Aktuelt
2. kvartal 1998
Dom til dambruger
En dambruger, som tidligere blev
idømt en bøde på kr. 68.000 ved byretten,
fik igår ved Vestre Landsret skærpet dommen og bøden
til kr. 95.000.
Dambrugeren, der driver tre brug
ved Års og Løgstør, havde fodret mere i 1991
og 1992, end han havde tilladelse til ifølge sin miljøgodkendelse.
Landsretten konfiskerede endvidere de 384.000 kroner, som han
havde tjent ved den ulovlige overfodring.
Vestre Landsret har mere end
100 tilsvarende sager liggende til domsfældelse.
30. juni 1998
Steen Ulnits
Uranmine i naturreservat...
De oprindelige beboere i Australien
- bedst kendt som "the aboriginals" - har aldrig haft
det let. Helt galt gik det dog først, da den hvide mand
kom til landet og tog deres jord fra dem. En pendant til indianerne
i Nordamerika.
250 km øst for byen Darwin
i Australiens Northern Territory ligger Kakadu National Park
- et tropisk sumpområde på omkring 20.000 kvadratkilometer.
Området ejes af Mirrar-folket, som har boet her siden tidernes
morgen - uden at ændre på noget.
Nu vil de australske myndigheder
imidlertid åbne en uranmine klods op af parken - i en del
af landskabet, som økologisk hører med til reservatet.
Området huser nemlig meget rige forekomster af uran, som
idag indbringer en høj pris på verdensmarkedet -
primært som råbrændsel til atomkraftværker.
I forvejen er Australien en af verdens største eksportører
af uranoxid - med en samlet eksport sidste år på
5.700 tons malm, svarende til en værdi af næsten
1,5 milliard kroner.
Der ligger i forvejen en uranmine
i området, men den er ved at løbe tør for
uranoxid. Derfor planlægger myndighederne nu en ny og større
mine, som det vil koste mange millioner at anlægge. Man
har allerede brugt op mod 500 millioner på faciliteter
og infrastruktur til den gamle mine, og dem vil man gerne have
forrentet bedst muligt.
Imidlertid er Mirrar-folket imod
udbygningen - miljøorganisationerne også. Samtidig
har de seneste meningsmålinger vist, at et flertal af australiere
i det hele taget også er imod planerne. Mange australiere
er derfor rejst nordpå for at vise deres modstand mod projektet,
hvilket indtil nu har resulteret et halvt hundrede arrestationer
- heriblandt flere fra Mirrar-folket, der nu ikke længere
selv må opholde sig på deres egen jord. Den politiske
stemning er derfor vendt, og Labour-partiet lover at stoppe udbygningen,
hvis der kommer et valg og de vinder.
Kakadu National Park besøges
årligt af omkring 300.000 turister med interesse for natur
og miljø - de såkaldte "økoturister",
der på denne måde lægger mange penge i lokalsamfundet.
De vil næppe blive ved med at komme til området,
hvis det fremover skal prydes af en giftig uranmine...
Læs også "Giftudslip
i Naturreservat" fra den 2. maj længere nede på
denne side. Minedrift er dødsensfarlig for omgivelserne!
29. juni 1998
Steen Ulnits
Nye kæmpetrawlere til dansk
industrifiskeri
Den danske flåde af fiskefartøjer
til industrifiskeri er ved at være slidt op. Gennemsnitsalderen
for de anvendte både nærmer sig 30 år, og inden
for det næste tiår vil de alle være faldet
for aldersgrænsen. I Esbjerg frygter man derfor, at industrifiskerihavnen
vil afgå ved døden - med tab af arbejdspladser til
følge.
Esbjerg Fiskeindustri, som ejes
af fiskerne selv, har derfor barslet med en plan om en ny industritrawler
i kæmpeklassen - et 80 meter langt containerskib, som kan
laste 15 containere, og som har fryseanlæg ombord. Det
nye fartøj vil koste omkring 85 mio. kroner og skal erstatte
syv gamle industritrawlere, som løbende vil blive taget
ud af driften de næste fem år. På den måde
øges fiskerflådens samlede kapacitet og fangst ikke.
Esbjerg Fiskeindustri er samtidig indstillet på at investere
omkring 20 mio. kroner i nye kajanlæg, der kan tage mod
containere fra det nye skib.
Fødevareministeriet er
positivt indstilet over for ideen og har derfor bevilget 1,5
mio. til fortsat arbejde med projektet. Den positive holdning
skyldes ikke mindst, at man med et sådant fryseskib vil
kunne bringe fisk af langt bedre kvalitet end hidtil i land -
fisk af en så høj kvalitet, at de som fiskemel kan
bruges i den økologiske landbrugsproduktion. Størsteparten
af det producerede fiskemel bruges nemlig til fremstilling af
foderpiller til fisk, fjerkræ og husdyr.
Det nye containerskib forventes
at kunne bringe 35.000 tons industrifisk i land om året
- til en samlet værdi af 30 mio. kroner. De syv fartøjer,
som det nye skib ifølge gældende EU-bestemmelser
skal erstatte, bringer idag 70.000 tons industrifisk i land.
Esbjerg-fiskerne ønsker derfor reglerne ændret,
så den samlede fangst bibeholdes.
29. juni 1998
Steen Ulnits
Præst prædiker om
død fjord
Sognepræst Knud Erik Lægsgaard,
som mange så på TV sidste sommer, da han prædikede
om menneskets grådighed i forbindelse med Mariager Fjords
død, blev ikke populær blandt de lokale landmænd.
Dem, der ifølge Nordjyllands Amt havde og har 77% af skylden
for fjordens død. De blev så utilfredse med, hvad
præsten prædikede, at de klagede til hans foresatte
og beskyldte ham for embedsmisbrug. For i DR-Journalens udsendelse
"Dagen efter Dommedag" at promovere egne meninger iført
fuldt ornat.
Provst Søren Ruager og
hans foresatte, biskop Kjeld Holm - har nu meldt tilbage.
Provsten gav præsten en formaning om i fremtiden at holde
prædiken og debat klart adskilt - og kun pleje forsigtig
omgang med medierne... Biskoppen derimod frikendte sin præst,
hvis prædiken han ikke havde noget at udsætte på.
Og præsten selv føler sig ikke misbrugt af DR.
Fortaleren for de klagende, landmand
Helge Ribe, blev først forbavset - siden gal, skriver
Jyllands-Posten. Han mener ikke, at man som landmand går
i kirke for at blive skældt ud.
- Måske så mange
landmænd blot går i kirke for at få syndsforladelse?
- Aflad for at aflive Danmarks måske smukkeste fjord?
29. juni 1998
Steen Ulnits
- Catch & Release ved Skjernå?
Skjernå-laksen er truet
på livet og har været det længe. Det er i Skjernå,
at de sidste og sørgelige rester af en natulig dansk laksebestand
stadig lever. Helt præcis på en få hundrede
meter lang strækning af den nederste del af tilløbet
Karstoft Å.
Her gyder en lille håndfuld
laks, som er truet fra flere sider. Dels af miljøet, som
ikke altid er gunstigt for opvækst og gydning. Dels af
erhvervs- og fritidsfiskere i Nordatlanten og på Ringkøbing
Fjord. Og dels af de lystfiskere, som efterstræber dem
i selve Skjernå.
Det er svært at argumentere
for, at der overhovedet skal fiskes efter en udryddelsestruet
art. Men det er samtidig lystfiskernes skyld, at der den dag
idag overhovedet stadig er laks i Skjernå.
Nye restriktioner for fiskeriet
i Ringkøbing Fjord og Skjernå trådte i kraft
i september forrige år. Restriktioner, der begrænser
fiskemulighederne for alle - erhvervsfiskere såvel som
fritidsfiskere og lystfiskere.
