Aktuelt
2. kvartal 2002
Verdens ældste laksefisker
død
Lady Elizabeth Angela Marguerite
Bowes-Lyon, bedre kendt som hele Englands "Queen Mother",
blev født den 4. august år 1900 som datter af Jarlen
af Strathmore.
Allerede fra barnsben færdedes
hun meget i naturen, og tidligt blev Skotland hendes absolutte
favorit. Tidligt købte hun således Castle of Mey
nær Caithness i Skotland, hvor hun slikkede sårene
efter sin relativt unge mands død.
Fluefiskeri og Skotland hører
uløseligt sammen, og fluefiskeri blev da også en
af Lady Elizabeths store interesser. I mange år fiskede
hun således laks i River Dee på Birkall beatet ved
Balmoral Castle, hvor hun iført waders sendte sine fluer
ud over den stærke strøm af thébrunt vand.
Først højt oppe i halvfjerdserne måtte hun
lægge fiskeriet på hylden og overlade stangen til
Prince Charles. Hun sørgede også for, at hendes
øvrige børnebørn fik lært at kaste
en flue over den smukke flod ved Royal Deeside.
Lady Elizabeth deltog aktivt
i arbejdet for bevarelsen af atlanterhavslaksen, der også
i River Dee er gået stærkt tilbage. Så stærkt,
at der i dag kun fiskes Catch & Release på den klassiske
flod, hvor A.H.E. Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri
med flydeline og små fluer. Således var Lady Elizabeth
i mange år protektor for "Salmon and Trout Association"
og bidrog også til indsamling af penge ved "North
Atlantic Salmon Fund" (NASF) og dens "fund raising
dinners" landet over.
Hun deltog også, da NASF
for nogle år siden udgav bogen "World's Best Flies".
Da hun blev spurgt om sine egne favoritfluer, svarede hun følgende:
"It is often dependent
on the time of the year, and clarity of the water. Shrimp, Blue
or Green Charm, Munroe Killer - and on occasions a Lion Fly,
specially tied using some hair from an African Lion!"
Lady Elizabeth døde sidste
år, 101 år gammel. Hele England var i sorg, men Prince
Charles var nok en af dem, der sørgede mest. Det var jo
Lady Elizabeth, der i sin tid lærte ham at fiske laks.
En passion, der stadig har stærkt tag i ham.
28. juni 2002
© Steen Ulnits
"Den Gamle mand og Havet"
død
Ernest Hemingway fik sin Nobelpris
i litteratur for ikke mindst den nu klassiske fortælling
om "Den Gamle Mand og Havet". Forbilledet til hovedpersonen
i dette drama - bedst personificeret af skuespilleren Spencer
Tracy - var cubaneren Gregorio Fuentes, der i mere end 25 år
var Hemningway's faste skipper og fortrolige på fiskebåden
"Pilar". Et teamwork, der resulterede i mange store
fisk - tun og marlin - på dæk.
Gregorio Fuentes er netop død,
103 år gammel. Han blev født i fattige kår
i 1897 og døde i år 2002 - nu i fotografernes blitzlys,
for mange kom til Havana blot for at se og tale med Gregorio
om hans tid med Hemingway. Den seje og senede Gregorio levede
på minderne - og ikke mindst de mange drinks, der faldt
af, når de gamle fortællinger blev genoplivet for
nye tilhørere.
Med Gregorio Fuentes døde
således også "Den Gamle Mand fra Havet".
En levende legende er ikke længere. Men det er Cuba's mange
marlin heldigvis stadig!
28. juni 2002
© Steen Ulnits
Slut med seletøj...
...hvis man altså er fluefisker
med hang til rekorder. International Game Fish Association (IGFA)
har nemlig besluttet, at man fremover ikke vil godkende fluefangede
rekordfisk, hvis der til fighten er brugt seletøj à
la det, man bruger til Big Game fiskeri. Altså skulderseler
- ofte sågar i forbindelse med en fast fightstol.
Fremtidens Big Game fluefiskere
kan dog glæde sig over, at de stadig må bruge fightbælte
med støtte til bundduppen. Et sådant letter fighten
med virkeligt store fisk - typisk tun, marlin og sejlfisk - på
en lang fluestang rigtig meget. Har man blot én gang prøvet
at stå med en 3 meter lang sejlfisk for enden af en 9 fod
lang fluestang, da ved man hvilke massive kræfter, der
er på spil. Og at fast støtte til netop bundduppen
kan være altafgørende - også selv om det så
måske er lidt snyd set med puristens øjne...
De nye IGFA-bestemmelser rokker
dog ikke ved allerede satte fluerekorder - også selv om
de måtte være sat med brug af skuldersele.
28. juni 2002
© Steen Ulnits
- Han borede slet ikke!
Som faste læsere af denne
side vil vide, så foreslog den amerikanske præsident
Bush for nogen tid siden, at der skulle påbegyndes nye
olieboringer i Nordamerikas største naturpark i det nordlligste
Alaska. Bush kom som bekendt til magten med oliepenge i ryggen,
og forslaget om nye olieboringer i Alaska blev derfor betragtet
som tilbagebetaling af valgstøtte til de store olieselskaber.
Så let gik det imidlertid
ikke. Ikke mindst demokraterne gik imod forslaget og gjorde alt
for at modarbejde det. Selv blandt republikanerne - præsidentens
egne folk - var der en udbredt modstand mod disse boringer i
et hidtil uberørt naturområde. Denne modstand resulterede
for nylig i, at præsidentens forslag blev stemt ned i Senatet.
Resultat: - Nul huller. Han borede
slet ikke!
28. juni 2002
© Steen Ulnits
Lakse-weekend ved Gudenåen
I weekend'en 29.-30. juni
inviterer Gudenå-sammenslutningen og Dansk Laksefond til
stor lakse-weekend ved Gudenåen, der sidste år kom
ind på den fornemme Top Ti liste over Europas bedste laksevande
- med en samlet stangfangst på op mod 2.000 laks!
Deltagerne vil have adgang til
40 km laksevand fra Tangeværket til Randers Fjord. Fiskeretten
er udlånt til formålet af sportsfiskerforeningerne
i henholdsvis Bjerringbro, Langå og Randers.
Deltagerbevis til kr. 150,- for
en dag eller kr. 250,- for hele weekend'en kan købes lørdag
og søndag fra klokken 05.00-08.30 på følgende
fire steder:
Alle indtægter fra dette
arrangement går til fremme af vildlaksen i danske åer.
H. H. Prins Richard, der er ivrig laksefisker og mangeårig
støtte af Dansk Laksefond, deltager i arrangementet og
vil være til stede under den efterfølgende Laksens
Aften, der finder sted om lørdagen.
