|
100 år med regnbueørreden
III:
Havbrugene og miljøet
I den tredje af fire
artikler om dansk fiskeopdræt
ser vi her nærmere på havbrugene - på de flydende
netbure fyldt med fisk og uundgåelig forurening...
I dagens Danmark er der omkring
500 dambrug - placeret ved primært de jyske vandløb.
I disse dambrug svømmer omkring 100 millioner regnbueørreder
rundt hvilket gør denne fiskeart til Danmarks mest udbredte
"husdyr" overhovedet.
De mange regnbueørreder
lever her et kort, men hektisk liv, inden de - omkring 1 år
gamle og 200 gram tunge - slagtes og sælges som portions-ørreder.
Langt størsteparten af disse fisk går til eksport.
En mindre procentdel af disse
ørreder er imidlertid mere heldige end som så. Det
er dem, der i stedet får lov til at leve en ekstra sæson
i et af landets omkring 30 havbrug. Om foråret - typisk
i april måned, hvor vandet i å og hav har omtrent
samme temperatur - transporteres regnbueørreder i store
tankvogne fra det ferske vand i dambrugene til havbrugenes mere
eller mindre salte vand.
I det friske og salte havvand
stortrives regnbueørrederne. De vokser sig store og tykke
på rekordtid. De fisk, der i april måned vejede 2-400
gram, vejer typisk 2-4 kg, når de slagtes i november! De
er flot røde i kødet - på grund af farvestof
tilsat foderet - og yderst velegnede til koldrøgning.
Også størsteparten af disse fisk går til eksport.
Japan er en af de store aftagere - også af den eftertragtede
rogn, der i starten mest blev betragtet som et biprodukt, men
som nu er et meget vigtigt produkt i sig selv.
Der er endog meget gode penge
i denne produktion. Det er nemlig meget billigt at producere
disse store regnbueørreder i havbrugene. Herude slipper
man jo for de relativt store anlægsomkostninger, som dambrugeren
ved åløbene altid vil have. Alene jorden koster
jo penge. Havet derimod er frit - eller har i hvert fald været
det hidtil. Herude skal der blot investeres i store, flydende
netbure, som tages på land om vinteren, før et eventuelt
islæg kommer og ødelægger dem.
De første havbrug
Det holdt imidlertid hårdt,
før havbrugene var kommet over de første børnesygdomme.
Ikke førend nylonnettet var en realitet, kom der for alvor
gang i udviklingen. Og så skulle man endda først
finde frem til egnede lokaliteter - til beskyttede steder
med god udskiftning af vandet. Og steder, hvor vandet ikke drev
med vandmænd, brandmænd, søsalat og andre
ting, der kunne stoppe netmaskerne til og hindre udskiftningen
af vandet.
De første forsøg
fandt sted i 1950'erne - med Hjarnø i Horsens Fjord som
det første egentlige anlæg. I øvrigt et anlæg,
der stadig er i brug. Idag producerer Danmarks omkring 30 havbrug
tilsammen kun nogle få tusinde tons store regnbuer årligt
- en beskeden produktion, hvis man sammenligner med broderlandet
Norge, som med sine mange havbrug idag er verdens suverænt
største producent af tamlaks. Her har man forlængst
rundet de 200.000 tons om året...
Danmark har masser af beskyttede
fjorde og vige, som er ideelle til placering af havbrug. Scenen
burde være sat for endnu et dansk erhvervseventyr. Men
sådan er det imidlertid ikke gået. Dels har Danmark
ikke Norges Golfstrøm til at holde vandet isfrit om vinteren.
Og dels har havbrugeren - stik modat sin kollega ved åen
- ingen mulighed for at rense sit spildevand.
Overskydende foder synker gennem
netmaskerne ned til fjord- eller havbunden, hvor det går
i forrådnelse. Affaldsstoffer fra de mange fisk forsvinder
ligeledes direkte ud gennem netmaskerne. Så meget som 30%
foderspild findes opgivet i faglitteraturen. Endelig er der problemet
med medicin i dels de færdige fisk - dels i vandet omkring
havbruget og dermed også i vildfiskene. I det traditionelle
havbrug er der således ingen mulighed for at undgå
forurening.
Dette uheldige forhold kombineret
med Folketingets vedtagelse af vandmiljø-handlingsplanen
i 1989 har gjort, at det idag er svært at få lov
til at etablere nye havbrug i de indre danske farvande - dem,
ovennævnte handlingsplan har til hensigt at redde fra tiltagende
iltsvind, fiskedød og bundvendinger. Naturligvis er dette
til stor fortrydelse for de ganske få havbrugere, der i
løbet af dette erhvervs korte levetid har tjent store
penge.
