Aktuelt
1. kvartal 2001
Konservativt forslag om dambrug
Kort før jul fremsatte
Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag om dambrug
og deres drift i Folketinget. Forslaget gik i al sin enkelhed
ud på, at dambrugenes produktion fremover skal fastsættes
efter deres reelle udledninger og ikke - som det er tilfældet
i dag - efter foderforbruget.
Denne regel stammer fra den såkaldte
"dambrugsbekendtgørelse", der fulgte i hælene
på den første og aldeles utilstrækkelige vandmiljø-handlingsplan
fra sidst i 80'erne. Det er selvsamme bekendtgørelse,
som siden har ført til domfældelse af en hel del
dambrugere - til konfiskation af ulovlig fortjeneste og bødestraffe
i millionklassen.
Nu mener så det Konservative
Folkeparti, at bekendtgørelsen skal ændres, så
dambrugeren fremover selv kan tilrettelægge sin produktion.
Det liberale parti mener, at dambrugeren herved får et
incitament til at optimere sin produktion og dermed reducere
udledningerne af organisk stof og næringssalte til et minimum.
Partiet mener, at det som minimum vil give en lige så god
vandkvalitet som i dag.
Den oprindelige årsag til,
at foderforbruget og ikke udledningerne blev lagt til grund for
produktionsgodkendelser, var ellers enkel nok: Foderforbruget
kan man kontrollere via regnskabet - udledningen fra produktionen
har man ikke en jordisk chance for at kontrollere sikkert.
Derfor kan det kun undre, at
det Konservative Folkeparti nu har stillet et sådant forslag.
Men det er jo et liberalt parti, og dambrugsdrift er jo et liberalt
erhverv. Næste forslag fra de Konservative bliver så
sikkert, at fiskerierhvervet også fremover skal til at
kontrollere sig selv.
Så ved man da, hvor man
har de Konservative henne, og det er vel egentlig godt nok. Vi
ved jo alle, hvordan det går, når man sætter
ræven til at vogte høns.
29. marts 2001
© Steen Ulnits
Børge Christensen takker
af
Danmarks Sportsfiskerforbunds
(DSF) miljøkonsulent gennem en menneskealder - Børge
Christensen - har valgt at gå på pension. Børge,
der har en fortid som malermester og ikke miljømand, blev
tidligt DSF's ihærdige, vidt respekterede og bredt frygtede
forkæmper for vandmiljøet. I første omgang
som bibeskæftigelse og siden som fuldtidsansat hos DSF.
Næppe nogen anden enkeltperson
har gjort så meget for vandmiljøet i Danmark som
netop Børge Christensen. Havde han først fået
fært af en sag, der var på kant med loven, bed han
sig fast og gav ikke slip, førend synderen var bragt for
retten og miseren rettet op. Børges aggressive og konsekvente
holdning har dog ikke kun givet positive resultater. Således
har flere foreninger gennem årene meldt sig ud af DSF,
da de mente, Børge var for rabiat. At man hellere skulle
tolerere lidt miljøsynderi i stedet for at miste sit fiskevand.
Men Børge gik aldrig på
kompromis, og det har han gennem årene vundet sig mange
både venner og fjender ved. Til hans livs største
sejre hører givetvis, at DSF umiddelbart efter vedtagelsen
af miljøloven i 1973 blev kendt høringsberettiget
i miljøsager - for øvrigt i lighed med Danmarks
Naturfredningsforening, der imidlertid var 7-8 gange større.
Til andre store sejre hører
dommen over Grindstedværket for dets kviksølvforurening
af Karlsgårde Sø og Henne Strand. Samt sejren over
De Danske Spritfabrikker og deres planer om udbygning ved og
forurening af Glatved Strand og Mariager Fjord.
Endelig må man konstatere,
at det under Børges regeringstid er blevet sværere
og sværere at være dambruger ved de danske åer.
Således er der ikke oprettet et eneste nyt dambrug siden
1972, mens mange er blevet nedlagt.
Men der er endnu et stort slag,
der skal kæmpes, førend Børge Christensen
takker endegyldigt af. Det er Gudeåcentralen og Tangeværkets
fremtid. Børge helmer næppe, førend der er
skabt en fungerende passage omkring den forkætrede Tange
Sø...
29. marts 2001
© Steen Ulnits
"Sportsfiskeren" fylder
75
Danmarks Sportsfiskerforbund
(DSF) - der "kæmper din sag, mens du fisker",
og som selv for ikke så længe siden fyldte 60 år
- har et medlemsblad, der er endnu ældre. Det er "Sportsfiskeren",
som i år fylder 75 år.
Pudsigt nok er bladet ældre
end forbundet, hvilket der naturligvis er en god forklaring på.
Bladet så nemlig første gang dagens lys i 1926 -
for øvrigt som en forløber for Sportsfiskerforeningen,
der blev dannet samme år, og som var den første
landsdækkende forening for sportsfiskere i Danmark.
Sportsfiskerforeningen levede
fra 1926-1938, hvor Danmarks Sportsfiskerforbund blev oprettet
og overtog udgivelsen af bladet Sportsfiskeren. Allerede fra
første nummer var det vandmiljøet i de danske åer,
der primært bekymrede skribenterne - en bekymring, der
har holdt sig usvækket frem til i dag, hvor DSF fortrinsvis
repræsenterer fiskere og foreninger med interesse for åfiskeri
i Jylland.
Hatten af for den bekymring og
det engagement, der blandt meget andet førte til verdens
første miljølov i 1973. Og tillykke med fødselsdagen!
29. marts 2001
© Steen Ulnits
Laksen tilbage i Brede Å
Brede Å har fået
det meget bedre i de allerseneste år. Det skyldes ikke
mindst de store bestræbelser, som Sønderjyllands
Amt har gjort sig for at genskabe et slynget åløb.
Brede Å er et af de vandløb, som op gennem tiderne
har været udsat for den mest hårdhændede behandling
fra landbrugets side. Og dermed også et af dem, der har
haft allermest glæde af en restaurering.
Laks og havørreder har
allerede kvitteret for den gode behandling ved at vandre op i
åen i stigende antal. Således blev år 2000
den sæson i nyere tid, hvor flest laks gik op i Brede Å.
Det anslås fra lokalt hold, at lystfiskerne i 2000 fangede
omkring 50 laks og 350 havørreder i Brede Å.
Godt fiskeri kommer ikke af sig
selv eller af ingenting. Der skal arbejdes for sagen, og det
har såvel Sønderjyllands Amt som Lystfiskerforeningen
Brede Å så sandelig også gjort. Sidste år
blev der således sat fisk ud for mere end 300.000 kroner,
og i løbet af de sidste fire år er der samlet sat
ud for godt 1,3 millioner kroner.
Hatten af for det!
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Åslynge tilbage til Ribe
Å
Enhver, der har fisket i Ribe
Vesterå helt ude ved kammerslusen, kender til den store,
afskårne åslynge - også kaldet "Gennemskæringen"
- herude. Faktisk er det den største af sin slags i hele
Nordeuropa. Åslyngen blev til, da Ribe Å engang i
1930'erne blev kanaliseret på dette stykke.
Nu foreslås netop denne
åslynge geninddraget i Vesteråens løb mod
Vadehavet. Formålet er blandt andet at hæve vandstanden
så meget, at man undgår udtørring af gamle
kulturlag ved Ribe, der jo er landets ældste købstad
og derfor huser mangt og meget af historisk interesse.
Forslaget er stillet af Socialdemokratiet
i Ribe og har straks fået støtte af den lokale afdeling
af Danmarks Naturfredningsforening. Ikke uventet er landbrugerne
mere end skeptiske over for dette progressive forslag.
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Lilleåen lidt længere...
... i hvert fald set med havørredøjne.
For nylig tog Århus Amt nemlig officielt det nye omløbsstryg
ved Løjstrup Dambrug i Lilleåen nær Laurbjerg
i brug.
Det er et dambrug, der i mange
år har været en torn i øjet på såvel
sportsfiskere som miljøfolk, da det i lange perioder stort
set var impassabelt for åens mange havørreder. Godt
halvdelen af Gudenåens 6.-7.000 havørreder vandrer
nemlig op i Lilleåen for at gyde.
Stykket umiddelbart nedstrøms
dambruget har ofte været proppet med fisk, der ikke kunne
komme længere - til stor glæde for de få medlemmer
af Langå Sportsfiskerforening, der havde fiskeret her.
Faktisk var stykket til sidst så populært, at Århus
Amt måtte henstille til foreningen, at man reducerede fiskepresset
på dette lille stræk - af hensyn til slitagen på
åmiljøet.
Lilleåen led tidligere
under dårligt renset spildevand fra byer som Hinnerup og
Hadsten, men det er der i dag kommet styr på. Nu har fiskene
så også fået frit løb langt op i åen
- takket være amtets investeringer på omkring 3 millioner
kroner i løbet af det sidste årti. Opstemningen
ved Løjstrup Dambrug var den sidste og største
af slagsen og er nu omlagt til et 250 meter langt stryg med masser
af sten og frisk strøm. Faktisk er der brugt 5.000 tons
store sten til byggeriet.
Tidligt på året,
når vandstanden er på sit højeste, kan der
løbe op mod 25.000 liter vand igennem stryget per sekund.
Om sommeren kan vandføringen derimod være helt nede
på 1.000 liter, hvilket er kritisk lidt, da dambruget alene
skal bruge 800 liter.
Men med det nye stryg skulle
problemerne være løst. Det var de ikke med den intermistiske
fisketrappe, som amtet opførte i 1986. Fiskene kunne ikke
finde den. Det nye stryg kan de derimod ikke overse!
