Aktuelt
3. kvartal 2001
Lomborg, Lynas og lagkagen
Som det sikkert er faste læsere
af disse sider bekendt, så er jeg ingen fan af Århuslektor
Lomborg og hans miljøprofetier. For det første
har han ingen forstand på miljøproblemer, men behandler
blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser.
For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at
have faglig indsigt i det pågældende område.
Det er som at sætte en elektriker til at bage brød.
Der findes som bekendt hvide løgne, sorte løgne
- og så statistik.
Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt
og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige
alverdens miljøeksperter - med publikumsvenlige konklusioner
om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde.
Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere
millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med
renere luft, jord og vand.
Men pressen elsker det, og selv
det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på
lektor Lomborgs krog - i form af redaktør Seidenfaden,
der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden.
Her går det bare så ufattelig godt - når man
altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser
en af hans bøger om samme emne.
Nu har Lomborg så netop
udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet
stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at
den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg
for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning
på det ansete Oxford University i England. Her ville man
gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv
fortælle om dem.
Men ikke alle var på forhånd
villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede
påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg
kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega
smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en "Baked
Alaska" bagt af Mark Lynas, som "ønskede
at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt - i solidaritet
med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer
om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene,
og om de forfærdende effekter, dette har på dyr,
fugle og fisk".
Lynas udtalte videre, at Lomborg
giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring
med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer.
"Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet,
hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får
lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig
forvrøvlet", sluttede Lynas.
Det kan man kun give ham ret
i. Lomborgs lyksaligheder er et reelt problem for løsningen
af verdens miljøproblemer. Verden labber Lomborgs lyksaligheder
i sig, som katten gør det med fløden. Sandheden
er jo som bekendt ilde hørt, og et bedre miljø
koster penge. Mange penge. Det gider ingen derfor høre
om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.
- Men hvor dum har man lov til
være?
15. september 2001
© Steen Ulnits
Torskekvote en katastrofe
Efter flere års overfiskning
skal den samlede torskekvote for Østersøen nu skæres
ned til 76.000 tons næste år.
Det vil få katastrofale
følger for økonomien på Bornholm, der selv
anslår, at den nye torskekvote vil koste øsamfundet
rundt regnet 50 mio. kr. Bornholmerne ønsker derfor en
kompensation for de mistede indtægter og håber samtidig
på, at torsk fra Rusland i stedet vil kunne brødføde
den bornholmske fiskeindustri.
Typisk, at fiskeindustrien vil
have kompensation for en skade, den selv har påført
fiskebestanden. Eller i hvert fald har været stærkt
medvirkende til.
15. september 2001
© Steen Ulnits
Torskestop et flop
Der var som bekendt torskestop
i Nordsøen i det forgangne forår - med det formål
at beskytte en torskebestand, som er helt nedfisket efter mange
års alt for store fiskekvoter. Torskestoppet kom i erkendelse
af, at EU's hidtidige fiskeripolitik havde spillet fallit.
Men erhvervsfiskerne er mobile
mennesker, der blot flytter deres skibe og deres fiskeri til
andre steder uden generende restriktioner. Nordsøflåden
flyttede derfor til Østersøen - til Femern Bælt,
hvor de så i stedet fortsatte brandskatningen af den danske
torskebestand.
Det har nu fået til resultat,
at torskefiskeriet i Lillebælt (og til dels også
Storebælt) er gået helt i stå. Torskebestanden
i Lillebælt rekrutteres nemlig fra den vestlige Østersø,
som nu er tømt af Nordsøkutterne.
Det vestdanske torskestop blev
således et flop for østdanske torsk. Ufatteligt,
at de ansvarlige politikere ikke kunne forudse dette og tage
de fornødne forholdsregler.
15. september 2001
© Steen Ulnits
Skjern Å eller Femern Bælt
- Hvad er højest, Rundetårn
eller et tordenskrald?
Sådan lyder et af de klassiske
spørgsmål, der naturligvis ikke kan besvares. Det
kan derimod følgende spørgsmål:
- Hvad er den bedste forretning,
Skjern Å eller Femern Bælt?
Det er nemlig Skjernå,
der jo er blevet ført tilbage til sit oprindelige leje
formedelst en kvart milliard. 250 millioner kroner.
På opdrag af Wilhjelm-udvalget
har Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udarbejdet
et overslag over rentabiliteten af netop Skjernå-projektet.
Og man kom da frem til den lidt sensationelle konklusion, at
retableringen af Skjernå - set over en 20 års periode
- faktisk er en ren overskudsforretning.
Men, men, men. Det er den kun
ifølge nogle antagelser af de helt store - og helt vilde.
Kigger man nærmere på analysen, er der to ting, som
springer i øjnene - to værdier, som ganske vist
får regnestykket til at gå op, men som samtidig er
hentet helt ud af det blå.
Således har man sat den
rekreative værdi af projektet til 46 mio. kr og
værdien af øget biodiversitet (flere dyre-
og plantearter) til 33 mio. kr. Alt i alt 79 mio. aldeles fiktive
kroner, som aldrig kommer ind, men som er sat efter, hvad man
tror, at besøgende er villige til at give for at opleve
det nye område. Turister, som næppe nogensinde indfinder
sig i nævneværdigt antal.
Værdien af det nye lystfiskeri
er til sammenligning sat til 34 mio. kr. - værdien af den
nye jagt til 6 mio. kr. Hvilket måske ikke er spor urealistisk,
hvis man vel at mærke ønsker at udnytte disse muligheder.
Det gør man ikke i dag, og det er der heller ingen planer
om i fremtiden. Altså kommer dise penge heller ikke ind.
Laver man samme slags undersøgelse
over Femern Bælt forbindelsen, når man - ikke uventet
- frem til, at det ikke er noget rentabelt projekt. Det tror
da pokker, når man af praktiske årsager ikke her
kan anslå nogle fiktive rekreative værdier i samme
størrelsesorden.
Nu skal ingen forledes til at
tro, at undertegnede er imod Skjern Å projektet og for
Femern Bælt forbindelsen. Faktisk forholder det sig stik
modsat. Men jeg er en stor modstander af undersøgelser,
der tilsyneladende og med djævelens vold og magt skal
komme ud med overskud. En undersøgelse, som er bestilt
af Wilhjelm-udvalget, der er nedsat af Svend Auken og Ritt Bjerregaard.
En undersøgelse, der skal vurdere et projekt, som er gennemført
under de samme to ministre.
Det ligner simpel manipulation,
der blot skal retfærdiggøre de store investeringer.
Hvilket jo slet ikke er nødvendigt. Det var jo et enigt
Folketing, der i sin tid stod bag beslutningen om at lægge
den nedre del af Skjern Å tilbage til dens oprindelige
leje. På et tidspunkt, hvor miljøministeren sågar
var af borgerlig observans.
15. september 2001
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Selvlysende flueliner
De måtte jo komme - selvlysende
flueliner! Det er nærmest - nå ja, indlysende. Lige
så indlysende er det, at de kommer fra USA, hvor hjemmemarkedet
er kolossalt. Så stort, at det kan svare sig med en produktion
af så specialiserede flueliner som disse.
Det er nemlig speciallisterne,
der er ude med disse nicheprodukter. De store spillere på
banen - 3M og Cortland - lader ikke til at interessere sig for
den slags produkter, men holder sig i stedet til mere gængse
standardprodukter, der kan produceres i større antal.
Amerikanske Jim Teeny har fået
produceret flueliner efter egne specifikationer i snart mange
å - med "Teeny Nymph" linerne berømte
og udbredte over det meste af verden. Nu har han så barslet
med en "Nightline", der er selvlysende med en klar
spids af monocore.
Linen er naturligvis beregnet
til brug om natten og skal først lades op i skæret
af en lommelampe eller - endnu bedre - hjemme under et lysstofrør.
Ligeledes amerikanske Rio Products
har tilsvarende lanceret en flueline med en selvlysende del.
Under det meget passende navn "Aqualux".
Det er en WF line, der på
denne avancerede måde løser natfiskerens problemer
med at kunne se, hvornår der er nok line uden for topøjet
til det endelige fremkast. Umiddelbart bag kasteklumpen er der
nemlig indsat en 4 fod lang sektion af selvlysende flueline,
som indikerer, at nu er kasteklumpen ude - klar til endelig aflevering.
Den selvlysende effekt varer
op til 4 timer - så skal linerne "lades op" igen.
9. september 2001
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Nye fra Norge
Norske Mustad, som er verdens
ubestridt største producent af fiskekroge, har revideret
deres sortiment til os fluefiskere. Den kun få år
gamle 80000-serie udgår således og erstattes af en
ny og - lyder det fra fabrikken - endnu bedre krogserie.