Deltagerkortet giver adgang til
såvel fiskeri som deltagelse i Laksens Aften.
Hormonforstyrrede fisk må
vente
Miljøminister Hans Christian
Schmidt mener ikke, at der skal gøres noget for at undersøge
de foruroligende meldinger om hormonforstyrrede fisk, som er
kommet fra østjyske vandløb. Han mener, at vi endnu
ikke kender nok til sagen og dens årsager til at kunne
iværksætte en ordentlig undersøgelse af problemet
og dets omfang.
I miljøkredse er det dog
den almindelige opfattelse, at ministeren blot ønsker
at vinde tid, førend der skal iværksættes
nye undersøgelser, som nødvendigvis vil koste nye
penge. Hans Christian Schmidt har da også efterfølgende
meldt ud, at han vil tage sagen op igen til efteråret.
Han håber således, at vi til oktober har det fornødne
overblik over situationen - hvordan det så ellers skulle
kunne lade sig gøre, når vi indtil da ikke kan gøre
noget.
Det er blandt forskere den almindelige
opfattelse, at problemet med de hormonforstyrrede fisk sandsynligvis
skyldes østrogenlignende stoffer i det rensede spildevand
fra by og land. Skulle dette vise sig at være tilfældet,
er problemet så stort og diffust, at der kun vanskeligt
kan gøres noget effektivt ved det. Under alle omstændigheder
vil det blive uhyre kostbart, og det ved miljøministeren
sikkert...
Nyeste i sagen er, at der nu
også er fundet hormonforstyrrede fisk i saltvand. Det viste
en undersøgelse fra Vejle Fjord, hvor 27 ud af 44 undersøgte
hanskrubber havde anlæg til æg. Her peger meget på,
at giftig TBT-bundmaling fra skibe kan være årsagen.
9. juni 2002
© Steen Ulnits
Skarven skal ikke skydes
Miljøminister Hans Christian
Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor.
I hvert fald ikke ret meget for stor.
Miljøministeren har netop
præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver,
at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte
sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen
i yngletiden fra 1. april til 31. juli.
Den seneste optælling viste,
at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap
40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer
den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle,
der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise
om dagen.
Nu mener miljøministeren
så, at skarvbestanden herhjemme skal være på
mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede
skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har
en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.
Selv om der fremover slet ikke
må skydes skarver i yngletiden - end ikke som hidtil indenfor
500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber - så
må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for
en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er
blot, at det er meget svært at komme på skudhold
af de intelligente fugle.
Hertil skal dog lægges,
at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil
blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande
ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det
nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt
at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg
skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand
kan genoprette fiskebestandene.
Ikke uventet er Dansk Ornitologisk
Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu
garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar.
DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske
beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske
samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte
gavnlig virkning på fiskebestandene:
Skarven tager nemlilg skidtfisk
som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede
søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden,
idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så
er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand
af havørne... Mener altså DOF, der dog ikke har
relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.
Danmarks Fiskeriundersøgelser
(DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af
ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt
af skarver fra landets største koloni på Vorsø.
Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder.
Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord
viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene
havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede
fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land...
9. juni 2002
© Steen Ulnits
Sæler skal ikke skydes
Miljøminister Hans Christian
Schmidt mener ikke, at den danske bestand af sæler er for
stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret
afskydning.
Midt i den ofte ophedede debat
om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal
beskydes eller ej - begyndte sælerne så selv at dø.
De første døde sæler blev fundet på
Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende
har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også
den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler
døde.
Sælpesten er en slags lungebetændelse,
som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over
for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide
en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt
skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.
Endnu ved man ikke, om der er
tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske
sælbestand i 1980'erne. Det vil den kommende tid vise.
Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at
sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke
længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder
at regulere bestanden med sygdom.
Sælpesten kommer derfor
på et yderst passende tidspunkt, når den nu er
kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten
om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes
nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en
kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage
sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom
og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og
i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers
kugle.
Under sælpesten i 1980'erne
var det alligevel jægerne, der måtte træde
til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske
strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab
og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt
den, og det er derfor også os, der selv skal vælge,
hvad vi vil have, hvor og hvordan.
- Hvorfor altid vente, til det
er for sent?
9. juni 2002
© Steen Ulnits
Efterskrift:
- Sældøden fortsætter.
Pr. 1. juli var der 600 døde sæler siden sælpestens
start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl - altså
5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler.
Under den store sælpest i 1980'erne døde 50% af
bestanden.
Bønder skal have erstatning
Noget af det første, den
nye borgerlige regering foretog sig, var at give bønderne
erstatning, hvis de fremover skal afgive jord af hensyn til miljøet.
Som bekendt blev bønderne
underkendt af såvel Østre Landsret som Højesteret,
da de stillede krav om erstatning for den jord, de ifølge
vandmiljø-handlingsplanerne i 1991 måtte afgive
til 2 m dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene. Bræmmer,
der skulle og skal sikre, at næringsstoffer fra dyrkede
og gødede marker ikke havner i vandmiljøet.
I januar i år genfremsatte
Kristeligt Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti et forslag
om, at danske landmænd skal have kompensation for de afgivne
jord. Hårdt presset måtte miljøminister Hans
Christian Schmidt gå med til, at danske landmænd
fremover skal have kompensation, hvis de skal afgive jord i lignende
sager. Han ville dog ikke gå med til, at der gives kompensation
med bagudvirkende kraft.
Det er vel naturligt nok, at
der gives kompensation, dersom man fratager danske landmænd
produktiv landbrugsjord. Men lige så naturligt vil det
så være, at man også lader selvsamme landmænd
betale for de skader, deres produktion påfører det
danske vandmiljø.
For flere år siden gennemførte
Kommunernes Landsforening (KL) en undersøgelse, der viste,
at det danske landbrug - trods eksport i milliardklassen - koster
det danske samfund mere, end det tilfører. På grund
af den forurening af overfladevand og grundvand, som det intensive
danske landbrug påfører vandmiljøet...
Siden KL's undersøgelse
er landbrugets eksport endda kommet til at udgøre en mindre
del af den samlede danske eksport.
9. juni 2002
© Steen Ulnits
Gudenåen lagt i mølpose
- igen
Venstre med miljøminister
Hans Christian Schmidt og politisk ordfører Jens Rohde
i spidsen har nu meldt ud, at der ikke bliver nogen naturgenopretning
af Gudenåen. Et projekt, der ellers kun vil koste
omkring halvdelen af, hvad retableringen af Skjernå har
kostet.
