Aktuelt
1. kvartal 2000
Lillebælt lokker...
...med rekordstore torsk. Efter
nogle år med middelmådige fangster har Lillebælt
nu igen oppet sig, hvad store torsk angår.
Således er der i denne
vinter landet flere torsk over 10 kg, hvilket er usædvanligt
for Lillebælt. Her plejer der at være ganske langt
mellem torsk over 5 kg. Vinterens største torsk vejede
hele 15 kg - fanget med Skærbæk i Kolding Fjord som
udgangspunkt. Den blev taget i februar. Blot en måneds
tid senere blev rekorden slået endnu engang - med en imponerende
17 kg's fisk, hvis størrelse leder tankerne hen på
Øresund og Det Gule Rev.
Lillebælt er altså
et virkeligt hotspot for dem, der satser på en stor torsk
i de indre danske farvande. Trist blot, at ikke mindst den smalleste
del - "Snævringen" kaldet - næsten daglig
gennemfiskes af store trawlere, der tager alt, rub og stub...
28. marts 2000
© Steen Ulnits
Kerne Kraft Katastrofe på
Kola...
...det er, hvad selskabet Svensk
Kernekraftbehandling (SKB) nu frygter lurer lige om hjørnet.
Specifikt er der problemer tre steder i umiddelbar nærhed
af Murmansk, hvor den russiske atomubådsflåde holder
til. Her ligger nu et antal store ubåde og forfalder, mens
beskyttelsesskjoldene på deres kernekraft-reaktorer ruster
op.
SKB har længe tilbudt russerne
deres assistance i uskadeliggørelsen af de farlige brændselsstave
i reaktorerne, men forgæves. Nu er situationen så
yderligere tilspidset, idet den russiske flådes øverstkommanderende
på stedet har forbudt udenlandske og civile hjælpeorganisationer
som SKB adgang til ubådskirkegården.
Svenskerne påkalder sig
derfor den øvrige verdens opmærksomhed og har samtidig
taget kontakt til den russiske flådes øverstkommanderende
i Moskva. SKB er bange for, at man er blevet nægtet adgang,
da flåden ellers frygter hele ubådsbasen lukket på
grund af den radioaktive forureningsfare.
Blot til orientering for de danske
laksefiskere, der måtte have planer om at drage til Kola
i den kommende sommer. Så er I advaret.
Interesserede kan læse
mere om fisk og radiokativitet under "Fiskeribiologi".
28. marts 2000
© Steen Ulnits
Kørekort til småbådsfiskere
En ny småbådssæson
er begyndt - den første hele sæson, hvor vi er pålagt
nye regler om hurtig sejlads med store motorer.
Den 1. juni sidste år trådte
en ny bekendtgørelse om sejlads med speedbåde i
kraft. Den øjeblikkelige effekt var, at kun personer over
16 år måtte og må sejle i både, der ifølge
et nyt regelsæt kan karakteriseres som "hurtige".
Baggrunden for de nye regler
var et antal ulykker, hvor unge eller inkompetente mennesker
havde været involveret i påsejlinger med høj
hastighed - i værste tilfælde med dødelig
udgang. Et stigende antal speedbåde med meget stor motorkraft
- fortrinsvis importeret fra USA - var den egentlige årsag
til miseren. Aldrig tidligere havde det været så
let at sejle så hurtigt.
Søfartsstyrelsen barslede
til formålet med et regelsæt, der definerer de egentlige
speedbåde. Både, som falder ind under denne kategori,
kræver nu og her en slags "kørekort" at
føre. Det drejer sig om både i størrelsen
fra 4 meter i længden og op til 20 tons i vægt. Vil
man føre en sådan båd, må man op til
en beskeden prøve, hvor man skal dokumentere kendskab
til elementære regler om søfart samt et minimum
af praktiske færdigheder omkring sejlads og manøvrering
i havnebassiner.
Alle seriøse småbådsfiskere
hilser naturligvis et sådant kørekort velkommen.
Men der hersker desværre en del forvirring omkring definitionen
på en speedbåd. Den er nemlig baseret på en
sindig formel for bådens størrelse kombineret med
en motorkraft, der udtrykkes i Kw i stedet for hestekræfter.