Der er to markante forskelle
på de nye og de gamle kroge. Dels er der hærdningen,
som Mustad kalder "Nor-Temp" - en norsk hærdning,
der i modsætning til den hårdere japanske hærdning
giver stærkere kroge, som ikke knækker så let.
Og dels er der forholdet mellem kroglængde og krogbøjning,
som er konstant i alle størrelser på de nye modeller
- takket være avanceret computerdesign.
Det sidste sikrer en ensartet
styrke fra krogstørrelse til krogstørrelse - noget,
der langt fra har været tilfældet med tidlligere
modeller, det være sig fra Mustad selv eller andre krogproducenter.
Opmærksomme fluebindere vil have bemærket, at enkelte
krogstørrelser kunne være markant stærkere
eller svagere end andre.
Alle de nye "Signature"
kroge er kemisk skærpede og har såkaldte "micro-barbs"
- altså små modhager, som ikke er skåret ret
dybt i stålet. Det giver i sig selv stærkere kroge,
uden at det derfor går ud over krogningsegenskaberne.
Der er 12 nye "Signature"
kroge til ferskvand og 7 nye til saltvand. Af sidstnævnte
er 5 fremstillet i rustfrit og syrefast stål, mens de to
øvrige er fortinnede.
9. september 2001
© Steen Ulnits
Gone Fishing III
Så har den været
gal igen. Opmærksomme læsere vil endnu engang have
bemærket, at "Aktuelt" i den forgangne periode
ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.
Årsagen er atter den sædvanlige,
at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik
turen til Lapland, hvor fiskeriet drejede sig om ørred,
røding og stalling i trekantområdet mellem Arvidsjaur,
Arjeplog og Jokkmokk.
Det kom der mange fine oplevelser
ud af, som naturligvis senere vil finde vej til trykken. Rejsen
er også forklaringen på, at enkelte ikke har fået
svar på deres mail. Tiden har ganske enkelt ikke rakt til
det. Det håber jeg på forståelse for.
30. august 2001
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Længere og længere
pontoner
Da jeg fik min første
pontonbåd for efterhånden flere år siden, var
det ikke så lidt af en revolution af mit fiskeri - i hvert
fald sammenlignet med fiskeriet fra flydering. Pontonbåden
var mere komfortabel og havde længere rækkevidde
- desværre også en højere pris og et større
volumen.
Min første pontonbåd
havde pontoner, der var godt 6 fod lange. Min næste og
nuværende har pontoner, der er 8 fod lange, hvilket gør
den mere sødygtig og lettere at manøvrere. Og nu
er der så modeller på markedet med 10 fod lange pontoner,
som kan bruges til regulær énmands rafting på
hvidskummende floder - om man nu skulle have lyst til og brug
for noget sådant.
Seneste skud på stammen
kommer fra det lille firma "Dave Scadden", som netop
har lanceret en ny topmodel med pontoner, der er næsten
12 fod lange! Det giver ifølge producenten minimal vindfølsomhed
samt maksimal sporing. Og så er den naturligvis godkendt
til Class 4-5 Whitewater Rafting, hvis det nu var noget!
I sandhed en spændende
udvikling fra den første, primitive flydering til de nuværende
high-tech pontonbåde. Man skal dog være klar over,
at jo længere pontonerne er, desto sværere er båden
at manøvrere under trange forhold.
30. august 2001
© Steen Ulnits
Grejnyt:
30 millioner knive
Finske Rapala, som i dag ejer
både sig selv, Normark, VMC og flere andre mærkevarer,
har i mange år fået produceret knive hos ligeledes
finske Marttiini, der ligger oppe nord for polarcirklen.
Det startede tilbage i 1960'erne,
hvor Rapala's amerikanske afdeling opdagede et behov for gode
knive til at filettere fisk. Man opsøgte derfor knivsmeden
Marttiini og bad ham fremstille en lang og smal kniv specielt
til at filettere fisk med. Hos Marttiini var man skeptiske over
for en sådan produktion, da man mente, kniven ville blive
for spinkel - at stålet ville knække.
Men da Rapala afgav en bestilling
på 20.000 knive, gik man alligevel i gang med udvikllingen.
Det førte til, at det første parti knive kunne
afskibes til USA i 1967 - under Rapala navnet. Og succesen var
øjeblikkelig. Knivene gik som varmt brød, og i
1995 kunne Rapala da også fejre, at filetkniv nummer 25.000.000
netop var blevet produceret.
I mellemtiden har salget af den
finske filetkniv toppet de 30 millioner, og salgskurven er ikke
knækket endnu. Pudsigt, for designet er grundlæggende
det samme, som det var for mere end 35 år siden. Knivene
fremstilles af tysk eller fransk stål, som hærdes
til en hårdhedsgrad på 54-56 Rockwell. Hårdt
nok til at holde på æggen, men samtidig blødt
nok til ikke at knække.
Knivene håndslibes og forsynes
med et lyst håndtag af finsk birketræ. Inden de forlader
fabrikken, er de blevet indgraveret med producentens navn. Et
effektivt værktøj, et smukt design og en ideel gaveidé,
der altid vækker opsigt med sin smukke læderskede,
lyse birketræsskæfte og smalle stålklinge.
30. august 2001
© Steen Ulnits
Gone Fishing II
Opmærksomme læsere
vil endnu engang have bemærket, at "Aktuelt"
i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret
ugentligt.
Årsagen er den sædvanlige,
at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik
turen til Skotland, hvor jeg sammen med et DR-kamerahold var
med til at filme tre TV-programmer om jagt og fiskeri.
Det drejede sig om traditionel
jagt på råvildt, rypejagt med vandrefalk og så
fluefiskeri efter laks på River Dee. Og selv om tidspunktet
var det dårligst tænkelige, kom der alligevel fisk
i kassen, skulle jeg hilse og sige!
Programmerne vil blive vist på
DR2 senere på året - i prime time. Og genudsendt
på både DR2 og DR.
18. august 2001
© Steen Ulnits
"Pelagiske Producenter"...
Ja, fint skal det være,
men skidt er det. En lille, men så meget stærkere
del af danske erhvervsfiskere har netop samlet sig i "Pelagisk
Producentorganisation", der med hovedsæde i Hirtshals
skal varetage de store industrifiskeres interesser.
Den nye organisation med det
meget fornemme navn ruster sig til den kommende tid, hvor fiskekvoter
efter alt at dømme vil blive en international handelsvare
på lige fod med så mange andre varer. Som de længe
har været det på eksempelvis Island.
Organisationen regner samtidig
med, at det bliver nødvendigt med en halvering af den
nuværende flåde, der lever af at industrifiske sild
på Nordsøen. Selvsamme organisation har hidtil kaldt
sig for "Notfiskernes Producentorganisation". Det nye
navn ikke blot lyder flot - det skal givet også henlede
opmærksomheden på den kendsgerning, at medlemmerne
her ikke beskæftiger sig med det miljøskadelige
bundtrawl-fiskeri, men holder sig til de højere vandlag...
6. august 2001
© Steen Ulnits
"Foderfuskere"
Plantedirektoratet under Fødevareministeriet
undersøgte for nylig økologiske foderstoffer på
det danske marked. Resultatet var forstemmende: 42% af prøverne
indeholdt GMO - materiale fra genetisk manipulerede organismer
- hvilket er klart ulovligt. I 8% af prøverne var der
mere end de tilladte 1% GMO i foderet, og en enkelt prøve
indeholdt 100% GMO.
Fødevareminister Ritt
Bjerregaard var naturligvis deprimeret over resultaterne af denne
undersøgelse, som atter sår tvivl om hæderligheden
blandt de økologiske producenter. Og dobbelt uheldigt,
da FDB netop har lanceret en ny kampagne for at stimuleret salget
af økologiske madvarer.
Ritt Bjerregaard har varslet
store bøder til de økologiske foderproducenter,
der ikke har en overordentlig god forklaring på analyseresultaterne.
18. august 2001
© Steen Ulnits
2001: Ny varmerekord
Juli har været en meget
varm måned i år - så varm, at meteorologerne
nu forudsiger, at 2001 meget vel kan gå hen og byde på
en ny varmerekord. Indtil videre har årets første
måneder i hvert fald været betydeligt varmere end
gennemsnittet for 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne. Det lader
således til, at 2001 bliver et af de tre varmeste år,
siden man begyndte at måle temperaturen i 1860'erne.
Ifølge Dansk Meteorologisk
Institut har 1990'erne efter alt at dømme været
det varmeste årti i de seneste 1.000 år - med 1998
som det ubetinget varmeste år. På andenpladsen kommer
1997, og nu ser det altså ud til, at 2001 kommer ind på
tredjepladsen. Måske endda andenpladsen, hvis tendensen
fortsætter.