Et udvalg nedsat af Folketinget
og bestående af medlemmer fra Fødevareministeriet,
Miljøministeriet og de implicerede amter havde ellers
entydigt peget på den såkaldte løsningsmodel
8 som den bedste løsning. En løsning, der lader
Tange Sø ligge, hvor den gør, og som blandt andet
medfører et omløb langs store dele af søen.
Men sådan skal det altså
ikke være med den nye regering, der svinger sparekniven
for at få deres valgløfter og den kommende finanslov
til at hænge sammen. Angiveligt skyldes modstanden mod
forslaget imidlertid, at der i lokalområdet - i parentes
en vigtig valgkreds for Venstre - er modstand mod at føre
Gudenåens vand uden om Tange Sø.
Men som Danmarks Sportsfiskerforbund
så rigtigt udtrykker det i en pressemeddelelse:
"...regering og folketing
bør se bort fra disse lokale protester. I øvrigt
er naturgenopretning af Gudenåen et landsanliggende og
ikke blot et anliggende for den lokale befolkning."
Det kan ikke siges bedre.
1. juni 2002
© Steen Ulnits
Skjern Å lagt i nye slyngninger
Midt i maj kunne Skjerns borgmester
åbne et dige, hvorved endnu et stykke af den retablerede
Skjernå blev lagt i sit nye leje. De syv nye sving ligger
ved Albæk mellem Skjern og Borris. Hvis alt går efter
planen, vil arbejdet med at genetablere vor vandrigeste å
være færdigt ved udgangen af dette år. Arbejdet
vil da have kostet 254 millioner kroner - en kvart milliard.
Ved indvielsen af de syv nye
sving sagde borgmesteren, at det danske samfund nu har betalt
det samme for at føre åen tilbage til det naturlige
leje, det havde før udretningen, som det kostede at regulere
den i 1960'erne. To skridt frem og to tilbage - vel at mærke
til den dobbelte pris. Borgmesteren sagde også, at det
begge gange har givet masser af beskæftigelse.
Set i dette positive perspektiv
kan vi måske se frem til endnu flere udretninger og retableringer
af Skjernå - siden det nu er så godt for beskæftigelsen...
1. juni 2002
© Steen Ulnits
Hald Sø totalfredet
Ti års grundigt forarbejde
har nu gjort, at godt 1.600 hektar af Hald Sø og dens
nærmeste omgivelser kan totalfredes. Fredningen betyder
blandt andet, at grantræer og andre selvsåede planter
skal fjernes fra udsigtspunkter omkring søen, så
udsigten fra de populære udflugtsmål ikke skæmmes.
Ikke mindst de smukke lyngbakker skal holdes ved lige.
Fredningen har som sagt været
længe undervejs. Først påbegyndtes et gennemgribende
restaureringsarbejde af den smukke sø, hvis vand var forurenet
af dambrug i tilløb til søen. Disse dambrug blev
købt op og lukket ned, hvorefter man gik i gang med et
storstilet iltningsprojekt af den dybe sø. Et projekt,
der har varet flere år og dannet skole andre steder.
Iltningsprojektet har båret
frugt, idet søen nu er blevet mere klarvandet og iltrig
end tidligere. Dette ikke mindst til glæde for søens
naturlige bestand af søørreder - en sjældenhed
i dagens Danmark, hvor de allerfleste søer er for eutrofierede
(forurenet med næringssalte) til, at søørreden
kan trives i dem.
1. juni 2002
© Steen Ulnits
Badevand i Københavns havn?
Københavns Kommune går
som sagt med planer om at gøre søerne i det indre
København så rene og klare, at der fremover kan
bades i dem.
Men ikke nok med dette, som i
bedste fald ligger tre år fremme i tiden. Nej, Københavns
Kommune har også konkrete planer om, at der meget snart
skal kunne bades i Københavns Havn. De seneste års
investeringer i rensning af spildevandet fra Københavns
1,5 million borgere har nemlig medført, at vandet nu er
så rent i havnen, at der kan bades sikkert i det.
Der er dog et lille "men",
idet der stadig er problemer med overløb af kloakvand
i perioder med kraftig nedbør. Der er ganske vist bygget
overløbsanlæg mange steder, men enkelte steder kan
det stadig gå galt, så urenset spildevand ender i
havnen. Det vil Københavns Kommune tage højde for
med indførelsen af et varslingsanlæg ved den kommende
badeanstalt på Islands Brygge. Her vil vandkvaliteten blive
analyseret hvert 15. minut døgnet rundt. En rød
lampe vil lyse, dersom indholdet af colibakterier eller andet
skidt skulle stige til et uacceptabelt højt niveau. Og
så skal man altså ikke hoppe i havnen.
Københavns Kommune har
ud over det konkrete projekt ved Islands Brygge planer om andre
"bolværksbadestrande" i den store havn. Hatten
af for sådanne projekter, der 100% er afhængige af
en god vandkvalitet. Det er vejen fremover.
1. juni 2002
© Steen Ulnits
Badevand i Københavns søer?
Nu er Københavns Kommune
blevet træt af uklart vand i søer som Sankt Jørgens
Sø, Sortedams Sø og Peblinge Sø. Kommunen
har besluttet, at søerne inden tre år skal være
så klare, at millionbyens borgere vil kunne bade i dem.
Det er planen, at søerne
skal "biomanipuleres". Skidtfisk som skalle og brasen
skal opfiskes, så søernes dyreplankton igen kan
få fred til at rydde op i algerne, der gør søerne
uklare i sommermånederne. Samtidig skal der udsættes
geddeyngel, som kan være med til at holde skidtfiskene
nede.
Der har dog været harmdirrende
læserbreve i dagspressen, som ikke ønsker
en forbedret vandkvalitet. Indlæg, der som begrundelse
herfor siger, at de mange nye gedder vil æde alle fuglene
i de kommende klarvandede søer...
Interesserede kan læse
mere om biomanipulation under "Fiskeribiologi". Klik
ude til venstre.
21. maj 2002
© Steen Ulnits
Dambruger mod biologer
Dambrugere er ikke gode venner
med biologer, der hele tiden fokuserer på den massive forurening,
der kommer fra dambrugene. En dambruger fra Holsted kunne da
heller ikke styre sig længere, da han i retten var blevet
idøt en beskeden bøde på 5.000 kroner for
ulovligt at have produceret fisk i slambassinet på sit
dambrug.
På vej ud af retten overfusede
han de to biologer fra Ribe Amt, som havde vidnet mod ham i sagen.