Men lystfiskerne har en trumf
i ærmet, som de øvrige fiskere ikke har: De kan
nemlig fange og genudsætte fiskene, så de alligevel
kan deltage i gydningen. Som lystfisker kan man nemlig dyrke
Catch & Release (C&R), som amerikanerne har gjort det
med truede fiskebestande i årtier.
En enkelt af de foreninger, der
har fiskevand ved Skjernå, har netop indført delvis
C&R for sine medlemmer. Man har besluttet, at man ikke længere
selv vil være medvirkende til at decimere gydebestanden
af vilde laks i Skjernå.
Derfor har man pålagt sine
medlemmer at genudsætte alle fangede laks, som ikke er
mærket - som ikke har en afklippet fedtfinne. Alle opdrættede
og udsatte laks har nemlig fået klippet det lille adelsmærke
af, så man straks kan se, at det ikke er vildfisk. Efter
bedste amerikanske forbillede. I Stillehavsstaterne Washington,
Oregon og California har man siden 70'erne benyttet sig af tilsvarende
regler - med stort held.
Fanger man således en Skjernå-laks
uden fedtfinne, er det med sikkerhed en udsat laks. Og den kan
man med god samvittighed hjembringe uden at true vildfiskene.
Men fanger man en laks med intakte finner - med hel fedtfine
- er der efter al sandsynlighed tale om en vildlaks, som altså
skal genudsættes.
Foreløbig er det kun en
enkelt forening, der har indført denne frivillige fredning.
De øvrige foreninger langs Skjernå har endnu ikke
været villige til at gøre det samme.
- Men det må da være
bedre at få lov at fiske - og genudsætte vildfiskene
- end slet ikke at måtte fiske, fordi bestanden nu engeng
er truet?
Her gør vi vist bedst
ved at gribe i egen barm, før myndighederne gør
noget...
20. juni 1998
Steen Ulnits
Nye 4-takts kæmper fra Honda
Det var japanske Honda, der som
de første lancerede en 4-takts påhængsmotor
for 34 år siden. Der som de første troede fuldt
og fast på denne teknologi, der betyder mindre støj,
lavere brændstofforbrug og reduceret forurening af både
luft og vand.
Men det skulle tage mere end
30 år, før verden - og de øvrige producenter
- for alvor fik øjnene op for 4-takts teknologiens klare
fordele. Idag har samtlige producenter således 4-taktere
på programmet, men Honda fører stadig klart med
et sortiment, der rækker fra en lille 2 HK model til den
netop lancerede nyhed på hele 130 HK.
Det var først, da Honda
for et par år siden lancerede sin 3-cylindrede 45 HK'er,
at danske småbådsfiskere for alvor tog 4-takterne
til sig. Her var endelig en motor, der på den ene side
var stor nok til at trække en typisk 5 meters trolling-båd
ud af vandet - og på den anden kunne gå i trolling-fart
i timevis uden at kokse til som en anden olieforbrugende 2-takter.
Siden blev Honda's 4-taktere
større og større. Først med lanceringen
af to nye modeller på henholdsvis 75 og 90 HK - begge baseret
på den velkendte Honda Civic bilmotor. Og nu senest med
kæmper på 115 og 130 HK - motorer, hvis motorblok
stammer fra Honda Accord bilerne.
Læs mere om de nye 4-takts
kæmper i en kommende artikel under "Fiskebåde".
Specielt interesserede kan læse meget mere om 4-taktere
og 2-taktere i min nye "Håndbog i Småbådsfiskeri",
som du finder under "Bøger".
11. juni 1998
Steen Ulnits
Nej tak til renere sø...
Skanderborg Sø hører
til de mest næringssalt-forurenede danske søer.
Så såre solen om foråret får magt, blomstrer
algerne op og gør vandet totalt uklart. Sommeren igennem
kan man se bræmmer af de blågrønalger, der
dels får vandet til at ligne blågrøn maling
- dels kan være giftige for fisk, fugle og pattedyr.
Århus Amt, som på
mange måder hører til den danske elite, hvad miljøforbedrende
tiltag angår, ejer sammen med Skanderborg Kommune omkring
en tredjedel af søen. Resten er på private hænder.
Amtet lod i 1995 foretage en undersøgelse af vandmiljøet,
som resulterede i et forslag om biomanipulation af søen
- om stop for yderligere tilledning af næringssalte fra
oplandet samt opfiskning af store mængder skidtfisk.
Såvel amtspolitikerne i
Århus som de kommunale politikere i Skanderborg bakkede
op om forslaget og fandt hurtigt frem til de fornødne
økonomiske midler. Men bedst som man var klar til start,
indløb der protester fra et antal lodsejere ved søen.
Man ønskede IKKE en rensning af søen via biomanipulation...
De implicerede lodsejere frygter
flere ting. Dels er man bange for, at opfiskningen af skidtfisk
skal gå ud over søens gode bestand af sandarter.
På samme måde er man bange for, at en massiv udsætning
af geddeyngel ligeledes skal skade sandarterne. Man frygter endvidere,
at voddragning efter skidtfiskene skal rode alt for meget op
i søens bund. Og at fjernelse af skidtfiskene vil medføre
en massiv opblomstring af dansemyg i og omkring søen.
I det hele taget er man slet
ikke interesseret i en klarvandet sø. Man er mere interesseret
i at bibeholde den uklare Skanderborg Sø, som man har
idag. Med en god bestand af værdifulde sandarter og en
stor bestand af skaller og brasen, som lokker medefiskere til
fra nær og fjern - med gode turistindtægter til følge.
Amtet ved ikke helt, hvad ben
de skal stå på i den nuværende situation. Så
lige med det samme sker der nok ikke noget. Men som amtet siger:
- Skal søen rense sig
selv, vil det tage mindst 50 år. Skal vi gøre det
ved biomanipulation, tager det kun 5 år at få en
klarvandet sø i økologisk balance.
Banen er kridtet op til endnu
en dyst om miljøet i Skanderborg Sø!
2. juni 1998
Steen Ulnits
Mere præcision på
GPS'en
Det nuværende GPS navigationssystem,
som gør brug af satellitter ude i verdensrummet, har en
nøjagtighed i positionsbestemmelse på i praksis
50-100 meter.
Det kan lyde imponerende, men
er det ikke. GPS systemet er nemlig i stand til at positionsbestemme
med en nøjagtighed på 5-10 meter - hvis ellers ens
GPS modtager er i stand til at fjerne den fejlkode, som det amerikanske
militær har lagt ind i systemet. En såkaldt "scrambling"
af signalet, der i en krigssituation skal hindre fjender i at
udnytte systemets præcision til egen fordel.
Det amerikanske militær
har længe talt om at fjerne denne scrambling, så
den civile verden kan få det fulde udbytte af GPS systemet.
Faktisk regnede man med, at en sådan frigivelse ville findes
sted omkring år 2000.
Nu ser der imidlertid ud til
at skulle gå yderligere 5 år. Det amerikanske militær
ønsker nemlig at indlægge muligheden for en ny scrambling,
der kan kobles til i en krigssituation. Og det tager altså
5 år at få en sådan ny kodning indarbejdet
- dertil helt nye satellitter.
Indtil da må vi således
leve med vor differential-GPS, når nøjagtigheden
skal helt ned på nogle få meter. Med de ulemper,
som D-GPS nu engang har.
2. juni 1998
Steen Ulnits
No. 114.683 på langfart
Havørreder kan vandre
vidt omkring - det vidner mange mærkningsforsøg
gennem tiderne om.