Ikke særlig pædagogisk. Til gengæld er det
teknisk meget lettere at angive en max. motorstørrelse
for en given bådlængde - end en hastighedsgrænse
på eksempelvis 20 eller 30 knob. Nu spiller valg af skrue
nemlig ingen rolle længere.
Skal man skære igennem
forvirringen, kan man bruge nedenstående eksempler som
en slags tommelfingerregel. Overstiger man disse værdier,
skal der et af de nye kørekort til for at føre
båden fuldt legalt. Ellers kan man geråde ud i endog
meget store problemer med forsikringen, dersom man bliver involveret
i en ulykke til søs:
-
- 4 meters både: max
25 HK
- 5 meters både: max
40 HK
- 6 meters både: max
50 HK
- 7 meters både: max
70 HK
- 8 meters både: max
90 HK
Som det tydeligt ses, falder
de fleste moderne småbåde ind under kategorien "speedbåde",
som kræver kørekort. Til gengæld rummer de
nye regler en passus om, at man må udsætte sin "køreprøve"
til 1. juni 2002, dersom man kan dokumentere, at man har haft
sin båd i mere end ét år. Nye småbådsfiskere
i nye småbåde kan ikke vente.
Det er under alle omstændigheder
glædeligt, at der nu tilsyneladende er ved at komme lidt
styr på sejladsen med de hurtige både. Forhåbentlig
vil bestemmelserne så også blive fulgt op med kontrol.
25. marts 2000
© Steen Ulnits
Svensk fond for havørreder
Der er næppe tvivl om,
at verdens største havøreder findes i Skandinavien.
Der er næppe heller tvivl om, at nogle af de allerstørste
findes i Danmark og Sverige - med åer som Karup Å,
Ribe Å, Mørumsåen og Emån i den absolutte
top. Alle har de gennem årene leveret flere havørreder
i 15 kg's klassen.
Historisk set er Emån nok
den af de fire, som har opnået størst international
anerkendelse - givet fordi det er den, der længst har haft
et organiseret sportsfiskeri efter de store havørreder.
Således var Charles Ritz blandt de koryfæer, som
tidligt fik øje på den svenske østersøå
og dens muligheder. Flere englændere før ham havde
også foretaget den lange rejse for at dyste med åens
vældige havørreder.
Emåens legendariske status
skyldes primært en enkelt mand og hans kamp for den unikke
havørredstammes overlevelse. Det var nu afdøde
ryttmästare Gustaf Ulfsparre, som med udgangspunkt i Ems
Herregård nær åens udløb i Østersøen
gjorde havørredens liv til noget nær sit eget.
Gustaf Ulfsparre døde
den 5. august 1987, og allerede året efter etableredes
en privat fond til det fortsatte arbejde for havørrederne
i Emån. Målsætningen var og er, at der skal
findes vilde havørreder i Emån helt frem til næste
istid! - Hvem kan ikke samtykke i dette fromme ønske?
Fonden har til formålet
brug for økonomiske midler, og vil man støtte det
gode formål, kan man sende sine bidrag til følgende
adresse:
-
- Gustaf Ulfsparres Stiftelse
- Em 1340
- S-383 91 Mönsterås
- S v e r i g e
-
- Bankgiro: 642-9104
- Postgiro: 24 82 30-5
24. marts 2000
© Steen Ulnits
For entomologer og fluefiskere
Forlaget Gyldendal har valgt
fremover at satse på lystfiskeri og fiskebøger.
Det ses ikke mindst af forlagets seneste udgivelse, som er en
dansk oversættelse af en engelsk nyklassiker: Malcolm Greenhalgh
og Denys Ovenden's "The Complete Flyfisher's Handbook".
Det er der kommet en rigtig god
dansk udgave ud af - med den meget sigende undertitel "Ørred
og stallings byttedyr og hvordan man imiterer dem".
"Fluefiskerens Håndbog" er den danske hovedtitel, som imidlertid
og desværre er lidt misvisende. Dels er der definitivt
ikke tale om nogen håndbog - dertil er formatet alt for
stort og prisen nok lige i overkanten. Og dels beskæftiger
bogen sig kun med imitationer og deres brug i ferskvand - ikke
med saltvand, ejheller laks og havøreder i ferskvand.
Hvad undertitlen da også fortæller.