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Århus Å på ret
køl
Århus Amt har gennem de
senere år postet ganske mange kroner i retableringen af
den relativt lille å, der har lagt navn til såvel
by som kommune og amt - Århus Å.
Flest penge er der gået
til retableringen af den langstrakte og lavvandede Brabrand Sø,
der indgår som en vigtig del af Århus Å-systemet.
Her taler vi om adskillige millioner kroner i løbet af
de år, hvor søens næringsrige bundslam blev
gravet op og lagt ind på land. Den hurtigste, men også
dyreste for for sørestaurering.
Dyrt har det også været
at åbne åens nederste løb gennem byen og gøre
det til en attraktion i sig selv. Ikke mindst café-livet
er på det nærmeste eksploderet ved det, der nu kaldes
"Vadestedet" eller "Den Spanske Trappe".
For øvrigt med det resultat, at Jyllands-Posten netop
her fandt Danmarks dyreste fadøl - til 45,- kroner glasset!
Men mindre kan heldigvis også
gøre det. Således er Århus Å netop blevet
lagt tilbage i sit oprindelige løb længst oppe nær
Edslev, hvor opstemningen ved den gamle Dørup Mølle
fra 1541 og et langt nyere dambrug fra 1901 blev nedlagt. Et
projekt, der kostede Århus Amt en halv million kroner at
gennemføre.
Hermed er den syvende og sidste
af de menneskeskabte opstemninger i Århus Å nu fjernet,
og dermed har havørrederne fra Århus Bugt atter
fri adgang til mange fine gydepladser heroppe. Men først
skal de altså et smut gennem Århus Havn og forbi
de mange caféer langs den nu fritlagte strækning
gennem downtown.
Århus Å får
sit vand fra den smukke Stilling-Solbjerg Sø få
kilometer fra Skanderborg.
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Bisamrotter
En lovløs gnaver forsøger
i denne tid at snige sig ind i det danske landskab sydfra. Ingen
politisk flygtning, men en indvandrer med pels på kroppen
og ondt i sinde.
Der er nemlig tale om bisamrotter,
som i Tyskland er kendt for at underminere diger langs floderne,
så disse bliver utætte. Dyr, som derfor bekæmpes
med alle tænkelige midler - præcis som almindelige
rotter. De mest probate midler er fælder og antikoagulanter,
hvoraf de sidste får dyrene til at dø en langsom,
men sikker død af indre blødninger.
Alene i 90'erne blev der årligt
fanget op mod 20.000 bisamrotter i Nordfriesland umiddelbart
syd for den dansk-tyske grænse. Et tal, der fortæller
om truslen fra de nye pelsklædte indvandrere. I skrivende
stund svæver den danske bisamrotte i lovløs uvished,
idet der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den hører
under Miljøbeskyttelsesloven eller Vildtforvaltningsloven.
Der arbejdes dog med at få dens stilling klarlagt.
Bisamrotten er ikke naturligt
hjemmehørende i Europa, men er i lighed med minken indført
fra Nordamerika omkring forrige århundredskifte. Det er
bisamrottens underjordiske gangsystemer nær åer og
søer, der har gjort den til et problem mange steder. Tøndermarsken
langs Vidåen og ved Vadehavet ville være et ideelt
levested for bisamrotten - hvis ellers den fik lov.
Bisamrotten, der er en dygtig
svømmer og dykker, kan veje op til 2 kg med en kropslængde
på omkring 40 cm og en halelængde på op til
25 cm. Det gør den til den næststørste gnaver
i Norden - efter bæveren, der kan blive ti gange større.
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Mørrum malker miljøfond
Eller prøver i hvert fald
på at få penge ud af en EU-miljøfond.
Den sydsvenske Mørrumså
er kendt af alle lystfiskere i Skandinavien. Nu kender de den
også i EU. Länsstyrelsen i Blekinge har nemlig ansøgt
EU's LIFE fond om ikke mindre end 85 millioner kroner til en
retablering af den Mørrumså, som Sydkraft har ødelagt
med sine opstemninger ved Hemsjö og Marieberg.
Lykkes det for svenskerne at
få del i de for dem nye EU midler, vil åen blive
retableret i årene op til 2005. Kraftværkerne vil
da blive nedlagt eller ombygget, så åen igen kan
flyde frit fra Härnäs og Knaggelid. Til glæde
for ikke mindst åens svindende stamme af store havørreder
fra Østersøen.
Laksene vil holde sig til hovedløbet
på åens nedre del, hvor de kan få tilgodeset
deres krav til egnede gydepladser. Havørrederne derimod
vil søge meget længere op i vandsystemet - helt
op i de mindre tilløb for at gyde der. Optimistiske skøn
siger, at den naturlige lakseproduktion vil kunne stige med 50%,
mens havørrederne meget vel kan få endnu mere glæde
af tiltaget.
Skulle det lykkes at få
projektet finansieret igennem EU, da er der også håb
for noget tilsvarende for Gudenåen ved Tange Sø.
- Hvorfor har ingen tænkt på at søge penge
dér i stedet for at lægge lystfiskerpenge til side
fra det obligatoriske fisketegn?
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Fisketegnsmidler til Tangeværket???
Det kan undre, at svenskerne
nu overhaler os indenom med deres ansøgning til EU's LIFE
fond om 85 millioner kroner til retablering af Mørrumsåen
og nedlæggelse af indtil flere vandkraftværker. Undre,
al den stund svenskerne jo kun har været medlemmer i et
par år mod Danmarks mere end 20-årige medlemsskab...
I stedet lader der nu til at
være planer om henlæggelse af de 2 millioner, der
hvert år er blevet afsat til vandløbsrestaurering
- til senere brug i forbindelse med Tangeværket og Gudenåcentralen.
Efter i mere end et halvt århundrede at have postet millioner
af kroner i statsstøtte til den skadelige vandkraft, skal
lystfiskerne nu igen være sorteper. Hvis ellers planerne
slipper gennem Ritt Bjerregaards ministerium.
Lystfiskerne er forståeligt
nok utilfredse. I forvejen har forskerne ved Danmarks Fiskeriundersøgelser
(DFU) lagt beslag på en større og større
del af fiskeplejemidlerne, der oprindelig var tiltænkt
fiskeplejen og ikke en udvidet grundforskning.
Fødevareminister Ritt
Bjerregaard har dog endnu ikke underskrevet handlingsplanen for
fiskeplejen 2001 - det skal sandsynligvis først ske den
26. marts - så der er stadig håb om ændringer.
Hvis hun da ikke bare har haft alt for travlt med at tænke
på landbrugets kogalskab og mund- og klovsyge...
14. marts 2001
© Steen Ulnits
Kattens til rekordfisk...
Det blev nordmanden Kolbjørn
Melien, som med en fisk på imponerende 27,922 kg satte
den nye verdensrekord for plettet havkat . Rekordfisken huggede
i maj måned sidste år, hvor Kolbjørn fiskede
en torskefilet i farvandet ud for Troms i Nordnorge.
Den nye rekordfisk fra Norge
slog den gamle, som blev fanget i Grønland i august 1982.
Og som for øvrigt var på danske hænder, da
den blev fanget af Jens Ploug Hansen. Intet varer evigt og da
slet ikke rekorder...
8. marts 2001
© Steen Ulnits
Ugens citat...
Historikeren Thorkild Kjærgaard
udtalte forleden til dagbladet Aktuelt følgende, som jeg
finder værd at citere i disse for vort landbrug så
hårde tider:
"Hvis landmændene
mener, at de som erhverv bliver kritiseret som aldrig før
i historien, har de ret. Men de har heller aldrig nogensinde
budt samfundet det, de byder os nu."
Så sandt, som det er sagt.
Og derfor nu også citeret!
8. marts 2001
© Steen Ulnits
Svin stopper sø
Faste læsere af denne side
vil vide, at en svineavler for nogen tid fik lov til at udvide
sin produktion på Esrumgaard i Nordsjælland - trods
det faktum, at det vil medføre en øget forurening
af Esrum Sø, der i forvejen tilføres for megen
kvælstof.
Nu er der så ballade igen,
og søreme om det ikke er nøjagtig den samme landmand,
den er gal med igen. Nu sidder han blot som Landboforeningens
repræsentant i Jordbrugskommissionen, der netop har skullet
tage stilling til genskabelsen af Søborg Sø i Nordsjælland.
Svineproducenten nedlagde veto
mod den planlagte genskabelse af søen og lagde sig dermed
ud med alt og alle. Således er han nu oppe imod ejerne
af Søborggaard, der skulle afgive jord til projektet;
mod Aage V. Jensens Fonde, der skulle betale for jorden; mod
Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening
og Frederiksborg Statsskovdistrikt, der alle havde glædet
sig til genskabelsen. Han har sågar også lagt sig
ud med sit eget parti - med Venstres amtsborgmester, der har
indklaget sagen til Fødevareministeriet, hvorunder sager
om landbrugspligt hører.
Svinebondens argument for at
nedlægge veto - for første gang i de sidste ti år
- er, at god landbrugsjord er en mangelvare i Nordsjælland.
Hvad han mener er vel, at han selv mangler jord at sprede sine
stigende gyllemængder ud over. For myndighederne karakteriserer
den udbrændte søbund som værende ren marginaljord,
der ikke er værd at dyrke.
Det var planen at genskabe den
600 hektar store og lavvandede sø, så man kan mindske
udvaskningen af næringssalte fra landbruget til Kattegat
- som politikerne har ønsket det ifølge seneste
Vandmiljø-handlingsplan.
Danmarks Naturfredningsforening
(DN) har siden det nedlagte veto klaget over, at landbruget sidder
på to ud af tre pladser i de 14 amtslige jordbrugskommissioner.
Det giver anledning til "forkvaklede beslutninger",
mener DN.
