Aktuelt
2. kvartal 2000
Giftige alger i Kattegat
Ak ja. Knapt kunne man afblæse
alarmen omkring de giftige alger på Vestkysten, førend
årets første giftige alger dukker op på den
anden side af Jylland - i Kattegat...
Fødevaredirektoratet,
hvorunder sundhedsfarlige muslinger hører, har nu udsendt
en generel advarsel mod indsamling og fortæring af muslinger
i hele det store område syd for Djursland og vest for Fyn.
Det er fundet af muslinger indeholdende algegiften DSP - Diarrhetic
Shellfish Poisoning - i det nævnte område,
som har fået direktoratet til at advare. Samtidig er det
kommercielle muslingefiskeri i selvsamme område standset.
DSP er en ganske ubehagelig gift,
som forårsager mavesmerter, diarré og opkastninger
hos de mennesker, der indtager den. Indtil videre er der ikke
registreret forgiftningstilfælde, men én skal jo
være den første. Og denne opblomstring af giftige
alger er næppe den sidste i år...
25. juni 2000
© Steen Ulnits
Ja til fri adgang til naturen
Naturvismændene anbefalede
i deres første rapport - omtalt længere nede på
denne side - at den danske befolkning i videre udstrækning
sikres adgang til den danske natur.
Som det også er fremgået
af en notits på denne side, var jægerne mildest talt
ikke positivt stemt over for disse nye tanker. Jægerne
mente og mener, at dyrelivet nødvendigvis må sikres
fred i deres yngeltid. Og at dette tilsyneladende ikke er foreneligt
med en friere adgang til naturen for offentligheden.
Nu har miljø- og energiminister
Svend Auken selv grebet pennen og kommenteret sagen i et indlæg
i Århus Stiftstidende. Her slår han til lyd for,
at tingene ændrer sig. Samfundets udvikling nødvendiggør,
at man med mellemrum gør status og ser på, om de
gældende bestemmelser nu også er tidssvarende længere.
Svend Auken gør i den
forbindelse opmærksom på, at adgangen til den danske
natur har udviklet sig stille og roligt op igennem det forgangne
århundrede. Således var det en anden socialdemokrat
- Stauning - der i 1930'erne sikrede alle danskere fri adgang
til de danske kyster. Og i 1960'erne var det så de private
skove, som stod for tur - som blev åbnet delvis for offentligheden.
Nu er det atter tid til en udvidelse
af den frie adgang til den danske natur - mener altså Svend
Auken. Og denne gang er der fokus på bedre adgangsmuligheder
til større søer og vandløb. Nok et emne,
der burde interessere enhver stangsvinger med smag for ferske
fisk...
25. juni 2000
© Steen Ulnits
Fiskeriminister i selskabstømmersag
Så er der faldet en afgørelse
i sagen om tidligere fiskeriminister Kent Kirk (K) og hans salg
af et selskab til en velkendt selskabstømmer i 1993. Herved
blev skattevæsenet og dermed den danske stat snydt for
3,7 mio. kroner.
Østre Landsret har netop
afgjort, at Kent Kirk og hans fætter Kaj Kirk - begge med
solide rødder i fiskerbyen Esbjerg - nu skal betale de
3,7 mio. kroner tilbage. Ønsker Kirk-fætrene at
gå til Højesteret med sagen, skal der falde en rigtig
dom, som så kan ankes. Indtil videre har landsretten blot
ladet forstå, at den i så fald vil dømme tilbagebetaling
af de unddragne skattekroner.
Kent Kirk nægter imidlertid
at betale erstatningen, men skyder i stedet skylden over på
sin tidligere og nu afdøde skatterådgiver, som sammen
med Nordfyns Bank sagde god for selskabstømningen. Kent
Kirk har da også - for en sikkerheds skyld - anmeldt et
millionkrav i sin afdøde revisors dødsbo. Der vaskes
for alvor hænder i den sydvestjyske fiskerby.
23. juni 2000
© Steen Ulnits
Giftalger på retur
De giftige alger, som har hærget
langs den jyske vestkyst i de seneste dage - fra Ribe i syd til
Thyborøn i nord - ser nu ud til at være på
retur. Tids nok til at redde den nært forestående
turistsæson.
De lokale myndigheder har analyseret
muslinger og rejer for rester af algeproducerede giftstoffer,
men ikke fundet nogen. Giftalarmen er derfor afblæst i
denne omgang, men der er grund til at udvise forsigtighed i endnu
et stykke tid.
Lokalt overvejes det stadig at
harve badestrandene, så det fedtede og brune algeskum graves
ned i sandet. Så turisterne atter kan få sand mellem
tæerne og ikke en fedtet proteinmasse.
20. juni 2000
© Steen Ulnits
Thai dropper haj
Det store flyselskab Thai Airways
- dem med de store jumbojets og de små fikse stewardesser
- har taget konsekvensen af den internationale kritik af hajfangst
blot for finnernes skyld. Således har Thai Air nu taget
hajfinnesuppe af flymenuen og dermed imødekommet de mange
miljøorganisationers kritik af det årlige drab af
i tusindvis af hajer.
I stedet serverer Thai Air nu
andre asiatiske specialiteter for sine flyvende kunder. Nu er
der således ikke længere grund til at boykotte det
ellers meget velfungerende luftfartsselskab, som er blandt verdens
absolut største. Men ikke større, end at miljøorganisationerne
stadig tages med på råd. Thai Air lytter - og handler!
Interesserede kan læse
mere om rovfiskeriet efter hajer længere nede på
denne side.
20. juni 2000
© Steen Ulnits
Miljøfond for Mariager
Fjord
Mens myndighederne intet har
gjort for at rette op på forholdene i den iltsvindsplagede
fjord, som afgik ved døden i sensommeren '97, så
har TV3 blandt sine seere indsamlet kr. 125.000 til den nystiftede
"Mariager Fjord Miljøfond".
Det er tanken, at de indsamlede
penge fremover skal bruges en årlig pris til personer og
projekter, der kan gavne vandmiljøet i det, mange har
kaldt "landets smukkeste fjord". Men som desværre
blev til den mest ildelugtende af dem alle.
Interesserede kan læse
mere om problematikken på Mariager Fjord ved at klikke
her.
16. juni 2000
© Steen Ulnits
Giftalger på Vestkysten
Såvel Ribe Amt som Ringkøbing
Amt længere nordpå har nu konstateret giftige alger
langs den jyske vestkyst.
Således blev der ud for
den populære Vejers Strand observeret så mange giftige
alger, at vandet blev fyldt med slimet skum produceret af algerne.
Det er dette proteinrige skum, som forvolder dyr og badegæster
gener. Som enten giver udslæt og eksem eller ondt i maven.
I værste fald endda med feber og opkastninger til følge.
Dødsfald er også rapporteret, omend i meget sjældne
tilfælde.
Myndighederne har reageret på
de giftige alger ved at stryge de blå flag, som ellers
er en garanti for godt badevand. Samtidig opfordrer man folk
til ikke selv at indsamle blåmuslinger for at spise dem.
Muslingerne filtrerer nemlig store mængder algefyldt vand
og opkoncentrerer derfor de giftige stoffer.
16. juni 2000
© Steen Ulnits
Norges første marine naturreservat
Den 8. juni 2000 etablerede den
norske regering Norges første marine naturpark eller undervandsreservat
- i form af koralrevet ved Tautra i Trondhjemsfjorden.
Tidligere har man i Norge nedlagt
forbud mod trawlfiskeri på andre steder med naturlige forekomster
af dybvandskoraller - blandt andet Sularyggen og Iverryggen -
da korallerne vokser langsomt og derfor er sårbare over
for det hårdhændede fiskeri med bundslæbende
trawl. Korallerne vokser typisk med et par millimeter om rået.
Men Tautra i Trondhjemsfjorden
er stedet, hvor man har verdens laveste forekomst af dybvandskoraller.
Hvor korallerne normalt trives på dybder fra 100 til 2.000
meter, kan man her studere korallerne på blot 40 meter
vand. Derfor gjorde man netop Tautra til Norges første
marine naturreservat.
Fremover må der ikke fjernes
koraller fra revet, men dykkere har også fremover fri adgang
til at studere den sjældne forekomst på nærmeste
hold.
16. juni 2000
© Steen Ulnits
Lillebælt marin nationalpark?
Man kunne ønske sig, at
den danske regering ville være lige så fremsynet
som den norske - at ikke kun synlige landområder fredes,
men også bevaringsværdige lokaliteter under
vandet.
Lidt nord for Hirsholmene
i Nordjylland findes således et ganske usædvanligt
geologisk fænomen. Det er blevet kaldt Danmarks svar på
et koralrev, men har intet med koraller at gøre. Det drejer
sig i stedet om metangas, der bobler op fra en iltfri sandbund.
Gassen bruges af specialiserede metanbakterier, som sammen med
deres egne affaldsstoffer er i stand til at kitte sandet sammen
i store, søjleagtige formationer.
Søjlerne kan være
op til 3 meter høje og danner et enkelt sted sågar
en hel hule, man som dykker kan svømme igennem. Der er
naturligvis forbud mod opankring og anden skadelig aktivitet
på dette nordjyske "koralrev", der helt oplagt
burde fredes.
Det samme gælder den smalle
del af vort strømstærkeste sund, nemlig den del
af Lillebælt, som går under betegnelsen "Snævringen".
Intet andet sted i Danmark findes så store dybder - op
til 80 meter - og så hård en strøm som netop
her. Ikke mindre end 40 kubikkilometer vand passerer netto op
gennem Lillebælt hvert år - fra Østersøen
og op i Kattegat. Men da vandstrømmen regelmæssigt
skifter og går begge veje, er bruttogennemstrømningen
op mod fire gange større!
Det er forhold, som danner grundlag
for en unik flora og fauna - heriblandt store søanemoner,
som rækker deres fangarme ud i strømmen. Men samtidig
søanemoner, som lider under den daglige og meget hårdhændede
gennemfiskning af bæltets trawlfiskere. De bliver derfor
ikke nær så store og flotte, som de ellers ville
kunne blive. Det rapporterer stedkendte sportsdykkere.
"Snævringen"
ville derfor være et oplagt bud på Danmarks første
marine nationalpark - med et trawlforbud som en helt naturlig
konsekvens.
16. juni 2000
© Steen Ulnits
Rovfiskeri efter hajer
Ud for den nordamerikanske østkyst
findes en stor bestand af små pighajer, som lokalt kaldes
"spiny dogfish". Fisk, som i mange år mest af
alt er blevet betragtet som skidtfisk, når de i stort antal
havnede i fiskernes garn og på langliner som uønskede
bifangster.