Til gengæld er det blevet
til et fornemt referenceværk for seriøse fluefiskere
og fluebindere med hang til entomologi og fluer, der specifikt
imiterer bestemte insekter. Fluefiskere og fluebindere, der ikke
lader sig afskrække af en smule latinske navne på
insekterne og deres kropsdele. Men som samtidig kan glæde
sig over et hav af smukke og sirlige illustrationer i farve.
Oversættelsen af det ganske
omfattende værk er lagt i hænderne på en yderst
kapabel person. Det er Frank Jensen, som til daglig er museumsinspektør
på Naturhistorisk Museum i Århus - med ansvar for
insektsamlingen - og som i fritiden er en engageret, rutineret
og samtidig ganske innovativ fluefisker. Frank Jensen har således
de bedst tænkelige forudsætninger for at oversætte
en ellers ganske vanskelig bog.
Det faglige indhold er naturligvis
uantasteligt, hvad man kun kunne forvente sig af en sådan
kapacitet. Den sproglige side af sagen er Frank Jensen ligeledes
sluppet rigtig godt om ved, hvilket er vigtigt i en så
faktatung og teknisk betonet bog som denne.
Det er så absolut en ny
klassiker, vi her står overfor - vel at mærke i den
tunge ende af spektret, for det er ikke en bog for den forudsætningsløse
læser.
-
- "Fluefiskerens Håndbog"
- 288 sider indbundet
- illustreret farve
- pris kr. 388,-
22. marts 2000
© Steen Ulnits
Gone Fishing III
Som faste læsere af denne
spalte atter engang vil have observeret, så er "Aktuelt"
ikke blevet opdateret i den sidste uges tid.
Forklaringen er endnu engang,
at jeg har været ude med snøren - denne gang i Mexico
efter bonefish, tarpon og permit med flere på Yucatan's
krystalklare flats med det turkisgrønne vand og de kridhvide
sandstrande.
Vi var et lille hold skandinaver,
som gjorde livet farligt for ikke mindst de spændende bonefish,
der næsten hver dag kvitterede ved at "taile"
lystigt inde på blot 10 cm vand. Det kom der mange sjove
oplevelser ud af - mange spændende fighter, som alle gik
i baglinen på få sekunder.
Der vil senere dukke en mere
udførlig rapport op over årets tur - som en forsmag
på næste års Mexico-rejse, der kommer til at
løbe af stabelen i dagene 17.-24. marts 2001. Der
er allerede nu tilmeldte - dem, der ikke var plads til i år,
eller som ikke havde tid. Så hold dig ikke tilbage, hvis
du er interesseret i turen næste år.
Men efter denne vinters lidt
voldsomme rejseaktivitet var det måske en idé nu
også at fange lidt fisk herhjemme? Jeg skal i hvert fald
snarest gøre et forsøg!
18. marts 2000
Steen Ulnits
Status over Atlanterhavslaksen
De nye restriktioner for fiskeriet
i Skjern Å og på Ringkøbing Fjord trådte
i kraft i 1996. Men der skulle gå et par år, førend
laksene tilsyneladende reagerede på de nye fredningszoner
og -tider. Havørrederne, som jo lever det meste af deres
liv inde i fjorden, reagerede imidlertid prompte og leverede
et kanonfiskeri allerede det følgende forår - i
1997.
1998 blev en middelmådig
sæson for såvel laks som havørreder, men gav
dog fisk nok til ikke at medføre katastrofestemning i
Vestjylland. 1999 blev til gengæld en virkelig god sæson
ved Skjernå. Således blev der landet 120 laks og
hele 580 havørreder, hvilket atter engang beviser, at
fjordfredningen gavner havørredbestanden mest.
Gennemsnitsvægten på
laksene var godt 4,5 kg mod knap 2 kg for havørredernes
vedkommende. Langt de fleste fisk blev fanget på det klassiske
stykke ved Borris, hvor et ureguleret forløb giver mange
standpladser. Mange fisk lod sig dog også fange på
åens nederste og ellers så livløse stræk
- den berømte og berygtede "vandmotorvej", som
nu er på vej til at blive historie.
Topmåneden var så
afgjort august, hvor der blev landet dobbelt så mange laks
som i henholdsvis juli og september. For havørredernes
vedkommende lå hovedopgangen en måned tidligere -
i juli - der på tilsvarende vis leverede dobbelt så
mange fisk som henholdsvis juni og august.