De blev lovet klø, næste gang de kom på kontrolbesøg,
og følte sig naturligt nok truet. De meldte derfor på
stedet dambrugeren til politiet, der nu har sigtet ham for trusler
mod embedsmænd i funktion.
Uheldigvis for den koleriske
dambruger var både dommer og anklager til stede og kan
nu indkaldes som vidner - mod den dambruger, de netop havde fået
dømt!
21. maj 2002
© Steen Ulnits
- Nyt råd til afvikling?
Den nuværende regering
startede som bekendt sin regeringstid med at afvikle et hav af
mere eller mindre overflødige råd og nævn.
Herved kunne spares et 3-cifret millionbeløb hvert eneste
år - penge, som regeringen hellere vil bruge i sundhedssektoren.
Nu har Jyske Vestkysten imidlertid
fundet et råd, som gik ram forbi i sparerunden, og som
avisen nu anbefaler miljøministeren at nedlægge.
Det er Vildtforvaltningsrådet, som netop er kommet med
et bud på en ny forvaltningsplan for den fjerede, sorte
død - skarven.
Danmark har i årtier haft
Vorsø ved Horsens Fjord udlagt som reservat for skarverne,
der har kvitteret med landets største skarvkoloni. Der
igen har forpestet tilværelsen for fisk og fiskere ved
i og ved den smukke østjyske fjord. Her har man studeret,
ringmærket og talt fugle som intet andet sted.
Alligevel har Vildtforvaltningsrådet
kun ét bud på en ny forvaltningsplan for skarven:
Flere penge til undersøgelser af skarvens indflydelse
på fisk og fiskeri...
Man kan kun give Jyske Vestkysten
ret: - Nedlæg det råd og se så at få
reduceret den nuværende skarvbestand til en langt mindre!
21. maj 2002
© Steen Ulnits
Åbent brev fra Samsø:
Ulovligt garnfiskeri
Fra maj til september kommer
havørrederne ind til kysten i ly af mørket for
at søge føde i de lave lune vand. Det er de ikke
ene om. Det er der også mennesker, der gør. Men
i modsætning til havørrederne skal mennesker, som
sætter garn, være 100 meter fra kysten. Eller fange
fiskene med stang. Og det er langt vanskeligere. Sværest
er det med flue.
Loven er lavet for at begrænse
det uhyre effektive garnfiskeri, hvor man vader garnene ud ved
lavvande om aftenen og henter dem i ly af mørket i det
tidligste morgengry. Hvis man ser årsrapporten fra Fiskerikontrollen,
er Samsø blandt de steder i Århus Amt, hvor ulovlighederne
er størst.
Kr. Himmelfarts dag's morgen
stod der på kysten fra Vester-løkken og nordpå
stribevis af ulovlige garn inde under land. Tre unge mænd
kørte i biler med en trailer med kurve til garnene op
langs kysten og røgtede nattens fangst. Det var mænd
af faget og
ikke rene amatører.
Men det er ulovligt, og det er
et sølle fiskeri. Som at køre rundt om natten og
jage harer med billygter. Det giver noget i gryderne, men man
vinder hverken stolthed, hæder eller respekt ved fangsten.
Og hvis man fisker med stang om natten de næste 4 måneder,
er det decideret farligt at falde i de ulovlige garn, som selvsagt
ikke er afmærkede.
Den slags garnfiskeri er ubetænksomt
og har været forbudt siden 1986, hvor en 100 meter garnfri
zone langs de danske kyster blev indført hele året.
Det ulovlige garnfiskeri hører
en anden tid til. Støder du på det, så ring
til Fiskerikontrollen i Randers på 86 44 89 11. Man kan
selv vælge, om man vil være anonym eller stå
frem. Sagen her har jeg anmeldt.
Kolby, 10. maj 2002
Ole Kæmpe
Dick Cheney svinger stangen!
USA's præsident George
Bush Junior fisker, når tiden ellers tillader det. Helst
efter varmtvandsfisk som stormundet bass, men også andre
fisk har interesse. Hans far, ekspræsident George Bush
Senior, fisker endnu mere, da han nu har tid til det. Gerne efter
bass i Florida og redfish i Texas, men favoritfisken er og bliver
bluefish oppe i staten Maine, hvor han har sin sommerresidens.
Guvernør Jebb Bush fra Florida er som brormand en lidenskabelig
bassfisker.
Tidligere udenrigsminister James
Baker er en lidenskabelig fluefisker, der helst kaster sine fluer
over sine egne ørreder i hans eget vandløb på
ranchen i det amerikanske Midtvesten. Nu efterfølges han
så af nuværende vicepræsident Dick Cheney,
der trods et dårligt hjerte gerne følger i Baker's
fodspor som fluefisker.
Senest har han figureret i fluefiskepressen
som deltager på en fisketur i Grand Teton Mountains, hvor
han og fiskekammeraten Joe Huntsman sidste år landede 165
bækørreder, regnbueørreder og cutthroats
- en med regnbueørreden nært beslægtet art.
Hermed følger Dick Cheney
- af mange kaldt verdens reelt mægtigste mand, da han har
stået bag såvel George Bush senior som junior - smukt
i rækken at amerikanske toppolitikere, hvis fornemste fritidsbeskæftigelse
er lystfiskeri. Det er der tydeligvis stemmer i - jævnfør
vor egen fiskende Uffe Ellemann-Jensen, der jo næsten
blev statsminister på den konto!
3. maj 2002
© Steen Ulnits
General Electrics rydder op
Selv ikke verdens største
virksomhed, amerikanske General Electrics (GE), er hævet
over loven. Selv ikke under en republikansk regering. Det viser
en opsigtsvækkende afgørelse fra Environmental Protection
Agency (EPA - eller USA's svar på vor egen miljøstyrelse),
der nu pålægger GE at rydde op efter farlig forurening
med miljøgiften PCB (polyklorerede biphenyler).
PCB, som er et meget varmebestandigt
stof og derfor meget brugt i mange former for industriel fremstilling,
er kendt for at kunne påvirke reproduktion, kønsdannelse,
immunsystem og vækst hos mange forskellige organismer.
PCB betragtes derfor i dag som miljøgift på højde
med insektgiften DDT og blev derfor allerede i 1979 forbudt i
USA.
Den kvindelige chef for EPA,
Chrissie Todd Whitman, besluttede i december 2001, at GE skal
rydde op efter sig i Hudson River, der løber gennem New
York. Her har GE gennem mange år udledt PCB i så
store mængder, at man nu i floden kan finde PCB-indhold,
som overstiger de vedtagne grænseværdier med både
100 og 1.000 gange! Hvert år vaskes således mere
end 200 kg ren PCB ud fra floden - ud til mundingsområdet,
hvor det føres frem og tilbage af tidevandet og ophobes
i planter og dyr.