Indpumpnings-anlæg
Herhjemme har vi i adskillige
år eksperimenteret med at opdrætte ørreder
i saltvand pumpet ind fra åbent hav - fiskeopdræt
i såkaldte landbaserede havbrug. Sådanne
anlæg er naturligvis langt dyrere end de flydende netbure,
men har mange fordele:
Hvor man i netburene kun kan
dyrke fisk i den isfri del af året, kan det landbaserede
indpumpningsanlæg producere fisk hele året. Produktionen
kan planlægges, så de færdige fisk kan leveres
på tidspunkter, hvor udbuddet er lavest og priserne derfor
højest. Stik modsat netburene, hvor man typisk må
slagte alle sine fisk samtidig for at undgå isen.
Men endnu vigtigere er det, at
man i et landbaseret anlæg har fuldstændig kontrol
med kvaliteten af det forbrugte/udledte vand. Her kan alt vand
renses efter behov, inden det igen ledes ud i hav eller fjord.
Om nødvendigt kan man også rense vandet, inden det
pumpes ind til fiskene. Eksempelvis kan generende alger fjernes.
Landbaserede anlæg muliggør
en næsten forureningsfri fiskeproduktion, hvilket de åbne
netbure jo netop ikke gør. Der burde derfor være
en fremtid for denne form for fiskeopdræt i dagens forureningsplagede
Danmark. De store anlægsomkostninger og den fornødne
teknologi har imidlertid været en hindrende faktor for
denne opdrætsform.
Danmarks første indpumpningsanlæg
blev etableret i Ringkøbing Fjord i 1963, men vi skal
helt frem til 1989, før landets første "rigtige"
landbaserede havdambrug blev taget i brug - med en årlig
produktion på 250 tons regnbueørreder. Anlægget,
som ligger på Als, har imidlertid haft mere end svært
ved at løbe rundt - trods stor begejstring fra selveste
den daværende fiskeriminister, der indviede anlægget.
Han udtrykte da en begrundet forhåbning om, at en ny epoke
i dansk fiskeopdræt hermed var indledt.
Men forhåbninger alene
kan ikke gøre det. Det vidste man i Norge, hvorfor den
norske stat gik aktivt ind og støttede det private fiskeopdræt
- med det velkendte resultat, at Norge idag er verdens suverænt
største producent og eksportør af tamlaks.
Manglende statsstøtte
I Danmark har staten imidlertid
ikke fundet det rimeligt eller fornuftigt at støtte fiskeopdrættet
direkte, og det er synd. Synd, idet jo det forureningsfri fiskeopdræt
i indpumpningsanlæg har svært ved at klare sig på
egne ben i opstartsfasen. Præcis som det norske lakseopdræt
havde det i begyndelsen.
Var den danske stat gået
ind og havde støttet udviklingen af indpumpningsanlæg,
da ville vi idag næppe have problemer med de billige og
stærkt forurenende netbursanlæg. Da ville man med
rette kunne stille det krav, at havbrug skulle være forureningsfri
og dermed i harmoni med intentionerne i vandmiljø-handlingsplanen.
Og da ville fiskeopdrættet helt naturligt ske på
land - i recirkulerede indpumpningsanlæg.
Det ville ikke blot gavne både
miljøet og det danske fiskeopdræt. Det ville også
give Danmark en tiltrængt eksportvare - det højteknologiske
indpumpningsanlæg.
Til gengæld er Danmark
ganske langt fremme, når det gælder opdræt
af fisk i det varme kølevand fra kraftvarmeværker
såsom Asnæs-værket på Sjælland
og Ensted-værket i Åbenrå Fjord. I disse værkers
kølevandskanaler har man i sagens natur ingen problemer
med islæg, hvorfor der kan produceres året rundt
- sågar i vand så varmt, at fiskene vokser optimalt
størstedelen af året. Hovedproduktionen er også
her store regnbueørreder, omend mere eksotiske varmtvandsfisk
fra Middelhavet er ved at vinde indpas i det varme kølevand.
Men havbrugenes flydende netbure
er og bliver et problembarn, når det gælder fiskeopdræt
og forurening. Det så vi senest på Nordals, hvor
man først - for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen
- pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen
24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet.
Herefter måtte man så måbende se til, at der
blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren...
Steen Ulnits
(oktober '93)
|