Fangstrapporter fra lystfiskere
ved åen lader formode, at de fanger knap 20% af alle laks,
som når helskindet op i åen. Biologer ved Ringkøbing
Amt har udregnet, at overholdes de nye restriktioner i å
og fjord også fremover, vil lystfiskere ved Skjernå
i år 2005 kunne fighte og lande et sted mellem 700 og 1.500
laks årligt.
Det er nok et vel optimistisk
skøn, men der arbejdes i skrivende stund på lakseopdrættet
i det nye "Danmarks Center for Vildlaks" - det, der
i gamle dage blot hed "Vestjysk Fiskepark". Her lagde
man nemlig i vinteren 1999/2000 mere end 1 million lakse- og
havørredæg ind i de nye produktionsfaciliteter,
som ikke mindst Dansk Laksefond har indsamlet midler til.
Alt i det nye anlæg er
recirkuleret, hvorfor man håber at kunne undgå farlige
laksesygdomme som eksempelvis den "Bacterial Kidney Disease",
der desværre blev fundet i et dambrug ved Karstoft Å
- den sidste større gydeplads for Skjernå-laksen.
Blandt de indlagte æg var
400.000 æg fra Skjernåens egen laksestamme samt 15.000
fra Ribe Å - Danmarks lakseproducent nummer to.
18. marts 2000
© Steen Ulnits
Status over Østersølaksen
I perioden siden sidste istid
- for små 10.000 år siden - eksisterede der bestande
af mere eller mindre "landlocked" Atlanterhavslaks
(Salmo salar) i flere end 60 af tilløbene til den
da ferske og i dag brakke Østersø.
Siden da har forurening og ikke
mindst opstemning af elvene til vandkraft decimeret bestandene
af vilde Østersølaks. Således regner biologerne
med, at der dengang årligt udvandrede 10 millioner vilde
laksesmolts til Østersøen, hvor de hurtigt voksede
sig store på en diæt af sild og brisling.
I dag er den naturlige produktion
af laksesmolts helt nede på 500.000 styk - altså
blot 5% af den oprindelige. Alligevel er der i dag masser af
laks i Østersøen - flere end i mange år -
hvilket skyldes massive udsætninger foretaget primært
som kompensation for udbygningen af vandkraft. Problemet er så
blot, at de naturligt producerede vildlaks udgør en stedse
mindre procentdel af fangsterne ude i Østersøen
- og af gydefiskene oppe i elvene.
For blot ti år siden regnede
man således med, at vildlaksene udgjorde 15% af den samlede
mængde laks i Østersøen. Allerede sidst i
80'erne blev der fra forskellig side råbt vagt i gevær,
men myndighederne reagerede ikke. Først i 1997 vedtog
den Baltiske Fiskerikommision en handlingsplan for redning af
de resterende vildlaks. Da var procentdelen af vildlaks versus
tamlaks helt nede på 8% - altså noget nær en
halvering på blot ti år. Så hurtigt går
det.
Ifølge den nye handlingsplan
skal samtlige bestande af Østersølaks være
bæredygtige og i stand til at opretholde sig selv inden
år 2010. Til det formål har man reduceret tidligere
tiders massive og kritikløse udsætninger af tamlaks.
Samtidig har man i stigende grad fokuseret på de såkaldte
"delayed release" udsætninger, hvor tamlaksene
præges på et givet udsætningssted i havet og
ikke et vandløb. Dette muliggør et selektivt fiskeri
efter de kønsmodne og hjemvendende tamlaks, uden at vildlaksene
samtidig beskattes.
Ikke mindst ved Bornholm har
man haft stort held med disse "forsinkede udsætninger",
som med genfangster på omkring 30% har været ovenud
rentable. Det har til gengæld ikke været tilfældet
i Køge Bugt, hvor genfangsterne - omkring 15% i snit -
har været skuffende og ikke økonomisk rentable.
Samtidig oplevede man fra Møn
en uheldig udvandring af Østersøen og efterfølgende
opgang i vestsvenske elve, hvilket giver en aldeles uønsket
blanding med vildlaksene her. Derfor stoppede man udsætningerne
ved Møn, men udsatte i 1999 120.000 laks ved Bornholm.