Alt dette har nu medført,
at EPA har dømt GE til at rydde op efter sig. Det skal
ske ved at fjerne mere end 2 millioner kubikmeter PCB-holdigt
slam fra en godt 50 km lang strækning af Hudson River opstrøms
opstemningen ved Troy Dam. Dette kombineret med stop for udsivning
af PCB fra to eksisterende GE virksomheder langs floden vil komme
til at koste GE op mod 500 millioner US$.
Omkring 4 milliarder kroner for
at rense op efter fortidens synder. Mange penge, men ikke for
mange og ikke et sekund for tidligt. Det forventes at arbejdet
påbegyndes i 2004 og vil vare fem år.
Nægter GE at rydde op efter
sig, kan de ifølge Superfund-loven fra 1980 pålægges
en bøde, der er tre gange større end udgifterne
til oprydning.
3. maj 2002
© Steen Ulnits
Cheminova sviner videre
Helt samme fremsynede holdning
til miljøet har den danske regering desværre ikke
haft til Cheminova, der som bekendt producerer gift på
såvel Harboøre Tange i Vestjyland som i Indien,
hvor man har endnu lempeligere bestemmelser for fremstilling
af giftstoffer. Tænk blot på dioxinkatastrofen i
Bhopal, hvor en stor amerikansk virksomhed stod for den fatale
produktion.
Cheminova, der blandt andet ejes
af Århus Universitet, har adskillige gange været
i pressens søgelys for sin forurening af Harboøre
Tange og omgivelserne ud mod både Vesterhavet og Limfjorden.
Der er blevet grebet ind enkelte gange - blandt andet da den
danske fiskeeksport var i fare...
Der har af samme årsag
været fiskeforbud i området flere gange. Men hver
gang er faren drevet over - primært på grund af de
mange arbejdspladser, som fabrikken giver i denne ringe udviklede
del af Danmark. Således byder Cheminova på hele 900
arbejdspladser i det vestjyske, hvilket giver ganske vide beføjelser...
Nu er der så fokus på
Cheminova igen. Ud for høfde 42, hvor Cheminova længe
har haft kemikaliedepot, er der gennem årene deponeret
ikke mindre end 1.400 tons kemisk affald, hvoraf noget er fjernet
igen. Tilbage er dog stadig 120 tons gift, som hele tiden lækkes
til vandmiljøet, når vandstanden er høj i
hav og fjord.
Hvert år har Cheminova
i tilgift 20 "uheldige" udslip fra produktionen, som
myndighederne ser gennem fingre med. Men ikke nok med det .TV
kunne for nylig dokumentere, at Cheminova i 2001 yderligere havde
haft 8 ej rapporterede tilfælde af giftudslip...
Cheminova giver - i lighed med
de fleste giftproduktioner - et årligt overskud på
adskillige millioner. Nu mener så nogle, at Cheminova selv
burde kunne rydde op efter deres forurening af Harboøre
Tange. - Måske de danske miljømyndigheder burde
rette blikket mod USA for at se, hvordan man håndterer
store forurenere dér?
3. maj 2002
© Steen Ulnits
Finprikket særling på
Hardangervidda
I 1984 opdagede fiskere på
højfjeldet i norske Hardangervidda, at der i en lille
sø ved navn Svartavasssjøn fandtes en ørred,
der ikke lignede den almindelige ørred. Den havde nemlig
et hav af ganske små pletter i stedet for de sædvanlige
færre, men større. Og så havde den også
pletter i øjet. På mange måder en ørred,
der mindede om en regnbueørred.
De ansvarlige myndigheder - Direktoratet
for Naturforvaltning - blev gjort opmærksomme på
den specielle fisk og tog sagen op. Der blev prøvefisket
i søen, og der blev lavet DNA-analyser af de "finprikkede
ørreder", som fiskene nu blev kaldt.
Det viste sig, at der ganske
vist var tale om en ørred, Salmo trutta, men at
den finprikkede ørred havde udviklet sig til en speciel
race - en genetisk variant, der levede side om side med den almindelige
ørred. Det viste sig også, at fiskene i Svartavasssjøn
var truede af den sure nedbør, som ikke mindst ved forårets
pludselige snesmeltning sænker vandets pH-værdi,
og som ikke kun truer ørredernes egen yngel, men også
deres vigtigste fødeemne - tangloppen.
Der blev fanget avlsfisk, og
der blev igangsat kalkning af vandet i søerne på
højlandet. Senere blev der udsat nye finprikkede ørreder,
og tanglopper blev reintroduceret fra andre vande. I 1991 prøvefiskede
man så igen - med det glædelige resultat, at fiskene
trivedes og havde det godt - på en diæt af nye tanglopper.
Yngel fandt man også. Man estimerede, at søen havde
en bestand på omkring 500 ørreder, hvoraf de 200
var af den finprikkede slags. Enkelte bastarder - blandinger
- fandt man også.
En ren solstrålehistorie
i en tid, hvor nordmændene virkelig har brug for noget
sådant. I en tid, hvor man er ved at sætte alle sine
værdifulde vildlaksebestande over styr for ussel mammon
- på grund af det gigantiske opdræt af tamlaks i
de norske fjorde.
For en sikkerheds skyld har man
sat den finprikkede ørred i banken til mulig senere brug.
Genbanken, altså. Her svømmer nu et antal finprikkede
avlsfisk rundt og sikrer arvematerialet for eftertiden.
18. april 2002
© Steen Ulnits
Miljøovervågning
på højeste plan
Fredag den 1. marts klokken 02
om morgenen dansk tid lettede den europæiske løfteraket
Ariane 5 fra sin base i Fransk Guyana ved Ækvator. Med
sig i lastrummet havde den verdens hidtil største miljøsatellit,
den godt 8 tons tunge "Envisat".
Envisat er forsynet med en række
avancerede instrumenter, der skal overvåge den globale
udvikling på miljøområdet. Således vil
Envisat løbende måle de polære iskappers størrelse
og udbredelse; mængden af ozon i atmosfæren; verdenshavenes
tilstand og klodens plantedække med meget mere. Altsammen
for at se, hvilken indflydelse den menneskelige aktivitet har
på Moder Jord.
Envisat blev placeret i 800 km's
højde, hvor den vil kredse 14 gange om Jorden i døgnet.
I løbet af blot tre dage vil den kunne kortlægge
hele Jorden én gang.
Det er den europæiske rumfartsorganisation
ESA, der har betalt gildet.
