|
100 år med regnbueørreden
II:
Dambrugenes dobbeltrolle
Vi er nu kommet til
de gyldne år i dansk fiskeopdræts historie -1960'ernes
opblomstring af Danmarks omkring 500 dambrug ved fortrinsvis
de jyske vandløb.
Det var i efterkrigsårene,
hvor ingen interesserede sig for forurening og anden miljøpåvirkning.
Hvor eksportindtægter fra opdrættet af regnbueørreder
figurerede flot på handelsbalancen. Dansk fiskeopdræt
havde i det hele taget en høj stjerne i disse år,
hvor træerne næsten voksede ind i himlen.
I sidste halvdel af 1800-tallet
foretog vi de første danske forsøg med opdræt
af ørreder. I begyndelsen af 1900-tallet stiger produktionen
støt, indtil Anden Verdenskrig sætter en brat stopper
for væksten. I 1945 kunne vi således kun producere
400 tons til eksport, hvilket ikke er meget.
Men så gik det ellers fremad
med stormskridt i 1950'erne og 1960'erne, hvor lille Danmark
sågar dominerede det store verdensmarked med sin produktion
af "portionsørreder" - regnbueørreder
på omkring 200 gram. Produktionen toppede i 1983 med omkring
25.000 tons regnbueørreder produceret i ferskvand - i
de cirka 500 dambrug, der da var etableret ved primært
de jyske vandløb.
Velegnede forhold
Vor dengang enestående
førerposition på fiskeopdrættets område
skyldtes flere faktorer. Dels havde vi let adgang til foder fra
vor fiskerflåde, der dagligt landede frisk og billig skidtfisk.
Og dels havde vi minimale anlægs- og driftsomkostninger
sammenlignet med konkurrenter, der måtte operere i mere
vanskeligt klippeterræn. I Danmark skulle vi jo blot stemme
de rolige åer op og lede vandet ind gennem udgravede jorddamme.
Endelig blev Forsøgsdambruget
i Brøns etableret i 1954 - med statsstøtte - hvilket
var en stor hjælp til dambrugserhvervet, der her kunne
hente professionel hjælp til den daglige drift.
Dambrugene spiller idag en noget
besynderlig dobbeltrolle. Det er nemlig på én gang
dem, der har været medvirkende til at ødelægge
miljøet i vore vandløb. Og dem, der idag sørger
for, at der alligevel er fisk i dem!
Dambrugsdrift har mange konsekvenser
for vandløbene. Så længe der kun var få
og små dambrug langs de jyske åer, gjorde de ingen
nævneværdig skade. Men efterhånden blev der
alt for mange af dem, og mange af dem blev alt for store til
vore beskedne åer. På et tidspunkt regnede man ud,
at de danske dambrug tilsammen forurenede lige så meget
som det halve København!
Men dambrugene ikke bare forurener.
De har ydermere en voldsom fysisk effekt på vandløbene.
For at få tilstrækkeligt med vand ind gennem fiskedammene
stemmes åen op ved et stemmeværk. Ofte tages der
her så meget vand ind, at selve ålejet tørrer
helt ud i perioder med ringe vandføring. Det sker typisk
i sommerhalvåret, hvor vandløbet da vil få
en "død" strækning uden vand - en strækning,
åens vildfisk ikke kan passere.
Opstemningen bevirker videre,
at strømhastigheden sænkes oven for stemmeværket
- med det resultat, at åbunden sander eller slammer til,
så vildfiskenes gydepladser ødelægges. De
gydte æg kvæles helt enkelt.
Passageforholdene ved dambrugenes
stemmeværker er ofte så dårlige, at laksefiskene
ikke kan passere dem på deres opstrøms vandringer
mod de livsvigtige gydepladser. Af samme årsag er en del
dambrug blevet pålagt såkaldte "pligtudsætninger"
af opdrættede ungfisk - som en slags kompensation for de
mistede gydepladser. - Og hvor kommer så disse ungfisk
fra? Fra de selvsamme dambrug, naturligvis...
Foder og forurening
Oprensning af dammene med påfølgende
udskylning af slammet foregår stadig, men ikke i nær
samme omfang som tidligere, hvor det var almindeligt, at dambrugerne
ved et vandsystem advarede hinanden, inden de i nattens mulm
og mørke lukkede slammet ud. Så kunne de nedenfor
beliggende dambrug nå at lukke for vandindtaget til deres
damme, inden slammet passerede forbi og slugte al ilten i vandet.
På den måde undgik man at påføre hinanden
økonomiske tab. På den måde afgik kun åens
naturlige beboere ved en brat og voldsom død!