Men så pludselig åbnede
der sig et marked for de før så værdiløse
pighajer. Og straks påbegyndtes et målrettet fiskeri
efter småhajerne, som på ganske få år
ser ud til at kunne trække tæppet væk under
hele den engang så store bestand. Hajerne fanges ikke mindst
ud for staten Massachusetts i USA, hvorfra de eksporteres til
England, hvor de siden bliver til Fish & Chips. Her brugte
man tidligere den lokale torskefisk kuller, men bestandene af
kuller er nu overfisket på grund af efterspørgselen.
Men ikke kun i Atlanterhavet
har hajerne det svært. Det har de også i farvandet
ud for Hawaii i Stillehavet, hvor fangsten af hajer er steget
med mere end 2.000 procent siden begyndelsen af 90'erne. Hajerne
fanges udelukkende for de kødfulde og velsmagende brystfinners
skyld. Resten af hajen smides efter afskæring af finnerne
i havet igen - stadig ofte i live og sprællende.
Det amerikanske handelskammer
har imidlertid taget skridt til en forvaltningsplan, der skal
beskytte i hvert fald pighajerne mod udryddelse. Som nævnt
længere nede på denne side har amerikanerne også
- på den 11. internationale "CITES" konference
om handel med truede dyre- og plantearter - stillet forslag om
et forbud mod handel med hvalhaj, verdens største haj.
USA stillede også forslag om forbud mod enhver form for
jagt på og handel med den store hvide haj, som i dag anses
for udryddelsestruet.
Det er således ikke let
at være haj i disse år - med mindre man da er bolighaj
eller børshaj. Disse to arter ser ikke ud til at være
det mindste truet. Desværre...
12. juni 2000
© Steen Ulnits
Big Game Catch & Release
Det diskuteres ofte, om det kan
svare sig at genudsætte store Big Game fisk á la
tun og marlin - fisk, som ofte er fightet i timevis, førend
de har ladet sig bringe til båden. Fisk, som kunne formodes
at være så svækkede efter den lange kamp, at
de ville dø efter genudsætning.
Nu har man for første
gang data, som dokumenterer, at fangst og genudsætning
af store blå marlin efter al sandsynlighed lader sig praktisere
- med fisk, der overlever fight, landing, afkrogning og genudsætning.
Det har man kunnet påvise ved specielle satellitmærkninger,
som er ganske kostbare.
Man fangede i forsøget
ni blå marlin i størrelsen 150-425 lbs. (68-191
kg), som alle efter fight, landing og afkrogning inden genudsætningen
blev forsynet med en satellit-tag samt et almindeligt plastikmærke.
Det specielle ved satellit-mærket
er, at den lille mikroprocessor er programmeret til at slippe
fisken - i det refererede forsøg efter 122 timer. Altså
godt fem dage efter genudsætningen. Når mærket
har sluppet fisken, flyder det op til overfladen, hvor det straks
begynder at transmittere data om position og vandtemperatur på
stedet til Argos satellit-systemet. Herfra kan de transmitterede
data så hentes hjem til jorden og studeres.
De sendte data viste glædeligt
nok, at i hvert fald otte ud af de ni mærkede marlin efter
alt at dømme havde overlevet fight og genudsætning.
I hvert fald dukkede otte af de ni satellit-mærker op til
overfladen på steder, der lå 40-134 sømil
(74-248 km) fra genudsætningsstedet. I det niende tilfælde
er fisken enten død eller mærkets udløsermekanisme
svigtet eller senderen brudt sammen.
Biologerne tager disse resultater
som dokumentation for, at fangst og genudsætning er en
forsvarlig politik over for havets storvildt. De bruger det også
som argument for, at de mange tusinde næbfisk, der hvert
år ved en fejl havner på en krogline, med fordel
kan genudsættes. Undersøgelser viser nemlig, at
omkring halvdelen af disse fisk endnu er i live ved røgtning
af kroglinerne.
12. juni 2000
© Steen Ulnits
Vandkraft forurener
Miljømyndighederne generelt
og miljøministeren specielt har længe slået
på tromme for vandkraften, der leverer CO2-fri energi,
og som dermed ikke bidrager til drivhuseffekten og den globale
opvarmning.
Nu viser det sig slet ikke at
holde vand i virkeligheden. Amerikanske "New Scientist"
kan nu - med baggrund i en dugfrisk rapport fra organisationen
"World Commission on Dams" - berette, at vandkraften
faktisk er storleverandør af drivhusgasser. Blot er det
ikke CO2, der produceres, men methan - CH4 - som er den anden
af de vigtige naturproducerede drivhusgasser.
Det viser sig nemlig, at der
i bundslammet på de opstemmede kraftværkssøer
og vandmagasiner produceres store mængder methan. Og da
methan er 20 gange så effektiv en drivhusgas som CO2, konkluderer
rapporten, at vandkraften samlet set øger drivhuseffekten.
Stik modsat de hidtidige antagelser. Så nok er vandkraften
CO2-fri. Men den er samtidig CH4-rig!
Oplagt læsning for miljø-
og energiminister Svend Auken, når han skal tage stilling
til Tangeværkets og Gudenåens fremtid!
Interesserede kan læse
mere om vandkraft under "Artikler".
9. juni 2000
© Steen Ulnits
Nej til fri adgang til naturen
Danmarks Jægerforbund (DJ)
ser ikke med milde øjne på naturvismændenes
anbefalinger, som er omtalt længere nede på denne
side. Naturrådet ønsker blandt andet, at offentligheden
i højere grad sikres fri adgang til den danske natur.
DJ mener, at en fri adgang til
den sårbare og meget begrænsede danske natur vil
være en alt for stor belastning for den. Ikke mindst i
dyr og fugles yngletid er det bydende nødvendigt, at dyrelivet
får fred, mener DJ.
Formanden for Naturrådet
går ind for en friere adgang til naturen, og det gør
formanden for det indflydelsesrige Friluftsråd også.
Begge er dermed på linje med miljøminister Svend
Auken, som tidligere har talt for det samme.
Alt tyder således på,
at vi her har med en politisk sag at gøre. Det er langt
fra kun hensynet til naturen, der spiller ind her.
9. juni 2000
© Steen Ulnits
Nedtur for natur
I 1998 nedsatte miljø-
og energiminister Svend Auken et såkaldt Naturråd
bestående af en række naturvismænd. Et Økologisk
Råd, om man så må sige, og en pendant til Økonomisk
Råd og dets økonomiske vismænd.
Naturrådets opgave var
og er at følge udviklingen i den danske natur og derudfra
rådgive den danske regering i naturspørgsmål.
Pudsigt nok er Naturrådet netop barslet med sin første
rapport overhovedet - pudsigt, da Økonomisk Råd
netop har fremlagt deres rapport over konsekvensen af en dansk
deltagelse i den europæiske møntunion - med Euro
i stedet for kroner.
Økonomisk Råd konkluderede,
at Danmark næppe vil få hverken fordele eller ulemper
ved at stå uden for møntunionen - at spørgsmålet
derfor primært er af politisk karakter og ikke økonomisk.
De økonomiske vismænd blev straks skældt huden
fuld af såvel statsministeren som finansministeren, da
rådets fortolkning mildt sagt ikke stemmer overens med
regeringens skræmmebillede af et dansk nej.
Det skal blive spændende
at se, om den samme skæbne nu vil overgå Naturrådets
første udspil om den danske natur. Naturvismændenes
konklusioner foreligger nu i en diger 700 siders rapport, hvis
hovedpunkter er følgende:
- Den danske regering bør
nedsætte et klimapanel, der kan tage højde for de
klimatiske ændringer, som den globale opvarmning efter
alt at dømme vil medføre.
- Der skal gøres en
ekstra indsats for at redde truede landskabstyper såsom
enge, heder, klitter, moser og overdrev fra det stedse mere intensive
landbrug.
- Der bør sikres større
sammenhængende naturområder med forskellige typer
natur for eftertiden - ikke som i dag små isolerede enheder
med hver deres særpræg.
- Der skal sættes endnu
flere penge af til bevarelsen af naturskove i Danmark, end tilfældet
er i dag - og ikke kun penge til yderligere skovrejsning.
- Den danske befolkning skal
i videre omfang sikres adgang til danske naturområder,
som enten fredes eller opkøbes af private personer eller
institutioner.
- Grundloven bør skrives
om, så der - som i Norge og Finland - tages skyldigt hensyn
til naturen i alle spørgsmål. Den private ejendomsret
bør tages op til revision.
Nu må vi så vente
spændt på, hvad Svend Auken mener om rapporten og
dens konklusioner. Om han vil give den samme ublide medfart,
som finansminister Mogens Lykketoft gav Økonomisk Råds
vismænd, da de ikke nåede frem til samme resultat
om Euro'en som han selv...
Under alle omstændigheder
konkluderer naturvismændene, at den danske natur er på
en stabil nedtur, hvis ikke der gøres noget radikalt.
Overvismand Peder Agger sammenligner det med at "stå
på en supertanker. Man må beslutte sig for, om man
vil rette op, længe inden man sejler ind i noget".
6. juni 2000
© Steen Ulnits
LDL Handlingsplan 2000
"Landsforbundet Danske Lystfiskere"
(LDL) har nu eksisteret i 5 år og tæller nu omkring
25.000 medlemmer på landsplan. På den seneste generalforsamling
vedtog man en Handlingsplan 2000, som har følgende hovedpunkter:
Yderligere information om LDL
kan fås på telefon 48 39 09 79.
3. juni 2000
© Steen Ulnits
OOA lukker og slukker
Efter et kvart århundredes
oplysningsarbejde om eller rettere imod atomkraft lukker græsrodsorganisationen
"Organisationen til Oplysning om Atomkraft" - i daglig
tale blot kaldet OOA - nu sit kontor i København.
Årsagen? Mangel på aktivister samt tilfredshed med,
at det trods alt lykkedes at få stoppet planerne om atomkraft
i Danmark.
Det hele startede i 1970'erne,
hvor de danske elselskaber - i lighed med de svenske - ønskede
at etablere atomkraftanlæg. Problemet var blot, at man
dengang som nu ikke kan anvise 100% sikre opbevaringsforhold
for det udtjente og højradioaktive atombrændsel.
Samtidig oplevede man på Three Mile Island i USA - på
et højteknologisk anlæg i den vestlige verden -
et uheld, der længe truede med at udvikle sig til en katastrofe
af langt større dimensioner. Den frygtede og ukontrollable
nedsmeltning af reaktorkernen.