18. april 2002
© Steen Ulnits
Ribe-laks skal retur
Indtil for kort tid siden troede
ingen, at der var laks tilbage af den oprindelige Ribe Å-stamme.
Nye DNA-undersøgelser viste imidlertid, at der stadig
var rester af den oprindelige laksestamme i det store sydvestjyske
vandsystem.
De seneste to år har det
imidlertid været umuligt at fange tilstrækkeligt
med laks af den oprindelige stamme til et egentligt opdræt.
Hertil kræves nemlig mindst 25 hanner og 25 hunner, hvis
man skal undgå ødelæggende indavl.
Biologerne anbefaler derfor,
at Ribe-laksen fredes, og at fangede eksemplarer genudsættes,
så de har mulighed for efterfølgende at gyde. Noget
tilsvarende har man for længst gjort ad frivillighedens
vej i Varde Å lige i nærheden, så mon ikke
man også finder ud af det i Ribe?
18. april 2002
© Steen Ulnits
Kørekort til speedbåd
Den 1. juni i år er det
nu så vidt: Efter tre års varsel træder den
såkaldte ordning om "kørekort for speedbåde"
endeligt i kraft. Bliver man taget i at sejle uden kørekort
i en båd, der kræver det, idømmes man en bøde. De bøder,
der hidtil er givet for overtrædelse af denne ordning,
har lydt på kr. 1.500,-.
Interesserede kan under "Både"
finde en gennemgang af, hvem der skal have det nye kørekort,
hvor lange bådene og hvor store motorerne skal være,
før der i juridisk forstand er tale om en "speedbåd".
Til orientering skal siges, at langt de fleste nye "småbåde"
kommer ind under denne kategori.
18. april 2002
© Steen Ulnits
9.000 tons ekstra kvælstof
fra landbruget...
Som tidligere nævnt her
på siden har den ekstraordinært megen regn i dette
forår fået åerne til at gå over deres
bredder og søerne til at blive meget større. Men
det er desværre ikke den eneste konsekvens af nedbøren.
En anden og meget værre konsekvens er den stærkt
øgede udvaskning af næringssalte - kvælstof
og fosfor - fra landbrugets gødede og overgødede
marker.
Landskontoret for Planteavl har
netop offentliggjort en prognose, der siger, at landbrugerne
i år må tilføre deres marker 9.000 tons
ekstra kvælstof for at kompensere for udvaskningen
fra markerne - en udvaskning, der havner direkte i vandmiljøet.
Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge i
de indre danske farvande.
Specielt spændende skal
det derfor blive at følge udviklingen ved Mariager Fjord,
hvor man til dato intet har foretaget sig for at undgå
endnu en fjorddød. Det har da også været tæt
på en enkelt gang siden katastrofen i 1997. - Skal 2002
blive året, hvor landbruget endnu engang får skovlen
under Mariager Fjord? Oddsene er i hvert fald gode...
Det ekstraordinært gode
vejr, som fulgte den ekstraordinært våde vinter har
gjort alle pessimistiske forudsigelser grundigt til skamme. Således
blev de fleste landmænd færdige med såningen
langt tidligere end forventet. Desværre førte det
tørre vejr til en massiv jordfygning, der flere steder
mindede mest af alt om sandstorm.
Store mængder sand og jord
havnede i vandløbene, hvor de medfører sandvandring
og tilsanding af gydebanker for laksefiskene.
11. april 2002
© Steen Ulnits
Galt med gylle
Det sker heldigvis sjældnere
og sjældnere, men nu er det desværre sket igen: En
gylletank på Haderslev Næs er sprunget læk,
hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle er sluppet
ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.
Her holder et af Danmarks meget
få havørnepar til, og de vil nu måske få
problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk
på den 3,5 km lange forurenede strækning af Møllebækken
er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop
i år ekstraordinært megen vand i åen på
grund af den rekordstore nedbør. Det har kunnet fortynde
gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.
Ti mand fra Falcks redningskorps
i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger
i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes
op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø
undgik således en stor del af den samlede forurening.
Men endnu engang havde gylle
fra en skødesløs landmand altså lagt alt
liv i et dansk vandløb øde...
11. april 2002
© Steen Ulnits
Kostbar kaviar
Kaviar har altid været
en eftertragtet og kostbar spise i de højere kredse. Så
meget, at kaviarens leverandør - støren - nu er
en truet art. Støren lever i Det Kaspiske Hav og forekommer
som flere arter, hvoraf specielt den store Beluga-stør
er i høj kurs.
Det er fiskere i Rusland, Aserbajdsjan,
Kasakhstan, Turkmenistan og Iran, der fisker efter stør
i deres respektive dele af havet. Disse fem lande har frivilligt
accepteret i år at begrænse eksporten af kaviar til
sammenlagt 142 tons, hvilket er en nedgang på 10% i forhold
til sidste år.
Men det er tvivlsomt, om denne
frivillige begrænsning nytter noget. Faktum er nemlig,
at den illegale eksport af kaviar skønnes at være
mindst ti gange større. I de sidste 20 år er bestanden
af Beluga-stør faldet med 90% - siden 1995 alene med 40%
- og i takt hermed er prisen på kaviar steget tilsvarende.
For blot få år siden kostede et kg kaviar således
75 US$. I dag koster det 120 US$.
Ikke mindst USA har råbt
vagt i gevær og skærpet kontrollen med den illegale
import af kostbar kaviar. Siden 1998 har der kørt tre
store smuglersager, som har ført til lange fængselsstraffe
og store bøder. I et enkelt tilfælde er der faldet
bøde på 10 millioner dollars, og pt. verserer en
omfattende sag involverende flere store kæder af restauranter.
Her alene mener myndighederne, at der er smuglet kaviar for 160
millioner dollars - 1,25 milliard kroner. Til sammenligning omsætter
den samlede legale handel med kaviar blot omkring 1 milliard
kroner.
Ud over den store Beluga-stør
får man også kaviar fra den mere almindelige Sevruga-stør
og den næsten udryddede Ossetra-stør.
11. april 2002
© Steen Ulnits
Fiskearter i farezonen
EU's fiskeripolitik i de senete
årtier har spillet fallit - i en sådan grad, at selv
EU indrømmer det. Der er givet støtte til ophugning
af gamle skibe - med det formål at reducere fiskeflådens
størrelse og overkapacitet. Resultatet er imidlertid blevet,
at støtten blot er brugt til køb af nye og endnu
mere effektive både. Det er især arter som torsk,
kuller og hvilling samt rødspætte, makrel og sild,
at dette mangeårige overfiskeri er gået ud over.
