|
100 år med regnbueørreden
I:
Fra karper til ørreder
Dansk fiskeopdræt
kunne først i 1990'erne fejre sit 100 års jubilæum
for indførelsen af den nordamerikanske regnbueørred.
Spørger man en tilfældig
dansker, hvilket husdyr der er det almindeligste her i landet,
da lyder svaret i regelen: - Det er svinet. Og bestemt ikke uden
grund, for rundt omkring i det danske land er omkring 10 millioner
svin til stadighed under opfedning.
Svinet er imidlertid ikke det
almindeligste husdyr i dette land - de 10 millioner til trods.
I Danmarks omkring 500 dambrug svømmer nemlig ti gange
så mange regnbueørreder omkring, som der
er svin i svinestaldene. Altså 100 millioner fisk! De gør
Danmark til en af verdens betydeligste producenter og eksportører
af opdrættede fisk - vor lidenhed til trods.
Imidlertid hører regnbueørreden
slet ikke naturligt til herhjemme. Den er nemlig indført
fra Nordamerika og har netop fejret sit 100 års jubilæum
i fiskeopdrættets tjeneste. Men vi skal meget længere
tilbage i historien for at finde den første primitive
form for fiskeopdræt - og meget langt væk fra Danmark.
Karper i Kina
Idag lever der mere end 1 milliard
mennesker i Kina. Så mange har der ikke altid været,
men der har altid været mange kinesere i Kina og dermed
et stort behov for såvel animalsk som vegetabilsk protein.
De gamle kinesere var et velorganiseret
folkefærd. Hver eneste kvadrat-centimeter jord måtte
dyrkes, hvis der skulle skaffes føde nok til den store
befolkning. Kineserne fandt derfor på at udnytte de oversvømmede
rismarker til dyrkning af fisk. Her var vandet varmt og næringsrigt,
og her trivedes en fin spisefisk som karpen overmåde
godt.
Kineserne opfandt altså
ikke kun krudtet, men også det første egentlige
fiskeopdræt. Karperne gødede risen, der igen gav
større udbytte. Begge dele gav befolkningen mere at spise
- i form af såvel animalsk (fisk) som vegatabilsk protein
(ris). Ikke så lidt af et columbusæg, når man
tager i betragtning, at alt dette skete for mere end 1.000 år
siden! Kineserne gjorde allerede da brug af økologiske
principper - uden dog at kende nærmere til dem.
Fra det fjerne Asien spredte
fiskeopdrættet sig langsomt, men sikkert til den øvrige
del af verden. Karperne kom til Sydeuropa med romerne, der havde
lært karpeavl i Lilleasien. Til Nordeuropa kom karpen i
det 8. århundrede. Den frankiske kejser Karl den Store
var så begejstret for karpen, at han forlangte den indført
overalt, hvor det var muligt! Dengang var karper nemlig en hofret
af allerfineste slags.
I Danmark fandt den første
karpeavl med sikkerhed sted i 1500-tallet, hvor Peder Oxe avlede
karper på sit sydsjællandske gods Gisselfeld. En
kunst, han havde lært under sin landflygtighed i Tjekkoslovakiet.
Peder Oxe var adelsmand og derfor naturligvis interesseret i
at kunne servere karper ved datidens overdådige fester.
Men karpen blev aldrig en vigtig
dambrugsfisk i Nordeuropa. Karpen er ganske vist en hårdfør
fisk, som er let at have med at gøre. Men den trives bedst
i varmt vand og vokser kun langsomt i vort kolde nordiske klima.
Her er det nemlig så koldt, at karpen kun kan yngle med
held i de allervarmeste somre. Sit endelige dødsstød
som dambrugsfisk fik karpen for godt 100 år siden, da man
indførte først kildeørreden og siden regnbueørreden
fra Nordamerika.
Allerede i 1400-tallet havde
franske munke lært sig at klække ørredæg
på kunstig vis. De dækkede befrugtede fiskeæg
til med sand og lod frisk vand strømme henover. Men kunstig
klækning bredte sig dog først, da tyskerne tog over
- nu med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen for
alvor fart, og i 1800-tallet skød klækkerier op
overalt i den vestlige verden.
Den lange rejse
I 1864 oprettede amerikanerne
det første ørredklækkeri i staten New York.
Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred.
I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i
de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger.
Da lykkedes det nemlig at transportere en anden ørredart,
regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til
den mere befolkede østkyst.
De første transporter
af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold.
Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så
stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært
sig teknikken at transportere ørredæg over store
afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte
"øjenæg-stadie" er æggene ganske
robuste og tåler derfor transport af længere varighed.
Allerede i 1879 kom så
de første kildeørreder til Europa, nærmere
bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden
trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa.
Til Danmark kom de første regnbueøreder omkring
1890 - måske et par år senere.
Vor hjemlige ørred havde
allerede da været genstand for et begrænset opdræt,
men den indførte kildeørred blev den første
art i et egentligt opdræt med salg for øje. Den
måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden,
som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler
højere vandtemperaturer, kan gå tættere i
dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et
kommercielt opdræt!
Danmarks beliggenhed og lidenhed
gav ideelle betingelser for opdræt af regnbueørreder.
Det var let at lede køligt og iltrigt vand fra vandløbene
ind gennem de gravede jorddamme, og foder var der rigeligt af
- i form af friskfanget skidtfisk fra havet omkring Danmark.
Der var aldrig langt fra en fiskerihavn til et vandløb
med dambrug.
I løbet af få år
blomstrede det danske dambrugserhverv derfor, og nye dambrug
skød op som paddehatte i fortrinsvis hovedlandet. Det
var og er jo i Jylland, de fleste og største vandløb
findes. Produktionen og eksporten steg - til gavn for både
beskæftigelse og handelsbalance. Først senere begyndte
også problemerne at melde sig...
Steen Ulnits
(oktober '93)
|