Lakseudsætningerne ved
Møn og Bornholm har indtil nu reduceret de danske fangster
af vilde Østersølaks med 10%, skønner biologerne
fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Fortsatte udsætninger
af årligt 120.000 laks ved Bornholm forventes at kunne
mindske danske fangster af vilde Østersølaks med
helt op til 36% - vel at mærke ude på opvækstpladserne
i den åbne Østersø øst for Bornholm
og syd for Gotland.
Det er her, det største
fiskeri i dag finder sted - uselektivt på blandede bestande
af vildlaks og tamlaks.
18. marts 2000
© Steen Ulnits
100.000 fugle dør årligt
i garn
Så lykkedes det endelig!
I flere år har jeg efterlyst undersøgelser, der
kunne dokumentere den uønskede "bifangst" af
havfugle i danske garn. Men forgæves. Der fandtes helt
enkelt ingen undersøgelser herom.
Men nu har Dansk Ornitologisk
Forening (DOF) netop offentliggjort resultaterne af en undersøgelse
over den mængde fugle - primært edderfugle og andre
dykænder - der hvert år fanges og drukner i danske
fiskeres garn. En af anstødsstenene var gentagne rapporter
om op til 500 druknede havfugle i en enkelt fiskers last.
DOF når i sin undersøgelse
frem til, at det årligt drejer som om 100.000 fugle,
der lider en langsom og pinefuld druknedød i de usynlige
monofile nedgarn, som driver omkring overalt i danske farvande.
Hertil skal så lægges de op mod 8.000 marsvin
årligt, der primært tages som bifangst under garnfiskeri
efter pighvar.
Der må efterhånden
være samlet rigeligt med dokumentation til en gennemgribende
revurdering af det danske garnfiskeri, dets berettigelse og præmisser.
Hatten af for DOF for dette initiativ. Bedre sent end aldrig.
Interesserede kan læse
mere om garn og garndød i fire større artikler
under "Artikler".
9. marts 2000
© Steen Ulnits
Forslag til "moderne søpleje"
"Landsforbundet Danske Lystfiskere"
(LDL) har udarbejdet et forslag til fremtidens pleje af de større
danske søer. Forslaget er sendt til Fødevareministeriet,
hvorunder jo fiskeriet hører, samt Skov- og Naturstyrelsen,
Amtsrådsforeningen, diverse Folketingsudvalg samt flere
andre relevante organer. Forslaget lyder i sin helhed således:
"Undertegnede skal herved
på vegne af Landsforbundet "Danske Lystfiskere"
fremsende forslag til en nyordning af erhvervsfiskeriet på
de danske søer. Vi har i LDL over et par møder
i vor hovedbestyrelse diskuteret spørgsmålet og
er kommet frem til følgende:
Udviklingen de senere år
har vist, at det er blevet stedse sværere at klare sig
som erhvervsfisker på søerne og kunne opretholde
en indtægt, det er muligt at leve af. Dette hænger
- foruden at det mindre fiskeri generelt er i klemme - sammen
med, at den indslæbte, ubehagelige ålesnylter er
i stærk fremmarch, og at der kommer færre små
ål til de europæiske farvande. Endelig udøver
de oprettede ålefarme et tryk på priserne.
Denne tendens til svigtende
indtjeningsmuligheder har mange steder ført til uholdbare
tilstande i vore søer. Konkret har erhvervsfiskere i en
del tilfælde blot givet op, eller man har prøvet
at klare sig ved at fiske hårdt på arter, der i perioder
- især på eksportmarkedet - har kunnet opnå
gode priser (fx aborrer). Begge muligheder for at komme ud af
problemerne har betydet forringelser i vore søers almene
tilstand, eller at forbedringer ikke er opnået så
hurtigt som ønskeligt, når man betænker, at
der de senere år er investeret store summer fra kommunernes
side i avanceret rensning af spildevand.
Som efterhånden alment
kendt er det de store tilledninger af plantenæringsstoffer
(især fosfor fra byspildevandet) der er vore søers
hovedproblem og det løses for mange søers vedkommende
ikke umiddelbart ved den moderne rensning, der fjerner næringsstofferne,
idet der takket være "fortidens synder" findes
store lagre af fosfor i søbunden. Disse lagre frigøres
over en ofte meget lang årrække med stadig stærk
opblomstring af søens alger til følge, og den "onde
cirkel" med uklart vand, algedød om efteråret
og iltsvind ved bunden i sommerperioden kører lystigt
videre. Desuden spærrer det uklare vand for sollys til
søens højere planteliv.