FN's klimapanel IPCC vurderer,
at den globale temperatur er steget med 0,6 grader op gennem
det 20. århundrede. IPCC forventer samtidig, at den globale
temperatur i det 21. århundrede vil stige et sted mellem
1,5 og 5,8 grader - alt afhængig af drivhuseffekten og
de tiltag, der gøres for at formindske den. Eksempelvis
overholdelse af Kyoto-aftalen.
18. august 2001
© Steen Ulnits
Dansk "ja" til hvalfangst
Danmark har igen dokumenteret
over for den øvrige verden, at vi slet ikke er så
langt fremme rent miljømæssigt, som vi ofte selv
går og tror. Eller gerne vil tro. Eller ønsker,
at andre skal tro. Således har Danmark igen - for anden
gang - stemt nej til et forslag om at etablere et hvalreservat
i det sydlige Stillehav.
Det har undret mange ikke mindst
miljøorganisationer, at Danmark siger nej til et fjernt
hvalreservat i Stillehavet, hvor Danmark ingen interesser har
overhovedet. At Danmark som det eneste EU-land fortsat nægter
at være med til at sikre verdens hvaler et levested, hvor
de ikke må jages. USA, Australien og de øvrige EU-lande
bakkede op om forslaget ved det seneste møde i London
i den Internationale Hvalkommission - hvalfangernationerne Norge
og Japan gik ikke uventet imod og fik så altså hjælp
fra Danmark.
Den officielle danske begrundelse
for nej'et er, at der stadig mangler tilstrækkelig videnskabelig
dokumentation for et sådant reservats værdi og nødvendighed.
Med en sådan holdning i den danske regering vil der næppe
nogensinde kunne skaffes dokumentation, der er overbevisende
nok - uanset om hvalerne så udryddes helt...
18. august 2001
© Steen Ulnits
Bush borer i bushen...
...eller vil i hvert fald gerne.
Og indtil videre har han haft heldet med sig, idet Repræsentanternes
Hus netop har vedtaget hans forslag om prøveboringer efter
olie i den 40 år gamle og 7,6 millioner hektar store Arctic
National Wildlife Refuge nationalpark. For øvrigt med
så stort et flertal som 240 mod 189 stemmer, hvoraf mange
stemte på kryds og tværs af partipolitiske skel.
Således stemte 30 republikanere mod deres egen præsident
i dette vitale spørgsmål.
Miljøforkæmpere
sætter nu deres lid til, at Senatet vil forkaste vedtagelsen
fra Repræsentanternes Hus. Demokraterne, der typisk er
imod Bush' planer om olieboringer i USA's nationalparker, har
nemlig et lille flertal i Senatet.
Stærkt medvirkende til
vedtagelsen i Repræsentanternes Hus var den amerikanske
fagbevægelse, der øjner nye arbejdspladser i forbindelse
med de planlagte olieboringer. Det var også fagbevægelsen,
der var med til at få forkastet et forslag om mindre og
mere miljøvenlige biler - også med arbejdspladserne
som argument.
Så tåbelig er den
danske fagbevægelse heldigvis ikke. Der er andet her i
livet end arbejdspladser - trods alt. Et godt miljø, for
eksempel.
18. august 2001
© Steen Ulnits
Sort marlin på langfart
En ny verdensrekord blev sat,
da man sidste år genfangede en mærket sort marlin
mere end 8.000 miles (små 13.000 km) fra det sted, hvor
den blev mærket.
Den sorte marlin vejede blot
15 kg, da den første gang blev fanget og mærket
ud for Cairns, Australien i 1996 - for øvrigt af noget
så relativt sjældent som en kvindelig lystfisker.
Fisken vejede omkring 200 kg, da den fire år senere blev
genfanget ud for Quepos, Costa Rica - af erhvervsfiskere på
en langline sat efter tun.
Det er den længste rejse,
nogen mærket fisk har foretaget siden begyndelsen af mærkningsforsøg
med næbfisk i 1973. Genfangsten fortæller samtidig
noget om den formidable væksthastighed, som disse havets
giganter lægger for dagen - fra 15 til 200 kg på
blot fire år!
18. august 2001
© Steen Ulnits
Rekordstor græskarpe
Amerikaneren Pat Ford gjorde
store øjne, da en fisk tog hans rognflue i en kunstvandingskanal
bag hans hjem i Miami, Florida. Det var nemlig ingen helt almindelig
fluefisk, han havde fået på krogen.
Efter en lang og sej fight i
den grødefyldte kanal kunne Pat lande noget så eksklusivt
som en græskarpe. Men ikke nok med det. Græskarpen
vejede imponerende 31 lb 8 oz, hvilket svarer til 14,3 kg. Og
da Pat fiskede med et 8 lbs. forfang, stod han nu pludselig med
en ny verdensrekord i hænderne!
Men som den gode amerikaner,
han er, genudsatte Pat den store fisk efter omhyggelig vejning
på en godkendt vægt. Verdensrekorden er der altså
stadig og kan vokse sig endnu større.
18. august 2001
© Steen Ulnits
Sort slam i Sortehavet
For omkring 12.000 år siden
begyndte isen fra den sidste istid at smelte - med det resultat,
at verdenshavene steg adskillige meter. Store landområder
blev oversvømmet, og verdenskortet måtte tegnes
helt om.
Enkelte steder blev denne oversvømmelse
mere dramatisk end andre. Eksempelvis ved Sortehavet, som indtil
for 7.500 år siden var en regulær ferskvandssø
med afløb via Bosporus Strædet.
Da verrdenshavene og dermed også
Middelhavet steg efter afsmeltningen af isen, nåede havet
på et tidspunkt så højt, at det brød
gennem Bosporus Strædet og oversvømmede det ferske
Sortehav med salt vand fra Middelhavet. I dag ligger den gamle
kystlinje således begravet under omkring 150 meter vand.
En økologisk katastrofe
for mange af de dyr og planter, der levede i det ferske vand
- og en pendant til det, der skete, da Vesterhavet i forrige
århundrede brød gennem Agger Tange og oversvømmede
den ferske Limfjord med salt vand fra Nordsøen.
I dag lider Sortehavet stadig
under den årtusindgamle oversvømmelse. Det indtrængende
saltvand lagde sig nemlig nederst i den dybe sø, som mangler
de store havstrømme til at blande vandet op. Resultatet
blev en permanent lagdeling med tungt saltvand nederst og mere
brakt vand øverst.
Det tunge bundvand modtog og
modtager stadig nedsynkende organismer fra overfladevandet -
organisk stof, som skal nedbrydes under forbrug af ilt. Hurtigt
blev bundvandet derfor iltfrit, hvilket det stadig er. Dybder
på over 200 meter er permanent iltfrie. Langt størstedelen
af det over 2.000 meter dybe Sortehav ligger dermed dødt
hen - blottet for højere liv.
Konstant udvikles og opmagasineres
der kolossale mængder giftig svovlbrinte i de iltfrie omgivelser,
som derfor ligger øde hen. Til glæde for arkæologerne,
der herude på dybt vand har fundet flere meget gamle og
meget velbevarede træskibe. Med ilt i vandet ville forskellige
organismer forlængst have nedbrudt træet i de sunkne
skibe.
Seneste fund blev gjort på
300 meter vand - af et 1.500 år gammelt romersk træskib,
der ifølge arkæologerne var "så velbevaret,
at det kunne være bygget og sunket i går!"
6. august 2001
© Steen Ulnits
Giftstoffer på Grønland
Traditionelt opfattes Grønland
som et af verdens reneste steder, da man heroppe ikke har nogen
fourenende industri og dertil en minimal befolkningstæthed.
Samtidig er det en kendt sag,
at hjerte- og kredsløbssygdomme stort set ikke forekommer
blandt eskimoer, hvilket skyldes et højt indhold af omega-3
fedtsyrer i den animalske kost af fisk og havpattedyr.
Men der er en farlig slange i
paradiset. Nyere undersøgelser har nemlig vist, at netop
eskimoer på Grønland har faretruende høje
koncentrationer af forskelige giftstoffer i blodet.
Giftstofferne stammer fra den
industrialiserede vestlige verden, hvorfra den af vinde og havstrømme
føres nordpå til Arktis. Her opkoncentreres det
hurtigt i fødekæden og havner til sidst i blod og
fedt hos mennesket.
Denne forurening gælder
stoffer som tungmetallerne kviksølvog cadmium, der allerede
i dag ligger langt over de grænseværdier, som er
fastsat af WHO, FN's sundhedsorganisation. Således har
man hos tandhvaler målt koncentrationer, der er 30 gange
højere end grænseværdierne. Og indholdet i
sælnyrer er flere steder så højt, at man frygter
akut nyresvigt.