Foderspild var tidligere en anden
af de store dambrugs-syndere. Før i tiden fodrede man
med hakket skidtfisk, hvilket var både billigt og let at
få fat i. Dengang hang der en rædsom lugt omkring
dambrugene. Man kunne også iagttage en tydelig oliehinde
på åens overflade neden for dambruget. Oliehinden
skyldtes, at den hakkede fisk ofte var lettere fordærvet.
Dambrugene havde da et kolossalt
foderspild af hakket skidtfisk, som ikke blev ædt og omsat
af fiskene, men som fortsatte direkte ud i selve åløbet.
Til ingen nytte for dambrugeren, men til stor skade for miljøet
i åen. Typisk brugets der 4-7 kg hakket skidtfisk til produktion
af 1 kg regnbueørred. Under gunstige forhold kan man opdrætte
1 kg ørred ved hjælp af omkring 3 kg hakket skidtfisk.
Forskellen røg direkte ud i vandløbet.
Idag ser tallene helt anderledes
ud. Idag har man nemlig foder så efektivt, at 1 kg foder
kan omsættes til 1 kg fisk! Men det kan kun lade sig gøre
ved brug af højt specialiseret og dermed meget kostbart
tørfoder, der er inddampet - "ekstruderet",
som det hedder med et fint ord.
I lang tid var Danmark førende
i fremstillingen af sådant foder, men idag har udlandet
- ikke mindst USA - forlængst indhentet dette forspring.
Og det er en af årsagerne til, at Danmark ikke længere
indtager gamle dages lederstilling inden for opdræt af
regnbueørreder.
Som gammel landbrugsnation med
årelange traditioner for fremstilling af kvalitetsfoder
til dyr og fjerkræ sad Danmark allerede tidligt på
en stor specialviden. Det blev derfor også Danmark, der
som verdens første fremstillede et såkaldt "miljø-deklareret"
foder til fiskeopdræt. Næppe af kærlighed til
miljøet, men snarere på grund af de stedse stigende
krav om mindsket forurening fra dambrugene, som samfundet begyndte
at stille fra 1970'erne og frem.
Vandmiljø-handlingsplanen
Forureningen havde da i mange
år været så voldsom, at der fra mange sider
var stillet krav om en mindsket forurening fra dambrugene. Sit
hidtidige højdepunkt nåede disse krav med vandmiljø-handlingsplanen,
der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Det var den plan, der
pålagde byerne at bygge kostbare rensningsanlæg til
spildevandet. Det var også den plan, der pålagde
landbruget at bygge dyre gylletanke til opbevaring af overskydende
gødning.
Endelig pålagde den i den
såkaldte dambrugs-bekendtgørelse de danske
dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet
og til et mindsket vandforbrug. Altsammen skulle dette medvirke
til, at vandmiljøet i de indre danske farvande fik det
bedre. De farvande, som nu var begyndt at kvittere for modtagelsen
af store mængder urenset spildevand med stedse hyppigere
iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Men de danske dambrugere ville
ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene
og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende: Det havde
de jo gjort i mange år - med statens tilsyneladende velsignelse.
De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter
i den nye bekendtgørelse.
Sagen havde og har sit udgangspunkt
i, at dambrugerne mener at have retten til at bruge alt vand
i de danske vandløb. Det bunder i vandforsyningsloven
fra 1985, hvori der står, at dambrug oprettet før
1974 - før miljølovens eksistens - har ret til
alt vand i et vandløb. Og da denne lov gælder frem
til år 2005, har man altså valgt at anlægge
sag mod Miljøministeriet.
Ifølge dambrugs-bekendtgørelsen
skulle alle dambrug inden 1990 have etableret bundfældnings-bassiner
og slamdepoter til det oprensede slam, der tidligere blev ledt
direkte ud i vandløbene. Og inden 1993 skulle de have
skaffet udstyr til tilbagepumpning af vandet, så mindst
halvdelen af åens vand kunne passere uhindret forbi.
Dengang skrev vi 1993, og dambrugerne
havde tilsyneladende vundet kampen mod Miljøministeriet,
der havde kastet håndklædet i ringen og udsat kravet
yderligere et par år. Så mens byerne måtte
investere millioner og atter millioner i en bedre rensning af
deres spildevand - med godt resultat - kunne danske dambrug
forurene videre, som om intet var hændt. Mange udvidede
endda produktionen...
Således er produktionen
i det sidste årti steget markant - fra omkring 22.000 tons
til hele 34.000 tons. Heraf eksporteres ca. 24.000 tons, som
i 1995 havde en værdi af 675 mio. kroner.
Landets dengang 485 ferskvandsdambrug
beskæftigede direkte omkring 1.000 mennesker i produktionen,
mens mange andre er beskæftiget med forædling af
produkterne - primært ved røgning.
Steen Ulnits
(oktober '93)
|