Årligt fiskes der i Nordsøen
120.000 tons torsk. Allerede på nuværende
tidspunkt er der tomt for torsk i tilstødende farvande
som Skagerak, Kattegat og dele af Østersøen.
Årligt fiskes der 139.000
tons kuller i Nordsøen, hvilket klart overskrider
det bæredygtige niveau. Der fokuseres især på
et kolossalt udsmid (uønskede fisk) fra skotske trawlere.
Årligt fiskes der 81.000
tons hvilling, hvilket også overskrider niveauet for
et bæredygtigt fiskeri. Kvoterne foreslås derfor
reduceret med hele 60%.
Årligt fiskes der 162.000
tons rødspætte. Ikke mindst hollænderne
er hårde ved rødspætterne med deres store
og tunge bomtrawl. En 20% reduktion ønskes.
Årligt fiskes der 325.000
tons makrel, hvilket nu har ført til krav om totalt
fiskestop i Skagerak og den sydlige del af Nordsøen.
Årligt fiskes der 500.000
tons sild, som ikke kun er til konsum, men også til
fiskefoder. Samtidig er sildene en vigtig føde for flere
af rovfiskene i Nordsøen.
EU-fiskeriet har gennem årene
været forsøgt styret med kvoter, der i vid udstrækning
overskrides. Eller fangsterne landes under andre artsnavne end
de virkelige for at omgå fiskekvoterne. EU's seneste udspil
er deciderede stop for fiskeriet, så bådene bliver
i havn et vist antal dage hvert år eller hver måned.
Så kan de da ikke begå kriminalitet så længe...
11. april 2002
© Steen Ulnits
Truet tropisk træ i vestjysk
vandløb
Regnskovsgruppen Nepenthes, der
blev ramt hårdt af besparelserne i den nye regerings nye
finanslov, er nu gået på barrikaderne og anklager
offentlige danske myndigheder for ukritisk at importere tømmer
fra truede træer i regnskove verden over.
Nepenthes kræver i lighed
med Verdensnaturfonden, at det brugte træ er FSC-certificeret,
hvilket sikrer, at det stammer fra en bæredygtig skovhugst.
Der er tale om flere forskellige truede træsorter, men
mest fokus er der på den tropiske træsort azobé,
der egner sig specielt godt til broer og bolværker, som
skal stå direkte ude i vandet. Tropisk træ er typisk
tungt, stærkt og meget hårdt, hvilket gør,
at det ikke rådner op i vandet. I hvert fald tager det
rigtig mange år sammenlignet med almindeligt træ.
Azobé-træet er importeret
til Danmark og brugt til bolværker i havne som København
og Sønderborg. Mest opsigt har det dog vakt, at det også
er brugt til restaureringsarbejder i den vestjyske Skjern Å.
Den enes død den andens brød, kan man vist roligt
sige...
Interesserede kan se et billede
af det truede tropiske træ i brug ved en bro nær
Lønborg. Det findes på side 103 i min næstnyeste
bog "Jyllands Bedste Fiskevande".
4. april 2002
© Steen Ulnits
- Op med sarkofagen!
I april 1986 skete den katastrofe,
mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede
russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og
en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion
af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag
højt op i luften.
Blot få dage senere kunne
man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt
borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede
i løbet af de kommende måneder så store mængder
radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko
for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte
de svenske samer hårdt.
Den vestlige verden var rystet
over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen
med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger - givet
for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del
diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995
enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine.
Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning,
og Ukraine måtte nu stå på egne ben.
Der blev sat 5 milliarder EU-kroner
af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede
reaktor - med det tilsyneladende udmærkede formål
at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne,
så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig,
at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage
i kernen - i form af 200 tons højradioaktivt materiale.
Nu viser det hele sig så
efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang.
Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft
adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle
nogen radioaktiv stråling - i hvert fald ikke noget, der
på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der
stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel
tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen,
kun iført beskyttelsesdragter.
Disse forskere konkluderer nu,
at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren
ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion
højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette
på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne.
At skaden således for længst er sket, og at de 5
milliarder ingen nytte har været til overhovedet.
Og dog. Et slag på tasken
siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de
vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og
eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden
Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til
oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation
og bilag for 30% af hele beløbet...
Tilbage står så det
triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af
den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at
udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere
en tredjedel af landets totale energiforbrug.
Tilbage står også
den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv
bestråling fra ulykken først vil toppe i år
2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter,
at mellem 10.000 og 20.000 "likvidatorer" (oprydningsarbejdere)
er afgået ved døden på grund af strålingen
fra reaktor 4.
Endelig regner den russiske regering
med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde
eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige
verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder
endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede
reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget
Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis - uden at der forsvinder
plutonium undervejs.
Det kommer helt sikkert til at
gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet
er kun hvornår...
Interesserede kan læse
med om fisk og atomkraft under "Fiskeribiologi".
4. april 2002
© Steen Ulnits
- Ned med CO2'en!
Hvert år udleder Danmark
omkring 60 millioner tons CO2 til atmosfæren - med den
drivhuseffekt, det nu engang medfører.
FN-klimaaftalen fra Kyoto i 1997
pålagde Danmark at reducere udslippet med godt 20%, hvilket
vi allerede er godt i gang med. En helt ny teknik gør
det teoretisk muligt at nå målet fra Kyoto ved blot
at bygge en håndfuld nye anlæg til CO2-vask af røgen
fra landbaserede kraft- og kraftvarmeværker.
Teknikken, der vel at mærke
er afprøvet i praksis af amerikanske virksomheder,
går i al sin besnærende enkelhed ud på følgende:
- Røgen fra landbaserede
kraftværker baseret på afbrænding af fossilt
brændstof som kul, olie og gas vaskes kemisk, hvorved 80-90%
af kuldioxiden tilbageholdes.
- Den tilbageholdte CO2 pumpes
i flydende form ud til Nordsøens olieboreplatforme, hvor
den pumpes ned under olielommer i havbunden.
- Det skabte overtryk presser
olie og naturgas op, som ellers ikke ville kunne pumpes fri af
havbundens tætte kalkformationer.
Uden brug af CO2 kan kun 20-30
af olie- og gasforekomsterne pumpes op. Det påstås,
at den nedpumpede CO2 bindes og forsegles i undergrunden, så
den bliver her, mens kun den ønskede olie og naturgas
pumpes op. Miljøorganisationer som Greenpeace er dog kritiske
over for den nye idé til nedbringelse af CO2-udslippet.
De mener ikke, der er nogen garanti for, at den nedpumpede CO2
ikke senere kan slippe op gennem havbunden og videre op gennem
vandet. Og så er vi jo lige vidt.