Det gælder også stoffer
som PCB, der ellers blev forbudt for mere end 25 år siden,
men som på grund af deres ringe nedbrydelighed stadig findes
i naturen i store mængder. Insektgiften DDT findes ligeledes
stadig.
Fra lægelig side advares
der nu om, at den traditionelle grønlandske kost måske
ikke længere gavner så meget, som den skader. Trods
dens velkendte beskyttelse mod hjerte- og kredsløbssygdomme.
Man ved dog, at sporstoffet selen yder en vis beskyttelse mod
de skadelige tungmetaller.
Trist, at det skulle komme så
langt. Og synd for grønlænderne, som er absolut
uden skyld i miseren.
6. august 2001
© Steen Ulnits
En splejs af en fisk
Fisk er simple skabninger, der
evolutionært eller udviklingsmæssigt rangerer på
højde med fugle, reptiler og padder. Det betyder, at de
modsat højerestående pattedyr kan manipuleres ganske
meget, uden at det går ud over individernes overlevelse.
Nu er turen så kommet til
genmanipulation, der hos fisk typisk involverer indsættelse
af vækstfremmende gener eller gener, der sætter fiskene
i stand til at tolerere lavere vandtemperaturer. For blot at
nævne nogle af de mange muligheder.
På vore breddegrader er
det især den økonomisk værdifulde laks, der
har været i fokus - stillehavslaks såvel som atlanterhavslaks.
Således er det lykkedes forskere at overføre vækstfremmende
genmateriale fra den store kongelaks til atlantlaksen med det
resultat, at atlantlaksen nu vokser 5-6 gange hurtigere end normalt.
Konsekvenserne af sådanne
manipulationer er skræmmende. For hvad vil der ske, når
- ikke hvis, for tamlaks undslipper i hundredtusindvis hvert
år - sådanne gensplejsede laks slipper ud i naturen
og blander sig med vildlaksene?
Amerikanske forskere har ud fra
en række undersøgelser konkluderet, at 60 undslupne
genmanipulerede laks i løbet af blot 40 generationer kan
ændre arvemassen hos 60.000 vildlaks så meget, at
de oprindelige vildlaks' arvemasse ikke længere eksisterer
i ren form.
Det er i sandhed dystre perspektiver,
der tegner sig for vildlaksens overlevelse. Og andre vilde fiskearter
af kommerciel interesse. Vi må se i øjnene, at disse
fisks arvemasse næppe vil eksistere i ret mange år,
dersom den nuværende udvikling får lov til at fortsætte.
6. august 2001
© Steen Ulnits
- Slut med muslinger?
Den 24. juni blev der sat stop
for muslingefiskeriet i Odense Fjord, Flensborg Fjord, Åbenrå
Fjord, Haderslev Fjord, Kolding Fjord, Vejle Fjord og Horsens
Fjord.
Årsagen var mistænkeligt
høje værdier af forskellige giftstoffer, som myndighederne
ikke tidligere har været på vagt overfor. Det drejer
sig ikke mindst om organiske tin-forbindelser (TBT også
kaldet), som stammer fra skibenes giftige og derfor algehæmmende
bundmalinger.
TBT er mistænkt for at
kunne skade arveanlæggene hos dyr og mennesker samt ændre
på kønsdannelsen. TBT er da også på
vej mod en til dels frivillig udfasning til fordel for mindre
giftige stoffer. Forhåbentlig har de nye stoffer så
ikke nye skadevirkninger, som vi blot ikke kender endnu.
Indtil videre kan vi dog glæde
os over, at muslingerne i de indre danske farvande har fået
et tiltrængt pusterum, omend årsagen jo er ganske
nedslående.
6. august 2001
© Steen Ulnits
Lillebælt fyldt med gift
Lillebælt er atter i år
ramt af alvorlige iltsvind. Store algemængder blomstrer
op på grund af overgødskning fra landbruget, dør
og synker til bunds, hvor de rådner op under et massivt
iltforbrug.
Iltsvind og bundvendinger bliver
det uundgåelige resultat, og Lillebælt var da også
i efteråret 2000 ramt af det alvorligste iltsvind i mere
end 25 år - trods både vandmiljø-handlingsplan
I og II, der ikke har formået at dæmme op for landbrugets
uhæmmede forurening med næringssalte.
Omkring en fjerdedel af det kvælstof,
der havner i Lillebælt, stammer fra luften, og her er det
ikke kun landbrugets massive fordampning fra husdyrproduktionen,
der er den store synder. Her er også trafikken en markant
bidragyder.
Men ikke nok med det. Nu har
myndighederne så også registreret faretruende store
mængder af ti forskellige miljøgifte i bæltets
blåmuslinger. Blandt de vigtigste er de såkaldte
TBT-stoffer, der stammer fra skibenes bundmaling. Stoffer, som
beviseligt kan forårsage et provokeret kønsskifte
hos blandt andet strandsnegle.
Samme kedelige egenskaber vides
phtalater fra spildevand at have. Flere af de øvrige giftstoffer,
som er fundet i Lillebælts blåmuslinger, er i stedet
mistænkt for et kunne være kræftfremkaldende
for mennesker. Det gælder således PCB fra smøreolier
samt PAH fra oliespild og dioxin fra affaldsforbrænding.
Det er endnu ikke undersøgt,
i hvor høje mængder de samme giftstoffer forekommer
i konsumfisk fra Lillebælt. Normalt opkoncentreres jo giftstoffer
gennem fødekæden, og i så fald er det dystre
perspektiver for fiskeriet på Lillebælt.
6. august 2001
© Steen Ulnits
- Stop for sæler?
Den danske sælbestand er
større, end den har været i mange år. Den
er i dag på 11.000 individer mod 8.000 inden den store
sælepidemi i 1988. 8.000 af disse sæler lever i Kattegat,
Limfjorden og Østersøen, mens de resterende 3.000
holder til i Vadehavet.
De mange sæler har udløst
spørgsmålet om, hvorvidt bestanden skal reguleres.
Fiskerne klager over, at sælerne ødelægger
deres garn og spiser for mange fisk, og jægerne har straks
meldt sig på banen med tilbud om at skyde en vis del af
overskuddet.
Imidlertid er sæljagt af
flere årsager en kontroversiel størrelse. Dels bliver
sælerne hurtigt så sky, at man kun sjældent
vil få dem at se på en tur langs stranden. Og dels
er de vanskelige at komme på forsvarligt skudhold af, med
mindre de ligger oppe på land. Der vil derfor blive mange
anskydninger, hvis jagten genindføres.
Det har fået flere biologer
til at pege på en helt anden og langt mere naturlig reguleringsform.
Man kunne helt enkelt tillade adgang til de nu fredede områder,
hvor sælerne yngler. Den forstyrrelse, dette ville afstedkomme,
vil uundgåeligt resultere i en ringere ynglesucces og dermed
færre sæler på lang sigt.
Man kan også vælge
at lade stå til og så blot vente på endnu en
epidemi, som decimerede den danske sælbestand i 1988. En
virus, der på naturlig vis ryddede op i overskuddet. Men
det kan tage længe, førend en tilsvarende virus
indfinder sig igen og får succes.
Langt størsteparten af
de danske sæler er spættede sæler, der kan
blive op til 100 kg tunge. Et lille, men stigende fåtal
udgøres af den dobbelt så store og langt kraftigere
gråsæl, der kan veje over 200 kg. Den kendes blandt
andet på sit store, hundeagtige hoved, hvor den spættede
sæl har et lille og spidst hoved.
Der findes i dag sælbestande
i Vadehavet ved Højsande på Fanø og ud for
Esbjerg; ved Agger Tange; i Limfjorden ved Vilsund, Feggesund,
Livø Bredning og Hjarbæk Fjord; ved Totten på
Anholt; ved Lindholm på Samsø; Svanegrunden; på
Endelave; ved Knudshoved Odde på Fyn; Rødsand ved
Lolland; Guldborgsund samt Nyord ved Møn.
6. august 2001
© Steen Ulnits
Nyt fra Nordjylland
Natur- og miljøkontoret
i Nordjyllands Amt har netop barslet med to nye publikationer
om miljøets tilstand i dette vort nordligste amt.
Det drejer sig om dels en statusrapport
med titlen "Naturen og miljøet i Nordjylland 2001",
dels guiden "Skånsom vedligeholdelse - en genvej til
bedre, små vandløb". Begge byder på mange
oplysninger af interesse for miljøbevidste lystfiskere
både i og uden for Nordjyllands Amt.