Noget kunne tyde på, at
de har ret.
8. marts 2001
© Steen Ulnits
Danskere redder mangrove i Thailand
I løbet af en halv snes
år er 85% af den livgivende mangrove langs de tkailandske
kyster forsvundet. Årsagen er de mange nye rejefarme, der
som paddehatte er skudt op i de kystnære områder.
Her dyrkes store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske
restauranter, hvor kæmperejerne er en efterspurgt delikatesse.
Der er store penge at tjene på
rejedyrkningen - typisk 40 gange så meget som ved at dyrke
den mere traditionelle ris på det samme område. Alt
i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til
Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere
har derfor investeret ivrigt i det nye guld - med en katastrofal
forurening af kystvandet til følge.
De 30.000 rejefarme, der tilsammen
dækker et areal på størrelse med Bornholm
(75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder kubikmeter
spildevand ud i de kystnære omgivelser. Vand forurenet
med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet
ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der
kan ødelægge rejeproduktionen. Det er ti gange den
samlede årlige danske spildevandsudledning!
To danskere har sat sig for at
gøre noget ved dette problem. Med økonomisk hjælp
fra bistandsorganisationen Danced under Miljøministeriet
er de i gang med et projekt, der dels skal mindske den massive
forurening fra rejefarmene - dels øge produktiviteten
ved at mindske spredningen af smitsomme sygdomme blandt rejerne.
Projektet går i al sin
enkelhed ud på at suge bundfældet slam op fra bassinerne
og afvande det, inden det således rensede vand atter ledes
ud i dammene. Herved udgår man dels at forurene omgivelserne
- dels at skulle skifte vandet ud op til ti gange i løbet
af de fire måneder, det typisk tager at opføde en
tigerreje til markedsstørrelsen på 20 gram eller
mere. Normalt kan man høste rejer to gange årligt
i tropiske og subtropiske omgivelser.
Danced giver 15,4 mio. kroner
til projektet over en 4-årig periode. Mangroven er livgivende
for det kystnære miljø, idet mange dyr - voksne,
men især opvoksende - er afhængige af det beskyttede
liv mellem mangrovens mange rødder.
8. marts 2001
© Steen Ulnits
Tal, der tæller
I 1997 landede nordamerikanske
erhvervsfiskere pelagiske (i de frie vandmasser svømmende)
fisk for 28 millioner US$. Samme år omsatte det
rekreative fiskeri med stang og line efter blot en enkelt pelagisk
art, nemlig bluefish - ekspræsident Bush' favoritfisk -
for 300 millioner US$. Dette ifølge International
Game Fish Association i Florida, USA.
Altså endnu et eksempel
på, at det meget ofte er samfundsøkonomisk direkte
skadeligt at fortsætte et erhvervsfiskeri efter arter,
som er af rekreativ interesse. Det er simpelthen spild af penge
og biomasse.
Tilsvarende landede amerikanske
sportsfiskere i 1999 blot et enkelt ton af den sportsmæssigt
attraktive hvide marlin. I samme tidsrum måtte amerikanske
langlinefiskere til gengæld kassere 56 tons hvide marlin
som uønskede bifangster...
I 1999 var det tilladt i alt
at lande 10.700 tons nordatlantiske sværdfisk. Samme år
blev der i alt landet og kasseret 11.914 tons...
I staten Californien alene omsætter
det rekreative fiskeri med stang og line årligt 2,9
milliarder US$, hvilket alene skaber 154.000 fuldtids
jobs.
Vi savner stadig en stor landsdækkende
undersøgelse, som kan give tilsvarende tal om dansk sportsfiskeri.
Men en sådan er på vej, forlyder det fra forskellig
side. Ét står imidlertid allerede klart:
- Erhvervsfiskeriet, som vi kender
det i dag, har simpelthen ingen fremtid og bør derfor
afvikles eller omlægges til en bæredygtig virksomhed
hurtigst muligt.
2. marts 2001
© Steen Ulnits
Travle trawlere i forbudt farvand
Nu er den gal med de danske trawlfiskere
igen, og denne gang er det svenskerne, det går ud over
- svenske garnfiskere, som får deres lovlige garn ryddet
af kriminelle danske trawlere.
Efter torskestoppet i Nordsøen
(se længere nede på denne side) er interessen for
at fange og indhandle torsk større end nogensinde. Priserne
er i top og fiskerne derfor motiverede til at overskride regler
og bestemmelser for fiskeriet. Såvel den svenske kystbevogtning
som den danske fiskerikontrol er klar over problemet og har intensiveret
overvågningen i den nordlige del af Øresund, hvor
problemerne er størst.
Heroppe findes der nemlig en
lille trekant, hvor det er lovligt at trawle. Problemet er så
blot, at i hele det øvrige farvand må man ikke
trawle. Der må man kun sætte passivt fiskende
garn. Men fiskerne - og det er især de danske fra Gilleleje
- har meget svært ved at se forskel på lovligt og
ulovligt farvand. Trods alskens elektronisk isenkram, der kan
fortælle om bådenes placering med få meters
nøjagtighed.
I løbet af en enkelt uge
har den svenske kystbevogtning taget syv fartøjer på
fersk gerning, mens den danske fiskerikontrol i samme tidsrum
har taget fem. Myndighederne fortæller til pressen, at
de meget ofte spotter trawlerne ude i det forbudte område,
men at det kniber med bevisbyrden. Enten er fiskerne væk,
når kontrollen når frem. Eller de har kappet trawlet,
så beviserne er væk. Der er flere eksempler på,
at kontrollen bagefter har kunnet fiske de afklippede trawl op
i ulovligt farvand.
Myndighederne kan videre fortælle,
at fiskerne ofte har familiemedlemmer udstationeret i havnene,
så de altid har styr på fiskerikontrollen. Ikke mindst
de svenske garnfiskere i Viken er grundigt trætte af deres
danske trawlfiskende kolleger.
2. marts 2001
© Steen Ulnits
Bøder, der basker
De mener det alvorligt i Canada,
når de vedtager love om fiskeri. Det måtte to personer
sande, da de blev taget på fersk gerning i færd med
at nette laks i Miramichi floden i det østlige Canada.
To mænd havde da fanget
to laks - et pauvert resultat, som imidlertid ikke formildede
dommeren. De to formastelige, som da også erkendte sig
skyldige i tyvfiskeri, fik nemlig en bøde på 5.000
canadiske dollars samt besked om i tilgift at betale 500 canadiske
dollars per fisk - eller gå 143 dage i fængsel...
Den slags domme har en markant
præventiv effekt, som vi også godt kunne ønske
os her i lille Danmark. Det ville for alvor kunne begrænse
det ulovlige garnfiskeri langs de danske kyster. Medvirkende
hertil er også bestemmelsen om, at den bil eller båd,
der bruges til udførelse af kriminaliteten, ligeledes
konfiskeres.
2. marts 2001
© Steen Ulnits
Titanium er toppen...
Vi fluefiskere er hele tiden
på udkig efter nye materialer og nye teknikker, som på
den ene eller anden måde kan berige vort fluefiskeri. Det
ved producenterne, som derfor også er på permanent
udkig efter nye produkter, der kan gribe vore hjerter og lænse
vore tegnebøger...
Årets med garanti nye hit
på dette felt er fremkomsten af titanium som det
nye vidundermateriale til bygning af fluestænger. Et materiale,
hvis blotte navn får det til at gibbe i mangen en teknologifreak.
Titanium er grundstof nummer
22 i det periodiske system - dertil et sølvgråt
metal, der på mange måder minder om poleret stål.
Det er da også lige så stærkt som stål,
men til gengæld 45% lettere - en egenskab, som har gjort
det populært i fly- og rumfartsindustrien. Da titanium
ikke afstødes af levende væv, bruges det ligeledes
meget i kirurgien.
Og nu har det så også
gjort sit indtog på fluestængernes holdeplads. I
hvert fald har tre af de større producenter til år
2001 helt nye serier af fluestænger på programmet,
hvor titanium indgår i en eller anden form .
24. februar 2001
© Steen Ulnits
...i bunden
Redington, der slog sig op som producent af kvalitetsstænger
med livstidsgaranti og til absolut rimelige priser, fokuserer
i stigende grad på den dyre ende af markedet. Det er da
også tilfældet med deres nye "Nano Titanium"
(Nti) serie af multimodulære fluestænger.
Nti stængerne er fremstillet af kulfibre med
modulus på henholdsvis 57, 69 og 84 mio. psi - alle bundet
sammen af et bindemiddel iblandet mikroskopiske titaniumpartikler.
Garvede fluefiskere mindes sikkert, at japanske Daiwa for nogle
år siden lancerede noget tilsvarende med deres "Whisker"
fluestænger - blot var det her silicium carbid og ikke
titanium, der var i bindemidlet.
Redington siger selv, at den
nye Nti teknologi gør det muligt at bygge stænger,
som er 30% stærkere og 30% lettere. Det skal i sandhed
blive spændende at lægge hånd på disse
nyheder og prøvekaste dem under realistiske forhold!
ADG, som er et relativt nyt navn på stangbygningsfronten,
ligger helt klart i den dyre ende med deres nye "Titan"
stænger, hvoraf de dyreste koster omkring US$ 2.000.
Stængerne består
af konventionelle IM-8 kulfiberklinger, som først påføres
et lag titaniumpulver ved en ioniseringsproces og siden omvikles
med 4-6 titaniumwirer fra top til bund. Jeg har i skrivende stund
ikke haft lejlighed til at teste denne interessante nyhed, så
vi kan kun gisne om egenskaberne. Men spændende lyder det!