Det var de arabiske landes ensidige
prisstigninger på råolien, der i 1970'erne for alvor
satte skub i tankerne om indførelse at atomkraft - så
man kunne være uafhængig af de upålidelige
arabiske olieproducenter med Saudi Arabien i spidsen. - Hvem
husker ikke de bilfri søndage og de øde landeveje,
som blev konsekvensen af arabernes oliepolitik?
Men det var primært ulykken
på Three Mile Island, der gav OOA vind i sejlene, og som
for alvor gav organisationen folkelig opbakning. Noget tilsvarende
lykkedes først for sent i både Tyskland og Sverige,
som den dag i dag må slås med atomkraftværker
fra dengang. OOA fik så meget vind i sejlene, at atomkraften
officielt blev strøget af dansk energipolitik i midten
af 1980'erne.
Indtil videre kan OOA dog glæde
sig over, at svenskerne for nylig har lukket den første
af Barsebäcks to reaktorer. Og over, at sjællænderne
slap for et atomkraftværk ved Isefjorden, hvor elselskaberne
ellers allerede havde købt en grund. På samme måde
havde de jyske elselskaber kig på Gylling Næs syd
for Århus som en mulig lokalitet for et jysk atomkraftværk.
Så på én gang
farvel, tak og tillykke til OOA, som i dag onsdag den 31. maj
lukker og slukker efter 26 års ihærdigt oplysningsarbejde.
Om ikke andet så glemmer vi næppe nogensinde deres
berømte slagsang:
- - Hvad skal væk? -
Barsebäck!
-
- - Hvad skal ind? - Sol og
vind!
Interesserede kan læse
mere om atomkraft generelt og radioaktivitet i fisk og vand specielt
ved at klikke her. - Hvorfor er fiskene eksempelvis radioaktive
helt oppe i Lapland?
31. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
F-ornemme F-luehjul fra F-enwick
Nej, jeg er ikke begyndt at stamme.
Det er blot navnet på den nye serie fluehjul, som amerikanske
Fenwick har lanceret til 2000-sæsonen. De hedder nemlig
"F-series" og byder på det ypperste i
materialer, konstruktion og forarbejdning.
F-series omfatter fem modeller,
hvoraf de to største er såkaldte "Large Arbor"
hjul med bred spolekerne. De tre mindste er mere klassiske af
udseende, men alle fem modeller er fræset ud af en massiv
blok flyaluminium. Og alle fem er forsynet med en nyudviklet
skivebremse, som er ganske avanceret:
Den bygger nemlig på varmeafvisende
grafitskiver, som endda er sikrede mod "aquaplaning",
dersom der skulle komme vand på bremseskiverne. Det ledes
i så tilfælde bort i små riller på skiverne,
som derfor på én gang er både ventilerede
og drænede!
Den mindste model F3-4 har dog
en lidt enklere bremse, som i stedet tager sigte på at
beskytte selv de tyndeste forfangsspidser mod brud.
Alle F-series hjul leveres i
et hjulfoderal af neopren, som ikke blot beskytter hjulet, når
det ikke sidder på stangen. Det kan også monteres
omkring både stang og hjul. Ideelt til transport af færdigriggede
stænger - og aldeles uundværligt, hvis der fiskes
fra båd.
Ædeltræshåndtag
er med til at forstærke indtrykket af absolut sublim topkvalitet.
31. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Torden og Lynild - igen!
Vi halvgamle fluefiskere husker
tydeligt, da amerikanske Berkley for mere end ti år siden
introducerede de første "Lightning" stænger.
Det var radikale nyskabelser, der ikke kun så ud som torden
og lynild med deres sorte klinger og hidsige rød-gule
beviklinger. De kastede også formidabelt med deres meget
slanke klinger af 100% radial (krydsvævet) kulfiber.
Det var i de år, hvor Berkley
for alvor lagde sig ud med konkurrenterne - i form af en kampagne,
hvor de ganske enkelt fik et laboratorium til at brænde
egne og konkurrenters klinger af, så man kunne se det præcise
kulfiberindhold.
Det er vel næsten overflødigt
at fortælle, at kun Berkley's egne stænger levede
op til varedeklarationen - i form af en "Carbon Content
Rating" (CCR), der på klingen hvidt på sort
angav kulfiberindholdet.
Nu har Berkley til år 2000
relanceret "Lightning" fluestængerne - i form
af fire 9-10 fod lange stænger i henholdsvis klasse 5-6
0g 7-8. Det er stænger, som med deres lave priser og gode
kasteegenskaber nok skal vinde mange tilhængere her i landet.
Den kostbare radiale kulfiber
er dog udskiftet med en mere tidssvarende IM7 fiber.
31. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Fjerlette, jernstærke og
lynhurtige!
Egentlig er det ikke rigtige
nyheder, da de har været på markedet i nogen tid,
men sikke nogle flotte ord! Har du blot én gang stået
og bandet over, at din fluestang lige akkurat ikke magtede at
lægge de sidste meter line ud til ringene fra den store
ørred, så var det måske en idé at kigge
nærmere på Fenwick's efterhånden klassiske
"Ironfeather" serie.
Det er ikke stænger for
lejlighedsvise eller uøvede fluefiskere. Det er i stedet
lynhurtige sager, som stiller store krav til kasteren, hvis man
skal få det optimale ud af dem.
Den avancerede CoFi konstruktion
af klingen sikrer smækre stænger, som kræver
en hurtig kasterytme og god koordination af bevægelserne.
Men så er det heller ikke stængerne, der sætter
begrænsningerne længere - så er det kasteren
selv. På godt og ondt.
Hvis man vover at prøve
kræfter med disse avancerede klassikere, er der hele 17
CoFi modeller at vælge imellem - fra 8 fod klasse 4 til
15 fod klasse 11. Der skulle således nok være én,
der passer.
31. maj 2000
© Steen Ulnits
Åbent hus ved lukket vand
Den lille å med de store
havørreder - Karup Å - er kendt som et vand, der
i de senere år er blevet mere og mere lukket for offentligheden.
Et vand, hvis fiskere i stigende grad er medlemmer af små
konsortier eller lukkede foreninger.
Men nu agter fiskerne ved Karup
Å at linde lidt på døren til det lukkede vand.
Det vil man gøre i form af et Åbent Hus arrangement
i dagene 24.-25. juni. Årsagen er, at den hæderkronede
Hagebro Kro ved bredden af den mindst lige så berømte
Karup Å i år kan fejre sit 300 års jubilæum.
Det fejres med et arrangement, hvor man i to måneder vil
udstillet gamle historiske fotos samt fiskegrej, som vore forgængere
brugte det ved åen.
Vil man deltage i Åbent
Hus arrangementet og fiske i nok landets bedste havørredvand,
koster det 175,- kroner for et fiskekort, der gælder fra
lørdag den 24. juni klokken 14 til søndag den 25.
juni klokken 14. Hele natten inklusive!
Nærmere oplysninger hos
Hagebro Kro på telefon 97 45 20 05.
28. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Partridge passé...
Umiddelbart syd for industricentret
Birmingham ligger den engelske by Redditch, der siden 1200-tallet
har været først nålenes by og siden fiskekrogenes.
Fiskekroge laves nemlig efter
samme recept og samme grundprincipper som nåle, og flere
af de store nåleproducenter i Redditch slog sig derfor
tidligt på fremstilling af fiskekroge. Tænk blot
på navne som Allcock, Bartleet, Milward og Partridge.
Til sidst var der kun Partridge
tilbage blandt de gamle krogfabrikanter i Redditch. Partridge
familien begyndte at fremstille kroge i 1836, og i begyndelsen
af 1920'erne flyttedes produktionen til Mount Pleasant, en af
byens forfærdeligt mange bakketoppe.
Efter en lang nedtur i 70'erne
og 80'erne talte firmaet i midten af 90'erne godt 50 medarbejdere,
som årligt fremstillede mere end 25 millioner kroge - primært
til fluefiskeri. I 1997 købte så norske Mustad Partridge
af den tidligere og meget dynamiske indehaver Alan Bramley. Mustad
lovede i den forbindelse, at opkøbet ikke var sket for
at lukke Partridge.
Men Mustad sagde ikke noget om,
at man ville blive i Redditch. Og for ganske nylig fyrede den
norske krogproducent da også hele medarbejderstaben og
flyttede produktionen til Singapore, hvis billige arbejdskraft
også er storleverandør af billige kvalitetsfluer.
Partridge bliver aldrig, hvad
Partridge var engang. Slut med engelskfremstillede Partridge
kroge. Slut med kroge af det bedste engelske Sheffield stål.
Slut med de små poser, der var "Inspected by Mary"
og andre engelske piger med forstand på de dele.
En epoke er definitivt forbi.
Tilbage i Redditch er dog en enkelt ganske lille producent af
håndlavede kroge, nemlig "Sprite", som mest er
kendt for sine sortlakerede laksekroge. Det er nu op til en enkelt
mand - Vince Green - at opretholde de stolte krogmagertraditioner
i nålenes og krogenes gamle by.
Interesserede kan læse
den fulde historie om Partridge ved at klikke her.
28. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
"Kiwi 2000" fra Cortland
Amerikanske Cortland har taget
hul på sæsonen med en helt ny serie fluestænger,
som markedsføres under navnet "Kiwi 2000".
Det første hentyder naturligvis
til New Zealand - fluefiskerens paradis på jord - hvor
stængerne fremstilles. Det andet til det netop overståede
årtusindskifte, som naturligvis måtte markeres med
en ny stangserie.
Der er tale om en serie hypermoderne
fluestænger monteret med étbenede stangringe i titaniumcarbid
samt hjulholder med indsats af radialvævet kulfiber - begge
dele for vægtens skyld.
Klingerne er fremstillet af 100%
grafit, idet også den tværgående kerne - de
såkaldte "hoop" fibre, som holder stangen rund
under belastning - er af kulfiber. Sågar håndoplagt
i en slags helix af tværgående spiralfibre.
Stængerne fås i længderne
8-9 fod og i lineklasser fra 4-9. Der er seks 2-delte modeller
at vælge imellem og tre 4-delte rejsestænger i Cortland's
nye newzealandske topserie.
25. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Letvægts Large Arbor LTD
De fleste forbinder Cortland
med flueliner - og med rette. Det var således Cortland,
der i 1952 lancerede verdens første syntetiske flueline
- forgængeren til vore dages moderne PVC liner. Den evigt
unge 444'er hører stadig til blandt verdens bedste og
mest slidstærke flueliner.
Men Cortland er andet og mere
end blot flueliner - meget mere. Cortland har nemlig en aldeles
komplet samling af stænger, hjul, liner, forfang og alle
de mange andre småting, som vi fluefiskere er så
afhængige af. Alt dette kan fås fra Cortland - i
år også et helt nyt og meget spændende hjul,
som vil være perfekt til dansk kystfluefiskeri.