I førstnævnte statusrapport
kan man læse, at Mariager Fjord stadig balancerer på
en knivsæg, og at det kun var et rent tilfælde, at
fjorden ikke døde igen i sensommeren 1999. Til gengæld
kan man nu konstatere, at såvel blåmuslinger som
ålegræs atter er ved at indtage den lange, smalle
og dybe fjord.
Men da der ikke er gjort reelle
tiltag for at undgå en gentagelse af katastrofen fra 1997,
er det sikkert kun et spørgsmål om tid, hvornår
fjorden atter afgår ved døden.
I selvsamme rapport er der også
skræmmende læsning om vandmiljøet i det store
Skagerak, hvor problemerne indtil videre primært er synlige
på den svenske og norske side.
Her oplever man i disse år
en massiv opblomstring af lange trådalger, som flere steder
helt har ændret flora og fauna. Problemet er de mængder
kvælstof, som de store europæiske floder fører
ud i Tyske Bugt, og som af strømmen siden bringes ind
i Skagerak. Og vi har efter alt at dømme endnu kun set
toppen af dette isbjerg. Alt i alt forstemmende læsning.
Så bliver man i bedre humør
af at læse den lille guide til skånsom vedligeholdelse
af mindre vandløb. Her kan der med en minimal indsats
opnås endog meget gode resultater på relativt kort
tid. Vandløb, som i flere tilfælde atter kan blive
selvreproducerende med hensyn til ørreder.
Publikationerne kan rekvireres
hos Nordjyllands Amt på telefon 96 35 10 00. Her kan man
også få en rigtigt god liste over Miljøkontorets
mange forskellige medarbejdere, deres arbejdsområder, telefonnumre
og e-mail adresser. Sådan én burde alle amter have.
6. august 2001
© Steen Ulnits
Gone Fishing
Som faste læsere af disse
sider vil have bemærket, er der ikke blevet opdateret de
sidste to uger. Årsagen er den sædvanlige: Jeg har
været ude at føjte med fiskestangen - denne gang
på Azorerne langt ude i Atlanterhavet, midt mellem Europa
og USA. Formålet var at teste vedvarende forlydender om,
at der rent faktisk var ørreder at fange i søer
og vandløb på de ni små subtropiske vulkanøer.
Det var der, kan jeg hilse og
sige. Og det kommer der naturlligvis en artikel om ved en senere
lejlighed - i den trykte fiskepresse såvel som på
www.ulnits.dk. Med flotte fotos, for øerne er utroligt
smukke og fyldt med blomster i alskens farver. Guf for fluefiskende
fotografer!
30. juli 2001
© Steen Ulnits
Landmænd mod Skov- og Naturstyrelsen
Skov- og Naturstyrelsen har aldrig
været danske bønders livret. Styrelsen har nemlig
altid planer, der kun sjældent passer ind i bøndernes
kram. Styrelsen vil i regelen indskrænke bøndernes
næsten grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan
de behandler den danske natur - som var det deres helt egen og
ikke vi andres.
Nu er den så gal igen.
Skov- og Naturstyrelsen har spillet ud med et antal områder,
der skal udpeges til og udlægges som særlige naturområder
- den såkaldte "habitatudpegning". I dette tilfælde
er det områder langs Vidå og Brede Å i Sønderjylland,
der har bragt sindene i kog. Habitatudpegningen vil nemlig få
konsekvenser for den fremtidige brug af de udpegede områder
- i form af indskrænkninger af landmændenes brug
af naturen.
Skov- og Naturstyrelsen har udpeget
534 km åstrækninger i 11 sønderjyske kommuner.
Udpegelsen er i vid udstrækning sket for at beskytte truede
fiskearter såsom snæbel og bæklampret. Lokale
bønder siger, at de ikke har noget imod at beskytte naturen.
De vil blot kende til konsekvenserne af udpegningen, før
de accepterer dem.
Der skal nu en høringsfase
til, førend den endelige udpegning kan finde sted.
30. juli 2001
© Steen Ulnits
Løsning på vej ved
Tangeværket
Det ser nu ud til at lysne for
atlanterhavslaksen i Gudenåen. I hvert fald er der nu nedsat
et udvalg under Skov- og Naturstyrelsen, som skal se på
de syv forskellige løsningsmodeller, der er fremsat til
en retablering af Gudenåen ved Tangeværket og Tange
Sø.
Løsningsmodellerne spænder
lige fra et kort og aldeles ineffektivt omløb til sølle
15 millioner kroner - til etableringen af 12 kilometer ny å
langs Tange Sø, hvilket kan gå hen og koste mere,
end Skjernå-projektet har gjort.
Den eksisterende laksetrappe
ved værket fungerer i hydraulisk henseende, men laksene
kan blot ikke finde den eller vil ikke bruge den, da der løber
alt for lidt vand gennem den. Hertil kommer, at nedtrækkende
ungfisk går tabt i søen, hvor de ædes af gedder,
sandarter og knuder.
Det nye udvalg under Skov- og
Naturstyrelsen skal komme med deres bud på en løsning
af problemerne inden den 15. november i år. Inden udgangen
af 2002 skal Tangeværkets skæbne være endeligt
afgjort.
30. juli 2001
© Steen Ulnits
Bass bedre end nogensinde
I USA har man praktiseret Catch
& Release i længere tid end noget andet sted i verden.
Faktisk var det her, man første gang "opfandt"
og tog C&R i brug som en form for rationel fiskepleje.
Og resultaterne lod ikke vente
på sig. Således har man i Nordamerika stadig mange
fiskevande med sunde bestande af vildfisk, der beskyttes mod
overfiskning af C&R. Yellowstone National Park er et godt
eksempel og samtidig det allerførste sted, man indførte
tvungen C&R.
Nu har man i staten Florida oplevet,
at fiskeriet i flere vande er bedre end nogensinde. Et helt konkret
eksempel på dette fik man ved en nyligt afholdt fiskekonkurrence
ved søen Lake Tohopekaliga - normalt blot "Toho"
kaldet. I løbet af tre dage lykkedes det nemlig en af
deltagerne at lande 108 lbs 12 oz largemouth black bass - den
højeste vægt i søens 34-årige historie
som organiseret og plejet fiskevand.
Man indførte for alvor
aktiv fiskepleje i 1992, hvor man satte både mindstemål
og max. antal på de fangede fisk. Hertil er så kommet,
at frivillig C&R har fået en støt stigende udbredelse.
Alt i alt er fiskeriet støt og roligt blevet bedre i løbet
af det seneste årti.
30. juli 2001
© Steen Ulnits
Payback time
I slutningen af forrige århundrede
introducerede fiskeglade englændere og amerikanere ørreder
og regnbuer til New Zealand og Australien, hvor der fra naturens
hånd ikke fandtes laksefisk. De forekommer kun naturligt
på den nordlige halvkugle.
De indførte laksefisk
slog meget hurtigt an i det nye miljø, hvor de var helt
uden naturlige fjender. Og hvor de undervejs totalt udkonkurrerede
lokale fiskearter, der indtog samme økologiske niche i
strømvandene. Arter, som i dag er uddøde eller
i bedste fald kraftigt decimerede af de udsatte ørreder.
Nu lader det så til, at
det er "payback time". I hvert fald er det nu New Zealands
tur til at sige tak for sidst - i form af introduktion af nye
arter den modsatte vej. Den newzealandske muddersnegl Potamopyrgus
antipodarum har i hvert fald indtaget mange nordamerikanske
ferskvande - med vandene i og omkring Yellowstone National Park
som de mest kendte.
Amerikanske ferskvandsbiologer
frygter nu for konsekvenserne af denne invasion, idet netop denne
lille snegl er kendt for at kunne opnå tætheder på
op mod 300.000 individer pr. kvadratmeter. En voldsom biomasse,
som nødvendigvis må tages fra andre vandlevende
organismer - eksempelvis døgnfluer, vårfluer og
slørvinger med flere. Insekter, som alle er af stor betydning
for såvel fisk som fluefiskere.
Man kan gyse ved tanken, men
chokeret kan man næppe blive. Murphy's lov siger jo, at
alt, der kan gå galt, vil gå galt - før eller
siden. Og sandsynligvis har vi stadig kun set toppen af isbjerget.
Noget er godt - andet skidt. Men det hele er under alle omstændigheder
anderledes end det, vi kender og holder af i dag.
Og det er såre sandsynligt,
at det er rejseglade fluefiskere, der har indført sneglene
fra New Zealands ørredstrømme til Yellowstone National
Park. At det helt og aldeles er vor egen skyld...
30. juli 2001
© Steen Ulnits
Kløgtige vildfisk - dumme
tamfisk
Nu har vi så beviset på
det, vi andre har vidst i mange år: Vildfisk er
klogere end tamfisk!
