|
100 år med regnbueørreden
- IV:
Medicinrester og kemikalier
I denne den sidste
af fire artikler om danskfiskeopdræt ser vi på, hvordan
man i udlandet har tacklet havbrugenes uundgåelige forurening.
Havbrugene er og bliver problembørn,
når det gælder miljøet. I de åbne og
flydende netbure er der nemlig ikke mulighed for at begrænse
forureningen fra de mange tusinde fisk.
Fiskenes efterladenskaber samt
foderspild og medicinrester siver uundgåeligt ud gennem
netmaskerne - ud i frivandet, som derved belastes mærkbart.
Under havbrugene vil man således kunne konstatere et mere
eller mindre tykt slamlag forårsaget af nedsynkende stoffer
fra netburene.
Derfor er havbrugene - og vil
givet altid være det - et problembarn i miljømæssig
henseende. Det så vi senest på Nordals, hvor man
først - for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen
- pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen
24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet.
Siden måtte de selvsamme
borgere måbende se til, at der blev placeret et forurenende
havbrug lige uden for døren. Et havbrug, der alene forurener
miljøet med lige så meget fosfor som de 10.000 borgere,
der er tilsluttet rensningsanlægget i Himmark.
Det fik naturligvis de gæve
borgere på Nordals til at fare i flint, for hvad var meningen?
- Hvorfor spilde millioner af gode skattekroner på et bedre
vandmiljø - blot for at se til, at en ny forurener etablerer
sig inden for synsvidde?
Problemet er ikke isoleret og
specifikt for Nordals. Præcis det samme er set andre steder
i landet. Et af de seneste eksempler er tovtrækkeriet omkring
et antal havbrug i farvandet mellem Fyn og Sjælland - et
område, der administreres af hele tre amter, nemlig Fyns,
Vestsjællands og Storstrøms Amt.
Fyns Amt, der i lang tid var
meget kritisk indstillet over for nye havbrug i sit område,
vendte på en tallerken og stillede i udsigt, at der blev
givet nye tilladelser. På den anden af Storebælt
- i Vestsjællands Amt - havde man omvendt besluttet at
sige nej til alle ansøgninger om anlæg af nye havbrug
eller udvidelse af eksisterende. Man var endda gået så
vidt som til at kræve et enkelt havbrug lukket og afviklet
inden udgangen af 1992. To helt forskellige holdninger til den
samme ting på hver sin side af det samme Storebælt.
Dette var for to år siden.
Sidste år gav så Storstrøms Amt tilladelse
til anlæg af hele syv nye havbrug, hvilket både Fyns
og Vestsjællands Amt straks protesterede imod. Tre af havbrugene
skulle nemlig have været placeret i Langelandsbæltet
og ville her have medført en miljøbelastning, der
svarer til renset spildevand fra mere end 40.000 personer.
Vi har tidligere været
inde på den såkaldte vandmiljø-handlingsplan,
som skal redde det truede vandmiljø i de indre danske
farvande fra iltsvind, bundvendinger og fiskedød. I denne
handlingsplan budgetterer man med en total udledning af kvælstof
på 650 tons - fra samtlige landets havbrug, vel at mærke.
I Storstrøms Amt havde man alene tildelt sig selv en årlig
udledning på 200 tons!
Miljøstyrelsen fandt det
derfor nødvendigt at gå ind i sagen og har nu ophævet
de givne tilladelser - både til de planlagte tre havbrug
i Langelandsbæltet og til de fire andre, som var tænkt
placeret i Karrebæksminde Bugt ved Sydsjælland. De
allerede eksisterende 8 havbrug har så til gengæld
fået tilladelse til at øge deres forurening - via
en tilladelse til udvidet foderforbrug.
Myndighederne har således
haft mere end svært ved at finde fælles fodslag -
for slet ikke at tale om egne ben at stå på - i sagen
om de forurenende havbrug. Det håber man nu vil ændre
sig. De tre implicerede amter har nemlig besluttet sig for et
nærmere samarbejde, hvor problemerne omkring havbrugene
skal kulegraves.
Så fremtidige beslutninger
- forhåbentlig - vil kunne træffes på basis
af en dybere indsigt i de faktiske forhold omkring havbrugene
og deres uundgåelige forurening. Så skulle der gerne
komme enslydende meldinger fra de tre amter!
Udenlandske erfaringer
Sammenligner vi med udlandet,
må man straks konstatere, at vi her i landet behandler
havbrugene endog særdeles lempeligt. I udlandet ser man
med langt strengere øjne på havbrugene og deres
belastning af miljøet.
I Finland pålægger
man eksempelvis havbrugene samtlige omkostninger i forbindelse
med monitering (kontrol) af det udledte spildevand. Her har man
den omvendte bevisbyrde af, hvad vi har herhjemme: Her skal havbrugeren
nemlig selv bevise, at han ikke forurener. Og altså
også betale omkostningerne derved.
Det beløber sig i Finland
til op imod en halv krone pr. kilogram produceret regnbueørred
i flydende netbure. Lægger man ovennævnte tal til
grund, ville havbruget ved Nordals hvert år skulle af med
mere end kr. 100.000 alene i ekstra miljøafgifter.
Men det skal man altså
ikke i dagens Danmark. Her kan eksisterende havbrug fortrøstningsfuldt
forurene videre, omend også de må indstille sig på
stedse skrappere krav til mængden af udledte stoffer.