Lamiglas, som er en gammel kending blandt stangbyggere,
har taget skridtet fuldt ud med deres nye "Ti2000"
stangserie. Her er der nemlig indbygget et tyndt titaniumrør
i hele bundstykket - et rør, hvis vægtykkelse sågar
varierer fra top til bund. Ifølge Lamiglas reducerer dette
vibrationer i bundstykket under kast og giver en bedre føling
med stang og line.
24. februar 2001
© Steen Ulnits
Fakta om fisk
EU's fiskeriministre besluttede
den 24. januar i år, at der skal være et midlertidigt
stop for torskefiskeri i Nordsøen fra 15. februar -
1. maj 2001. Forbudszonen gælder gydepladserne mellem
Danmark, Norge og England.
Fiskeristoppet er en konsekvens
af den reduktion af kvoterne for torsk med 45%, som EU vedtog
for 2001 - trods det faktum, at International Committee for the
Exploration of the Seas (ICES) rent faktisk havde anbefalet et
totalt stop for alt fiskeri efter torsk.
Den nuværende gydebestand
af 3-4 år gamle torsk er pt. 70.000 ton i Nordsøen,
hvilket er alt for lidt. Gydebestanden bør nemlig ligge
omkring 150.000 ton - altså mere end det dobbelte af nu
- hvis bestanden skal være stabil. Det kunne således
være gået meget værre for de danske fiskere,
hvis minister fik forhandlet sig til langt lempeligere betingelser
ved at bytte kvoter med andre lande.
Danske fiskere har Nordsøen
som deres vigtigste fiskevand. Her fangede de sidste år
115.877 ton fordelt i procenter på følgende
kategorier:
- Torskefisk: 23,5 %
- Fladfisk: 12,5 %
- Sild: 29,5 %
- Div. konsum: 34,5%
Fiskearterne, hvoraf sperling,
tobis, brisling, sperling og småsild hører til industrifiskene,
fordelte sig på følgende vis:
- Tobis: 528.551 ton
- Brisling: 282.299 ton
- Sperling: 57.441 ton
- Sild: 137.578 ton
- Blåmusling: 96.215 ton
- Blåhvilling: 79.810 ton
- Torsk: 70.547 ton
- Hestemakrel: 32.047 ton
- Makrel: 29.705 ton
- Rødspætte: 23.123
ton
18. februar 2001
© Steen Ulnits
Fakta om finanser
De mere end 100.000 ton fisk,
som danske fiskere hvert år lander fra Nordsøen,
omsætter for ganske mange penge. Den samlede værdi
af dansk fiskeri ligger således på 2,5-3,5 mia.
kr om året. Den samlede værdi af dansk fiskeeksport
- fersk fisk såvel som forædlede fiskeprodukter -
ligger tilsvarende på 13-16 mia. kr årligt.
Indtægterne fordeler sig pt. på følgende arter
af fisk og skaldyr:
- Torsk: 925 mio. kr
- Hummer: 340 mio. kr
- Rødspætte: 330
mio. kr
- Div. fladfisk: 253 mio. kr
- Sild: 170 mio. kr
- Makrel: 110 mio. kr
- Blåmuslinger: 87 mio.
kr
Fiskerierhvervet er således
et erhverv, der batter godt på handelsbalancen - trods
det faktum, at det på landsplan kun beskæftiger nogle
få tusinde mennesker. Typisk en tiendedel af landbruget
- 5.000 mod 50.000 personer. Hertil skal så lægges
de mange andre mennesker, der er beskæftiget med forarbejdningen
af produkterne.
Fødevareminister Ritt
Bjerregaard var derfor overraskende konsekvent, da fiskerne efter
torskestoppet mødte op med fremstrakte hænder -
i vanlig forventning om penge som kompensation for fiskeristoppet:
Nul kompensation - præcis
som i tilfældet med landbrugets kogalskab. I begge sager
ligger jo erhvervene, som de selv har redt. Fiskerne på
grund af overfiskning - landbrugerne på grund af industrielle
produktionsformer. Begge dele noget, som erhvervene jo selv har
besluttet sig for, og som de derfor også selv må
tage de økonomiske konsekvenser af.
18. februar 2001
© Steen Ulnits
Fakta om fiskebåde
Kigger man på antallet
af både i det danske fiskeri, viser der sig en tydelig
tendens. Det er således i Esbjerg, vi har langt størstedelen
af de store skibe liggende, der har specialiseret sig i fangst
af industrifisk til produktion af fiskemel. Tilsvarende ligger
det store flertal af konsumfiskerne i Hanstholm længere
nordpå:
- Esbjerg: 120 både/22.247
BRT
- Hanstholm: 425 både/19.020
BRT
- Hirtshals: 154 både/14.719
BRT
- Skagen: 138 både/7.812
BRT
- Thisted: 255 både/6.132
BRT
"BRT" står for
"bruttoregisterton" og fortæller således
om bådenes størrelse og vægt. Der ligger således
3-4 gange så mange fiskebåde i Hanstholm som i Esbjerg,
men vægtmæssigt kommer de alligevel til kort over
for Esbjergfiskernes kolossale industriskibe.
18. februar 2001
© Steen Ulnits
Fiskekammeraterne...
George W. Bush Junior, tidligere
guvernør for Texas og nys udnævnte præsident
for USA - han blev jo ikke valgt af vælgerne, men i stedet
udnævnt af den republikansk dominerede amerikanske Højesteret
- har efterhånden fået sammensat sin nye stab.
For en meget stor dels vedkommende
består den af gamle travere fra hans fars tid som præsident
(1989-93) - med Colin Powell (øverste militære ansvarlige
fra Golfkrigen) og Dick Cheeny som de mest prominente. Til Bush Juniors
"egne" medlemmer af staben hører fiskekammeraterne
Marc Raclot og Dan Evans - begge oliemænd fra Texas, der
holder af at fiske en Texas-rigged gummiorm efter largemouth
bass i énstjernestatens mange varmtvandssøer.
Højt over de republikanske
vande svæver stadig en anden gammel traver fra Bush Seniors
tid, nemlig tidligere udenrigsminister James Baker, der også
er en ivrig fisker. Helst dog med flue, og helst efter ørreder
i den flod, der løber gennem hans egen ranch i Montana.
Ja, så længe det
blot bliver i familien. Indtil videre kan Bush Senior dog have
sine bluefish i fred oppe i New Hampshire, hvor han residerer
i sommermånederne - med egen golfbane og egen bådebro
lukt ud i Atlantens blå bølger.
Junior har nok lidt for travl
med at prøve at få ødelagt Alaskas ødemarker
til selv at få fisket ret meget...
12. februar 2001
© Steen Ulnits
Solpletter på nethinden
På det seneste har flere
forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i
hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter
og Jordens temperatur.
Selv om næppe nogen seriøs
klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt
af bordet, så tyder meget nu på, at også solpletterne
spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige
og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk
ladede partikler i form af den såkaldte solvind.
Sandsynligvis er opvarmningen,
som vi oplever den i dag, resultatet af såvel naturlige
faktorer som menneskeskabte. Jorden er støt og roligt
blevet varmere siden sin skabelse, og gennemsnitstemperaturen
har undervejs svinget frem og tilbage - med mindst fire store
og adskillige mindre istider indlagt frem til i dag.
Med et interval på flere
tusinde år ændrer den akse, Jorden drejer omkring,
sin hældning en lille smule. Ikke meget, men nok til at
ændre solens indstråling og dermed påvirke
klimaet. Det er for øvrigt selvsamme ændring i hældningen,
der har fået stjernebillederne til at stå højere
eller lavere på himmelen i forskellige tidsperioder.
Kontinenternes drift har gennem
tiderne ændret på havstrømmene og dermed fordelingen
af varme på Jorden. Den varme Golfstrøm er jo først
blevet til, efter at Nordamerika er drevet fra Europa. Tilsvarende
har også dannelsen af Jordens store bjergkæder ændret
klimaet ved at isolere kolde og varme luftstrømme.
Endelig har vulkanudbrud fyldt
atmosfæren med støv, der har mindsket indstrålingen
fra Solen og dermed gjort klimaet markant koldere - ofte ganske
pludseligt. Det samme har nedslag af større og mindre
meteorer kunnet gøre.
Og nu har så solpletterne
også fået deres del af æren for Jordens til
tider lunefulde klimatiske opførsel. Det menes, at solvinden
i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling
væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren.
12. februar 2001
© Steen Ulnits
Rent mel i møllen?
Danmark bryster sig internationalt
af at være et foregangsland på miljøområdet.
Men der er ofte mere tom snak end relle handlinger bag.
Tag blot den verserende sag om
kogalskab. Den har atter bragt Danmark på banen som miljøsynder
og samtidig fornyet interessen omkring dioxin i fisk og foderstoffer.
Faktum er nemlig, at der nu vil være en stigende interesse
for at bruge fiskemel i stedet for det forbudte kød- og
benmel til produktion af foderstoffer.
- Og hvad er der så galt
i det?
Jo, dels frygter man nu fra EU,
at skrupelløse entreprenører vil snyde sig til
en let fortjeneste - ved simpelthen at sælge det forbudte
kød- og benmel som det langt dyrere og stadig tilladte
fiskemel. Med de farer, det nu engang medfører for spredning
af kogalskab og deraf afledte sygdomme hos os mennesker.
Og dels indeholder dansk fiskemel
i dag så høje mængder af giftstoffet dioxin,
at det i sig selv er et problem. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel
er nemlig så højt, at det ligger over de nye grænseværdier,
som er foreslået i EU.
Dioxin stammer primært
fra forbrænding af affaldsstoffer i industrien. Det er
et stærkt kræftfremkaldende stof, som ikke nedbrydes
i naturen, og som derfor i vid udstrækning ender i vore
spisefisk. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer
fra fisk - heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.