Det drejer sig om den nye "Large
Arbor" model i Cortland's efterhånden velkendte "LTD"
serie, som byder på hjulhus i kulfiber (for letvægt),
aluminiumspole (for stabilitet) og skivebremse. Nu er der så
kommet en storebror med bred spolekerne og en linekapacitet,
der passer til danske kystørreder.
Det nye hjul tager således
en WF 7 line plus 150 meter 20 lbs. bagline uden at kny. Absolut
et kig værd, hvis du står og skal investere i et
nyt hjul til kysten. Prisen - den er nemlig ganske rimelig!
25. maj 2000
© Steen Ulnits
Nye perspektiver, tak!
Den 7. april i år sagde
formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen,
til TV2 blandt andet følgende, som især var møntet
på havbrug og deres forurening:
"I den miljøpolitiske
debat fremstilles arbejdspladser og miljø tit, som om
det er to modsætninger. Det er en noget gammeldags betragtningsmåde.
Vi bliver nødt til omstille hele vores erhvervspolitik
til at tage hensyn til miljø, renere teknologi osv., og
så satse på en grøn erhvervpolitik og fremtidssikrede
arbejdspladser, hvorimod de der kører med forældet
teknologi og forurener miljøet, alligevel forsvinder på
et eller andet tidspunkt".
"Virksomheder, som hviler
på et meget miljøbelastende grundlag, bliver nødt
til at finde en helt ny måde at producere på, der
tager hensyn til energi, resourceforbrug og miljøbelastning.
De høje miljøkrav breder sig globalt, og virksomheder
må indrette sig på fremtidens miljøkrav. Det
er der er perspektiv i",
sagde altså Jørn Jespersen.
Læs også notitsen
om Musholm Lax herunder. Det er sådanne forurenende virksomheder,
Jørn Jespersen tænker på.
22. maj 2000
© Steen Ulnits
Nye trusler mod truede arter
Kenya var i sidste måned
vært for den 11. internationale konference om handel med
truede dyre- og plantearter - "CITES" også kaldet.
CITES trådte i kraft i 1975 og omfatter i dag omkring 150
lande verden over.
Ikke uventet var Norge på
banen med et forslag om genoptagelse af fangsten af vågehvaler
i Nordatlanten, mens Japan gik ind for fangst af vågehval
og gråhval fra Stillehavet. Ikke uventet, da netop disse
to nationer har en tradition for fortsat at ville fange dyrearter,
som andre medlemslande ønsker at beskytte.
USA foreslog et forbud mod handel
med hvalhaj - verdens største haj, der kan måle
op mod 20 meter i længden - samt enhver form for jagt på
og handel med den store hvide haj, der i dag anses for udryddelsestruet.
Det sidstnævnte bakkede Australien også op om. Endelig
foreslog Storbritannien en regulering af handelen med kød
fra brugden, som er verdens næststørste haj.
For at fremme egne ønsker
på fiskefronten gik Japan ind for en øget handel
med elfenben fra elefanter. Det er den slags politiske studehandler,
som gør det svært for ikke at sige umuligt at beskytte
truede dyrearter. Japanerne vil partout spise truede dyrearter,
til de ikke længere eksisterer.
På konferencen gav de sågar
selv udtryk for, at man skam agtede at blive ved - uanset konsekvenserne.
Det var og er en del af japansk madkultur, forlød det...
22. maj 2000
© Steen Ulnits
Slut med drivgarn i Wales
Den islandsk baserede North Atlantic
Salmon Fund (NASF), som opkøber laksekvoter for at redde
atlanterhavslaksen fra udryddelse, har gjort det igen.
Denne gang er det drivgarnsfiskerne
i Wales, som har indgået en foreløbig opkøbsaftale.
En aftale, der kommer laksene i så berømte floder
som Usk, Severn og Wye til gode. Fiskerne har her accepteret
at indstille deres laksefiskeri med drivgarn og laksefælder,
mod at de kompenseres økonomisk af NASF. Et helt og aldeles
privat opkøb, altså - uden medvirken fra hverken
den engelske eller den walisiske regering.
Det er et opkøb, som ikke
kun vil komme laksefloderne i England og Wales til gode. Fangsterne
her inkluderer nemlig også laks på vej til gydepladserne
i de få resterende laksevandløb i Frankrig og Spanien.
Laksen er jo om nogen en international fisk, som ikke kender
til landegrænser.
NASF ser opkøbet af den
walisiske laksefangst som et vigtigt første skridt på
vejen mod det endelige opkøb af det langt større
"interception" fiskeri, som finder sted i Nordengland.
Et fiskeri, som truer med at udrydde de sidste laksebestande
i verdensberømte floder som eksempelvis Tweed og Spey.
Dernæst gælder indsatsen det ligeledes storstilede
garnfiskeri, som stadig finder sted på den irske vestkyst.
Den internationale organisation
ICES ("International Council for the Exploration
of the Sea") præsenterer snart den årlige
oversigt over laksefangsterne i Nordatlanten. Oversigten forventes
at vise, at garnfiskeriet i 1999 tog 86% af alle laks fanget
i England og Wales. Dette baseret på den kendsgerning,
at sportsfiskerne efterhånden genudsætter omkring
halvdelen af deres fangster i floderne.
Drivgarnsfiskerne har i de seneste
år haft store problemer med overhovedet at fange laks nok
til at holde skindet på næsen rent økonomisk.
Det var da også baggrunden for fiskernes forhandlingsvilje,
at der simpelthen ikke var flere laks at fange. Derfor var man
naturligt nok positivt indstillet over for et økonomisk
gunstigt opkøb.
Nu venter vi så kun på,
at den engelske fiskeriminister vil dokumentere i praksis, hvad
han sagde for nylig: At den britiske regering vil gå ind
som medfinancier af de kommende opkøb af gamle garnrettigheder.
Se notits herom længere nede på denne side.
Under alle omstændigheder
er der endnu engang grund til at ønske NASF's utrættelige
islandske formand Orri Vigfusson tillykke med et godt resultat,
som endnu engang giver håb om en fremtid for atlanterhavslaksen!
Interesserede kan læse
mere om NASF - og se flotte fotos fra Island - ved at klikke
her.
17. maj 2000
© Steen Ulnits
"Danmark er et lorteland"
"Det kan ikke være
rigtigt, at nogle få landmænd for ussel mammons skyld
får lov til at forvandle vores land til en stor gyllemark".
Sådan skriver medieøkonom
Karna Maj i dag i dagbladet Politiken. Overskriften "Danmark
er et lorteland" er hentet fra Buster Larsen, som i sine
nu klassiske TV-monologer om Danmark altid sluttede af med den
svada - omend han dengang ikke tænkte på landmænd
og gylletanke.
Dengang i 70'erne var det danske
landbrug endnu ikke den industriproduktion, det i mellemtiden
har udviklet sig til. Dengang havde det danske landbrug stadig
en snert af den kontakt med naturen, som enhver form for landbrug
bør have, hvis det skal være bæredygtigt og
langtidsholdbart.
Karna Maj skriver videre - efter
at have fortalt om det dejlige solskinsvejr lige uden for døren:
"Hvorfor sidder jeg så her bag skærmen en
lørdag eftermiddag?......Ganske enkelt fordi vi her i
husrækken ikke kan trække vejret udenfor, og det
har vi ikke kunnet siden i mandags, da nabolandmanden kørte
første hold gylle ud over et flere hektar stort areal
med korn lige over for husrækken. Bortset fra en enkelt
dag, hvor vinden var os nådig og vi kunnet få luftet
ud inde i huset.......Snart er der heller ikke mere rent tøj,
men hvem har lyst til at vaske tøj, som kommer til at
lugte af gylle?"
For en halv snes år siden
var der omkring 10 millioner slagtesvin her i landet. I dag er
der op imod 25 millioner, og landbruget presser på for
at komme op på en samlet produktion i nærheden af
35 millioner. Altså mere end en 3-dobling på godt
og vel et årti. Altsammen for at nogle få mennesker
- landmændene - kan tjene penge til sig selv og nationen.
Men på bekostning af miljøet, som lider voldsomt
under den støt stigende svineproduktion og den tilsvarende
stigning i gyllemængden.
For landbruget skal af med de
store gyllemængder, som derfor spredes over markerne i
overdosis. Noget fordamper med det samme - efterladende en svidende
stank af død. Andet løber af markerne som overfladevand
- direkte ud i vandmiljøet. Atter andet siver ned i grundvandet,
som forurenes med nitrit, inden også det havner i vandmiljøet
- blot noget forsinket.
Vi har allerede set resultaterne
- i form af en Mariager Fjord, som afgik ved døden for
et par år siden. Og vi kommer til at se mange flere, så
længe vore politikere ikke sætter en stopper for
dette, nå ja, svineri. For Mariager Fjords vedkommende
kan Nordjyllands Amt konstatere, at små 80% af alt det
dødbringende kvælstof i fjorden stammer fra netop
landbruget.
- Men hvem i alverden har dog
givet et fåtal landmænd tilladelse til sådan
at ødelægge luft, jord og vand for os allesammen
i dejlige Danmark?
13. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Skudsikre nyheder fra Fenwick
Amerikanske Fenwick havde sidste
år stort held med lanceringen af "Techna AV"
stængerne, der som de første nogensinde benyttede
kevlar til en gennemgribende forstærkning af klingerne.
Ikke blot i form af en omvikling
med enkelttråde som tidligere set, men i form af en total
integration med kulfiberklædet. Som et beskyttende lag
uden på de aktionsgivende kulfibre, der kan være
ganske ømtålelige over for mekanisk påvirkning.
Da kevlar er det samme materiale,
som blandt andet bruges i skudsikre veste, er de nye Techna AV
stænger ifølge Fenwick hele fire gange mere modstandsdygtige
overfor stød og slag end almindelige kulfiberstænger.
Et godt salgsargument, hvis stangen primært eller ofte
skal bruges på steder, der regelmæssigt udsætter
den for knubs. Eksempelvis i en båd.
Til år 2000 har Fenwick
udvidet sortimentet af Techna AV fluestænger med hele fem
nye modeller. Det drejer sig primært om lange sager på
10, 11 og 14 fod, der alle leveres i sølvskinnende alurør.
Med undtagelse af de store SiC-forede
skyderinge bruges udelukkende de nye étbenede øjer
af titanium-belagt rustfrit stål.
13. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Vadesko fra Teeny
Amerikaneren Jim Teeny kender
de fleste nok for hans banebrydende flueliner, som mest af alt
er synkende skydehoveder med påsplejset running line -
blot er linerne ud i ét uden irriterende splejsninger.