Seneste eksempel stammer fra
Tyskland, hvor en tysk kystfisker fangede en dansk havørred
på 1,23 kg, 47 cm lang. Fisken viste sig at være
mærket i rygfinnen - at bære nummer 114.683 og stamme
fra en udsætning længst inde i Randers Fjord året
før.
Fisken, som blev fanget på
flue under en haglbyge i Wismar Bugten den 4. april 1997, var
blevet udsat i Gudenåens munding den 12. april 1996. Den
var da 22 cm lang og vejede omkring 80 gram.
På sin mere end 300 km
lange vandring sydover havde den således lagt 1,15 kg på
i tyngden og 25 cm i længden - på mindre end ét
år.
Det viser med al ønskelig
tydelighed, at vi i vore indre farvande har noget nær ideelle
vækstbetingelser for havørred. Og at disse derfor
kan vokse sig rekordstore på rekordtid - hvis de altså
får lov til det. Hvis de formår at undgå de
enorme mængder nedgarn, som de konstant må løbe
spidsrod gennem...
1. juni 1998
Steen Ulnits
Omsætningsforbud en realitet!
Så blev politikerne på
Christiansborg endelig færdig med den seneste revision
af saltvandsfiskeriloven.
Den nye lov indeholder det længe
ønskede omsætningsforbud for fisk fanget af sportsfiskere
og fritidsfiskere. Kun fisk fanget af registrerede erhvervs-
og bierhvervsfiskere må nu videresælges.
Vi kan nu håbe på,
at det vil sætte en stopper for eller i det mindste begrænse
den udbredte sorte handel med fisk fanget af fritidsfiskere -
fisk, som omsættes uden om både told- og skattevæsen.
Fisk, som påfører erhvervsfiskerne, der jo skal
leve af det, en urimelig konkurrence. Og fisk, som ofte er ulovligt
fanget - i fredningstiden, i fredningszoner eller med ulovlige
redskaber.
Så husk på, at det
fremover er kriminelt - intet mindre - at sælge fangede
fisk, hvis man ikke er en registreret erhvervs- eller bierhvervsfisker.
Også hvis de er fanget på stang og line!
Næste skridt bliver så
en nedsættelse af det antal monofile nedgarn, som fritidsfiskerne
idag har lov til at bruge. Det nuværende antal på
6 stk. ønskes nedsat til 2 stk. af Danmarks Sportsfiskerforbund.
Støt den kamp og det forslag. Det er DINE fisk - hvis
du altså har løst det obligatoriske fisketegn -
som fritidsfiskerne fanger!
Interesserede kan læse
mere om "Garndøden" i en serie på fire
under "Artikler". Læs også artiklerne nederst
på denne side.
1. juni 1998
Steen Ulnits
"Lakseguld"
Thor bryggerierne i Randers er
gået sammen med Dansk Laksefond i bestræbelserne
på at genindføre vildlaksen i Gudenåen.
Som det vil være læsere
af denne side bekendt, så har Skov- og Naturstyrelsen erklæret
Gudenå-laksen for både uddød og uinteressant.
Man har helt enkelt valgt at blæse på Bern-konventionen,
som Danmark tiltrådte i 1981 - som forpligter os til at
genindføre naturligt hjemmehørende arter, hvor
de er truede eller sågar udryddet helt. Hvilket jo om noget
er tilfældet med Gudenå-laksen, der uddøde
med bygningen af Tangeværket i 1924.
Nu har Thor bryggerierne lanceret
en helt ny øl lydende det gode navn "Lakseguld".
Den nye øl blev lanceret på et pressemøde
ved Gudenåen den 19. maj - under tilstedeværelse
af en række notabiliteter, heriblandt selveste Prins Richard,
der jo er en ivrig laksefisker.
Prinsen viste sig også
at være en stor ølkender, der straks kunne sige
god for den nye øl. Han kommer jo fra et land og en egn,
hvor man har meget gamle traditioner for netop ølbrygning.
Under afsløringen af "Lakseguldet" kom prinsen
ind på den tåbelige måde, hvorpå verdens
tidligere lakseland nummer ét - Norge - har formået
at udrydde vildlaksen fra sine mange elve.
Uffe Ellemann-Jensen, som var
annonceret til pressemødet, dukkede ikke op. Han var måske
bange for kritik af, at han under valgkampen stillede sig så
klart på sø-tilhængernes side, hvad angår
fremtiden for Tange Sø, Gudenåen og vildlaksen.
Trods biologernes samstemmende konstatering af, at med en fortsat
Tange Sø vil en ny Gudenå-laks aldrig kunne etablere
sig igen.
Men tilbage til øllet.
Kan man i forvejen lide "Blå Thor", vil man også
kunne lide den nye "Lakseguld". En vis procent (!)
af indtægterne fra salget af den nye øl vil gå
til vildlaksens genetablering i Gudenåen.
Støt det gode initiativ
og drik "Lakseguld" med den bedste samvittighed!
23. maj 1998
Steen Ulnits
"The Great Big Boat Show"...
- Hvad koster det at få
en båd fremstillet i Finland hjem fra Norge til Danmark
via Sverige, når den danske importør ikke kan levere
varen? Ikke så lidt, skal jeg hilse og sige. Blod, sved
og tårer samt 30 dagbøder á SEK 70,-...
Læs mere om den hårrejsende
oplevelse af at være uden båd, på gyngende
grund og på kant med EU-reglerne i en kommende artikel
under "Fiskebåde"...!!!
22. maj 1998
Steen Ulnits
Dræberalge på retur
Det lader nu til, at den farlige
dræberalge - af slægten Chatonella og efter alt at
dømme af japansk oprindelse - endelig er på retur.
I hvert fald viser norske målinger, at antallet i Skagerak
er stærkt for nedadgående.
Dette er jo i sig selv glædeligt.
Det er det så sandelig også, at de første
hornfisk nu langt om længe har meldt sig i de indre danske
farvande. Det var jo dem, det gik hårdest ud over, da Chatonella
hærgede i Skagerak - dræbt, som de blev i titusindvis.
Det skal nu blive spændende at se, om der når at
komme hornfisk nok til en succesrig gydning i år. Ellers
må vi påregne dårligt fiskeri i de nærmest
følgende år.
Dræberalger af udenlandsk
oprindelse er ikke noget nyt. De kommer med tankskibene fra oversøiske
destinationer og havner i vore farvande, når tankskibene
tømmer og fylder deres ballasttanke. Et problem, som er
svært at løse, og som først nu er ved at
opnå den fornødne internationale opmærksomhed.
Dræberalger kan opdeles
i to grupper: De decideret giftige, som udskiller toksiner, der
dræber direkte - typisk nervegifte. Og så de indirekte
dræbende, som irriterer fiskene så meget, at deres
gæller udskiller et tykt slimlag, der til sidst kvæler
fiskene.
I Nordamerika, hvor man især
på østkysten har været plaget af giftige alger
i de seneste årtier, aner man en sammenhæng mellem
algeforekomsterne og så de massive udledninger af næringsstoffer
fra en intensiv landbrugsproduktion. Et forhold, der undersøges
på højeste plan i disse år.
Man kunne forledes til at tro,
at der måske også var en sådan sammenhæng
i de danske farvande, der jo modtager overskydende kvælstof
og fosfor fra dels det danske landbrug - dels landbrug og industri
i Østeuropa og Sydeuropa.
18. maj 1998
Steen Ulnits
Døde hornfisk
Hornfisken er kommet sent i år
- de fleste steder endnu slet ikke. Nu har vi så tilsyneladende
fået årsagen eller i hvert fald en del af forklaringen.
Det fik vi i den forgangne week-end,
hvor erhvervsfiskere fra Skagen i deres trawl på dybt vand
fangede mange hornfisk - døde, dræbt af giftige
alger. Senest rapporteres der om store fangster af døde
eller døende hornfisk i de store bundgarn sat på
lavere vand omkring Skagen.