Og det er ganske vist, for det
er forskere fra University of California, der har undersøgt
hjerner fra 100 vilde og tamme regnbueørreder. Økologen
Michael Marchetti og neurobiologen Gabrielle Nevitt satte sig
for at undersøge, om der er målelig forskel på
hjerneaktiviteten hos disse to grupper af samme art.
I syv ud af otte forskellige
tests viste vildfiskenes hjerner sig tamfiskenes overlegne. Forskellen
forklares ved, at tamfiskene har en sorgløs og aldeles
ukompliceret barndom uden naturlige fjender og mangel på
føde. Vildfiskene må derimod fra dag ét kæmpe
for livet og for føden, og det udvikler deres hjerner
på et tidligt tidspunkt.
Debatten går nu på,
om udsætning af sådanne "dumme" tamfisk
kan have en negativ virkning på bestande af vildfisk. Om
"dumheden" kan spredes til senere generationer, dersom
tamfiskene blander sig med vildfiskene på gydepladserne.
Spørgsmålet er imidlertid
nærmere, om tillærte egenskaber nu kan ændre
på arvemassen - om udsatte tamfisk dermed kan bidrage negativt
med deres gener. Eller om afkommet hurtigt kommer efter det ude
i naturen - præcis som tamme grise, der forbløffende
hurtigt bliver vilde igen, dersom de slippes ud til et frit liv.
Dette naturligvis forudsat, at
der er tale om vildfisk og tamfisk fra de samme stammer. Ellers
er der ingen tvivl om det absolut uønskede i udsatte tamfisk.
30. juli 2001
© Steen Ulnits
- "Økofisk" fra
dambrug...?
Fødevareministeren har
netop givet grønt lys for, at danske opdrætsfisk
økomærkes. En sådan ordning har længe
eksisteret i andre EU-lande, og nu er den altså også
kommet til Danmark.
Det kan virke paradoksalt, at
opdrættede tamfisk - ofte medicinerede - kan mærkes
som "økologiske", når medicinfri vildfisk
fra havet ikke kan. Det er ikke ligefrem logisk - det må
være økologisk!
Med tanke på det store
dioxin-indhold i fiskemel og dermed fiskefoder fra dansk industrifiskeri
kan man godt have sine betænkeligheder ved denne mærkning.
Specielt da, når man tager i betragtning, at netop fiskeopdræt
er en meget stor forurener af det danske vandmiljø...
30. juli 2001
© Steen Ulnits
NASCO: Tilbage til stenalderen
En alarmerende melding er netop
indløbet fra det seneste møde i "North Atlantic
Salmon Committee" - til daglig blot kaldet NASCO. Det er
en rådgivende organisation bestående af medlemmer
på regeringsplan fra alle lakseførende lande omkring
Nordatlanten.
På det seneste møde
kunne NASCO ikke nå til enighed om ret meget. Men man besluttede
dog, at Grønland - trods advarsler fra Det Internationale
Havforskningsråd (ICES) - her i 2001 må fange 200
tons laks svarende til 70.000 fisk, hvoraf knap halvdelen stammer
fra Nordeuropa og godt halvdelen fra Nordamerika.
I USA måtte man sidste
år sætte atlanterhavslaksen på listen over
truede arter. Det kan derfor synes underligt, at USA og Canada
gik med til dette. For nogle årtier siden var de endda
så trætte af det grønlandske fiskeri af amerikanske
laks, at de truede Danmark med handelsboykot, hvis fiskeriet
fortsatte. Hvad det så heller ikke gjorde. Men man kan
desværre ikke se bort fra, at amerikanerne lige netop nu
- med Bush ved roret - meget gerne vil stå på god
fod med grønlænderne. Ikke et ord om stjernekrig
og missilskjold i den forbindelse, men uden den berømte
Thule-radar går vist ingen af delene...
Endnu værre står
det til med Færøerne, hvis laksekvote jo North Atlantic
Salmon Fund (NASF) i snart flere år har opkøbt,
så laksene i stedet uhindret kunne svømme tilbage
til deres fødeelve og -åer for at sikre slægtens
beståen. NASCO kunne ikke blive enige om en bæredygtig
kvote for Færøerne, hvilket i realiteten betyder,
at færingerne nu kan fastsætte deres egne laksekvoter.
Og da Færøerne selv kun har en ubetydelig laksebestand,
føler de næppe nogen anledning til at passe på
andre landes laks på græs i deres vande...
Utrættelige Orri Vigfusson
fra NASF er naturligvis rystet over NASCO's seneste beslutninger.
Han finder beslutningerne vanvittige og fortsætter: "Så
snart vore private opkøb har sørget for flere laks
i havene, sættes kvoterne blot op. Det er vanvid og ren
sabotage af vort arbejde."
30. juli 2001
© Steen Ulnits
2001: Fuglenes År
2001 er blevet et skelsættende
år for fuglelivet i Danmark. Af to årsager:
Det er første gang, vi
ikke har rugende storke i de danske storkereder - første
gang, der ingen storkeunger kommer på vingerne. Tilbagegangen
for de danske storke skyldes primært, at deres traditionelle
fourageringsområder - de våde, afgræssede enge
- er en uddøende naturtype. Engene findes skam stadig,
men de græssende køer udebliver, og overdoser af
kvælstof fra ikke mindst landbruget fortrænger de
oprindelige engplanter. Samtidig dyrkes markerne mange steder
helt ud i åerne, hvilket ikke gør situationen bedre.
Men der er også lyspunkter
- i form af havørnen, der i år har reder med unger
hele syv steder i landet. Det største antal nogensinde.
Tilsyneladende tiltaler det danske landskab den store fugl med
et vingefang på op mod 2,5 meter tilstrækkeligt til,
at den slår sig ned og bygger rede. Tilsyneladende er der
trods alt plads nok i lille Danmark til selv så stor en
fugl.
Så 2001 går altså
over i historien som både det bedste og det værste
år for de danske fugle - alt efter hvilke fjer, man har
på. Storken er reelt set uddød som dansk ynglefugl,
mens havørnen er i klar fremgang.
14. juli 2001
© Steen Ulnits
Great Barrier Reef under mudder
Australiens verdenskendte attraktion
- verdens største barriererev, Great Barrier Reef - trues
nu af aflejringer og pesticidrester fra landbruget i det nordøstlige
Australien. Således vurderer biologer, at store dele af
det kolossale koralrev ikke vil overleve de næste 5-10
år.
Det verdensberømte rev
strækker sig ellers 2.000 km langs den nordøstlige
del af landet og tiltrækker hvert år i hundredtusindvis
af turister fra hele verden, som lægger millioner af australske
dollars i den lokale økonomi.
Denne indtægt trues nu
af et landbrug, der er alt for intensivt - som udleder organisk
og urenset spildevand, der får algerne til at gro uhæmmet
og slamme revet til. For slet ikke at tale om pesticidrester
sammesteds fra.
Deprimerende, at landbrug tilsyneladende
altid skal svine for at tjene penge. Og at disse penge så
blot stjæles fra andre erhverv. - Hvor længe skal
vi finde os i det?
11. juli 2001
© Steen Ulnits
Kyoto-aftalen
Der har på denne side ofte
været henvisninger til Kyoto-aftalen, der skal begrænse
Verdens udledning af drivhusgasser. Da omtalen har været
i spredt fægtning, skal bestemmelserne i aftalen for god
ordens skyld præciseres her:
- Aftalen blev indgået
i Kyoto, Japan i 1997
- Aftalen gennemføres
senest i perioden 2008-2012
- Medunderskriverne forpligter
sig til at reducere udslippet af drivhusgasserne kuldioxid (CO2),
methan (CH4), lattergas (NO2) samt gasserne HFC, PFC, SF6
- Reduktionen i forhold til
udslippet i 1990 skal være som følger:
- - 8%: EU, Bulgarien, Rumænien,
Tjekkiet, Slovakiet og Schweiz
- - 7%: USA
- - 6%: Canada, Japan, Polen og
Ungarn
- - 5%: Kroation
-
- - Rusland, Ukraine, New Zealand
må bibeholde samme udledning som hidtil.
- Følgende lande må
i samme tidsrum øge
deres udslip med følgende procentstørrelse:
- + 1%: Norge
- + 8%: Australien
- + 10%: Island
Sidstnævnte landes tilladte
stigning skyldes ikke mindst den store mængde ej
CO2-frembringende energi, som disse lande i dag producerer. I
form af vandkraft, hydrotermisk energi og A-kraft. Det er samtidig
lande, hvor traditionel industri - med forbrug af kul, olie og
gas - ikke er så udbredt som i Europa og Nordamerika.
14. juli 2001
© Steen Ulnits
Torskestop og torskesvindel
Fiskeridirektoratet er nu grundigt
træt af den lovløshed, der præger dansk erhvervsfiskeri.