Nu har Jim Teeny barslet med
en næsten lige så banebrydende ny vadesko. Til stor
glæde for de mange, som har bandet over deres irriterende
vadesko, som hver gang skulle snøres og snøres
op, når de skulle af og på.
Jim Teeny er en praktisk mand,
så hans vadesko er uhyre praktiske. De har nemlig hverken
snørebånd eller velcrolukke. I stedet er de forsynet
med en kraftig lynlås bagtil samt et fleksibelt forstykke
af neopren.
Denne kombination gør
det nemt og bekvemt at komme ind og ud af sine vadesko, som tilmed
kan strammes ekstra op med et velcrolukke fortil, hvis man føler
behov for det.
13. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejtest:
3-delte nyheder fra Scierra
Vi tog til Samsø i god
tid før årets havørredkursus på højskolen.
Formålet var naturligvis at kigge de bedste steder ud og
svinge fluestængerne lidt, før kursisterne ankom.
Jeg havde en splinterny Scierra SST 9 1/2 fod klasse 7
stang med, som skulle testes - helst under de mest realistiske
forhold. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en
halv times tid på nordkysten, førend en god fisk
lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.
SST stangen kom på en hård
prøve, for fisken var af den vægtige slags og ville
bestemt ikke med ind til land. Efter en solid fight med et par rigtig
gode udløb kunne en tililende tysker løfte sit
store net op omkring min første Samsø-fisk i dette
årtusinde - et pragteksemplar af en sølvskinnende
og smældfed havørred på 3,1 kg, 66 cm lang.
Den nye SST stang kan altså
fange fisk, og det er jo godt. Men den kan mere end det. Den
er uhyre let uden derfor at mangle kræfter. Faktisk kaster
den en 8'er line helt uden problemer, hvis det er det, der skal
til. Og så er den holdt i en smuk og diskret matgrøn
finish, der ikke afgiver skræmmende reflekser under kast
og fiskeri. Endelig er den forsynet med de nye étbenede
stangringe, som holder vægten helt i bund.
Hertil hjælper også
hjulholderen, som er uplocking og sortelekseret med indlæg
af radial kulfiber. Håndtaget er af førsteklasses
kork, som leder tankerne hen på langt dyrere stænger
- dertil forsynet med en fast fighting butt, som hverken er for
kort eller for lang. Samtidig er stangen 3-delt, hvilket gør
den let at transportere.
Alt i alt en fremragende stang,
som selv meget kræsne fluefiskere vil kunne trives med.
Til en pris, der er rimelig og til at forstå. Dyrere behøver
det altså ikke at være, hvis man blot vil have flot
finish og fornem funktion.
11. maj 2000
© Steen Ulnits
Grejtest:
Guf fra Geoff!
Ganske mange danske lystfiskere
har efterhånden fundet ud af, at man virkelig får
noget for pengene, når man investerer i beklædning
fra "Geoff Anderson". Går man en tur på
kysten, støder man regelmæssigt på de fikse
vadejakker fra dette firma. Flere og flere vælger ligeledes
Geoff Anderson, hvis der skal et par nye og slidstærke
bukser til - i et rapt design og med lommerne på rette
sted.
Men det er langt fra altid, man
kan se, om der er Geoff Anderson i garderoben. En stor del af
produkterne er nemlig beregnet til at bæres inderst på
kroppen - i form af svedtransporterende undertøj eller
ditto mellemlag. Jeg har i løbet af vinteren haft et sæt
Geoff Anderson "Evaporator" til langtidstest. Blandt
andet har det været med på en tre ugers tur til Ildlandet
i det sydligste Sydamerika - en tur, hvor temperaturen flere
gange dykkede under nulpunktet i de kølige aften- og morgentimer.
En tur, hvor temperaturen kunne svinge fra minus 3 til plus 30
grader i løbet af et døgn!
"Evaporator" bestod
prøven med glans og kan så absolut anbefales, hvis
man som lystfisker færdes meget ude i naturen. Specielt
hvis man også går meget. Kombineret med et par åndbare
waders kan man bevæge sig rigtig meget uden derfor at blive
den mindste smule klam indeni.
Derfor topkarakter til Geoff
Anderson for dette undertøj.
11. maj 2000
© Steen Ulnits
Miljøministeriet mod Musholm
Som faste læsere af denne
side vil vide, så har Vestsjællands Amt givet Musholm
Lax tilladelse til at fordoble sin produktion af regnbueørreder
- og dermed øge forureningen af Storebælt tilsvarende.
Herved har amtet tilsidesat sin egen regionsplan for Musholm
Bugt.
Som faste læsere af denne
side også vil vide, så er indehaveren af Musholm
Lax den selvsamme Kurt Malmbak Kjeldsen, der i dag har sæde
i bestyrelsen for Dansk Laksefond. En underlig dobbeltrolle,
som er faldet mange for brystet - blot ikke Dansk Laksefond selv.
Således trak Danmarks Sportsfiskerforbund sig ud af bestyrelsen
på grund af Kjeldsens dobbeltrolle som vildlaksens beskytter
på den ene side - og så den største enkeltforurener
af bæltet på den anden.
Nu er miljøminister Svend
Auken aktivt gået ind i sagen og har fået Miljøstyrelsen
til at gøre indsigelse mod tilladelsen, der strider mod
al gældende praksis på området. Der er således
nu en begrundet forhåbning om, at Musholm Lax alligevel
ikke får lov til at øge såvel produktion
som forurening af Musholm Bugt.
9. maj 2000
© Steen Ulnits
Porto, politi og politik
Der skal mere politi på
gaden, besluttede politikerne ved seneste politiforlig. De fandt
også ud af, hvor de mange millioner skulle komme fra. Dem
valgte man nemlig at skaffe ved at fjerne det årelange
tilskud, som staten har ydet i form af portokompensation på
tidsskrifter. En form for kulturstøtte, som nu pludselig
bortfaldt, da der skulle mere politi til det danske samfund.
Det har allerede haft og får
fremover afgørende betydning for de danske fiskeblade.
I første omgang har det betydet, at Danmarks Sportsfiskerforbunds
obligatoriske medlemsblad "Sportsfiskeren" nu ikke
længere vil kunne fås i løssalg. Var det tilfældet,
ville tilskuddet til postbefordringen nemlig stige så meget,
at forbundets udgifter ville fordobles.
For de øvrige fiskeblade
på det danske marked - "Fisk & Fri" samt
"Fiskeavisen" - har det betydet store merudgifter til
distribution. Udgifter, der i sidste ende vil havne hos forbrugerne
i form af højere priser på abonnement og løssalg.
Begge disse blade har nemlig et stort løssalg, som de
ikke uden videre kan undvære.
Hverken "Fisk & Fri"
eller "Fiskeavisen" får tilskud fra tipsmidlerne,
som Danmarks Sportsfiskerforbund gør. De må klare
sig selv på almindelige forretningsmæsige vilkår.
Til gengæld kan de så glæde sig over ikke længere
at skulle konkurrere med "Sportsfiskeren" om løssalgskøberne.
5. maj 2000
© Steen Ulnits
Bådtest:
"Gemini" fra svenske
Crescent
Vil du se billeder af og læse
om en svensk småbåd af de mere rappe, så kig
indenfor under "Fiskebåde" her på denne
hjemmeside. Dér finder du en grundig test af den nye "Gemini"
fra svenske Crescent.
Der er virkelig radikal svensk
nytænkning og masser af frække finesser på
denne velsejlende tvilling fra Sverige!
5. maj 2000
© Steen Ulnits
Præsidenten præciserer
positionen
Bill har gjort det igen. Denne
gang har han formået at øge sin popularitet blandt
alverdens småbådsfiskere og ejere af de nyeste nye
biler. Og jo - det er Bill Clinton, vi taler om. Verdens
mægtigste mand. Præsidenten for verdens rigeste land.
Intet mindre.
"Global Positioning System"
- i daglig tale blot GPS - har længe været den vigtigste
metode til bestemmelse af ens position, højde og hastighed.
Systemet er baseret på geostationære satelliter,
som sender data ned på jorden. Men af sikkerhedsmæssige
årsager har signalet fra starten været "scrambled",
så der var en indbygget misvisning. "Selective Availability"
kaldte man det.
Den 1. maj i år frigav
så det amerikanske militær den nøjagtige GPS
kode, hvorved præcisionen steg væsentligt - typisk
fra under 100 meter til under 10 meter. Man fjernede helt enkelt
den "scrambling" af signalet, som militæret hidtil
havde lagt ind af hensyn til sikkerheden i urolige områder
som Mellemøsten. Man ønskede ikke at give Saddam
Hussein alt for gode kort på hånden, hvis han skulle
finde på at sende missiler afsted mod naboerne...
Det amerikanske militær
har i mellemtiden udviklet en ny teknik, der gør det muligt
stadig at "scramble" specifikke geografiske områder,
hvis man finder det nødvendigt. I vor fredelige vestlige
verden derimod er der ikke længere indlagt nogen fejlkode,
hvorfor præcisionen er steget mærkbart.
Den udstrakte brug af GPS i de
nyeste bilmodeller har givet været den direkte årsag
til "frigivelsen" af den nøjagtige GPS kode.
Flere og flere nye biler er nemlig udstyret med et GPS-system
til brug på vejnettet. Her var det helt enkelt nødvendigt
med en bedre præcision, hvis man skulle kunne skelne mellem
tæt beliggende veje.
Det har givet også spillet
en væsentlig rolle, at vi her i Europa nu i nogen tid har
puslet med tanken om selv at udvikle et mere nøjagtigt
GPS-system. Det ville koste over 25 milliarder kroner og skulle
under kodenavnet "Galileo" påbegyndes i år
2004. Noget sådant ville USA for alt i verden undgå,
idet man i så fald ville miste meget store markedsandele
på GPS fronten. Sporene fra Airbus samarbejdet skræmmer
tydeligvis.
"The decision to discontinue
Selective Availability is the latest measure in an ongoing effort
to make GPS more responsive to civil and commercial users worldwide.
This increase in accuracy will allow new GPS applications to
emerge and continue to enhance the lives of people around the
world."
Såvidt Mr. President's
egne ord om det nye og bedre GPS. Det skal dog slås fast,
at man stadig opnår en væsentligt bedre præcision
ved brug af Differential-GPS (D-GPS), som kombinerer satellitdata
fra rummet med data fra landbaserede radiofyr. Typisk er man
med D-GPS nede på en præcision omkring 2-3 meter,
mens man med almindelig GPS stadig må regne med 8-10 meters
unøjagtighed.
3. maj 2000
© Steen Ulnits
- Blå tun på rød
liste?