Den "onde cirkel"
kan dog brydes, såfremt der på søen foregår
et fornuftigt erhvervsfiskeri, der først og fremmest koncentrerer
sig om at reducere de ofte særdeles store bestande af skaller
og brasen. Disse fisk (samt andre såkaldte "skidtfisk")
tolder nemlig slemt af de planktondyr, der kunne begrænse
algevæksten, og i det uklare vand har søens vigtigste
rovfisk - gedder og aborrer - der jagter ved hjælp af synet,
svært ved at fange deres byttedyr blandt skidtfiskene.
Problemet er blot, at der
ikke er penge i skidtfiskene, og at den trængte erhvervsfisker
derfor forsømmer dette fiskeri for i stedet at kaste sig
over gedder, aborrer og evt sandart, hvilket blot forringer forholdene
i søen yderligere, eller han vælger at holde op
definitivt.
Ovennævnte årsager
til den dårlige tilstand i mange af vore søer har
været kendt nu i adskillige år, og enkelte forsøg
på at rette op på forholdene har da også været
gjort og med godt resultat. Bedst kendt er nok indsatsen vedr.
Sorøsøerne samt Hald Sø (hvor en mekanisk
indsats har givet mærkbart fald i fosformængden),
men der er desværre stadig tale om enkeltstående,
omend gode eksempler.
Fra LDL vil vi derfor foreslå,
at der for alvor tages fat på en samfundsmæssig indsats
for at sikre, at der foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri
på vore søer med det hovedsigte at forbedre søens
almene tilstand og sørge for, at borgerne får det
fulde udbytte af de store investeringer i rensning af spildevandet.
Med henvisning til, at der reelt er tale om en miljøindsats,
vil vi foreslå, at det offentlige går ind med midler
til at garantere, at interesserede, der kunne tænke sig
at drive erhvervsfiskeri på søerne (heltids eller
deltids) fik en indtægt, det er muligt at eksistere på.
Naturligvis skulle pågældende
så forpligte sig til at følge en detaljeret driftsplan
og stå til regnskab for planens overholdelse. Med i en
sådan driftsplan kunne vi forestille os pligt til opfiskning
af skidtfisk, begrænset fangst af rovfisk (undtagen en
vis regulering af aborrebestanden, hvor denne tenderer til at
danne tusindbrødre) samt satsning på sandart ( hvor
denne fiskeart endnu ikke findes eller har vanskelige ynglebetingelser).
Hvad angår ophjælpning af ålefiskeriet, må
vi nok anbefale en vis tilbageholdenhed med udsætninger,
indtil man har mere rede på, hvor man står med hensyn
til den før omtalte ålesnylter.
I LDL mener vi, at de skitserede
retningslinier for " moderne søpleje" principielt
bør gælde samtlige danske søer af en vis
betydning, men her vil der naturligvis være en vis vanskelighed
m h t afgrænsningen, idet en snæver hektargrænse
nok vil være uhensigtsmæssig. I stedet må der
ses på søernes type og mulige potentiale (med støtte
i evt. gamle fiskeriundersøgelser). Endvidere må
amtskommunernes oversigter over søernes tilstand ind i
billedet, når det skal vurderes, hvor en indsats først
og fremmest er påkrævet.
Da danske søer er i
såvel offentligt som privat eje, vil vi finde det naturligt,
at der først tages fat på de offentligt ejede søer,
hvilket - såfremt viljen er til stede - hurtigt kan sættes
i værk. De mange vigtige privatejede søer må
dog også drages med i en positiv udvikling, men dette vil
måske kræve et lovgrundlag, som efter vor vurdering
dog ikke skulle være så vanskeligt at opnå,
da der jo er tale om at leve op til overordnede principper som
ordentlig vandkvalitet og et alsidigt dyre- og planteliv. Desuden
vil de private søejere også have økonomisk
interesse i, at deres søer på lidt længere
sigt kommer i bedre balance.
Vi håber i LDL, at vore
forslag til en bedre "håndtering" af de danske
søer vil blive taget seriøst op og nyde fremme
til gavn og glæde for de brede kredse i befolkningen, der
ønsker gjort en indsats for natur og miljø.