Hornfiskene har tilsyneladende
mødt dræberalgerne på deres vej ind i de danske
farvande og er enten vendt om, da de mødte dem - eller
er bukket under ved mødet. Dræberalger er ikke noget
ukendt fænomen, omend det er sjældent, vi træffer
dem i så stort antal så tidligt på sæsonen.
Årets dødbringende alger er imidlertid af en slags,
vi ikke før har set herhjemme. Efter alt at dømme
er der nemlig tale om en japansk art, som ikke plejer at færdes
i vore farvande.
Dræberalgerne forekommer
nu overalt i Skagerak fra Thyborøn i syd til Sydnorge
i nord. Overalt har de forårsaget fiskedød - ikke
kun blandt hornfisk, men også sydnorske opdrætslaks
i tonsvis er bukket under i de seneste dage.
Det skal nu blive uhyggeligt
spændende at se, om hornfiskene alligevel dukker op på
et tidspunkt. Om algerne forsvinder igen, så de resterende
hornfisk kan nå herind og gyde. I modsat fald ser det skidt
ud også med fremtidens fiskeri efter de langnæbbede
og sølvskinnende hornfisk.
12. maj 1998
Steen Ulnits
Grønland overskrider laksekvote
Der svømmer som bekendt
atlanterhavslaks fra såvel Nordeuropa som Nordamerika rundt
i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Og som
bekendt har Grønland selv ingen lakseelve af betydning.
Man høster i stedet af andre landes opvækstlaks
- som en slags "græsningsafgift".
Ved det seneste NASCO møde
havde man aftalt en "reservekvote" på 57 tons
laks for Grønland - 7 tons til grønlandske fangeres
eget forbrug og 50 tons til erhvervsfiskeriet. Dette til trods
for, at fiskeribiologer fra ICES samstemmende havde anbefalet
et totalstop for fiskeriet. Grønland havde derfor tilkendegivet
over for regeringerne i Europa, Canada og USA, at man ville holde
sig nede på en kvote på 37 tons.
Nu viser opgørelser for
1997 imidlertid, at Grønland i 1997 opfiskede hele 87
tons atlanterhavslaks - trods alle råd og givne løfter.
Samtidig kan man i den grønlandske dagspresse læse
om ulovlig hvalfangst flere steder i grønlandsk territorialfarvand.
Det kniber tilsyneladende gevaldigt
med at overholde indgåede aftaler i denne den nordligste
del af det danske rigsfællesskab. Desværre, for det
går jo ikke kun ud over den stærkt truede nordatlantiske
laksebestand. Det går også ud over grønlænderne
selv - i form af en negativ holdning til grønlandske produkter
verden over.
8. maj 1998
Steen Ulnits
Vadehavets sæler i fremgang
Den danske sælbestand blev
totalfredet for 20 år siden, da antallet var faretruende
lavt. Idag er sælbestanden i den danske del af Vadehavet
stor og i støt stigning. Faktisk stiger den med 12 % om
året - efter at en virusepidemi i 1988 kostede halvdelen
af sælerne livet - og tæller idag knap 2.000 individer.
Stigningen er så stor og
antallet så højt, at forskerne nu taler om behovet
for en regulering af bestanden. Myndighederne må bestemme,
hvor stor en bestand man ønsker og mener, at Vadehavet
kan bære. En afskydning kan meget vel komme på tale
- dels for at holde bestanden nede på et bæredygtigt
niveau, dels for at undgå nye virusepidemier som den tidligere
nævnte.
Det er interessant at bemærke,
hvordan havørredbestanden i grænsevandløbet
Vidåen tilsyneladende følger sælbestanden
op og ned. I hvert fald gjorde man i Vidåen de klart bedste
havørredfangster, da sælbestanden sidst i 80'erne
var halveret på grund af sygdom. Her i 90'erne, hvor sælbestanden
igen er stærk og stigende, fanges der ikke nævneværdigt
med fisk i åen.
Det er et forhold, som ikke er
taget med i betragtning i den netop afsluttede Vadehavsundersøgelse.
Interesserede kan læse mere om netop den undersøgelse
i artiklen nederst på denne side.
6. maj 1998
Steen Ulnits
"Lånte" laks...
De er gale med laks på
Island. Dels har de mange af dem, og dels er de forbandet dyre
at fiske efter. Der er helt enkelt masser af prestige i at fiske
laks, når man er en islænding!
Det har nu resulteret i en islandsk
bankskandale. Ganske vist ikke helt på højde med
den dansk-færøske bankskandale, men alligevel. Hør
bare:
Et islandsk folketingsmedlem
udbad sig oplysninger om tre personer, der er ansat i Landsbanki
Islands - den islandske nationalbank. Det første svar
var undvigende og ikke fyldestgørende. Et nyt og mere
rigtigt måtte derfor på bordet.
Det viste sig da, at de tre bankfolk
havde rejst meget mere, end de havde haft grund til. At de adskillige
gange havde inviteret udenlandske kolleger på laksefiskeri,
når vigtige aftaler skulle forhandles på plads. Ifølge
de tre en gammel islandsk tradition...
Men det viste sig samtidig, at
en af de tre bankfolk - i sin kones navn - havde lejet fiskeretten
i lakseelven Hrutafjardara. Og at bankens folk helt tilfældigt
fiskede ganske meget netop her!
Afsløringerne gjorde,
at de tre bankfolk blev tvunget til selv at sige deres stillinger
op. Den ansvarlige bankdirektør, som ikke selv var med
til at fiske laks i den pågældende elv, blev dog
siddende.
Det viste sig snart, at det afslørede
eksempel ikke var noget enkelttilfælde. I hvert fald begyndte
andre banker og statsejede virksomheder pludselig at aflyse sommerens
laksefiskeri i elve som Hitara, Langa, Vatsdalsa og Midfjardara
- for at undgå lignende pinlige afsløringer.
Men for sent. Pressen havde lugtet
blod og har nu udbedt sig lister over de personer, der oprindeligt
havde lejet sig ind på det luksuriøse laksefiskeri...
Islandske laks "lånt"
af bankernes og andre virksomheders kunder!
5. maj 1998
Steen Ulnits
Norsk Kjempetorsk!
Den 29. april var den tyske fisketurist
Karsten Dietze ude med snøren i Nordnorge. Ikke efter
tungt vand, men efter tunge torsk.
Og man må nok sige, at
han havde heldet med sig. Det lykkedes ham nemlig at kroge, fighte
og lande en ny norsk rekordtorsk - en rigtig "kjempetorsk"
på ikke mindre end 40,5 kg.
Fisken blev taget i Jøkelfjord,
som ligger på sydsiden af Øksfjord halvøen
- kun et halvt hundrede kilometer fra Alta. Den målte knap
1,5 meter i længden og 1,1 meter om livet og er den tredjestørste
kendte torsk i verden.
Den tidligere norske torskerekord
lå på 37,5 kg - med verdensrekorden på knap
45 kg taget på fiskebankerne ud for Newfoundland, Canada
i 1969 af amerikaneren Alfons Bielwick.
Det tog den tyske fisker næsten
2 timer at få rekordfisken op til båden. Den blev
ikke spist, men udstoppet i Østrig og skal fremover pryde
en sportsforretning i Wittenberg, Nordtyskland.
5. maj 1998
Steen Ulnits
- Livstidsgaranti?
En glad og tilsyneladende velhavende
mand fra Randers købte i 1986 en tysk kulfiberstang af
mærket RST. Prisen var kr. 1.750,- hos sportshandleren
i Ebeltoft- et ganske kurfyrsteligt beløb i de dage. En
væsentlig årsag til købet var da også,
at fabrikanten tilbød en såkaldt "livstidsgaranti"
på det luksuriøse produkt.