Den store blåfinnede tun
- den, som for de fleste er indbegrebet af tunfisk - er hårdt
presset fra mange sider. Sportsfiskerne elsker den for dens størrelse,
styrke og imponerende fight. Og erhvervsfiskerne jagter den fra
fly og skib på grund af de ofte skyhøje kilopriser,
den indbringer på ikke mindst det evigt fiskehungrende
japanske marked.
Den blåfinnede tun er helt
enkelt så attraktiv, at den nu er ved at dø af det.
I hvert fald diskuteres det nu på højeste plan,
om ikke den blåfinnede tun skal rødlistes som en
truet art. Om ikke den skal Cites-listes, som det så fint
hedder. I hvert fald er det en kendsgerning, at bestanden i de
store verdenshave nu er så langt nede, at fiskene har besvær
med blot at opretholde en minimal gydebestand.
Den blåfinnede tun er nu
i så høj kurs, at den i visse tilfælde fanges
levende og sælges levende, så japanerne kan få
det helt, helt friske fiskekød, de er så vilde efter.
Men det er sin sag at holde fisk på 100 kg eller mere i
fangenskab. Specielt da, når der er tale om nogle af havets
virkelige hurtigsvømmere...
Der er så mange penge i
disse store tun, at fiskeflåden på de store have
længe har haft specielle "spotting planes" til
at finde flokkene af tun fra luften. Små sportsfly, hvis
eneste opgave er at lokalisere tunene og rapportere deres position
til skibene nede på vandet. Som så straks rykker
ud og fanger hele flokken.
Så er det altså ikke
let at være tun længere...
2. maj 2000
© Steen Ulnits
Ny farlig fiskesygdom på
vej
En ny og meget farlig fiskesygdom
er på vej til at spredes over hele verden. Det drejer sig
om den dødbringende ISA (Infectious Salmon
Anaemia) - en virussygdom, der angriber nyrer og kredsløb
hos fiskene, som til sidst dør af sygdommen.
Som så mange andre nyere
fiskesygdomme stammer også ISA fra Norge, som med sit kolossale
lakseopdræt ligeledes er blevet storproducent af smitsomme
fiskesygdomme. Disse sygdomme spredes i løbet af nogle
få år til stort set samtlige andre lande, der enten
selv opdrætter laks, eller som har vigtige bestande af
vildlaks i deres floder og elve.
Fra Norge er ISA inden for de
sidste to år spredt til først Skotland, siden Shetlandsøerne
og nu også Færøerne. Det vides, at sygdommmen
med stor sandsynlighed er kommet til Færøerne i
ballasttankvandet på et mindre fragtskib, der sejlede fiskefoder
fra Shetlandsøerne til Færøerne. Dette skib
har nu fået sine ballasttanke desinficeret, men skaden
er allerede sket, og det færøske lakseopdræt
må nu se i øjnene, at tamlaks i tusindvis snart
vil bukke under for den nye sygdom. Færøerne producerer
i dag årligt omkring 50.000 tons laks, så der er
nogle af tage af...
Men også vildlaksene på
den anden side af Atlanterhavet - i New Brunswick og Nova Scotia
i Canada - har nydt godt af den norske sygdom. Således
er der her fundet to vildlaks med ISA i kroppen. Alle nordatlantiske
lakselande er således i farezonen med hensyn til ISA -
heriblandt Island, som er det land i verden, der tjener flest
penge på sine bestande af vildlaks. Således regner
man på Island med, at de 30.000 laks, der årligt
landes i landets godt 100 større lakseførende elve,
omsætter for 30 millioner US$. En lille kvart milliard
danske kroner, hvilket er ganske mange penge for et lille land
med blot en kvart million indbyggere.
North Atlantic Salmon Fund (NASF)
- en privat organisation, som opkøber laksekvoter i Nordatlanten
for at beskytte vildlaksene, og som har hovedsæde på
Island - advarer derfor mod den nye sygdom, som endnu ikke er
konstateret på Island. Advarslen har allerede haft til
følge, at den islandske regering pure har afslået
ansøgninger om lakseopdræt ved de islandske kyster.
Der står helt enkelt alt for mange penge på spil
i sportsfiskeriet.
NASF's utrættelige Orri
Vigfusson henviser til retningslinjer for sikker opbevaring og
behandling af ballastvand i fragtskibe, så smitterisikoen
mindskes mest muligt. Dem kan man læse om i "Guidelines
for the Control and Management of Ships' Ballast Water to Minimize
the Transfer of Harmful Aquatic Organisms and Pathogens"
(se Resolution A.868(20), som trådte i kraft den
27. november 1997 (Agenda item 11)).
Disse papirer kan rekvireres
hos relevante ministerier og havnemyndigheder.
30. april 2000
© Steen Ulnits
- Hvorfor fisker vi egentlig?
En amerikansk undersøgelse
fra 1999 søgte at finde årsagen til, at vi overhovedet
fisker. Man havde 20 år tidligere lavet en tilsvarende
undersøgelse, og nu ønskede man at se, om vore
bevæggrunde havde forandret sig. Det havde de:
- 35% fisker i dag primært
for at slappe af fra en stressende hverdag.
- 33% fisker for at være
sammen med familie og venner.
- 13% fisker for at komme
tæt på naturen.
- 7% fisker mest for sportens
skyld.
- 5% fisker for at spise fangsten.
- 3% fisker kun efter store
fisk.
Afstresning og socialt samvær
har således overtaget de første to pladser - i forhold
til tidligere, hvor nærværet med naturen og fiskeri
for sportens skyld var de vigtigste årsager. Billedet af
lystfiskeri som en individuel og solitær beskæftigelse
er således afløst af billedet af lystfiskeren som
et mere socialt og selskabssøgende væsen.
- Har du nogensinde spekuleret
over, hvorfor du egentlig holder af at fiske med stang
og line? - Falder du ind under ovenstående kategorier,
eller fisker du af helt andre årsager?
24. april 2000
© Steen Ulnits
Britisk fiskeriminister lægger
kursen om
Den internationale, men islandsk
baserede "North Atlantic Salmon Fund" (NASF) har i
flere år arbejdet på at opkøbe fiskekvoter,
så alt kommercielt højsøfiskeri efter atlanterhavslaks
bringes til ophør.
Opkøbene har til formål,
at laksene så i stedet kan indgå i det rekreative
fiskeri med stang og line, hvor fiskene skønsmæssigt
omsætter mellem 10 og 30 gange deres blotte handelsværdi.
NASF har her allerførst
i det nye årtusinde godt nyt at melde fra Storbritannien,
som i international laksesammenhæng meget længe har
været et sort får. Flere end 250.000 voksne og gydemodne
laks fanges således hvert år i drivgarn på
deres vej mod gydepladserne i vandløbene. I et uselektivt
"interception" fiskeri, som ikke tager hensyn til de
forskellige vandløbs forskellige fiskebestande.
Her gengives den dugfriske, engelsksprogede
og uforkortede originaludgave af de gode nyheder fra sportsfiskeriets
absolutte moderland:
"Britain's Fisheries
Minister Elliot Morley Thursday 9 March 2000 welcomed an advisory
report that calls for an early end to the netting of salmon at
sea. The report also recommends that his Government should contribute
"substantial funding" towards the cost of inducing
commercial fishermen to give up salmon netting.
For the first time in Britain,
the report suggests that the Government should take powers to
allocate catches between rod and net interests on economic grounds.
There should also be limits on the number of salmon that inshore
netsmen can kill in the river estuaries, bag limits for anglers
and the sale of rod-caught fish should be prohibited.
"The Government will
consider all the recommendations with care," promised Mr
Morley who said that Britain's Labour Government was fully committed
to the future of angling, It sees the sport, he said, as "an
important mass-participation leisure activity for all ages."
The Minister accepts the report's
conclusion that a rod-caught salmon is hugely more valuable than
one caught by a net and says angling's contribution to the economy,
particularly in rural areas, should not be underestimated.
Britain and Ireland are the
last nations to permit the netting at sea of mixed stocks of
salmon heading for different rivers. Salmon numbers in the North
Atlantic have declined so seriously that the fish is becoming
an endangered species right across its range from Europe to North
America.
As the crisis worsens Britain
and Ireland are under increasing criticism by nations which have
stopped commercial salmon fishing in the hope that stocks can
recover. Salmon make 99% of their growth during the migration
cycle, largly in the feeding grounds of Iceland, Faroe Islands
and Greenland.
These northern nations resent
seeing the salmon they have saved being massacred off the British
Isles. Between them, legal and illegal British and Irish interceptory
nets are killing 250,000 or more salmon annually.
The report was produced by
the Salmon and Freshwater Fisheries Review Group which was set
up in 1998 to advise the British Government on the future management
and funding of freshwater fisheries. It received written evidence
from over 350 groups and took oral evidence from over 130 people
including Orri Vigfusson, chairman of the North Atlantic Salmon
Fund. Mr. Vigfusson said that he would be delighted to welcome
H.M. Government as major financial partners in the bid to compensate
netsmen for giving up netting rights.
Among its most important findings
are declarations that the economic value of angling in rural
areas should be recognised in the development of Government policies
in the countryside and rural economy and that there should be
a substantial increase in the money the Government spends on
freshwater fisheries".
Nu har den britiske regering
således indset, at der er langt større penge i det
rekreative fiskeri end i et kommercielt fiskeri efter attraktive
sportsfisk. I form af nye arbejdspladser og deraf afledte skattekroner.
Regeringen ses således
som en ny økonomisk medspiller, når de sidste erhvervsfiskere
skal købes ud og garnfiskeriet afvikles, så vildlaksene
atter kan få fri adgang til gydepladserne. Her skal de
så danne grundlag for et økonomisk givtigt og økologisk
bæredygtigt sportsfiskeri.
24. april 2000
© Steen Ulnits
Havørreder på Højskole
II
Netop hjemvendt fra årets
havørredkursus på Samsø har jeg nu fået
renset og frosset de sidste fisk og fået skyllet det meste
salt af fluegrejet.
Det startede rigtig godt, idet
hjælpelærer Preben Petersen og undertegnede tog til
Samsø allerede dagen før kurset - naturligvis for
at kigge de bedste steder ud og fiske lidt flue fra de smukke
samske kyster. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere
end en halv times tid på nordkysten, førend en vægtig
fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.
Efter en solid fight kunne en
tililende tysker løfte sit store net op omkring min første
Samsø-fisk i dette årtusinde - et pragteksemplar
af en sølvskinnende og smældfed havørred
på 3,6 kg, 66 cm lang. Det er den, du ser på billedet
herover.