Størst er dioxinindholdet
i fisk fra Østersøen - mindst er det i Nordsøen,
hvor det imidlertid er stigende.
De danske myndigheder blokerede
for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt
afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri
- på grund af det alt for høje indhold af dioxin
i danske industrifisk og dansk fiskemel.
Sikkert ud fra devisen, at hvis
moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt
så godt...
12. februar 2001
© Steen Ulnits
Ritt rykker - igen!
Fødevareminister Ritt
Bjerregaard har gjort det igen - udtrykt sin klare og utvetydelig
holdning til dansk landbrug, som det ser ud i dag. Det gjorde
hun senest på Dansk Familielandbrugs årsmøde,
hvor hun - midt i løvens gab - blandt andet udtalte følgende:
"Det er indlysende, at
landbruget ikke kan få kompensation fra statskassen, når
en så hårdt presset produktion løber ind i
helt forudsigelige sammenbrud. Landmændene indkasserer
fortjenesten, når det går godt, og de må tage
ansvaret, når det går galt. Jeg siger ikke, at det
er landmændenes skyld, men det er deres ansvar, fordi det
er deres produktion. Dyrene skal have proteintilskud i form af
kødbenmel eller genmanipuleret soya for at kunne yde mere.
Jorden skal tilføres kunstgødning og sprøjtes
med pesticider for at give større udbytter...
...Nu har vi kogalskaben.
Før det handlede historierne om, at brugen af antibiotika
i foderet havde skabt modstandsdygtige bakterier. Der var historier
om tremmekalve og svin, der blev mishandlet under transporten.
Alt i alt fremkalder historierne billedet af en sektor, der ikke
er i sund balance - en sektor, der skal finde en ny måde
at producere på...
...Det forøger befolkningens
mistro og lede ved landbruget, at man foreslår sunde dyr
slagtet og brændt ene og alene for at holde prisen oppe
på oksekød. Ud over desperation og fortvivlelse
afspejler den slags forslag en foragt for liv, der er både
skræmmende og forargelig...
...Det er muligt, at forbrugerne
som hovedløse høns i samlet flok løber rundt
efter de billigste fødevarer - uanset, hvor ringe kvaliteten
er. Forbrugerne æder bjerge af overflødigt dyrisk
fedtstof, som alle ved er skadeligt. Eneste krav er tilsyneladende,
at det er farvet, fyldt af konserveringsmiddel og billigt."
Det er vist første gang
nogensinde, at en minister i den grad tager bladet fra munden
over for det erhverv, hun er minister for. Der er næppe
tvivl om, at Ritt Bjerregaard med denne brandtale har skrevet
historie i dette lille land, hvis miljø og fødevarer
i en menneskealder er blevet styret og skamridt af netop landbruget.
Hatten af for en kvinde, der
er mand nok for at stå ved sine meninger!
12. februar 2001
© Steen Ulnits
Ti år og to millioner vildlaks
North Atlantic Salmon Fund (NASF),
hvis utrættelige arbejde med opkøb af internationale
laksekvoter har reddet omtrent 200.000 voksne laks om året,
kan nu fejre sit ti års jubilæum. Alt i alt har omkring
2 millioner voksne vildlaks uhindret kunne svømme tilbage
til deres fødeelv for at gyde - kun takket være
NASF's frivillige og privat finansierede opkøb.
Der resterer dog stadig mange
års arbejde, førend de sidste drivgarn og de sidste
krogliner er en saga blot. Førend disse ødelæggende
redskaber er gået over i historien som håbløst
forældede, biologisk uforsvarlige og samfundsøkonomisk
urentable.
Men der resterer næppe
længere tvivl om, at mange flere laksestammer, end det
allerede er tilfældet, ville være gået tabt
uden disse opkøb.
Stort tillykke derfor med ti-årsdagen!
5. februar 2001
© Steen Ulnits
Tamlaks for vildlaks
Den gigantiske engelske supermarkedskæde
Tesco har nu aktivt involveret sig i kampen for at redde de sidste
vilde atlanterhavslaks. Tesco tilbyder nemlig sine sportsfiskende
kunder, at de for hver en vildlaks, de kan dokumentere genudsat
i levedygtig tilstand, får en side ferskrøget tamlaks
med hjem.
Det er Tesco's forhåbning,
at mange laksefiskere vil tage godt imod dette generøse
tilbud. Og at de derfor vil genudsætte en stor del af de
vildlaks, de måtte fange i engelske vandløb. Fangst
og genudsætning - Catch & Release også kaldet
- er jo vejen frem i årene, der kommer. Og har allerede
været det i mange år på den anden side af Atlanterhavet.
Skulle man nu ikke kunne lide
røget laks, er der også en løsning på
dette problem: Tesco udbetaler da den samme værdi i andre
af supermarkedskædens dagligvarer.
- Et eksempel til efterfølgelse
for eksempelvis det miljøbevidste FDB?
5. februar 2001
© Steen Ulnits
10 millioner kroner til vildlaksen
Det har været en lang kamp
op ad bakke for den seje islænding Orri Vigfusson, som
grundlagde North Atlantic Salmon Foundation (NASF) for nu en
halv snes år siden.
Hans idé var og er, at
atlanterhavslaks er alt for værdifulde til at blive fanget
i drivgarn og på krogliner i det kommercielle fiskeri -
når de nu kan indbringe mange gange så meget i det
rekreative sportsfiskeri.
Der har været mange sejre
og mange nederlag undervejs. Til sejrene hørte, at det
overhovedet lod sig gøre - efter mange og lange forhandlinger
- at opkøbe den færøske laksekvote. Til nederlagene
hørte, at grønlænderne ikke var villige til
at forlænge deres del af aftalen.
Til sejrene hørte også,
at den amerikanske forbundsregering for nogle år siden
satte 500.000 US$ af til NASF's fortsatte opkøb. En klar
blåstempling af fondens arbejde. En endnu mere klar tilkendegivelse
af respekten for NASF's arbejde kom kort før jul sidste
år, da den engelske fiskeriminister kunne meddele, at hans
regering havde sat 750.000 £ af til et krone-for-krone
opkøb af lakserettigheder. For hver en krone, NASF rejser
af private midler, giver den engelske regering tilsvarende én
krone.
Alt i alt 10 millioner danske
kroner står således og venter på den anden
side af Kanalen - på at private laksefiskere og fisketurismen
spytter lige så mange kroner i kassen til opkøbene
af lakserettigheder i Nordatlanten, så der også fremover
er laks at fiske efter. Hjælp til selvhjælp.
Hatten af for dette ridderslag
til Orri Vigfusson og North Atlantic Salmon Fund!
5. februar 2001
© Steen Ulnits
Øsregn over Østersøen
Det bliver ifølge eksperterne
fremtiden for de lande, der grænser op til Østersøen.
Og årsagen er den drivhuseffekt, der nu for alvor er ved
at gøre sig gældende, og som mange først
nu er begyndt at tro på.
Ifølge de seneste modelberegninger
kan vi omkring år 2075 regne med, at luften er blevet 4
grader varmere end nu, og at nedbøren følgelig
er steget med 30%. Det er, hvad Skov- og Naturstyrelsen er nået
frem til i deres seneste beregninger. Samme styrelse har også
set på, hvilke konsekvenser det sandsynligvis vil få
for de indre danske farvande.
Værst vil det varmere klima
ramme Østersøen, som er presset fra flere sider.
Ikke blot vil vandtemperaturen stige til et niveau, som torskene
ikke holder af. I Nordsøen har man allerede nu set, hvordan
torskene trækker længere nordpå i takt med
opvarmningen - jævnfør tidligere notits på
denne side.
Nej, den økonomisk vigtige
torskebestand vil også lide under den lavere saltholdighed,
som bliver en konsekvens af den stigende nedbør i Østersølandene.
Torsken kræver en bestemt saltholdighed, hvis den skal
kunne yngle med held, og det kniber allerede. Mere ferskvand
vil ikke forbedre situationen.
Og for at det ikke skal være
løgn, så vil den øgede nedbør også
medføre en øget udvaskning af næringssalte
fra landbruget - med algeblomst og iltsvind til følge.
Som om torsken ikke havde problemer nok at slås med i forvejen...
30. januar 2001
© Steen Ulnits
Opsving for ulovligt fiskeri
I takt med de stærkt reducerede
torskekvoter frygter såvel fiskerierhvervet selv som Fiskeridepartementet
og Fiskerikontrollen nu, at der vil ske en opblomstring af det
ulovlige erhvervsfiskeri.
Fiskekvoten for torsk er faldet
støt i de seneste år - fra 24.500 tons i 1999
over 14.000 tons i 2000 til blot 8.200 tons i 2001.
Altså et fald til en tredjedel på blot tre år.
Et faktum, som dels skyldes naturgivne forhold, dels overfiskning
fra fiskerierhvervets side.
Fiskerne selv har imidlertid
stadig ikke set skriften på væggen. Således
mener Dansk Fiskeriforening, at de lave kvoter mest af alt er
udtryk for en "hysterisk reaktion blandt EU's fiskeriministre,
baseret på udsagn fra en enkelt biolog". Således
udtaler i hvert fald foreningens formand til Jyllands-Posten.
Men fra Fiskeridepartementet
lyder det, at det jo ikke lykkedes danske fiskere at opfiske
sidste års torskekvote - et faktum, der vel kun kan skyldes,
at fiskene var så få, at fiskerne ikke kunne finde
dem.
30. januar 2001
© Steen Ulnits
"Bondens fald"
Under denne overskrift bragte
Jyllands-Posten den 24. januar mere end 3 helsider i Erhvervs-Magasinet
om fortid, nutid og fremtid for den danske bonde. Om selvopfattelse
og realiteter. Fra Morten Korch til svinebaroner.
