiering
Klarvandede søer
i lavlandsområder som Danmark er sjældne idag. De
lider nemlig under en tiltagende "eutrofiering".
De fleste søer i lavlandet
er i regelen stærkt påvirkede af deres omgivelser.
De modtager næringsrigt drænvand fra omkringliggende
kunstgødede marker, og de modtager mere eller mindre urenset
spildevand fra byerne. Endelig modtager de idag store mængder
kvælstof fra atmosfæren kvælstof, som
kommer fra ikke mindst bilernes udstødningsgasser, og
som af regnen bringes ned i søen.
Resultatet af alt dette er en
stærkt stigende primærproduktion en
stærkt forøget mængde af planktonalger, som
lever højt på de tilførte næringssalte,
og som samtidig gør vandet grumset og ugennemsigtigt.
De mange alger skygger for lyset, som i mange tilfælde
kun trænger få centimeter ned i vandet.
Søen forsvinder
Bundvegetation og den livsvigtige
rankegrøde forsvinder de kvæles af lysmangel
og rørsumpen breder sig. Samtidig hæver mudderbunden
sig på grund af de mange døde alger, og til sidst
ophører søen med at eksistere. Er søen lille
og lavvandet, går det hurtigt. Er den stor og dyb, tager
det længere tid.
Denne kunstigt fremskyndede ældning
af søen kaldes eutrofiering og er til stor skade
for søens dyre- og planteliv. Når bundvegetationen
og rankegrøden forsvinder, forsvinder også grundlaget
for søens produktion af smådyr, som er knyttet til
disse planter. Det får betydning for de af søens
unge fisk, der er blevet for store til at leve af dyreplankton.
De sulter, og deres vækst går derfor mere eller mindre
i stå. Resultatet bliver de såkaldte "tusindbrødre".
I takt med, at vandet bliver
mere og mere uklart på grund af de mange alger, går
også søens rovfisk tilbage. De er nemlig i regelen
afhængige af deres syn, når de jager, og i det grumsede
vand ser de dårligt. Rovfiskene vantrives derfor også
i den eutrofierede sø. De kan ikke længere fange
deres bytte og holde bestanden af småfisk nede på
et passende niveau. Disse florerer derfor trods fødemangel.
Men ikke nok med det. Søen
er nu inde i en ond cirkel, idet de mange småfisk græsser
så hårdt på bestanden af dyreplankton
hjuldyr, vandlopper og dafnier at disse ikke længere
kan holde algerne nede. Algerne florerer derfor yderligere, hvilket
igen fremskylder søens ældningsproces.
Restaurering
Er søen lille, og har
den en ringe vandudskiftning, er den et let offer for eutrofieringen.
Er den omvendt stor med en stor vandudskiftning måske
indgår den i et stort vandsystem er den ikke så
sårbar.
En eutrofieret sø kan
reddes på forskellig vis. Man kan gribe direkte om ondets
rod og først lukke af for yderligere tilførsel
af næringssalte, dernæst skære bredvegetationen
og så til allersidst fjerne en stor del af søens
bundslam. Det er en effektiv, men meget kostbar metode, som derfor
sjældent anvendes.
Idag sætter man derfor
sin lid til en mere langsommelig, men også meget billigere
løsning, nemlig bio-manipulation. Det er en moderne
form for fiskepleje, som fortrinsvis egner sig til mindre og
ikke alt for store søer.
Biomanipulation er en metode,
hvor man aktivt griber ind i søens fødekæder
og giver dermed søen hjælp til selvhjælp.
Biomanipulation
Man kan eksempelvis bortfiske
nogle af de mange småfisk, som holder søens dyreplankton
nede. Herved får hjuldyr, vandlopper og dafnier mulighed
for formere sig til et niveau, hvor de bedre kan holde algerne
i skak. Vandet bliver herved mere klart, hvilket hjælper
søens rovfisk til bedre at kunne kontrollere småfiskene.
Når vandet er blevet rimelig
klart, kan man også supplere bestanden af rovfisk ved udsætning.
Det kan være gedder og aborrer, men ofte vil en fisk som
sandarten klare opgaven bedst, idet den mere bruger sin lugtesans
end sit syn, når den jager. Den kan med fordel udsættes
i selv de mest uklare søer, blot de har en vis størrelse.
Sandarten kræver nemlig plads og vantrives i moser og småsøer.
Bio-manipulation er en billig
og spændende løsning på mange eutrofieringsproblemer,
men den griber ikke direkte om ondets rod. Det er nemlig det
tykke slamlag, der ligger på bunden. Det indeholder store
mængder ophobede næringsalte, som til stadighed frigives
til vandmassen under de ofte iltfri forhold.
En radikal ændring af søens
miljø kræver derfor, at dette bundslam fjernes helt
eller delvis. Eller at bundvandet iltes kunstigt, så næringssaltene
holdes bundet.
Steen Ulnits
|