Ti år senere gik det så
galt. Under en fisketur knækkede stangen, da krogen sad
fast i nogle grene og fiskeren forsøgte at trække
den løs. Vor mand trækker på skulderen. Ganske
vist har han været glad for stangen og brugt den flittigt
i de ti år, han har haft den. Men der er jo heldigvis livstidsgaranti
på den, så problemet er vel ikke så stort?
Det viser det sig imidlertid
at være. Tilbage i forretningen i Ebeltoft får han
at vide, at der ganske vist var tale om en livstidsgaranti -
men på materiale- og fabrikationsfejl. Og at sådanne
fejl ville have vist sig med det samme, hvis de havde været
der. Ikke først efter ti års fiskeri.
Vor mand havde ellers forestillet
sig, at han ville få en ny stang - eller den gamle repareret
- eller prisen på en ny refunderet. Han får imidlertid
ingen af delene. Da han siden klager til Forbrugerklagenævnet,
fælder dette følgende dom:
- Stangen har været
udsat for en hårdhændet behandling, den ikke var
beregnet til. Bruddet skyldes således ikke materiale- eller
fabrikationsfejl, og livstidsgarantien dækker derfor ikke!
Dommen giver anledning til flere
overvejelser. Dels er det jo korrekt, at materiale- og fabrikationsfejl
næppe først viser sig efter ti års fiskeri.
Og dels er der jo så ingen idé i overhovedet at
give en livstidsgaranti på netop materiale- og fabrikationsfejl.
Det er jo at stikke folk blår i øjnene.
Vil man yde en livstidsgaranti,
så må den nødvendigvis omfatte ALT, der kan
gå galt med produktet - UANSET årsag. Livstidsgaranti
på materiale- og fabrikationsfejl er mere vildledende end
vejledende.
3. maj 1998
Steen Ulnits
Min barndoms bæk - blev
væk!
Det er som bekendt de mange bække
små, der gør den store å. Det er også
de små bække, der idag byder vore vildørreder
på de sidste naturlige gydepladser i danske vandløb.
Desværre har vi mildest
talt ikke passet ret godt på vore små bække.
De er blevet rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget,
eller de er sågar blevet rørlagt, så de ikke
er i vejen for de store maskiner. De bække, der idag er
tilbage i en tilstand, der gør dem egnede som gydevand
for laksefisk, ligger derfor ofte i skovområder, hvor de
har kunnet ligge hen i fred.
Heldigvis er der i de seneste
år kommet mere og mere fokus på de små bække
og deres betydning for miljøet. Det har senest været
tilfældet på Als, hvor den lille Stolbro Bæk
i mange år har ligget ubenyttet hen af ørrederne
- først på grund af urenset spildevand, siden på
grund af massiv sandvandring.
Nordborg Kommune begyndte allerede
i 1996 at se på mulighederne for at bringe Stolbro Bæk
på fode igen - via et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening
og Nordborg Sportsfiskerforening.
Nordborg Kommune opfordrede i
foråret sine borgere til at give en hjælpende hånd
med restaureringen af kommunens truede bække. Lokalpolitikerne
havde inden da selv sat 50.000 kroner af til det ædle formål.
Nordborg Sportsfiskerforening var ikke sen til at give sit besyv
med - i form af en check på 20.000 kroner, der alle er
øremærket til retablering af gydemuligheder i netop
Stolbro Bæk.
Pengene skal bruges til etablering
af sandfang rundt omkring i bækken - bassiner, der kan
opfange det vandrende sand, som føres fra markerne og
ud i vandløbet, hvor det ødelægger gydebankerne
ved tilsanding. Samtidig skal der lægges sten ud som skjulesteder
for ørrederne, der ligeledes skal begaves med skyggende
beplantning rundt omkring på bredderne.
I den modsatte ende af Als -
ved Sønderborg - har man allerede gjort noget for
de små, men vigtige vandløb. Det skete ved åbningen
af Vadebækken, som i mange år har været rørlagt.
Nu er der fjernet 3.500 kubikmeter jord og blotlagt 300 m af
bækken ved Spang Vade. Samtidig er der udsat ørredyngel,
som forhåbentlig vil synes om forholdene i den "nye"
bæk.
Glædeligt, at der nu for
alvor er kommet fokus på de små vandløb!
3. maj 1998
Steen Ulnits
"Bønder på Støtten"
Under denne overskrift viste
TV forleden en udsendelse om den kolossale støtte, som
dansk landbrug modtager - via danske skatteborgere og tilskud
fra EU.
Samlet betaler hver eneste dansker
årligt kr. 2.000 i støtte til det danske landbrug.
Og da der hele tiden bliver færre, men større landbrug
i Danmark, er det betragtelige tilskud, det enkelte landbrug
modtager - fra nogle få hundrede tusinde kroner for de
mindste bedrifters vedkommende til mere end fire mio. kroner
årligt for de største...
Og til trods for de kolossale
tilskud er fødevarer i EU dyrere end udenfor. Eksempelvis
koster 1 kg ost i EU dkr. 28,- , mens det fra New Zealand (som
ingen landbrugsstøtte har) koster dkr. 13,-. Men inden
ostene havner i Brugsens køledisk, koster de det samme.
Det sørger en speciel EU-importtold for.
I New Zealand, som i lighed med
Danmark er et landbrugsland med stort "L", havde man
indtil for få år siden en statsstøttet landbrugsproduktion.
Den havde man imidlertid ikke råd til at videreføre,
så man tog skridtet fuldt ud og afskaffede den. Med det
resultat, at landbruget blomstrede op og produktionspriserne
faldt! Kun nogle få landbrug klarede ikke omstillingen
til markedsøkonomi.
- Kun folk fra Danmark spørger,
om landbrugsstøtten skal afskaffes!
Så klart udtrykkes det
af den daværende premierminister, der var medvirkende til
afskaffelsen af landbrugsstøtten i New Zealand.
Den massive landbrugsstøtte
har nemlig adskillige meget uheldige bivirkninger. For det første
virker den som en slags sovepude for bønderne, der nu
ikke længere behøver vende hver en femøre
for at få tingene til at løbe rundt.
Det resulterer igen i højere
priser på gødningsstoffer, foder, medicin og maskinel.
Samt en maskinpark, der bliver nyere, dyrere og større
hele tiden. For der kommer jo hele tiden tilskud, og det hele
kan jo afskrives. Til sammenligning er maskinerne både
ældre og mindre på New Zealand, hvor man må
reparere tingene i stedet for blot at skifte dem ud til nye hele
tiden.
Den masive landbrugsstøtte
resulterer også i flere penge til jordkøb og deraf
følgende højere jordpriser. De højere jordpriser
gør det sværere for yngre og mere økologisk
orienterede landmænd at komme til og favoriserer i stedet
den industrialiserede stordrift, som bestemt ikke er økologisk.
Men som kræver masser af gødning og gift for at
give det optimale afkast. Og som leverer omkring 75% af al den
kvælstof, der idag løber ned i grundvandet og ud
i vore søer og fjorde. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger
til følge.
De høje jordpriser er
således i høj grad medvirkende til, at der hver
dag lukkes 6-7 mindre danske landbrug - landbrug, hvis jord købes
op af storbønder, der har brug for jorden til at sprede
overskydende gylle fra deres svineproduktion.
Den massive landbrugsstøtte
gør det også favorabelt at masseproducere de afgrøder,
som EU her og nu giver den største støtte til -
i stedet for at lade produktionen følge efterspørgselen.
Det er derfor, at vi forbrugere idag råber på flere
økologiske produkter, men ikke kan få dem. Landbruget
ønsker helt enkelt ikke at producere dem - de ønsker
ikke at foretage den fornødne omstilling til en mere nænsom
økologisk produktionsform. De vil fortsætte med
tilskuddene fra EU.