Det var spændende læsning
om et hæderkronet erhverv, som nu så småt er
ved at indse, at dets storhedstid definitivt er omme. Et erhverv,
hvis produkter tidligere udgjorde hovedparten af dansk eksport
til udlandet. Et erhverv, der gjorde Danmark til det smørhul,
som Hitler under Anden Verdenskrig sendte sine krigstrætte
soldater til for at blive opfedet til nye kampe. Et erhverv,
der sammen med fiskerierhvervet tjente gode penge under selvsamme
krig, mens resten af befolkningen led under besættelsen.
Men i dag et erhverv, hvis produkter
nu udgør under 20% af den samlede danske eksport. Og et
erhverv, som bærer langt størstedelen af skylden
for, at det danske vandmiljø i dag har det så skidt,
som tilfældet er. Og som ligeledes bærer skylden
for, at de sidste danske hedearealer nu er ved at kvæles
- i ammoniakdampe fra de store svineproduktioner, der ikke overdækker
deres enorme gylletanke, som loven ellers foreskriver.
Interesserede bør så
absolut læse Jyllands-Postens afdækning af den menige
danskers vrangbillede af landmanden. Og af landmændenes
egen vaklende selvforståelse. Stof til eftertanke.
28. januar 2001
© Steen Ulnits
"Ritt har ret"
"Landbrugets
reflekser må på chokkur"
Under denne overskrift skriver
Dagbladet Politiken i en leder den 19. januar blandt andet følgende:
"...chancen for at støde
på en artikel om landbruget i landets førende aviser,
uden at ordene kompensation eller støtte også forekommer,
er ganske ringe. Og det var nok årsagen til, at landbrugets
ledere forleden var tydeligt chokerede over fødevareminister
Ritt Bjerregaards kontante afvisning af at lade staten betale
de ekstraomkostninger, der er nødvendige for at genskabe
forbrugernes tillid til oksekød trods kogalskaben. Landbruget
er selv skyld i miseren gennem de produktionsformer, de har valgt,
mente ministeren.
Nu må man have landbrugslederne
undskyldt. For ingen nulevende aktiv landmand kan vel huske,
hvornår landbruget senest har haft eller skabt et problem,
hvis løsning ikke har kostet skattekroner fra det øvrige
samfund. Det er sket, når miljøproblemerne ikke
længere har kunnet negligeres, det er sket med gældssanering,
tørkelån og andre opfindsomheder. Og det er sket
siden EF-medlemsskabet, hvor de fem-seks procent af EUs befolkning,
der er aktive landmænd, med største selvfølgelighed
har lagt beslag på mere end halvdelen af EUs budget.
Derfor er det på høje
tid, at Ritt Bjerregaard bruger sin velkendte evne til at sætte
dagsordenen og signalere, at hun er fødevareminister og
ikke mere leder af et interessekontor for landbruget, end boligministeren
er for tømrermestrene. Det er på tide at bryde refleksreaktionen,
der gør ethvert landbrugsproblem til en offentlig udgift.
Forbrugerne, dvs. skatteyderne,
yder i forvejen rigeligt til markedsføring af landbrugsprodukter,
bl.a. ved at tillade, at forsyningerne af mælk og kød
nu sker gennem fusionerede, landbrugsejede storkoncerner med
monopolstatus på hjemmemarkedet.
Landbruget bør altså
indstille sig på at blive et erhverv på linje med
alle andre. Og når protesterne over den manglende statsstøtte
omkring kogalskaben også omfatter krav om at få sunde
og testede kreaturer destrueret med EU-støtte for at få
markedspriserne op, er grænsen for krævementaliteten
ikke alene overskredet. Så er erhvervet på vej ind
i det moralsk anløbne". Citat slut.
Såvidt Dagbladet Politiken.
Rart, man ikke længere behøver sige det selv.
28. januar 2001
© Steen Ulnits
Skotske laks i frit fald
Det var Skotland, der gav os
fluefiskeriet efter den sølvblanke atlanterhavslaks -
Skotland, hvis smukke laksefloder engang husede laks i tusindvis.
Det var også skotterne,
der gav os de nu klassiske og for visses vedkommende udødelige
laksefluer. Tænk blot på et mønster som "Green
Highlander", der stadig lever i bedste velgående,
omend det i dag mest bindes i diverse hårvingede udgaver.
Men det står skidt til
med den skotske laks - rigtig skidt endda. Se blot de officielle
fangsttal, som den skotske regering har udsendt:
- 1995: 574 tons
- 1996: 425 tons
- 1997: 296 tons
Altså omkring en halvering
på blot tre år. Der er sikkert flere årsager
til den markante og skræmmende nedgang - nogle naturlige,
andre menneskeskabte. Til de naturlige hører svingninger
i havenes gennemsnitstemperatur, hvilket har betydning for laksesmoltens
overlevelse i den første kritiske tid i havet. Til de
naturlige hører også naturlige svingninger i sælbestanden,
der tolder hårdt på laksene i flodernes mundingsområder.
Til de menneskeskabte hører
nedgang i fødemængden for laksene i havet - forårsaget
af et hårdhændet industrifiskeri efter sild, brisling,
tobis, sperling og lodde. Industrifisk til fremstilling af fiskemel
og foderpiller. Til de menneskeskabte hører også
klassikerne, nemlig bygning af diverse impassable opstemninger
ved vandløbene, så laksene hindres adgang til deres
gydepladser.
Og så må vi ikke
glemme det nordengelske "interception" fiskeri, der
fanger en meget stor del af de laks, som på deres gydevandring
er søgt helt ind under de skotske og nordengelske kyster.
Et fiskeri, som den britiske regering nu arbejder målrettet
på at få bragt til ophør.
Til de allernyeste menneskeskabte
faktorer hører det storstilede lakseopdræt i fjordene.
I tusindvis af tamlaks undslipper fra netburene og blander sig
med de fåtallige vildlaks på gydepladserne - med
genetisk udvanding til følge. Og så er der de mange
fiskesygdomme, som uundgåeligt følger med et storstilet
fiskeopdræt - sygdomme, som tamlaksene kan vaccineres imod,
men som vildlaksene i sagens natur ikke kan.
Endelig er der parasitterne fra
fiskeopdrættet - med ikten Gyrodactylus salaris som den
værste i ferskvand og havlusen som fjende nummer ét
i saltvand. Vi ligger således virkelig, som vi har redt,
og skotterne har primært sig selv at takke for, at en storslået
naturarv og en ditto kulturarv nu er ved at smuldre bort...
21. januar 2001
© Steen Ulnits
Islandske laks i fare
"Errare humanum est" - Det er menneskeligt at fejle, men
det er dumt at blive ved. Sådan sagde allerede de gamle
romere, men det synes man ikke at kende til i den nuværende
islandske regering.
I hvert fald har man nu tænkt
sig at begå nøjagtig de samme fejl, som på
få år har ført den norske vildlaks til randen
af udryddelse mange steder. Den islandske regering vil nemlig
give norske lakseopdrættere lov til at opdrætte laks
i islandske fjorde...
De seneste årtier har med
al ønskelig tydelighed vist, at et storstilet opdræt
af tamlaks ikke er den redning for vildlaksen, man engang
troede. Tværtimod. Nu ved man, at de mange tamlaks i stedet
udgør måske den største trussel nogensinde
mod den vilde laks' overlevelse.
Dels har lakseopdrættet
ført farlige sygdomme og parasitter med sig - med Gyrodactylus
salaris og havlus blandt de sidstnævnte. Og dels har hundredtusindvis
af undslupne tamlaks blandet sig med de langt mere fåtallige
vildlaks på gydepladserne - med en uundgåelig udvanding
af den arvemasse, som vildlaksen har udviklet i løbet
af årtusinder, til følge.
Og nu vil Island så gøre
nordmændene kunsten efter i nogle af deres isfri fjorde.
Island, der råder over 100 af verdens fineste lakseelve.
Island, som tjener flere penge på deres vildlaks end noget
andet land i verden. Island, hvor hver enkelt vildlaks fanget
på stang og line omsætter for mere end 1.000 US $.
Men nu skal der altså opdrættes
tamlaks i de islandske fjorde. I hundredtusindvis. Alene de første
tre laksefarme planlægger nemlig en massiv årsproduktion
på mere end 20.000 tons. Og det islandske fremskridtsparti
presser på. De ønsker ikke en samlet miljøvurdering
før etableringen - trods det faktum, at der i EU kræves
miljøgodkendelse af enhver årsproduktion over blot
100 tons...
Dumt, for det kan hurtigt blive
begyndelsen til enden. Island vil miste sin status som et af
verdens reneste og mest sygdomsfri lande. En status, der er millioner
og atter millioner værd for den islandske turistindustri.
Og den nuværende tvangsdesinfektion af fiskegrej indført
udefra vil blive helt til grin - et rent paradenummer.
Dumt, Island - meget dumt. Og
så er det endda en regering styret af et parti ved navn
Fremskridtspartiet, der står bag...
21. januar 2001
© Steen Ulnits
Vildlaks rødlistet i USA
I USA, hvor atlanterhavslaks
i mange år kun har måttet fanges på flue og
fluestang - som i nabolandet Canada længere nordpå
- måtte Salmo salar definitivt opgive ævred i år
2000.
Sidste år - helt eksakt
den 13. november 2000 - kom atlanterhavslaksen således
på listen over truede dyrearter i USA, hvor den på
nuværende tidspunkt kun forekommer i otte floder i staten
Maine. Og her er bestandene på et "dangerously low
level" - på et faretruende lavt niveau.