Trods nye og lave torskekvoter, som skal redde de truede og stærkt
overfiskede bestande, fanges der nemlig torsk som aldrig før.
Fiskerne lader hånt om
kvoter og fiskestop, mens de fisker torsk på livet løs
- torsk, som siden sælges ulovligt. Det har nu fået
Fiskeridirektoratet til at kræve, at køb og transport
af torsk fremover skal rapporteres til Fiskerikontrollen. Påbuddet
gælder såvel de store fiskeopkøbere som et
antal af de større fiskebåde.
Direktoratet håber på
denne måde at kunne få sine egne lovbrydere under
lidt bedre kontrol end hidtil. Samtidig udfolder den norske regering
nu for første gang store bestræbelser på,
at billige russiske torsk ikke eksporteres til Danmark - som
norske torsk. Der verserer nemlig netop nu store sager om svindel
med ulovlige torsk fra Norge - med millionstore bøder
til danske fiskeopkøbere til følge.
Det er fuldt legalt at eksportere
norske torsk til Danmark, da Norge har en frihandelsaftale med
EU. Men det er lige så klart ulovligt at lade russiske
torsk gå samme vej.
14. juli 2001
© Steen Ulnits
Stop for Østersø-torsken
Østersø-torsken
har det rigtig skidt. Den er presset fra alle sider - af et hårdhændet
erhvervsfiskeri, af svigtende indtrængning af saltvand
fra Nordsøen og af mange års massiv forurening af
det brakke indhav.
Nu må man så tage
konsekvensen af den markante nedgang i bestanden - i form af
kraftige begrænsninger i fiskeriet eller deciderede fiskestop.
Biologerne i Danmarks Hav- og Miljøundersøgelser
anbefaler, at alt torskefiskeri i den østlige Østersø
stoppes. Man har nemlig konstateret, at der efter alt at dømme
er 100.000 tons færre gydetorsk, end man længe havde
regnet med.
Ikke uventet siger erhvervsfiskerne,
at et fiskestop vil være en katastrofe - for deres egen
indtjening, vel at mærke. Af uransagelige årsager
er fiskerne altid de sidste til at beskytte de fisk, de fanger
- og altid de første til at save løs af den gren,
de selv sidder på. De bliver aldrig klogere og kommer næppe
nogensinde til at kunne se længere end til næste
kontoudtog.
Ikke kun den østlige Østersø
er hårdt presset. Det er også den vestlige, hvor
biologerne anbefaler en reduktion af torskekvoten på 10.000
tons næste år. Det er imidlertid Den Baltiske Fiskerikommission,
der skal træffe afgørelse om Østersø-torskens
fremtid - om den skal have nogen overhovedet.
14. juli 2001
© Steen Ulnits
Tilbagegang for torsken ved Island
På Island er man meget
afhængige af fiskeriet omkring lavaøen, og ikke
mindst torsken er en vigtig eksportartikel. Så vigtig,
at Island for nogle årtier siden ufortrødent kastede
sig ud i "torskekrigen" med England. Davids kamp mod
Goliat. En krig, hvor store engelske krigsskibe lå over
for små islandske inspektionsfartøjer. Islændingene
ville beskytte deres værdifulde torskebestande mod overfiskeri
fra engelske skibe.
Nu er den så gal igen på
island - denne gang også med torsken, som nu er ved at
svinde ind. Ifølge islandske biologer på grund af
tidligere års overvurdering af årgangene. Det tager
man nu konsekvensen af ved at følge EU's retningslinjer
for fremtidens torskefiskeri - i form af en reduktion i de kommende
torskekvoter fra de nuværende 220.000 tons årligt
til fremover 190.000 tons.
Islændingene tager denne
nedgang med sindsro, da andre økonomisk værdifulde
fiskebestande pt. er helt på toppen. Det gælder ikke
mindst den op til godt 40 cm store nordatlantiske sild, som alle
dage har været en af de vigtigste konsumfisk på Island.
Den har ikke været bedre i de sidste 25 år og menes
sammen med andre arter at kunne kompensere for tabene fra torskefiskeriet.
14. juli 2001
© Steen Ulnits
Sol, sommer og sølvtøj
I går ville jeg så
følge op på succesen med multerne og tog derfor
til nordkysten af Djursland. Timingen var perfekt, idet vandet
stod højt og netop var begyndt at falde. Vandtemperaturen
var derfor to grader koldere end ellers - 17 mod normalt 19 grader.
To både lå og fiskede
fladfisk ret ud for revet, men fangede tilsyneladende ikke noget.
Stedet plejer ellers at vrimle med isinger, men altså ikke
den dag. Hornfisk plejer der også at være mange af
heroppe, men også de glimrede med deres fravær på
denne sommerdag. Præcis som multerne. Dem så jeg
heller ikke skyggen af.
Til gengæld var havørrederne
der så i stedet. Allerede i et af de første kast
var der bud efter det lille Juletræ, men det blev ved et
enkelt hårdt hug. En halv time senere var det atter så
vidt. En fisk fulgte efter fluen og nappede mærkbart i
den. Jeg speedede indtagningen op, og hugget faldt øjeblikkeligt.
En flot havørred væltede
sig rundt femten meter ude og tog så ellers et godt udløb.
Et par mindre udløb senere havde den løbet de fleste
af kræfterne af sig, og jeg kunne kane en meget kompakt
og lynende blank havørred ind over rammen på det
store net.
Det viste sig at være en
dejligt tyk hunfisk, som målte 55 cm og vejede 2 kg. Så
kom ikke og sig, at man ikke kan fange sølvtøj
i sommervarmen. Eller at man absolut må ty til natfiskeri!
11. juli 2001
© Steen Ulnits
Multer med manér
Torsdag den 28. juni blev en
mærkedag for mig og mit fiskeri. Det var nemlig den dag,
hvor det langt om længe lykkedes at fange en multe på
flue. Men ikke nok med det - hele to multer blev det til på
denne mindeværdige dag!
Det var en lummer dag med vindstille
- en dag, der kun lige var til at holde ud på grund af
de åndbare waders og en let påklædning inden
under. Et par dage tidlligere havde jeg samme sted haft fat i
flere havørreder, hvoraf hele tre målsfisk var stået
af ved netkanten. De havde hugget forsigtigt på mit str.
4 Juletræ, som jo er en ganske stor flue for en 40 cm's
fisk. Jeg havde derfor bundet en håndfuld små Juletræer
str. 8, som måtte være løsningen på
det problem. Som bedre kunne kroge de små ørreder.
Vejret var ustabilt og skiftede
konstant mellem sol og skyer. Vandet var netop vendt, da de første
fisk dukkede op - i form en en fin havørred, der tog den
lille flue helt efter planen. Den viste sig dog snart at være
ingen lille målsfisk, men en fin sølvblank sag på
50 cm. Den blev aflivet og anbragt i linekurven, som jeg oftere
bruger til at transportere fisk i end til at opbevare line i!
En halv time senere observerede
jeg en stor klat drivtang passere forbi - med en lille gruppe
fisk fouragerende ivrigt på kastehold i yderkanten af den.
Første kast gav imidlertid intet, da fluen fangede en
klat grøde. Men andet kast resulterede i et hårdt
og øjeblikkeligt hug af en tung fisk, der voltede rundt
i overfladen og slet ikke var til at flytte.
Da den til sidst - efter et par
korte udløb og megen hovedrysten - gav sig og lod sig
nette, stod jeg med min første fluefangede multe. Det
var en relativt lille én af slagsen, idet den blot målte
55 cm. Men det var min første, og det tæller jo!
Det skulle imidlertid ikke blive
den sidste, for da jeg havde aflivet og fotograferet fisken sammen
med havørreden, gik jeg tilbage til samme sted igen. Og
sandelig. Der gik stadig et par fisk og græssede omkring
drivtangen, og straks fluen passede forbi, blev den atter taget
af en tung fisk.
Denne fisk kæmpede som
den første og var da også en multe, omend kun 50
cm lang. Da jeg havde den sikkert i nettet, indså jeg,
at jeg nu havde en helt unik lejlighed. Altså genudsatte
jeg denne min anden fluefangede multe - jeg havde jo i forvejen
én liggende på lit de parade, og hvornår får
man chancen til at genudsætte en multe, fordi man allerede
har fanget én på fluen?
Det var en meget tilfreds fluefisker,
der den dag kørte hjem fra Randers Fjord - efter 25 multeløse
år på kysten!
7. juli 2001
© Steen Ulnits
Nyt temahæfte om laks i
verden
Biologforbundet, som er en sammenslutning
af naturinteresserede mennesker, der også underviser i
biologi, har netop udgivet et nyt temahæfte i "Kaskelot"
serien.