Det var en herligt broget flok
af håbefulde kursister, som dukkede op på højskolen
om søndagen. De kom fra det meste af landet og spændte
ganske vidt, hvad både profession og alder angik. Således
var alderspræsidenten suverænt den danske Nobelpristager
i kemi, Jens Christian Skou, som med sine 82 år på
bagen kunne levere både vid og viden til kurset.
Der blev diskuteret fluer og
fluebinding, kast og fiskeri. Hovedvægten var lagt på
det praktiske fiskeri, så også instruktionen i fluekast
var henlagt til realistiske forhold ved de samske strande. Ikke
noget græsplænefiskeri her!
Kort fortalt blev der i løbet
af ugen landet 15 havørreder på flue - med ovennævnte
3,1 kg's fisk som både den første og den største.
Da vi stod og ventede på færgen hjem til Jylland,
havde Preben og jeg lige et par timer, der kunne bruges til at
svinge fluestængerne i. Og vi var igen heldige med både
tid og sted. Således fandt vi et par småflokke af
havørreder, som jagede lystigt i overfladen, og som gerne
tog et lille Juletræ fisket højt og hurtigt.
Resultatet blev syv fisk til
fluen, hvoraf to dejlige havørreder på henholdsvis
47 og 48 cm måtte lade livet for mit fluorøde Juletræ.
De kom med færgen over til fastlandet og ligger nu godt
i fryseren her i Århus midtby.
Næste kursus ligger i oktober
2000 - næste igen i april 2001. Er du interesseret i at
komme på kursus i kystflue - med kammeratligt samvær
og masser af praktisk fiskeri på gode pladser - så
kontakt nedenstående adresse for nærmere oplysninger:
Højskolen på
Samsø
Skolebakken 10
8305 Samsø
Tlf. 86 59 04 11
www.samso.com/hojskolen
17. april 2000
© Steen Ulnits
Brøns Å Bare Bedre
Dansk Dambrugerforening drev
i mange år Statens Forsøgsdambrug ved Brøns
Å i Sønderjylland - dels finansieret af dambrugerne
selv, dels af den danske stat. Det var i de år, hvor eksporten
af dambrugsørreder var et vigtigt punkt på handelsbalancen
- hvor hensynet til vandmiljøet kom i anden række.
Sådan er det ikke længere.
Således blev dambruget nedlagt forrige år i forbindelse
med en retablering af en reguleret åstrækning. Dambruget
blev lukket og vandløbet ledt uden om dammene i nye åslynger,
hvorved 2 km gammelt vandløb blev til hele 3 km nyt.
Brøns Å er en af
de Vadehavsåer, som har den mindste naturlige smoltproduktion.
Ikke mindst på grund af tidligere regulering og opstemning
af åen. Alligevel er smoltproduktionen markant større
end i naboen Kongeåen, og den forventes nu - efter restaureringen
og den efterfølgende udlægning af gydegrus - at
blive endnu bedre.
Projektet blev gennemført
af Sønderjyllands Amt med bidrag fra Miljøstyrelsen
og fiskeplejemidlerne. Den nye Brøns Å er altså
noget af det meget konkrete,som vi lystfiskere har fået
for indtægterne fra fisketegnet.
Måtte vi få mere
af samme slags - i stedet for bevidstløse udsætninger
af tamfisk og forskning for midler, der tidligere kom fra staten...
16. april 2000
© Steen Ulnits
Skjernå på museum
Sidste år tog energi- og
miljøminister Svend Auken det første spadestik
til restaureringen af Skjernå - en beslutning, der var
taget af et enigt Folketing mere end 12 år tidligere.
I skrivende stund er der således
fuld gang i maskinerne, som skal føre en stor del af den
regulerede å tilbage til sit gamle, slyngede leje. Det
skal fejres, mener både Skjern Kommune og Skov- og Naturstyrelsen.
Derfor har man besluttet sig for at indrette et midlertidigt
museum om Skjernåen, dens regulering og retablering, i
Skjern-Egvad Museums nuværende bygninger.
Der er sat et engangsbeløb
på 0,7 mio. kroner af til projektet samt 50.000 kroner
til den årlige drift i fem år. Udstillingen åbnes
for offentligheden til juni. Hvor længe den skal vare,
vides endnu ikke. Der arbejdes nemlig også med planer om
et permanent naturformidlingscenter på godset Lønborggård
- midt i det genskabte område.
Her har miljøministeren
nu strammet grebet om de lokale myndigheder, idet han har sat
en deadline for Lønborggårds fremtid. Vil man fra
lokal side gå aktivt ind i etableringen af et naturformidlingscenter
- med en beslutning inden for to måneder - vil ministeren
overdrage godset kvit og frit. Vil man omvendt ikke engagere
sig i projektet, vil Lønborggård blive solgt til
anden side.
Oprindelig mente man, at det
ville koste 60 millioner kroner at etablere et naturformidlingscenter
på Lønborggård. Penge, der skulle komme fra
dels Ringkøbing Amt, dels Skjern og Egvad kommuner. Nu
mener Skov- og Naturstyrelsen, at det kan gøres for 26
millioner. En del af pengene er allerede fundet. Således
har Skov- og Naturstyrelsen sat 5 mio. kroner af til formålet,
Friluftsrådet 3 mio. kroner. Tilsvarende vil Ringkøbing
Amt punge ud med 1 mio. kroner, mens Lokale- og Anlægsfonden
vil spytte hele 10 mio. kroner i projektet.
Svend Auken mener derfor, at
de 26 mio. kroner til etableringen af centret nok skulle kunne
fremskaffes. Værre ser det ud med den fremtidige drift,
hvis finansiering endnu står hen i det uvisse.
Godset Lønborggård
blev opkøbt af staten i 1994 i forbindelse med jordopkøbene
til retableringen af Skjernå. Nu står bygningerne
og forfalder stille og roligt.
16. april 2000
© Steen Ulnits
Penge til pesticid-plan
Som omtalt længere nede
på denne side har miljøminister Svend Auken barslet
med en ny plan til nedbringelse af landbrugets forbrug af pesticider
- sprøjtegifte.
Regeringens nye plan blev vedtaget
med et bredt flertal i Folketingets Finansudvalg, som nu stiller
knap 65 millioner kroner til rådighed for planen. Landbrugspartierne
Venstre og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme for planen,
mens Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservativt Folkeparti
helhjertet gik ind for den.
Planen medfører ikke kun
et forsøg på at reducere det årlige antal
sprøjtninger, hvilket har vist sig utilstrækkeligt,
når og hvis landbruget - som tilfældet har været
- i stedet blot bruger stærkere og mere koncentrerede gifte.
Planen medfører derfor også, at det økologisk
drevne landbrugsareal udvides med 170.000 hektar til samlet 230.000
hektar. Arealer, hvor der slet ikke må bruges pesticider.
Nu skal det blive spændende
at se, om Pesticid-handlingsplan II bliver lige så virkningsløs
over for landbruget som den første...
8. april 2000
© Steen Ulnits
Miljøet genererer millioner
Det hæderkronede danske
landbrug, som længe har brystet sig af at være landets
vigtigste eksportører - prmært på grund af
den stærkt forurenende svineproduktion - må nu se
sig overhalet indenom.
Således viser de seneste
opgørelser fra Energi- og Miljøministeriet, at
den danske eksport af produkter og knowhow på energi- og
miljøområdet nu har overhalet landbrugets eksportindtægter.
Således blev der i 1998 eksporteret svinekød for
mellem 16 og 18 milliarder kroner. Til sammenligning blev der
eksporteret vindmøller, kraftværker, rensningsanlæg,
forbrændingsanlæg, filtre og rådgivning for
sammenlagt 22 milliarder kroner.
Det sætter tingene lidt
i perspektiv, at miljøsektoren nu endelig har indhentet
og overhalet svine- og gylleproduktionen. Kommunernes Landsforening
kunne allerede for flere år siden konkludere, at det højt
besungne danske landbrug - trods store eksportindtægter
- netto var en underskudsforretning for det danske samfund.
Primært på grund
af de kolossale omkostninger, der er og også fremover vil
være forbundet med at rydde op efter landbrugets forurening
af grund- og overfladevand.
8. april 2000
© Steen Ulnits
Skadedyr skudt
Skov- og Naturstyrelsen, hvorunder
jo jagten i Danmark hører, har netop udsendt den årlige
statistik over nedlagt vildt i perioden 93/94 - 98/99.
For os lystfiskere er der specielt
to arter, som har vital interesse - mink og skarv, der jo begge
er store fiskespisere. Minken strejfer om ved sø og å,
mens skarverne i overvejende grad holder til ved større
søer og fjorde.
-
- Mink:
- 93/94: 3.600 stk.
- 94/95: 3.400 stk.
- 95/96: 4.600 stk.
- 96/97: 6.000 stk.
- 97/98: 8.000 stk.
- 98/99: 6.700 stk.
-
- Skarv:
- 93/94: 1.600 stk.
- 94/95: 2.400 stk.
- 95/96: 3.000 stk.
- 96/97: 3.700 stk.
- 97/98: 4.300 stk.
- 98/99: 3.600 stk.
Den voldsomme stigning i antallet
af nedlagte mink i 96/97 og 97/98 skyldes primært undslupne
dyr fra landets mange minkfarme. Minken er ikke naturligt hjemmehørende
i Danmark, men indført fra Nordamerika - præcis
som regnbueørreden.
Skarven er derimod naturligt
hjemmehørende i Danmark, som samtidig huser en meget stor
del af Europas samlede bestand. Derfor blev skarven totalfredet
for nogle år siden - med en eksplosiv fremgang til følge.
Trods fredningen gives dispensation til nedskydning af skarver
i forbindelse med bundgarn, dambrug og fiskeudsætninger.
7. april 2000
© Steen Ulnits
Høje hegn og mængder
af mink
Minken, som i sin tid blev indført
til Danmark fra Nordamerika på grund af sin smukke pels,
er nu et problem mange steder herhjemme. I hvert fald viser jagtstatistikken,
at antallet af nedlagte mink i det fri steg til hele 8.048 stykker
i sæsonen 97/98. Det er dyr, som enten er undsluppet fra
landets omkring 3.000 minkfarme. Eller født i det fri
som afkom af de undslupne dyr.
Minken er kendt som en overbevist
fiskespiser, der i andre lande har gjort stor skade på
fiskebestandene, som ikke - modsat de nordamerikanske - har lært
at leve med dette lille rovdyr gennem årtusinder. Nye regler
fra Fødevareministeriet kræver nu, at minkfarmene
skal være indhegnet med hegn, der stikker mindst en halv
meter ned under jorden og når mindst halvanden meter
over jorden.