Bjørn Larsen.
Sekretær i "Danske Lystfiskere".
LDL's forslag er i første
omgang blevet positivt modtaget af Skov- og Naturstyrelsen, der
som bekendt administrerer omkring en tredjedel af de danske søer.
Interesserede kan læse
mere om eutrofiering og restaurering af danske søer under
"Artikler".
9. marts 2000
© Steen Ulnits
Australsk cyanid i europæiske
floder
De har det ikke let i Rumænien.
Først var det en lokal diktator, der havde lagt sin klamme
hånd om det fattige land. Nu er regimet ganske vist styrtet
og diktatoren henrettet. Men så har et australsk ejet mineselskab
til gengæld lækket så meget cyanid fra deres
lokale guldmine i Baia Mare, at alt liv i hele to floder er udryddet.
Cyaniden, som er øjeblikkeligt
dræbende for dyrelivet, stammer efter alt at dømme
fra en opstemning ved guldminen, hvor netop cyanid bruges til
at separere det rene guld fra den malm, der brydes her. Vandstanden
i opstemningen er enten blevet så høj, at vandet
er løbet over. Eller der er kommet en læk i væggen
under vandspejlet.
Under alle omstændigheder
er flere tons cyanid lækket fra guldminen og havnet i floderne
Tisza og Szamos. Disse løber gennem Ungarn og Jugoslavien,
inden de begge forenes med Donau - nu atter i Rumænien.
Der er således tale om en miljøkatastrofe af internationalt
format.
Det har fået den svenske
EU miljøkomissær Margot Wallstrøm til at
inspicere skaderne on site i Ungarn. Her kunne lokale bønder
fortælle hende, at det langt fra var første gang,
de havde oplevet et sådant udslip. Adskillige gange tidligere
havde de mistet køer, som var døde af at drikke
det forgiftede vand nedstrøms guldminen - eller var blevet
blinde af det.
Esmeralda Exploration, som den
australske hovedejer af guldminen hedder, benægter imidlertid
alt. De mener ikke, at der findes beviser for, at cyanid-forureningen
stammer fra dem. Trods det faktum, at næppe andre i området
regelmæssigt bruger det uhyre giftige stof...
Margot Wallstrøm vil nu
have klarlagt årsag og virkning snarest muligt. Hun ønsker
en speciel enhed oprettet, som skal kulegrave sagen og komme
med bud på, hvordan skaderne hurtigst udbedres. Til gavn
for vandmiljøet og lokalbefolkningen, hvis levebrød
helt afhænger af flodernes vand og fiskebestand.
Wallstrøm ønsker
helt enkelt de australske ejere stillet til ansvar for deres
forurening af europæiske floder.
I miljøkredse taler man
om den største forurening siden det schweitziske medicinselskab
Sandoz' forurening af Rhinen i 1987. Dengang tog det Rhinen ti
år at komme til hægterne igen. Man mener nu, at det
vil tage mindst 20-50 år, førend de hårdest
ramte områder ved Donau atter kan huse liv.
6. marts 2000
© Steen Ulnits
Slut med sværdfisk i supermarkeder
Havenes toprovdyr - og Big Game
fiskernes mest eftertragtede bytte - hører efterhånden
til de truede arter mange steder. Det gælder ikke mindst
de store tun og marlin, som fiskes målrettet eller ender
som bifangster under andet fiskeri. Og det gælder i endnu
højere grad den sjældnere sværdfisk, som tilbringer
dagtimerne på endog meget dybt vand, og som derfor ikke
ret ofte fanges på stang og line af os lystfiskere.
Sværdfisken er meget eftertragtet
af erhvervsfiskerne, som får høje kilopriser, når
de sælger fiskene til restauranter, fiskehandlere - eller
supermarkeder. Ikke mindst i USA sælges fersk eller frossen
sværdfisk ofte over disken i de større kæder
af supermarkeder.
Det har kæden "Wild
Oats Markets" tænkt sig at gøre en ende på.
I det store og efterhånden meget forbrugerbevidste land
har ledelsen af knap 100 butikker i denne kæde besluttet
sig for at droppe ethvert salg af netop sværdfisk, da den
længe har været på listen over truede fiskearter.
Det samme gælder arter som chilensk havaborre og samtlige
marlinarter.