US Fish and Wildlife Service
og Marine Fisheries Service slog i en udtalelse pjalterne sammen
og konkluderede, at der i dag vender færre end 10% af de
laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens
overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen
af udryddelse her først i det nye årtusinde, og
fredningen samt den nye status kommer derfor meget belejligt.
Dels på grund af den forøgede
fokus, der nu kommer på atlanterhavslaksen. Og dels på
grund af de statslige midler, der nu kan frigøres til
ophjælpning af de udryddelsestruede bestande.
USA's mange fluefiskere venter
nu spændt på, om nye tiltag vil bringe laksen tilbage
til Guds Eget Land. Eller om de i mange år fremover stadig
skal drage nordpå til Canada for at dyppe snøren
og fugte fluerne.
21. januar 2001
© Steen Ulnits
Nedtur for fiskekvoter
EU enedes for nylig om de nye
fiskekvoter i Nordsøen. Et af de største stridsspørgsmål
var kvoten for torsk, der skulle beskæres voldsomt, hvis
torskebestanden skal kunne komme sig igen. En nedgang på
ikke mindre end 45% blev således anbefalet af biologerne.
Men Ritt Bjerregaard fik forhandlet
sig frem til fiskekvoter, der ikke er helt så slemme for
dansk fiskeri - blandt andet ved at bytte kvoter med kollegerne
fra de øvrige EU lande. Resultatet for dansk fiskeri kom
efterfølgende til at se således ud:
- Torsk: - 18%
- Kuller: - 26%
- Hvilling: + 22%
- Mørksej: + 2,5%
- Kulmule: - 44%
- Rødspætte: -
16%
- Tunge: - 20%
- Sild: - 9%
- Makrel: + 2%
Alt i alt kunne det således
være gået meget værre for dansk erhvervsfiskeri.
Men generelt kan man konkludere, at fiskerierhvervet i årevis
har savet løs af den gren, de selv sidder på. Det
er derfor nu, fortidens synder skal gøres gode igen. Nu,
gælden fra overfiskeriet skal tilbagebetales. Fiskerne ligger
således, som de har redt - trods afgiftsfri dieselolie
og store tilskud fra EU.
I forbindelse med sidstnævnte:
Danmark betaler hvert år 12 milliarder kroner til EU og
får 11 milliarder tilbage igen. Af disse 11 modtager landbruget
ikke mindre end 9,3 milliarder kroner i årligt tilskud.
Da der er omkring 50.000 landmænd i Danmark, modtager de
hver knap 200.000 kroner i diverse støtte- og tilskudsordninger.
Alligevel vil landbruget have
yderligere tilskud, når dets industrialiserede produktion
af slagtekvæg som nu - aldeles selvforskyldt - er endt
med kogalskab. Og alligevel klager landmændene, når
de nu - som de har skullet i 13 år, men ikke opfyldt -
skal overdække deres gylletanke for at mindske ammoniakudslippet.
Til sammenligning er der kun
omkring 5.000 fiskere her i landet, og de modtager et årligt
tilskud på 200 millioner kroner. Således får
fiskerne hver især omkring 40.000 kroner i årlig
støtte fra EU. Til ophug af overskydende skibe og som
kompensation for forringede fiskekvoter.
Såvidt vore højt
besungne "liberale" erhverv, landbrug og fiskeri. Se
også notitsen "Helt i fisk" længere nede
på denne side.
18. januar 2001
© Steen Ulnits
Godt, men gammelt nyt om gylle
Så kom de endelig, de nye
indgreb mod den tiltagende fordampning af ammoniak fra landbruget
og dets gylleproduktion.
Ganske vist har der lige siden
1987 været krav til landmændene om at overdække
deres gylletanke for at nedsætte fordampningen. Men desværre
blev det pålagt kommunerne at udføre tilsynet med
landmændene og deres nyetablerede gylletanke - kommunerne,
som i det daglige er lovlig tæt på de enkelte landmænd.
I hvert fald er det en kendsgerning,
at omkring halvdelen af landets gylletanke i nu 13 år har
stået helt åbne - ulovligt og med massiv fordampning
af ammoniak til følge. Og resultaterne kender vi kun alt
for godt: Først i form af nedsivning til grundvand og
overfladevand - senest i form af store hedearealer, der bukker
under for de mange næringsstoffer i luften.
Men nu skal det være slut
med det ulovlige svineri. Slut med at se gennem fingre med de
åbne gylletanke. I hvert fald hvis det står til det
forslag til en ammoniak-handlingsplan, som miljøminister
Svend Auken og fødevareminister Ritt Bjerregård
netop i fællesskab er barslet med. Fra august 2002 skal
samtlige svineproducenter således have overdækket
deres gylletanke, og fra august 2004 bliver det forbudt at sprede
gylle over markerne med de store bredspredere.
De nye regler vækker stor
modstand hos svineproducenterne, som nu skal til også at
yde for at kunne nye. I hvert fald skal de op med adskillige
millioner kroner, førend landets gylletanke er bragt i
overensstemmelse med de nye regler. Men det er bydende nødvendigt.
Ifølge de nyeste tal, som stammer fra 1996, står
landbruget for imponerende 98% af ammoniak-fordampningen herhjemme.
Men midt i glæden over
den nye opstramning over for landbruget og dets massive forurening
af jord, luft og vand med gylle er der dog en lille dråbe
malurt. Eller i hvert fald en vis undren. Miljøstyrelsen
har nemlig uden varsel trukket sig ud af et fireårigt forskningsprojekt,
der skulle se på mulighederne for at nedbringe fordampningen
af ammoniak fra gyllen.
Styrelsen havde ellers bevilget
de første penge til etablering af den nødvendige
organisation og til planlægning af forskningen. Mærkelig
kovending. Men måske myndighederne blot har erkendt, at
de 13 år gamle regler egentlig var gode nok - hvis blot
de blev efterkommet?
18. januar 2001
© Steen Ulnits
Bedre bæverbestand
De 18 bævere, som forrige
år blev udsat ved Flynder Å i Klosterhede Plantage,
lever og har det godt. Så godt, at de har formeret sig.
Således er der i dag 25 bævere, som hygger sig i
de nordvestjyske nåleskove.
Bæverne stammer fra Tyskland,
nærmere betegnet området omkring floden Elben. Her
blev de købt for 1.000 D-mark stykket - altså omkring
4.000 kroner for en voksen bæver. Ungerne kan fås
for 1.000 kroner mindre, hvis nogen skulle være interesseret.
Hver gang emnet bringes på
bane, må det undre, hvordan Skov- og Naturstyrelsen med
den ene hånd kan udsætte fremmede bævere i
et land, hvor der ikke har været bævere i 2.000 år.
Mens man med den anden hårdnakket nægter at acceptere
svensk hjælp til retablering af Gudenå-laksen, der
blot har været udryddet i 75 år.
Men den virkelige forklaring
er velkendt. Skulle Skov- og Naturstyrelsen acceptere Gudenå-laksen,
måtte den samtidig tage afstand fra Tangeværket,
Tange Sø og elproduktionen herfra. Det er nemlig den,
der ifølge statens egne biologer i Danmarks Fiskeriundersøgelser
er den eneste reelle hindring for en genskabelse af laksebestanden
i Gudenåen.
Og det vil miljø- og energiminister
Svend Auken ikke give Skov- og Naturstyrelsen lov til at mene.
Det kunne jo gå ud over partikammeraterne i Tangeværkets
bestyrelse.
18. januar 2001
© Steen Ulnits
Smovser i smolt
Nye resultater fra Danmarks Fiskeriundersøgelser
viser, at store mængder ørred- og laksesmolt ender
deres dage som foder for fisk i dambrug.
Mere end 70% af samtlige ungfisk
af laks og ørreder havner under nedtrækket mod havet
i dambrugene, hvorfra de ikke kan finde ud igen. De ender derfor
i maven på de altid sultne dambrugsfisk. Er der mere end
ét dambrug ved et givet vandløb, er det således
et minimalt antal fisk, der slipper helskindet ud i havet.
Dette er naturligvis intet mindre
end en katastrofe for vore sidste og hårdt pressede bestande
af vildfisk. Og en økonomisk katastrofe for os sportsfiskere,
som via det obligatoriske fisketegn finansierer de millionstore
udsætninger af netop smolt. På alle måder et
kæmpemæssigt spild af ressurser ved de vandløb,
der er befængt med dambrug.
Danmarks Sportsfiskerforbund
(DSF), som i årevis har ført en indædt kamp
mod dambrugenes massive ødelæggelser af vore åer
og deres fiskebestande, har et klart bud på problemets
løsning:
Samtlige dambrug ved vore vandløb
skal omlægges til fiskeproduktion baseret på vandværksvand.
Og staten bør give en økonomisk håndsrækning,
så denne omlægning ikke skal stå på i
årevis.
Mere magt til DSF!
14. januar 2001
© Steen Ulnits
Travlhed om trawl
DR 2 havde den 9. januar i programmet
VidenOm en højaktuel udsendelse om moderne trawlfiskeri.
I udsendelsen kunne man se interessante optagelser af fiskenes
opførsel i og omkring et moderne trawl spilet af store
metalskovle, der pløjer gennem bunden, så slammet
stod til alle sider.
Man kunne se, hvordan trawlet
helt enkelt svømmer fiskene trætte. I starten kan
de sagtens følge med trawlet, men efter nogen tid - op
mod en times tid eller mere for visse arters vedkommende - syrer
fiskenes muskler til, og som på kommando falder hele flokken
tilbage i trawlet og havner til sidst i posen, hvor de bliver
mast godt sammen. For ikke at ende som plukfisk, når de
mange fisk løftes ombord, pumpes fiskene i stedet ud af
trawlposen med en slags kæmpestøvsuger.