Men hovedspørgsmålet
må alligevel være, om der overhovedet bør
ligge forurenende havbrug i de indre danske farvande? Om havbrugene
med deres desværre uundgåelige forurening ikke burde
forvises til mere åbne og mindre følsomme områder
med større udskiftning af vandet. Eller om man ikke i
stedet burde tage tyren ved hornene og så helt enkelt forbyde
enhver form for fiskeopdræt i åbne netbure og samtidig
gå aktivt ind med støtte til de førnævnte
landbaserede anlæg?
Det ville i hvert fald løse
forureningsproblemet og samtidig bibringe dansk erhvervsliv et
profitabelt eksportemne - det forureningsfri fiskeopdræt
i højteknologiske indpumpningsanlæg. Det ville også
styrke vor internationale anseelse på miljøområdet.
Imidlertid er problemet omkring
havbrugene mere kompliceret end som så. Det drejer sig
nemlig ikke kun om mængden af udledt kvælstof og
fosfor - de næringsstoffer, som vandmiljø-handlingsplanen
koncentrerer sig om. Dem, der først får algerne
til at blomstre uhindret op. Og dem, der siden - via de mange
døde alger - forårsager iltsvind, fiskedød
og bundvendinger.
Medicinrester og kemikalier
Desværre er der nemlig
endnu en faktor inde i billedet. Lad mig her citere den tyske
forsker Uwe Kils fra Institut für Meereskunde ved universitetet
i Kiel:
"I sig selv er disse
substanser (kvælstof
og fosfor, red.anm.) egentlig ikke skadelige - så længe
de ikke tilføres miljøet i for store mængder.
Langt farligere er efter min mening en uansvarlig omgang med
såvel medicin som kemikalier til bekæmpelse af alger
(på netburene, red.anm.) og snyltere (på
fiskene, red.anm.). Det er nemlig stoffer, der hober sig op
gennem fødekæderne, og som derved kan udgøre
en fare også for mennesker". Citat slut.
Det skal i denne forbindelse
oplyses, at havbrugerne i regelen behandler deres netbure med
diverse kemikalier. Disse kemikalier skal hindre begroning med
alger, som vil bremse udskiftningen af frisk vand gennem netmaskerne.
I værste fald vil fiskene kunne blive kvalt - et problem,
der er størst i varmt sommervand.
I områder med en vis saltholdighed
kan man ligeledes få problemer med havlus, som i
store mængder sætter sig på fiskene og rasper
løs i deres skind - med vantrivsel og i værste fald
endda dødsfald til følge. Havlusene bekæmper
man ved at bade fiskene i kemikalier, der får lusene til
at slippe deres tag. Hvorefter de blot driver ud i frivandet,
hvor de så angriber vildfiskene i stedet...
Dette har i Irland forårsaget
en decimering af havørredbestanden mange steder. De udtrækkende
ungfisk af havørred angribes massivt, når de passerer
fiskeopdrætets store netbure, hvorefter de vantrives og
bliver et let bytte for såvel rovfisk som -fugle og -dyr.
Medicinrester er et tredje problem. Igen har man ingen
muligheder for at undgå, at anvendt medicin ikke når
ud i frivandet - ud til vildfiskene, som gerne holder til ved
netburene. Her kan de nemlig ofte få sig et nemt måltid
af overskydende foder fra fiskeopdrættet. Ulovligt anvendt
medicin vil derfor uundgåeligt havne i såvel tamfiskene
inden for som vildfiskene uden for netburene. Og til sidst havne
i de mennesker, der fortærer fiskene.
Desværre har vi ikke her
i landet obligatoriske undersøgelser af eventuelle medicinrester
i de opdrættede fisk. Desværre, idet regelmæssig
stikprøvetagning definitivt kunne be- eller afkræfte
de vedvarende forlydender om brugen af ulovlige stoffer. Medicin-
og kemikalierester kan være meget skadelige for de personer,
der uforvarende måtte indtage dem. Resistens og allergi
er et par af komplikationerne.
Alt i alt må man således
konstatere, at havbrugene - de åbne med flydende netbure
- er endog særdeles kontroversielle. At de leverer en betydelig
og uundgåelig forurening med næringsstoffer, som
havmiljøet ikke har godt af. Og at brugen af medicin og
øvrige kemikalier er et andet og hidtil meget overset
problem.
Spørgsmålet om havbrugene
er derfor rent politisk. - Hvor megen skade på miljø
og muligvis endda mennesker vil man fra politikerside tolerere
for at bevare nogle få arbejdspladser? Fra naturens hånd
er netop farvandet omkring Als et af de områder, der hyppigst
rammes af iltsvind, fiskedød og bundvendinger. - Er det
så klogt at skubbe det følsomme havmiljø
netop her endnu et stykke mod afgrunden?
Steen Ulnits
(oktober '93)
Efterskrift:
Det er nu langt om længe
dokumenteret fra Miljøstyrelsen, at det samlede fiskeopdræt
herhjemme - i ferske dambrug og salte havbrug - hvert år
udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat
samt 3 tons (!) antibiotika.
Disse ret fantastiske tal er
baseret på data fra '94 og er næppe blevet mindre
i den forgange tid...
|