Heldigvis er der dog enkelte
landmænd, der tør stå frem og sige, at de
finder forholdene dybt beklagelige og utilfredsstillende. At
de ville føle en langt større tilfredsstillelse,
om de fik lov til at klare sig selv og producere til priser,
der er konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Hvis de fik
lov til at udvise det højt besungne "landmandskab",
som de påberåber sig.
Det er EU-politikerne langsomt
ved at få øjnene op for. Ikke fordi EU ønsker
økologisk landbrug. Nej, i EU må man se i øjnene,
at man helt enkelt ikke kan fortsætte den massive landbrugsstøtte,
når vi nu får et landbrugsland som Polen med i unionen.
Et land med masser af landmænd, der kan levere masser af
billige landbrugsprodukter.
Så "Bønder
på Støtten" er forhåbentlig snart en
saga blot. Så vi slipper for en branche, der på den
ene side påberåber sig at være et liberalt
erhverv med store frihedsgrader - og på den anden råber
på stedse flere og større tilskud til en urentabel
overproduktion, der har vist sig dødbringende for vandmiljøet.
3. maj 1998
Steen Ulnits
Giftudslip i naturreservat
Minedrift er farligt for miljøet
- det er ingen nyhed og bør derfor ikke komme som nogen
overraskelse for nogen.
Det gør derimod et kolossalt
giftudslip i den spanske provins Andalusien. Et giftudslip, som
nu truer dyrelivet i et 6.000 hektar stort område af Europas
største naturreservat - Donana-parken i Cadiz Bugten.
Et giftudslip, som indtil videre har kostet 20 tons fisk og et
ukendt antal fugle livet. Og et giftudslip, der nu og i fremtiden
truer i tusindvis af fiskere og landmænd på deres
levebrød.
Katastrofen skete, da volden
omkring et giftreservoir ved Los Frailes minen i Andalusien brød
sammen og lod omkring 5 mio. kubikmeter giftslam løbe
ud i floden Guadiamar. Hurtigt opførte nye diger formåede
dog at holde giftslammet ude fra naturreservatet, men myndighederne
frygter, at bly, cadmium og kviksølv nu vil sive ned i
grundvandet og ad den vej nå ind i Donana-parken.
Alle fisk på en 40 km lang
strækning af Guadiamar floden blev dræbt - fortrinsvis
karper og ål - og alt fiskeri er nu forbudt. Man frygter,
at det samme vil blive tilfældet med den store flod Guadalquivir,
som modtager vand fra Guadiamar. I så fald vil omkring
1.500 andalusiske fiskere blive arbejdsløse.
Indtil videre anslår mundighederne,
at giftudslippet har kostet egnens landmænd omkring 70
mio. kroner på grund af forgiftede afgrøder. Landmændene
mener selv, at tabet vil blive ti gange større, da der
ikke længere kan dyrkes på den forgiftede jord. Selv
efter en rensning vil der gå mange år uden dyrkning.
Myndigheder og miljøorganisationer
er enige om, at der skal handles hurtigt, så giften dels
ikke når ned i grundvandet - dels ikke bliver optaget i
de rovfugle og rovdyr, der er begyndt at æde af de døde
fugle og fisk. Disse skal derfor opsamles med det samme.
Samtidig skal de 6.000 hektar
forurenet jord hurtigst muligt befries for de øverste
15 cm muld, hvor giften har lejret sig. Et arbejde, der anslås
at ville koste mere end 1 milliard kroner og vare flere måneder.
Man har netop taget hul på arbejdet, der vil kræve
flytning og deponering og senere behandling af ikke mindre end
350.000 store lastvognslæs forurenet jord.
- Det er også de sydeuropæere, kunne man fristes til at sige. -
De lader jo altid hånt om miljøet!
Los Frailes minen ejes imidlertid
af Boliden - et verdensomspændende canadisk-svensk selskab,
som driver minedrift i adskillige lande. Boliden har dog efter
sigende påtaget sig ansvaret og dermed omkostningerne ved
oprydningsarbejdet. Boliden har sågar lovet, at minens
500 ansatte vil kunne beholde deres jobs.
Nu må vi så blot
håbe, at andalusierne kan nå at redde stumperne.
Det er blandt andet i Donana-parken, at de få tilbageværende
danske storke raster. Det er også her, man findes de sidste
rester af den iberiske los - 50 stykker...
2. maj 1998
Steen Ulnits
Skarven i tilbagegang
Skarven blev totalfredet i Danmark
i 1980. Den kvitterede ved at gå frem i et omfang, der
skræmte mange naturinteresserede - bortset naturligvis
fra ornitologerne, der ikke kan få fugle nok, uanset hvad
konsekvenserne end måtte være for det øvrige
miljø.
I hvert fald eksploderede den
danske skarvbestand til op mod 150.000 fugle - ynglende såvel
som trækgæster - hvilket gik hårdt ud over
mange fiskebestande. I takt med at skarvkolonierne voksede, måtte
fuglene hver dag flyve længere og længere for at
finde føde nok. Hver skarv skal jo daglig have op mod
500 g frisk fisk at spise.
Nu viser en optælling fra
en af landets største skarvkolonier - Brændegård
Sø på Fyn - at skarven nu er i tilbagegang. I hvert
fald på Fyn. Optællinger fra de seneste fem år
viser således, at bestanden er faldet fra 7.000 par i 1992
til 3.500 par sidste år.
Tallene tyder på, at skarvbestanden
nu er ved at stabilisere sig på det niveau, som fødegrundlaget
tillader. Synd blot, at det skulle gå så hårdt
ud over fiskebestandene først. Fra landets største
skarvkoloni - Vorsø i Horsens Fjord - ved man nemlig,
at skarven her har været i stand til at fange og fortære
80% af ørrederne i de lokale vandløb.
Interesserede kan læse
mere om skarven under "Artikler". Her kan man blandt
andet læse, at den danske skarvbestand hver dag skal have
omkring 75 tons friske fisk at spise. Hver eneste dag.
17. april 1998
Steen Ulnits
Minken tager magten
Det lille pelsdyr minken, som
ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, men som i sin
tid blev importeret fra Nordamerika, trives tilsyneladende over
al evne i den frie danske natur.
De danske jagttegnsløsere
nedlagde i 96/97 hele 3.200 flere mink, mår og ildere end
i 95/96. Antallet af nedlagte mink er ikke mindre end tredoblet
i løbet af de sidste ti år, hvor især Ringkøbing
og Nordjyllands Amter fører an. Det er nemlig her, at
langt de fleste minkfarme findes.
Vildtbiologer og jægere
mener samstemmende, at antallet af fritlevende mink er tæt
knyttet til forekomsten af minkfarme, hvorfra dyrene i stort
tal undslipper. Og når de først er ude i naturen,
klarer de sig tilsyneladende godt. De kan let finde føde
og formerer sig hurtigt.
Det er tankevækkende, at
fiskeribiologiske undersøgelser netop har konkluderet,
at udsætning af de såkaldte "store" ørreder
i vandløb er nyttesløse, da de udsatte fisk meget
hurtigt forsvinder fra vandløbet. Man har derfor reduceret
udsætningerne af disse med en tredjedel i forhold til foregående
år.
Netop minken er kommet i søgelyset
som en mulig forklaring på de dårlige resultater
af disse udsætninger. Minken er en dygtig fisker, som i
nabolandet Sverige flere steder har formået at udrydde
hele fiskebestande. Her i Skandinavien har fiskene tilsyneladende
ikke - som i hjemlandet Nordamerika - formået at indstille
sig på minkens tilstedeværelse.