Forhåbentlig kan de nye
krav være medvirkende til, at udslippet af mink reduceres
drastisk. Og forhåbentlig vil rabiate dyrevenner ikke slippe
de tamme dyr ud i det fri, som tilfældet har været
flere steder i udlandet. Til stor skade for de vilde dyr i naturen
der...
7. april 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
CFO til saltvand
For snart 20 år siden investerede
jeg et kurfyrsteligt - i hvert fald dengang og for en fattig
biologistuderende - beløb i et lækkert fluehjul
fra amerikanske Orvis. Hjulet var det nu klassiske "CFO",
der er navngivet efter Charles F. Orvis - firmaets grundlægger.
Hjulet var den første
af slagsen uden irriterende stativ i spolesiden - en luftig letvægter
i et tidløst design, designet af Orvis i USA, men støbt
hos Hardy i England.
Jeg har stadig det hjul - for
øvrigt en lille størrelse III - i min samling,
og jeg fisker stadig med det. Det er helt enkelt ikke overgået
af noget andet i den lette ende af skalaen, og Orvis fremstiller
det da også stadig i noget nær uændret form.
Blot er hjulet ikke længere støbt hos Hardy, men
computerfræses nu af British Fly Reels, som Orvis opkøbte
for nogle år siden.
Men Orvis hviler ikke ret længe
på indhøstede laurbær. For et par år
siden tog man derfor de to største CFO modeller og forsynede
dem med skivebremse i en 100% saltvandsbestandig udgave. Alt
er flyaluminium, marinebronze eller rustfrit stål.
Fremragende hjul, hvoraf den
største model V - som jeg faldt over under et nyligt besøg
i USA og fluks erhvervede mig et eksemplar af - rummer en flydende
WF 8 samt hele 200 meter 20 lbs. bagline. Og så vejer det
blot 150 gram hjemme på den elektroniske køkkenvægt...
Modellerne IV og V er således
ideelle hjul til dansk kystfluefiskeri efter havørred.
Hjulene hedder "CFO Saltwater Disc Drag", hvis
nogle skulle være interesseret.
4. april 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Multimodulære stænger
fra Hardy
Der var engang, hvor moderne
fiskestænger blev fremstillet af splitcane - splittet,
høvlet og sammenlimet bambus. Så kom der en tid,
hvor glasfiber var enerådende - først i massive,
siden i rørbyggede konstruktioner. Så kom rumalderens
fibre til - med kulfiber som den altdominerende og i begyndelsen
meget kostbare fiber. For at spare på prisen blandede man
mere eller mindre af den billige glasfiber i og havde da de såkaldte
"composite" stænger.
I dag er kulfiberen næsten
enerådende, men kulfiber er ikke bare kulfiber. Det kan
fås i et hav af forskellige udgaver med forskellig "modulus"
- stivhed i forhold til vægten. Nogle fabrikanter bruger
kulfiberklæde med én bestemt modulus - andre foretrækker
en anden. Nogle bruger kontinuerte taperinger af deres klinger
- andre sværger til den såkaldte "compound taper",
hvor taperingen i stedet sker i markante trin.
Nu er stangfremstillingen blevet
yderligere kompliceret. Nu har man nemlig udviklet såkaldt
"multimodulære" stænger, hvor man formår
at bruge flere forskellige typer kulfiber i den samme klinge.
Det er således ikke usædvanligt, at der bruges op
til tre forskellige kulfibre med hver deres modulus i en af de
helt nye klinger fra topproducenter som amerikanske Sage, G.
Loomis og Scott med flere - samt nu også engelske Hardy.
Med deres nye "Elite" stænger er Hardy nemlig
også hoppet med på multimodulus-vognen - endda med
et yderst markant udseende, som næppe alle Hardy-elskere
vil synes om: Blå klinger med blå kanter på
beviklingerne og blå hjulholder i kul. Det er så
som så med diskretionen her...
Til gengæld er der ingen
tvivl om, at de nye Hardy stænger rent teknisk er med helt
fremme. Og at Hardy stadig nyder godt af, at det i virkeligheden
slet ikke var amerikanerne, der opfandt kulfiberen, men pæreengelske
Rolls Royce's afdeling for fly og flymotorer i Farnborough!
Fidusen ved at bruges en multimodulær
opbygning er den enkle, at man så kan udnytte den enkelte
kulfibertype optimalt de steder i klingen, hvor bøjningsmønsteret
passer bedst til den bestemte kulfiber. Man behøver ikke
længere gå på kompromis nogetsteds i klingen.
Til gengæld må vi
fluefiskere så også bære de store udviklings-
og produktionsomkostninger - via højere priser på
de færdige stænger...
4. april 2000
© Steen Ulnits
Grejnyt:
Ny Rap nyhed
Finske Rapala lancerede for et
par år siden den tykvommede og langlæbede "Shad
Rap" - fremstillet af balsatræ i bedste finske tradition.
En let og livlig sag, som kunne dykke dybt under indspinning.
Her til år 2000 har Rapala
søsat en ny Shad Rap - denne gang med modelbetegnelsen
"RS". Det står for "Rattling Suspending"
og hentyder til den nye models to vigtigste egenskaber: Den har
indbyggede raslekugler, som udsender lokkende lyde under indspinning.
Og den er fremstillet af plast, hvilket gør den neutral
i vandet.
Den nye Shad Rap RS flyder således
ikke, og den har da også en markant højere vægtfylde
end originalen i balsatræ. Det muliggør såvel
længere kast som dybere fiskeri, hvilket gør RS'eren
mere allround end den almindelige Shad Rap. Sidstnævnte
kaster nemlig ikke ret godt. Samtidig har RS'eren en mere vrikkende
gang med større udslag til siderne.
Endelig - som om det ikke var
grund nok til at investere i et par stykker til grejboksen -
fås den nye RS i hele syv nye farver, der ikke er
de samme som de originale Shad Rap farver...
4. april 2000
© Steen Ulnits
Bæredygtig bro...
Så blev den åbnet
- i første omgang blot for en kort stund - den seneste
danske bro. Øresundsbroen, der forbinder det gamle Danmark
med det nye - Danmark med Sverige og to kulturer på hver
sin side af et smalt sund.
Ganske imponerende at tænke
på, at det kun er seks år siden, det svenske Koncessionsnævnet
- den øverste miljømyndighed - sagde klart nej
til det da fremlagte Øresundsprojekt. Årsagen var,
at man mente, broen ville reducere vandgennemstrømningen
til og fra Østersøen. Den indstrømning af
saltvand, som er så livsvigtig for Østersøtorsken.
Uden saltvand vil torskenes æg nemlig synke til bunds og
blive kvalt.
Men så gik ikke mindst
svenskerne i gang med at vende stemningen. Udgravningerne blev
øget, så vandgennemstrømningen kunne bibeholdes
som status quo. Og bag kulisserne begyndte Sveriges suverænt
mest magtfulde mand - industriboss Per Gyllenhammer fra Volvo
- at arbejde med politikere og myndigheder.
Den nye Øresundsbro skulle
have en miljørigtig profil - den skulle være bæredygtig
i mere end én forstand. Den skulle ikke blot være
et symbol for, at to kulturer mødes og forenes. Den skulle
også være et tegn på, at mennesker og miljø
godt kan trives og udvikle sig sammen.
Man må sige, at planen
lykkedes til fulde. Således er broen i dag en realitet,
og de miljømæssige konsekvenser af den er efter
alt at dømme negligerbare. Det kostede op mod en halv
milliard ekstra kroner at nå så vidt. Ikke meget,
når man tænker på, at det samlede broprojekt
løber op i mere end 20 milliarder kroner.
Ikke at vi havde brug for broen,
for det havde og har vi almindelige mennesker næppe. Men
især den svenske industri, som da forberedte sig på
medlemsskab af EU, ville have vejen til det europæiske
marked åbnet for den tunge trafik.
Resultatet er blevet, at den
kollektive trafik - i form af jernbanerne - nu kører med
mere eller mindre tomme godsvogne. Samtidig er den tunge lastvognstrafik
steget voldsomt - med mærkbare konsekvenser for nærmiljøet
og ikke mindst luftforureningen.
Nu er den seneste danske bro
således en realitet. Men det bliver ikke den sidste. Forude
vinker Fehmarn Bælt, og den åbning må vi simpelthen
have lukket! Det kan ikke være anderledes. Fremskridt og
udvikling hedder det vist...
1. april 2000
© Steen Ulnits
Forskere i krig
Søgårdlejren - den
militære forlægning i Sønderjylland syd for
Åbenrå - har efter alt at dømme en glimrende
fremtid bag sig. I hvert fald skal politikerne nu til sommer
afgøre, om lejren i de smukke omgivelser ved Søgård
Sø skal nedlægges eller forblive i en eller anden
form.
Forskerne ved Sydjysk Universitetscenter,
der har base i Esbjerg, ser nu Søgårdlejren som
en potentiel arbejdsplads i fremtiden. Lejren byder på
gode overnatningsfaciliteter, hvilket vil muliggøre biologiske
feltkurser af flere dages varighed. Og så har man jo den
stærkt eutrofierede (næringssaltforurenede) Søgård
Sø liggende bekvemt lige uden for døren - med masser
af muligheder for projekter og feltstudier.
Sydjysk Universitetscenter ser
ifølge dagbladet JyskeVestkysten Søgårdlejren
som et fremtidigt kursus- og uddannelsessted for mennesker, der
studerer enten ferskvandsbiologi (biologer) eller miljøteknik
(ingeniører).
Det ville være fornemt,
om den gamle militærforlægning fremover kunne blive
det nye biologiske hovedsæde i Sønderjylland. Potentialet
er der i hvert fald.
1. april 2000
© Steen Ulnits
Nyt omløbsstryg til 3,7
mio. kr
Sønderjyllands Amt har
lagt megen tid og mange kræfter - for slet ikke at tale
om penge - i restaureringen af Haderslev Dam med omgivelser.
Dammen er blevet biomanipuleret,
som det så flot hedder, og et opstrøms beliggende
drænet vådområde blev for nogle år siden
genskabt som sø. Der skulle således være mulighed
for opgang af havørreder gennem dammen og op i de tilstødende
gydevandløb.
Hvis de altså kunne komme
så langt. Det kniber nemlig med at finde den gamle fisketrappe
ved slusen mellem Haderslev Dam og Møllestrømmen.
Slusen skal nu repareres og den gamle fisketrappe erstattes med
et 170 meter langt omløbsstryg, som fiskene uden videre
kan passere.
Men denne nette lille sag vil
koste hele 3,7 mio. kroner, som Sønderjyllands Amt endnu
ikke har fundet. Haderslev Kommune leder nu med lys og lygte
efter de fornødne midler til restaureringen.
1 april 2000
© Steen Ulnits
|