Udsendelsen viste også
klip fra et dansk forskningscenter, hvor man eksperimenterer
med nye trawltyper, der på én gang er mere effektive
og mere skånsomme. Effektive i den forstand, at det kræver
mindre energi at slæbe dem gennem vandet i timevis. Skånsomme,
fordi de mere selektivt end nu kan fange ønskede arter
og frasortere uønskede.
Indtil videre har man dog kun
haft held til at udvikle trawl, der tillader smårejer at
slippe ud gennem såkaldte flugtriste i trawlets top. Det
kniber meget mere med at få sorteret ønskede fiskearter
fra uønskede. Et kæmpeproblem, der hvert år
resulterer i godt en 1/2 million tons "udsmid"
i form af fisk, der af den ene eller anden grund må smides
ud igen. Enten fordi kvoterne er opbrugt. Eller fordi fiskene
har været for små. Eller fordi der er tale om søstjerner,
krabber og andet uden salgsmæssig værdi.
1/2 million tons udsmid er et
kolossalt spild af havets ressurser. Og en af grundene til den
nuværende mangel på fangbare fisk og de deraf følgende
reducerede kvoter. Hollandske undersøgelser har tidligere
vist, at for hvert kg salgbar fisk landet af en bomtrawler er
der dræbt 10 kg ikke salgbar fisk og i snit 6 kg andre
bunddyr.
Dette er naturligvis ikke holdbart
i længden, og der er således al mulig grund til at
arbejde på højtryk med udviklingen af nye og mere
skånsomme trawltyper.
14. januar 2001
© Steen Ulnits
I clinch med Clinton
Vi vidste jo godt - ganske vist
i anden sammenhæng - at den nuværende præsident
Bill Clinton er en mand med nosser. Nu har han bevist det igen
- ganske vist stadig i anden sammenhæng, men denne gang
vigtigere end nogensinde.
US president Bill Clinton har
nemlig gjort, hvad enhver ansvarlig og miljøbevidst præsident
ville have gjort: Han har underskrevet et direktiv, som blandt
meget andet gør det umuligt for olieindustrien umiddelbart
at påbegynde udnyttelsen af de fredede områder i
Alaska. Efter dette direktiv - noget af det allersidste officielle,
som Clinton udretter i sin præsidentperiode - vil der gå
mindst et år, før nogen instans kan give grønt
lys for udnyttelsen af de sidste olieressurser i den sidste nordamerikanske
vildmark.
Dette år er forhåbentlig
nok til, at USA's miljøorganisationer kan nå at
få pudset domstolene på den nye præsident og
på oliebranchen. Om det så også kun er for
en stakket frist. NGO'erne har jo lovet at gøre absolut
alt, der står i deres magt, for at forpurre planerne om
olieboring i vildmarken. Og landets advokater står som
sædvanlig klar til at betjene højstbydende...
Helt konkret har Bill Clinton
netop gennemført den største amerikanske fredning,
siden præsident Carter lancerede sin "Carter Convention"
sidst i 70'erne. Clinton har godkendt et direktiv, hvorefter
der ikke må drives skovbrug eller anlægges veje i
en tredjedel af USA's statsskovdistrikter. Og det er ikke småområder,
der er tale om. Således drejer det sig samlet om 25 millioner
hektar vildmark fordelt over det meste af USA - et areal, der
er seks gange så stort som hele Danmark.
Bush-lejren raser naturligvis,
men sådan er spillereglerne nu engang i det politiske liv.
Det ved Bush bedre end de fleste. Eller burde vide. Han blev
jo ikke valgt af folket, men af den republikansk dominerede Højesteret.
Trods et stemmeflertal på over 300.000 til nuværende
og miljøvenlige vicepræsident Al Gore...
10. januar 2001
© Steen Ulnits
"Helt i fisk"
Under denne overskrift skriver
dagbladet Aktuelt blandt andet følgende, som meget passende
kan citeres her på denne side:
"Der er al mulig grund
til at se alvorligt på de danske fiskeres problemer efter
EU's beslutning om en kraftig nedskæring af torskekvoterne
i Nordsøen. (45%,
red.) Nedskæringerne vil formentlig betyde, at flere
hundrede fiskere må gå på land og finde andet
arbejde og dermed må indstille sig på en anden tilværelse.
Og her må samfundet naturligvis træde til med den
nødvendige hjælp.
Men det er trods alt en billig
pris for at sikre fiskebestandene i havet omkring Danmark. Årtiers
rovfiskeri på torsk, sild og andre fiskearter har sammen
med den stigende forurening fra industrien og landbruget betydet
en drastisk nedgang af torskebestanden især i Nordsøen.
Så i virkeligheden ligger
fiskerne jo nu blot, som de har redt. Og det mangler da bare,
at vi nu begynder at rette op på skaderne især i
en periode, hvor fiskerne langt nemmere end hidtil kan få
arbejde i andre dele af det danske samfund."
Såvidt dagbladet Aktuelts
leder om fremtiden for det danske erhvervsfiskeri. Som faste
læsere af denne side vil vide, så har netop dette
yderst liberale erhverv i de seneste år brillieret med
den ene svindelsag efter den anden.
Der er blevet fusket grundigt
med landing af fredede fiskearter under andet navn. Der er blevet
solgt afgiftsfri dieselolie sort som billig fyringsolie til privatpersoner.
Og der fiskes så tæt på land, som overhovedet
fiskes kan - uden hensyntagen til hverken miljø eller
andre menneskers færden på havet. Dette jævnfør
nedenfor omtalte episoder på Lillebælt.
Som lystfiskere og miljøfolk
kan vi på alle måder glæde os over de kommende,
nødvendige nedskæringer i dette gamle erhverv, der
heldigvis kun beskæftiger omkring 5.000 mennesker her i
landet. Deres tid er ved at ebbe ud.
7. januar 2001
© Steen Ulnits
Samsø 2001
Igen i 2001 afholder Højskolen
på Samsø sine populære kurser i kystfluefiskeri
- denne gang i form af tre ugelange kurser med masser af lektioner
i fluekast, fluefiskeri og fluebinding. "Bind en flue
og fang en fisk", lyder kursernes motto, for det drejer
sig primært om det praktiske fiskeri efter kysternes sølvblanke
havørreder.
Alle kan deltage - uanset om
de allerede har mange kystflueørreder på samvittigheden
eller stadig har den første til gode. Eneste forudsætning
er et passende sæt kystfluegrej samt et par waders og den
fornødne beklædning. Der er tre perioder at vælge
imellem:
- uge 14: 1. april
- 7. april 2001
- uge 17: 22. april
- 28. april 2001
- uge 41: 7. oktober
- 13. oktober 2001
Altså to uger i foråret
og en uge i efteråret. Undertegnede vil være underviser
på samtlige kurser, og der vil altid være mindst
én hjælpelærer mere til stede. Vær ude
i god tid, da kurserne sidste år var overtegnet lang tid
i forvejen. Prisen for en uges ophold med kost, logi og undervisning
samt masser af fiskeri er nemlig beskedne kr. 2.800.
Nærmere oplysninger fås
hos Højskolen på Samsø, Skolebakken 10, 8305
Samsø. Bestil gerne den nye flotte brochure på telefon
86 59 04 11 eller send en e-mail til hojskolen@samso.com.
2. januar 2001
© Steen Ulnits
Vadehavet for verden
Vadehavet er et uhyre vigtigt
opvækstområde for mange fiskearters yngel - fladfiskenes,
ikke mindst. På det lave vand lever fiskeyngelen af de
utallige orme og muslinger, der trives i den bløde slikdækkede
sandbund.
Vadehavet er da også udlagt
som et såkaldt Ramsar-område, hvor der gælder
specielle regler for beskyttelsen af ikke mindst det meget rige
fugleliv.
Senest er det blevet foreslået,
at Vadehavet - såvel den danske som den tyske og den hollandske
del - udpeges til Verdens Naturarv. Det er en status,
som Unesco under FN tildeler naturområder af særlig
interesse verden over.
Hvis Vadehavet indlemmes i Verdens
Naturarv, kommer vi i meget fint selskab. Således er verdensberømte
attraktioner som Victoria Vandfaldene, Kilimanjaro, Galapagos
Øerne, Grand Canyon og Great Barrier Reef med i Verdens
Naturarv, der blev oprettet i 1972.
Imidlertid er der fra lokalt
hold rejst skepsis omkring projektet. Således frygter erhvervslivet
indskrænkninger i udbygningen af Esbjerg havn. Andre ser
dog store muligheder for turismen, dersom Vadehavet indlemmes
i Verdens Naturarv og dermed for alvor kommer på verdenskortet.
Lad os her først i det
nye år krydse fingre for, at vi havner dér!
2. januar 2001
© Steen Ulnits
Bush ud af bush'en
Så kom han langt om længe
ud af busken - den nye præsident, som USA's befolkning
slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret
med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle
have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som
ingen nu længere tror på.
Den politisk umodne og forkælede
fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen
skrupler over at skulle være USA's nye præsident
- trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre
end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods
uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor
Bush' egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder
åbenbart - både i og uden for USA's Højesteret.
Præsident George Walker
Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første
handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik
- at han kun nåede så vidt på grund af den
massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige
oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme
om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men
kun styres af penge og pengestærke bagmænd.
Hans første gerning var
nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding
i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter
sidst i 70'erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention.
Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte
under valgkampen - ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv.
Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark
- den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.
Og så er Bush junior endda
- som Bush senior - en ivrig lystfisker. Hans problem er blot,
at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme
Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.
USA's miljøorganisationer
har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen
og sidste blodsdråbe. - Hvor kortsynet kan man være
og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste
nation og eneste tilbageværende supermagt?
Den slags lader sig kun gøre
i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.
1. januar 2001
© Steen Ulnits
|
