|
Én formand
- ét forbund!
- Hvad skal der til
for at holde sammen på mere end 90.000 meget forskellige
jægere, spredt over det ganske land? Svaret: - 70.000 km's
kørsel om året...
Mange har i mange år ønsket,
at danske lystfiskere skulle samle sig i ét, stærkt
og landsdækkende forbund, som kunne have maksimal gennemslagskraft
over for politikere og beslutningstagere.
Men modsat jægerne, som
idag har samlet op mod 100.000 medlemmer fra tre tidligere organisationer
i ét stærkt forbund, Danmarks Jægerforbund,
er noget tilsvarende endnu ikke lykkedes os lystfiskere.
Tværtimod. Danske lyst-
og sportsfiskere er således idag organiseret i hele tre
landsdækkende organisationer. Ældst og størst
er stadig Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som har godt 25.000
medlemmer. Kraftig dominans af jyske åfiskere med Sydvestjysk
Sportsfiskerforening som en af de helt store foreninger.
Mindst er Ferskvandsfiskeriforeningen
(FFF), som idag har omkring 12.000 medlemmer. Heraf er langt
de fleste lystfiskere. Resten er lodsejere, dambrugere og erhvervsfiskere
ved de danske søer. Kraftig jysk dominans med foreninger
som Silkeborg Lystfiskeriforening og Nordjysk Lystfiskerforening
som et par af de tunge medlemmer.
Yngst og i stærkest vækst
er det nye "Landsforbundet Danske Lystfiskere" (LDL),
hvor en håndfuld af de største medlemsforeninger
alene tæller mere end 10.000 medlemmer. LDL organiserer
blandt andet foreninger under Danmarks Havfiskerforbund, Fiskeringen
og samtlige tre danske småbådsfiskeklubber. Kraftig
sjællandsk dominans.
Vi træffer Kristian Raunkjær,
formand for Danmarks Jægerforbund, over en frokost på
Hotel Scandic i Århus. - Det ligger så dejligt tæt
på motorvejen, siger Raunkjær, da vi aftaler mødet.
- Jeg kører 70.000 km om året og kommer tit forbi!
Hermed har han allerede præsenteret
en af forudsætningerne for at holde sammen på mere
end 90.000 jægere, der er lige så forskellige, som
lystfiskere er det. Der skal kontakt til. Masser af kontakt.
Medlemmerne skal vide, at man er der. Og det kræver rigtig
mange besøg ude i foreningerne året igennem. Vi
har spurgt Kristian Raunkjær om, hvordan det overhovedet
lykkedes at samle gamle fjender i et nyt forbund:
?- Hvad er egentlig baggrunden for Danmarks
Jægerforbund, som du jo har været formand for siden
1. januar 1992?
Kristian Raunkjær: Før Danmarks Jægerforbund
blev til, var der tre selvstændige jagtforeninger i Danmark.
Den ældste var Dansk Jagtforening, som stammer helt tilbage
fra 1884. Indtil da var der slet ikke styr på jagten, og
initiativtagerne til Dansk Jagtforening var da også godsejere
og andre velstillede jordbesiddere, som havde interesse i en
jagtlovgivning.
Efterhånden som det danske
samfund udviklede sig, blev der flere og flere jægere blandt
"almindelige" mennesker. Da mange af disse nye jægere
ikke følte sig hjemme i Dansk Jagtforening, stiftede man
i 1923 Landsjagtforeningen, som hurtigt blev landets største
- helt enkelt fordi der nu engang var flere bønder end
godsejere!
I 1950 kom så endnu en
forening til. Det var Strandjagtforeningen, der samlede alle
de jægere, som var henvist til den frie jagt på fiskeriterritoriet.
Dem, der ikke havde lejlighed til eller økonomisk mulighed
for jagt på landjorden.
I årene før Danmarks
Jægerforbund havde Dansk Jagtforening omkring 50.000 medlemmer,
mens Landsjagtforeningen talte omkring 60.000. Klart mindst var
Strandjagtforeningen med omkring 6.000 medlemmer.
?- Hvorfor valgte man så at slå pjalterne
sammen i disse tre meget forskellige jagtforeninger? De repræsenterede
jo hver især netop deres medlemmers særinteresser?
Kristian Raunkjær: Enighed gør jo som bekendt stærk,
og vi havde netop brug for denne enighed, når vi skulle
tale jagtens sag over for de ansvarlige myndigheder. Vi havde
ikke brug for, at en dygtig minister kunne spille os ud mod hinanden.
For det både kunne og gjorde han naturligvis!