Problemets størrelse antydes
af, at der under forsøgsmæssig brug af dræbende
smækfælder i Thy Statsskovdistrikt blev taget hele
27 mink i 100 udsatte fælder i løbet af den første
måned. Det er langt flere, end vildtbiologerne havde forventet.
16. april 1998
Steen Ulnits
Ny bog: "Håndbog
i Småbådsfiskeri"
Der er mange glæder ved
at være sin egen kaptajn. På havet er der altid plads
- her behøver man ikke stå i kø for at komme
til med sin fiskestang.
Den nye "Håndbog
i Småbådsfiskeri" gennemgår kort og
præcist småbådsfiskerens udstyr. Her kan man
læse alt om skrogformer og indretning af båden, om
den rette trailer og fastspænding af båden, om gamle
2-takts og nye 4-takts motorer.
Man får endvidere solid
grundviden om moderne ekkolodder, GPS navigatorer og søkortplottere
samt om brugen af VHF radioen. Sejlads og sikkerhed er naturligvis
også højt prioriteret.
Sidst, men ikke mindst fokuseres
der på fiskeriet fra småbåd - på kastefiskeri,
pirkefiskeri og trolling med og uden downrigger.
Den erfarne småbådsfisker
vil i bogen finde masser af spændende stof om vandmiljøet
og fiskene, han er ude efter. Viden, der direkte kan omsættes
i flere fisk!
Fluefiskeren vil tilsvarende
kunne læse om "sine" fartøjer - om flyderinge,
pontonbåde og kanoer.
Det hele er således med
- fra den mindste flydering til den største trolling-båd!
208 sider i fuld 4-farve med
masser af fotos og tegninger.
Klik under "Bøger"
for at se forsiden i farver!
Udkom den 7. april og koster
kr. 198,-
14. april 1998
Steen Ulnits
Sønderjysk Sølvtøj
Der er taget rigtig mange og
rigtig fine havørreder i det sønderjyske i dette
forår. Allerede ved premieren den 16. januar gik en storørred
til biddet i bunden af Åbenrå Fjord, hvor fredningsbæltet
og fredningstiden ved en lille bæk da ophørte. Fisken
vejede imponerende 7,2 kg, men var ingen blankfisk.
Det var derimod den kæmpe
på 9,15 kg, som det lykkedes Benned Hedegaard fra Nordals
at overliste ved Fladbæk. Benned brugte som altid en 28
grams Toby, da kæmpen gik på krogen. Og han måtte
naturligt nok have hjælp fra tililende fiskekammerater,
da den store fisk skulle landes. Benneds til dato største
havørred - og en fisk, der i avisen så næsten
lige så stor ud som ham selv. Han er da også kun
godt halvanden meter høj!
To tyske lystfiskere gæstede
først i april Sydals, hvor de fiskede på klassiske
lokaliteter såsom Gammel Pøl og Kegnæs Drej.
Og de havde for alvor held i sprøjten! Den ene dag landede
de - fra stranden - to dejlige blankfisk på henholdsvis
5 og 6 kg. Den næste dag havde de lejet båd og fik
da - lidt længere ude - endnu en pragtfuld sølvfisk
på 5 kg. - De var rigtig godt tilfredse med turen!,
fortæller Hans Jørgen fra LS Grej i Nordborg.
Endelig er de første laks
tilsyneladende kommet til Ribe Vesterå. I hvert fald fangede
biologer en flot nystegen 8 kg's fisk, da de prøvefiskede
åen efter snæbel. Det skal blive spændende
at se, om den flotte laks er en strømpil for årets
fiskeri i Vesteråen - eller om den blot er en enlig svale.
Faktum er jo, at Vesteråen slet ikke har levet op til tidligere
tiders ry i de seneste år. Uvist af hvilken årsag.
Der er for alvor sølvtøj
i det sønderjyske!
14. april 1998
Steen Ulnits
Hedeselskabet halter
"Det Danske Hedeselskab",
der blev stiftet i 1864 under mottoet "Hvad udad tabes skal
indad vindes", har trange tider. Det var som bekendt Hedeselskabet,
der i 60'erne rettede Skjernå ud til den snorlige kanal,
den er idag. Og det blev som bekendt ikke Hedeselskabet,
der vandt entreprisen om at lægge åen tilbage i de
oprindelige slyngninger igen. Det blev i stedet konkurrenten
COWI Consult, der ikke har helt så mange lig i lasten på
det miljømæssige område.
Hedeselskabet har i de seneste
år haft svært ved at få tingene til at hænge
sammen rent økonomisk. Således kom selskabet i '96
ud med et underskud på hele 28 mio. kroner - et underskud,
der dog for regnskabsåret '97 blev reduceret til 12 mio.
kroner ud af en omsætning på 755 mio.
Det er primært problemer
med at få afsat tømmer og andre skovprodukter fra
selskabets mange plantager, der har skabt problemer for Enrico
Mylius Dalgas' gamle Viborg-baserede virksomhed. Og så
tilsyneladende at få rettet op på det gamle image
som landets statsstøttede naturskænder nummer ét.
Det er jo Hedeselskabet, der
- med statsstøtte og Folketingets velsignelse - har reguleret
de fleste danske vandløb til snorlige, golde og fisketomme
kanaler med undervandsørkener af vandrende sand.
14. april 1998
Steen Ulnits
Vildere og vildere waders...
Det startede med tynde, men slidstærke
og vandtætte waders af PVC. Siden kom neoprenen og revolutionerede
markedet med waders, der ikke blot kunne holde vandet ude, men
også varmen inde!
Siden revolutioneredes markedet
endnu engang - af waders fremstillet i Gore-Tex og lignende såkaldt
"åndbare" materialer. Materialer, som holder
vandet ude, men som samtidig tillader vanddamp indefra at passere
udefter - med mindre kondens og et bedre indeklima til følge.
Samt naturligvis også en langt højere pris...
Men ikke nok med det. Nu er så
den næste generation af letvægtswaders allerede på
markedet - i form af 7-lags kevlar-forstærkede Gore-Tex
waders i den helt dyre prisklasse! Det er Bean's Gore-Tex/Kevlar
waders, som har et lag slidstærke og noget nær punkterfri
kevlarfibre placeret mellem to 3-lags nylonfibre, hver med deres
eget lag Gore-Tex. Altså kevlar placeret mellem to lag
Gore-Tex - fra knæene og nedefter til anklerne, hvor jo
de fleste punkteringer sker.
Den slags skal jo blive dyrt,
og de nye waders koster da også i nærheden af 400
US dollars - FØR fragt, told og moms...
14. april 1998
Steen Ulnits
Furesøen skal frelses
Den storkøbenhavnske Furesø
har det - som desværre også de fleste andre danske
søer - ganske skidt. Den er nemlig "eutrofieret",
som det så fint hedder - overbelastet med næringssalte
fra omgivelserne.
Vandet bliver uklart af algesuppe,
så såre lyset bryder frem om foråret. Og når
så de mange alger dør og synker til bunds, skal
de nedbrydes, hvilket kræver ilt. Resultatet bliver iltsvind
ved bunden, hvilket igen medfører frigørelse af
de store mængder fosfor, der ligger bundet her - ophobet
efter årtiers tilførsel til søen.
I det uklare vand stortrives
skidtfiskene - typisk skaller og brasen - da rovfiskene ikke
kan holde dem nede i det uklare vand. De kan helt enkelt ikke
se til at jage. De mange skidtfisk medfører rovdrift på
søens dyreplankton, der så ikke længere kan
holde søens planteplankton, algerne, nede på et
passende niveau. Tyk algesuppe bliver det uundgåelige resultat.