Rent økonomisk er denne
metode til CO2-besparelse en smule billigere end at bygge store
vindmølleparker langt til havs. Sidstnævnte er ikke
populært blandt miljø- og især fuglefolk,
og den nye løsning er derfor politisk meget spiselig.
ELSAM har allerede meldt ud, at de gerne bygger de fornødne
renseanlæg, hvis ellers regeringen bakker op om ideen.
Og boreplatformene vil aftage den producerede CO2 til fornuftige
priser, hvilket pt. er omkring 200 kroner per ton.
Det drejer sig i så fald
om 6-7 anlæg i milliardklassen. Vestkraft i Esbjerg vil
da være det første sted i landet, hvor man tager
den nye teknologi i brug. Vestkraft er jo det kraftvarmeværk,
som ligger tætest på olieplatformene i Nordsøen.
4. april 2002
© Steen Ulnits
Skyd en skarv - og spis den!
Skov- og Naturstyrelsen har netop
barslet med et forslag til "regulering" af skarvbestanden,
hvilket kun skyldes den nye borgerlige regering. Skov- og Naturstyrelsen
har nemlig hidtil gået under betegnelsen "Skarv- og
Naturstyrelsen, da stærke ornitologkræfter inden
for styrelsen hidtil ikke har kunnet få skarver nok. Uanset
de skader, de sorte fugle måtte forvolde på træer
og fiskebestande.
De lærde strides stadig
om, hvor mange skarver vi egentlig har på kost i Danmark.
Faktum er, at den var udryddet som dansk ynglefugl allerede i
1876. 125 år senere - i 2001 - blev der optalt små
40.000 ynglepar, hvilket sammen med klækkede unger og trækkende
fugle bringer bestanden op i nærheden af 200.000 fugle,
der hver æder knap et halvt kilogram fisk om dagen. Der
skal således op mod 100 tons fisk til hver dag for
at ernære vor hjemlige skarvbestand, når den er størst
Nu lægges der op til, at
skarvbestandene kan reguleres eller reduceres på forskellig
vis. Således foreslår man, at fiskere og dambrugere
kan få lov til at skyde skarverne i op til 1.000 meter
fra deres redskaber. Samtidig vil man som forsøg åbne
Nissum og Ringkøbing Fjorde for decideret jagt om efteråret.
Her har det nemlig vist sig, at skarven æder op mod 2/3
af alle udtrækkende lakseungfisk. Endelig vil forstfolk
få lov til at tynde ud i eksisterende bestande eller hindre
etableringen af nye, så man på denne måde kan
undgå, at skarverne ødelægger alt for megen
skov.
Danmarks Naturfredningsforening
og Dansk Ornitologisk Forening kritiserer regeringens forslag
i stærke vendinger. Omvendt udtaler Danmarks Jægerforbund
sig ikke overraskende positivt om tanken. Fiskerne mener dog
ikke, at de foreslåede tiltag er nær stærke
nok. Samtidig slår de til tromme for, at vi danskere lærer
at spise skarv, som nordmændene længe har gjort det.
Således sidder der næsten
et kilogram fint og magert brystkød på en voksen
skarv - kød, der i koldrøget tilstand smager meget
á la rådyr. Kød, der ligeledes fint kan serveres
som engelsk bøf. Med de alt for mange skarver, vi har
i dag, er der lagt op til mangt et godt måltid i de kommende
år!
Men heller ikke sælerne
kan vide sig sikre i årene fremover. Bestanden af spættet
sæl i Danmark er nu oppe på 11.000 eksemplarer, hvilket
er en hård belastning for mange fiskebestande. Skov- og
Naturstyrelsen har dog ikke spillet ud med forslag om jagt på
denne art, men man har meldt ud, at der er en forvaltningsplan
på trapperne.
En voksen spættet sæl
æder 2-4 kg fisk om dagen, så der skal daglig
22-44 tons fisk til at brødføde den nuværende
sælbestand.
4. april 2002
© Steen Ulnits
Sallys irske endeligt
Den 5. marts 1998 blev en lille
hunlaks med navnet "Sally" sat ud i den tyske Kinzig
flod - et tilløb til Rhinen i Schwarzwald. Fisken blev
udsat af en tysk biolog, der den 23. februar samme år havde
mærket Sally med et lille nummereret metalstykke i næsen.
Hendes nummer var 23/30/28.
Sally vejede da 16 gram ved en
længde af 10,7 cm. Hun blev sluppet løs sammen med
2.149 andre mærkede laks, der alle vandrede ned af Kinzig
ud ud i Rhinen, inden de et par uger senere nåede helt
ud i Nordsøen. Rejsen fortsatte nordpå til opvækstpladserne
i farvandet mellem Grønland, Island og Færøerne.
Her var vandet 4-8 grader varmt, og her ti-doblede Sally sin
vægt flere gange, inden hun blev kønsmoden og derfor
måtte vende sin mærkede næse hjemefter igen.
Hun vejede da over 2 kg.
Den 23. juni år 2000 er
Sally nået ned til den irske vestkyst nær Foyle.
Sammen med en række andre laks når hun helt ind under
kysten ved Dingle hvor hun møder sin skæbne - i
form af et af de utallige drivgarn, der venter her. Her sætter
1.500 irske fiskere deres redskaber, og her ender årligt
op mod 200.000 vildlaks deres dage i et garn.
Sally døde i en alder
af 3 år, 59 cm lang og 2,5 kg tung. Hun nåede aldrig
tilbage til gydepladserne i Kinzig, men blev solgt til spotpris
på det irske fiskemarked. Her fandt man næsemærket
med en automatisk metaldetektor og kunne siden afgøre,
at det var en tysk laks "bound for" Rhinen, man havde
fanget.
4. april 2002
© Steen Ulnits
EU-svindel med norske laks
Toldvæsenet i Nordjylland
har opklaret et tilfælde af norsk svindel med EU-midler.
Således har norske lakseeksportører svindlet ved
at dumpe laksepriserne til under den fastsatte EU-mindstepris
og derved unddraget EU op mod 300 millioner kroner. Ulovligheder,
der naturligvis går ud over EU's egne lakseproducerende
lande såsom Irland og Skotland.
Endnu et eksempel på, at
norsk lakseopdræt er skadeligt for alt andet end lige netop
norsk nationaløkonomi. Det er ikke kun den norske vildlaks,
der må bøde med livet for det kolossale og aldeles
uhæmmede lakseopdræt i norske fjorde. Nu går
det også ud over hjemlige fiskeopdrættere.
4. april 2002
© Steen Ulnits
|