Jagtorganisationernes fællesudvalg
var et skridt på vejen mod enighed, men det fungerede desværre
ikke helt efter hensigten.
Vi så for alvor skriften
på væggen, da jagtloven skulle revideres i 1982.
Da oplevede vi en intern splid, som var ødelæggende
for jagten og dermed os selv. Da stod det klart for os, at vi
måtte nå til enighed over for myndighederne, hvis
vi ville høres.
Debatten om blyhagl, som dukkede
op allerede midt i 70'erne, var nok den første reminder
om, at vi måtte gøre noget radikalt. At vi måtte
til at have en mere grøn profil, hvis vi skulle gøre
os håb om at blive taget alvorligt i dagens Danmark.
Der var faktisk en hel del vildskud
fra jægerside i debatten om blyhagl contra stålhagl
- en debat, hvor vi fremstod rigeligt bagstræberiske, hvad
miljøet angår. Amerikanerne havde jo i flere år
været nødt til at bruge stålhagl mange steder
- med godt resultat. - Hvorfor så ikke også i Danmark?
Jeg tror, at netop debatten om
blyhagl contra stålhagl fik mange danske jægere til
at tænke fremad - mod det, vi har idag, nemlig en fælles
jagtorganisation med en klar holdning til miljøet.
? - Hvordan forløb selve sammenlægningen
af de tre landsdækkende jagtforeninger? - Gik det stille
af?
Kristian Raunkjær: Definitivt nej! Der var stærke
følelser på banen, da de "gamle" jagtforeninger
skulle afvikles. Faktisk var der medlemmer, som græd af
raseri over "forræderiet" - over beslutningen
om, at deres hæderkronede foreninger skulle afvikles til
fordel for en ny fællesorganisation. Ja, jeg er sågar
blevet truet på livet!
Jeg kan helt konkret sige, at
der skal en stærk psyke og en god fysik til for at gennemføre
en sammenlægning som den, vi jægere har været
igennem. Og der har da også været tidspunkter, hvor
jeg var på nippet til at opgive det hele. Men ikke længe
- dertil var opbakningen fra fremsynede medlemmer over det ganske
land heldigvis alt for stor.
Det har givet forekommet mange
både mærkeligt og ubehageligt, at de således
skulle bakke aktivt op om en nedlæggelse af deres gamle
og højt elskede jagtforening. Men de var klar over, at
der måtte sluges nogle kameler, hvis jagten i Danmark skulle
have en fremtid. Og det gjorde de så.
Nedlæggelsen af de gamle
jagtforeninger og etableringen af det nye jægerforbund
tog små fire år - fire lærerige år. Det
viste sig hurtigt, at der måtte stå én og
kun én mand i spidsen for at samle trådene. Og den
mand blev altså mig!
Møder, møder og
atter møder - det var recepten. De få gange, hvor
jeg lænede mig lidt tilbage og troede, at nu gik resten
af sig selv - da så jeg, hvordan udviklingen straks gik
i stå. Der skulle hele tiden presses på.
Jeg fartede land og rige rundt
i de år - og det gør jeg forøvrigt stadig!
Jeg kører årligt omkring 70.000 km i min bil og
tilbringer vel lige så megen tid i fly og på færger.
Det er helt enkelt nødvendigt for at holde sammen på
landets mange jægere.
De skal vide, at deres formand
er "nærværende", som vi siger i Jægerforbundet.
Han ved, hvad der er i gære. Han er på pletten, når
og hvor tingene sker. Det er medlemmerne trygge ved. Det dur
ikke at læne sig tilfreds tilbage i sit elfenbenstårn
og herfra herske over medlemmerne. På længere sigt
graver man kun sin egen grav på denne måde.
?Danske lyst- og sportsfiskere har svært ved
at samle sig. - Hvor mange jægere er der egentlig i Danmark?
- Og er de alle organiserede?
Kristian Raunkjær: Der er idag omkring 170.000 jagttegnsløsere.
Vi regner med, at omkring 70.000 af dem ikke eller kun lejlighedsvis
går på jagt.
Før sammenlægningen
talte de tre jagtforeninger tilsammen omkring 116.000 medlemmer,
hvoraf flere viste sig at være gengangere - altså
jægere, som var medlemmer to eller sågar tre steder.
Da sammenlægningen var fuldført, talte det nye Danmarks
Jægerforbund godt 80.000 jægere - et tal, der siden
1992 stille og roligt er steget til godt 90.000.
De 90.000 jægere er organiseret
i 960 foreninger landet over. Faktisk har vi kun 4.000 direkte
medlemmer - altså jægere, som af en eller anden grund
ikke er medlem af en forening. Vi sigter ikke mod at få
flere direkte medlemmer - vi ønsker i stedet at have dem
i foreningerne. Det er jo alligevel her, alle aktiviteterne findes.