Temaet er denne gang "Laks",
der behandles i tre hovedafsnit: "Laks i Verden", "Laks
i Europa" og "Laks i Danmark". Hæftet kommer
således hele vejen rundt - fra Sibiriens "urlaks"
over Stillehavets seks forskellige laksearter til Atlanterhavets
enlige svale.
Hæftets 32 sider er rigt
illustreret med mange farvefotos - flere af dem visende laksearter,
der sjældent er set afbildet tidligere. Der er i tilgift
flere underholdende historier om laksene, deres levevis og komplicerede
samspil med menneskene. Sågar også præsidenter,
premiereministre, sangere og stangsvingende statsmænd er
med i dette hæfte!
"Laks" kan bestilles
hos Biologforbundet, Østergade 9, 8450 Hammel, tlf. 86
96 36 35. Det koster kr. 40,-
5. juli 2001
© Steen Ulnits
Nyt temahæfte om fiske-
og vandpleje
Et nyt nummer af "Miljø-
& Vandpleje" er netop kommet på banen - denne
gang med temaet "Moderne vandplejearbejde".
Emnet er højaktuelt, da
fiskeplejen netop i disse år undergår en forandring
fra direkte fiskepleje med udsætningsarbejde til indirekte
fiskepleje med vandløbsrestaurering og biotopforbedringer.
I hæftet gives der dog
også bud på et bedre fiskeopdræt baseret på
ny genetisk viden. Der er således konkrete bud på,
hvordan man bedst muligt sikrer den vigtige genetiske variation
i ørredstammerne. Og lige så konkrete eksempler
på, hvordan det ikke skal gøres. Ganske pædagogisk
fremstillet.
Men hovedvægten er lagt
på udlægning af gydegrus og anlæg af kunstige
gydebanker - et felt, der endnu er i sin vorden herhjemme, og
hvor mange erfaringer endnu skal gøres. Hvor vi i mange
år har været førende inden for den egentlige
fiskepleje med elektrofiskeri, opdræt og udsætninger,
så halter vi stadig langt efter udlandet, hvad angår
biotopforbedringer for laksefiskene. Her har man i mange år
haft specialiserede firmaer inden for området.
Det går dog den rette vej
også herhjemme, og det nye temanummer er med sine 16 sider
en god opsummering af hidtil høstede erfaringer. Der mangler
dog en klar skelnen mellem hovedlandet med dets mange intakte
ørredbestande og så øerne, hvis ørredbestande
var en saga blot allerede i 1960'erne, og som i dag udelukkende
skyldes udsætninger med tamfisk. Denne forskel giver vidt
forskellige indfaldsvinkler til fiskeplejen.
"Miljø- & Vandpleje"
udgives af Danmarks Sportsfiskerforbund.
5. juli 2001
© Steen Ulnits
Nyt temahæfte om fiskeopdræt
Økologisk Råd har
netop barslet med et nyt nummer af tidsskriftet "Global
Økologi" - denne gang med temaet fiskeopdræt.
Bladet har tidligere beskæftiget sig med fiskeopdræt
set ud fra en genteknologisk synsvinkel.
Det nye nummer indeholder fire
artikler om fiskeopdræt og akvakultur i Danmark, Norge
og på verdensplan. De første to artikler tager udgangspunkt
i lille Danmark. Den ene belyser de mange negative følgevirkninger
af fiskeopdrættet i danske vandløb og farvande -
med fokus på foderspild og overforbrug af antibiotika.
Den anden taler fiskeopdrættets sag og henviser til, at
en stor del af fødevareproduktionen på landjorden
faktisk burde flyttes ud på havet - af hensyn til det samlede
kvælstofudslip.
Den tredje artikel fokuserer
udelukkende på det kolossale norske lakseopdræt og
de mange og meget mærkbare konsekvenser af en så
storstilet produktion. Her kan man læse om stigende problemer
med overhovedet at skaffe foder til de mange millioner laks -
foder i form af fiskemel fra skidtfisk fanget ude i havet. De
samme skidtfisk, som havets vilde fisk og fugle også skal
leve af. Endelig fokuseres der på mulighederne for - via
genmanipulation - at få eksempelvis havren til at producere
animalske Omega-3 fedtsyrer. Dette under den galgenhumoristiske
overskrift "Jeg er havren, jeg har gjæller på!"
Fagre nye verden.
Den sidste af de fire artikler
ser på det storstilede opdræt af kæmperejer
i Thailand - et opdræt, der på få år
har lagt store dele af den livgivende mangrove øde. Fiskeopdræt
og akvakultur er i sandhed svære størrelser at håndtere...
5. juli 2001
© Steen Ulnits
Oplagring af drivhusgas
Olieindustrien - dem med de fossile
brændstoffer, der ved afbrænding producerer CO2 til
forøgelse af drivhuseffekten - har muligvis fundet en
helt ny løsning på CO2-problemet. En løsning,
der ikke gør det så vigtigt at reducere forbruget
af fossile brændstoffer.
Norske Statoil har muligvis fundet
en simpel, men effektiv løsning på verdens CO2-problem.
De vil nemlig samle en stor del af centrale udslip fra kraftværker
og industri i rørledninger og så sende det ned i
underjordiske depoter. Teknikken kan lyde urealistisk, men bruges
faktisk allerede flere steder.
Statoil forestiller sig, at man
kan bruge de hulrum, der er opstået ved udvinding og oppumpning
af olie og gas. Firmaet henviser til egne og canadiske erfaringer,
hvor man pumper overskydende CO2 tilbage i undergrunden. Det
gøres dels for at undgå at skulle betale en eventuel
CO2-afgift - dels for at sætte tryk på gamle olielommer,
så også den sidste olie kan komme med op.
Statoil har regnet ud, at der
alene i en enkelt lomme 1.000 meter under Slejpner-feltet er
plads til deponering af al CO2 fra alle kraftværker i Europa
- i 600 år!
1. juli 2001
© Steen Ulnits
Afgrøder mod drivhusgas
Der er adskilligt flere måder
at begrænse CO2-udslippet på end hidtil antaget.
Det er ikke kun en reduktion i forbrændingen af fossile
brændstoffer som kul, olie og gas, der kan gøre
det.
Nu viser det sig nemlig, at landbruget
med enkle midler kan bidrage ganske markant til nedbringelsen
af dette udslip - blandt andet ved tilplantning af braklagte
marker med såkaldte "energiafgrøder" som
pil og elefantgræs. Og det er ikke småting, der er
tale om, al den stund landbruget hvert år skal braklægge
190.000 hektarer.
Et andet felt er bioforgasning
af gylle, som dels vil kunne producere biogas til erstatning
af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas - dels
reducere udledningen af methan og lattergas, der begge er meget
stærke drivhusgasser. Mange gange stærkere end den
CO2, diskussionen ellers normalt drejer sig om. Således
forventes det, at landbrugets udslip af methan og lattergas vil
falde med op mod 25% i perioden 1990-2010.
Biogasanlæg vil ikke blot
reducere udledningen af skadelige drivhusgasser - det vil også
kunne reducere de voldsomme lugtgener, som mange beboere i landområder
i dag må leve med, når gyllen spredes over markerne
i overdosis. Landbruget mangler blot at få prisgarantier
fra staten, førend de for alvor tør kaste sig ud
i finansieringen af nye biogasanlæg. Det forventes nemlig,
at energien fra biogasanlæg vil være dobbelt så
dyr som den konventionelle fra kul, olie og naturgas.
Endelig vil den kommende handlingsplan
for ammoniak også bidrage til mindskede udslip af drivhusgasser
til atmosfæren.
1. juli 2001
© Steen Ulnits
Vaccine mod drivhusgas
Det er ikke kun CO2, der er medvirkende
årsag til drivhuseffekten og den globale opvarmning. Det
er også en håndfuld andre gasser - med methan som
en af de allervigtigste. Methan kaldes også "sumpgas"
og har den kemiske betegnelse CH4.
En stor del af Jordens methan
stammer fra menneskets husdyrhold, som i bogstaveligste forstand
udsender store mængder methan under deres fordøjelse
af planter. Og da Jordens samlede husdyrhold i dag også
- i lighed med os selv - skal tælles i milliarder, er det
ikke små mængder, der slippes ud i atmosfæren.
Det har nu fået australske
farmere til at drive køer og får sammen for at lade
dem vaccinere. Australske forskere har nemlig fundet ud af, at
de med en speciel vaccine kan reducere dyrenes årlige produktion
af methangas med helt op til 20%.
Husdyrene, som tæller 114
millioner får og 27 millioner køer, bidrager i dag
med 14% af Australiens samlede udslip af drivhusgasser.
1. juli 2001
© Steen Ulnits
|