Det mener Københavns Amt
nu, at der skal gøres noget radikalt ved. Ikke blot er
søen et vigtigt område for det storkøbenhavnske
sportsfiskeri - søen er også badevand for storbyens
beboere, og det kræver jo en vis vandkvalitet.
Man har derfor kig på to
mulige løsninger: Biomanipulation med opfiskning af store
mængder skidtfisk. Eller tilsætning af jern eller
aluminium, som skal fælde de mange overskydende fosforsalte
og holde dem fanget i bundslammet.
I skrivende stund vurderer man
de mulige skadelige effekter af at tilsætte metaller til
det forurenede søvand. - Men mon ikke det var bedre -
og sikrere - først at prøve med en god gang biomanipulation?
Den skader i hvert fald ikke miljøet...
14. april 1998
Steen Ulnits
Mariager mangler muslinger
Så er den gal igen med
Mariager Fjord. Mens myndighederne har gjort deres bedste for
at dysse problemerne ned - ved at påstå, at fjorden
har bedst af at klare sig selv efter sidste sommers kvælningsdød
- er der nu igen konstateret iltsvind i fjorden. Og nu havde
myndighederne ellers lige glædet sig over, at man med efterårets
komme igen kunne måle rimelige iltforhold i fjorden...
Problemet er helt enkelt, at
fjorden mangler muslinger. De døde jo alle sidste sommer,
og med dem døde de organismer, der filtrerer vandet for
størsteparten af de iltslugende alger. I skrivende stund
kan man i Mariager Fjord se metertykke lag af nedsynkende alger,
som er ved at berøve vandet for dets ilt.
Med muslingerne utidige bortgang
væltede fjordens økosystem totalt. Algerne var nemlig
klar til kamp igen med det samme - nu helt uden muslingerne til
at rydde op i de kolossale algemængder, der blev resultatet
af en lang og varm sommer.
Så Mariager mangler altså
muslinger. Desperat. Man kan derfor undre sig såre over,
at myndighederne straks modsatte sig, da en håndfuld engagerede
mennesker fra organisationen "Danske Fluefiskere" først
på året tog sagen i egen hånd - ved at hente
friske muslinger til den døde fjord.
Myndighederne vidste tilsyneladende
intet om, hvad de havde med at gøre. De skulle i stedet
have støttet initiativet med udsætning af nye muslinger
- i stedet for at modarbejde det. Så ville der idag have
været flere muslinger til at rydde op efter iltsvindet..
14. april 1998
Steen Ulnits
Galt med gyllen
Regeringens Vandmiljøplan
2 har voldt flere problemer end umiddelbart ventet. Dels mener
flere partier på venstrefløjen, at den slet ikke
er stram nok. Og dels er det et åbent spørgsmål,
om EU overhovedet vil godkende den, da den på flere punkter
er meget slap - set med fællesskabets øjne.
Men nu er endnu et forhold dukket
op af gylletanken: Vandmiljøplanen tager nemlig ikke højde
for, at der også fremover lokalt kan opstå store
problemer med at få spredt gyllen rigtigt ud. Man risikerer
nemlig stadig, at enkelte landmænd føler sig fristet
til blot at sprede overskydende gylle ud på de nærmest
liggende marker - som så overgødes med efterfølgende
udvaskning af overskuddet til grundvand og overfladevand.
Dette forhold har fået
flere politikere til at foreslå, at landmændene derfor
i fremtiden skal føre et separat gødningsregnskab
over hver enkelt mark.
Landbruget har naturligvis svaret
igen, at noget sådant i praksis er helt umuligt. Og at
det i det hele taget påfører dem en masse nyt papirnusseri,
som de godt kunne være foruden.
Lige netop i disse dage spredes
der for alvor gylle over det ganske danske land. Det kan ingen
med en blot nogenlunde intakt lugtesans være det mindste
i tvivl om.
14. april 1998
Steen Ulnits
Dyrt norsk tyvfiskeri i Arktis
Langt om længe har den
norske Højesteret strammet op på domme vedrørende
tyvfiskeri. Sagen hidrører fra det nordligste Norge, der
med nogen ret kan kaldes Arktis.
Heroppe er en 52-årig norsk
garnfisker, som i 1995 blev taget på fersk gerning af fiskerikontrollen
med 24 ulovlige garn i sin varetægt, netop blevet idømt
en bøde på kr. 10.000 samt 3 ugers betinget fængsel.
Men ikke nok med det. Den dømte
tyvfisker fik samtidig konfiskeret alle 24 garn, en lille 4-hjulstrækker
samt slæde og båd med mere - kort sagt alle de genstande,
der havde været i brug under det ulovlige fiskeri.
Med denne opsigtsvækkende
dom har de norske myndigheder nu lagt sig tæt op af den
praksis, som længe har været gældende i Nordamerika
- i USA og Canada, hvor tyvfiskeri i mange år har været
forbundet med bøder og fængselsstraffe samt konfiskation
af det anvendte udstyr.
Man må håbe, at de
hårdere straffe vil gøre det mindre attraktivt at
tyvfiske med sine garn i Norge. Og at de danske myndigheder nu
også vil se nærmere på det norske kursskifte.
Her i landet er det jo på det nærmeste risikofrit
at drive ulovligt garnfiskeri.
14. april 1998
Steen Ulnits
Pinligt dansk tyvfiskeri i Antarktis
Danske fiskebåde deltager
aktivt i et storstilet og ulovligt rovfiskeri på truede
fiskearter i Antarktis.
Det drejer sig om den eksotiske
fiskeart "Patagonian Toothfish" - på latin "Dissotichus
eleginoides" - der kan blive op til 2 meter lang, men
som vokser uhyre langsomt i det iskolde antarktiske hav ud for
Australien og New Zealand.
Fisken lever på meget dybt
vand - ned til 2.000 m's dybde - hvor den har levet godt og skjult
indtil 1995, da man opdagede den hidtil ubefiskede ressource.
Trods det vanskelige fiskeri
på de meget store dybder har fiskeriet efter denne eksotiske
fisk udviklet sig med rekordagtig hastighed. Fisken indbringer
nemlig meget store summer på det altid fiskehungrende japanske
marked, der traditionen tro ser stort på, om fiskene nu
også er lovligt fangede eller ej.
De høje priser har medført,
at fiskebåde fra store dele af verden er søgt sydpå,
hvor de nu rovfisker toothfish i australsk territorialfarvand.
Heriblandt danske fiskebåde, som til lejligheden blot skifter
flag - til nationer, der ikke er underlagt EU's accept af kvoterne
på toothfish. Den langsomt voksende fiskeart er nemlig
omfattet af strikse bestemmelser fra den australske regering,
der imidlertid har meget svært ved at kontrollere tyvfiskeriet
i det kolossale farvand omkring "øen".
Allerede nu - efter kun to fiskesæsoner
- kan man da også se, at de fangede fisk er af en mindre
gennemsnitsstørrelse end før. De uhyre langsomtvoksende
fisk tåler helt enkelt ikke det nuværende og altså
klart illegale fiskepres.
De ulovligt fangede toothfish
sejles op til Mauritius i det Indiske Ocean, hvorfra de nedfrosne
fisk i containerskibe sejles videre til Japan. Her bliver de
til den eftertragtede "sashimi", der indbringer skyhøje
priser på japanske restauranter.
De ulovligt fangede toothfish
sejles for øvrigt det sidste stykke med danske Maersk
Line. Som for øvrigt er udmærket klar over trafikken.
Dansk fanget fisk på danske containerskibe. - Det kan vi
da være stolte af, eller...?
Såvel den danske afdeling
af WWF som den danske miljøminister har imidlertid udtrykt
stor utilfredshed med A.P.Møller skibenes transport af
danske tyvekoster.
14. april 1998
Steen Ulnits
|