Vi havde i flere år forgæves
forsøgt, om ikke Jægerforbundet kunne komme med
girokortet ud til alle jagttegnsløserne. Så pludselig
et år lykkedes det - til vor store forbavselse. Det viste
sig dog at være en enkelt svale - noget, der ikke vil ske
igen.
Men vi kunne notere os det interessante,
at vi faktisk ikke fik nye medlemmer efter denne enkeltstående
"charmeoffensiv" på girokortet. Det var måske
lidt overraskende, men samtidig også glædeligt. Det
viser jo, at vi tilsyneladende har godt fat i danske jægere
i Danmarks Jægerforbund!
?I jægere har i mange år været
lagt for had af andre og - i hvert fald i deres egne øjne
- mere grønne miljøorganisationer. - Var det derfor,
I tidligt fandt sammen på europæisk plan?
Kristian Raunkjær: Jægerne har i mange år været
presset fra andre og dengang mere "grønne" organisationer.
Vi har længe vidst, at vi stod med ryggen mod muren. Derfor
organiserede vi os allerede i 1977 i organisationen FACE, der
idag repræsenterer mere end 7 millioner aktive jægere
fordelt over hele Europa.
Idag er EU vigtigere end nogensinde.
Det er jo i Bruxelles, fremtidens retningslinjer for miljøet
og dermed også jagten udstikkes. Vi har nu i 18 år
været aktive lobbyister i EU, og vi planlægger at
optrappe virksomheden. Vi har i Danmarks Jægerforbund en
ualmindeligt god økonomi, og det vil vi naturligvis benytte
os af. Vi har således en mand, der i stærkt stigende
grad beskæftiger sig udelukkende med EU-spørgsmål.
Da vi startede denne virksomhed,
var politikerne ikke ret lydhøre over for vore synspunkter.
Dette har ændret sig til det klart bedre. Idag lytter man
i Bruxelles, når vi fremfører vore synspunkter.
Vi har fagfolk til rådighed og har derfor altid det fagligt
videnskabelige grundlag i orden, når vi udtaler os. Det
respekterer politikerne, og det har ført til, at vi idag
har en frugtbar dialog med myndighederne. Uden den ville jagten
i Europa helt enkelt ikke overleve!
Og så er det jo indlysende,
at når 7 millioner jægere taler med én stemme,
så lyttes der naturligvis!
?- Hvad mener du om de "grønne"
og deres forhold til jagt og fiskeri? Der har jo været
en del rabiate elementer - folk, der udsender trusler på
livet til repræsentanter for jægere og fiskere?
Kristian Raunkjær: Jeg tror ikke, at disse grønne
fundamentalister vil vinde fodfæste i Danmark. Det gjorde
de syd for grænsen, hvor man ikke i tide havde taget problemet
op. Her nægtede man konsekvent at søge en dialog
med modstanderne, og derfor blev grænserne trukket så
skarpt op, som tilfældet var.
Herhjemme har vi trods alt været
tidligt ude og taget modstanden i opløbet. Vi har derfor
kunnet tilpasse os det moderne samfund og har dermed undgået
de konfrontationer, vi ser i blandt andet Tyskland og England.
I disse lande har jægere og fiskere kun opnået at
bibeholde og måske endda forstærke det klassiske
"fjendebillede" af jægere og fiskere som onde
naturforbrugere. Herhjemme har vi i stedet tillagt os en klart
grøn profil. Vi taler miljøets sag, og det holder
et langt stykke hen ad vejen modviljen i ave.
Der findes ganske vist noget,
der hedder "Foreningen mod al privat jagt i Danmark",
men den tæller under 100 medlemmer. Så længe
vi har mod til at forhandle med modsat rettede interesseorganisationer,
så længe tror jeg, vi undgår de mere rabiate
modstandere af jagt og fiskeri.
For øvrigt har jeg kun
respekt for disse miljøfundamentalister, hvis de er rene
vegetarer. Ellers er de jo blot hyklere for Vorherre!
* * *
Her sluttede så vort interview
med den travle jægerformand, der hastede videre ad motorvejen.
Det tager immervæk lidt tid at køre 70.000 km om
året. For øvrigt er Kristian Raunkjær også
en efterspurgt person i forretningsverdenen, hvor man gerne lytter
til hans erfaringer med sammenlægning af store organisationer
- og efterfølgende styring af fusionen. Det kræver
nemlig sin mand!
Steen Ulnits
|