Men ikke nok med det. Ledelsen
af Wild Oats Markets er samtidig gået sammen med flere
end 700 kokke og indkøbschefer over hele USA, og alle
er de enige om at stoppe enhver handel med de omtalte fiskearter
- lige indtil forbundsregeringen disker op med en acceptabel
plan for retablering af de truede arter.
6. marts 2000
© Steen Ulnits
Mænd, kvinder og lystfiskeri
Det er ikke mange kvinder, som
fisker. Det ligger ligesom ikke til dem - præcis som det
heller ikke er mange kvinder, der dyrker jagtens glæder.
Men det er der flere og flere,
som ønsker at gøre noget ved. Herhjemme afholder
Danmarks Sportsfiskerforbund årligt specielle kurser med
og for kvinder - kurser, hvor kvinder kan stifte bekendtskab
med fisk og fiskeri uden hele tiden at skulle forholde sig til
mænd!
I USA er alting større,
bedre, hurtigere og vildere. I USA har kvinder da også
længe været aktive udøvere af den ædle
sport at fange fisk på stang og line. Tænk blot på
koryfæer som fluefiskeren Joan Wulff og havfiskeren Marsha
Biermann, som begge - på video og TV - har været
med til at lokke flere kvinder ind i folden.
Nu har en tredje kvinde blandet
sig i debatten. I dagbladet "Florida Today" står
38-årige Denise Oyler frem som den, der for alvor kan forene
kønnene ude ved fiskevandet. Hun ønsker - uden
dog at være psykolog med hævet pegefinger - at forene
mænd fra Mars og kvinder fra Venus, når det gælder
lystfiskeri.
Ud over selv at være en
dygtig fisker, der allerede har vundet flere fiskekonkurrencer,
er hun også dygtig at markedsføre sig selv og sit
budskab. Heriblandt følgende:
- Aborren er som en mand:
Man tror, man har ham på krogen. Men vender man et øjeblik
ryggen til, er han straks væk igen...
- Ørreden er lettere
at have med at gøre: Den er vild med det hele og altid
i fuld vigør. Derfor ved man i regelen, hvor man har den...
Skal man drage en konklusion
af ovenstående sammenligninger, må det ifølge
Denise Oyler blive denne:
- Gå gerne ud med en
aborre, for det er aldrig kedeligt. Men gift dig hellere med
en ørred!
Denise Oyler har endnu en sammenligning,
der primært må formodes at henvende sig til kvinder:
- At vælge kunstagn
for den aktuelle fiskedag er som at vælge påklædning
om morgenen: Man kigger sig om i klædeskabet, vælger
noget, man kan lide, og finder så et par sko, der matcher.
På samme måde kigger man rundt i sin grejboks, til
man finder noget, man tror matcher de tilstedeværende fisks
fødeemner. Og det fisker man så med!
Grejbranchen er i høj
grad ved at få øjnene op for de fiskende kvinder.
Ikke mindst amerikanske Orvis gør meget for at få
flere kvinder i folden. Således er hele 8 sider af det
nye Orvis 2000 katalog helliget beklædning specielt til
kvindelige fluefiskere.
- Værsgo at gå ombord
på skuden, ærede kvinder! Og til mændene lige
dette: Denise Oyler er "very good looking" - og stadig
ugift...
6. marts 2000
© Steen Ulnits
Skudår og majfluer
De, der blev født igår
- den 29. februar - var både uheldige og heldige. Dels
har de kun fødselsdag hvert fjerde år, hvilket jo
ikke giver mange gaver i det lange løb. Og dels bliver
de ikke nær så hurtigt gamle som os andre. Når
vi andre bliver 40, er de jo kun 10...
Ikke blot skiftede vi århundrede
og årtusinde ved det seneste årsskifte. Vi har også
haft skudår i år, hvilket medførte, at der
ikke kun var 28 dage i februar, men 29. I dag den 1. marts er
det præcis 300 år siden, at vi her i Danmark skiftede
over til den såkaldte Gregorianske Tidsregning. Navnet
skyldes den daværende pave Gregorius, som indførte
den nye og mere præcise tidsregning - med skudår
til korrektion af forskellen mellem et kalenderår og et
solår. Hvert fjerde år indlægges således
en skuddag, som netop er den 29. februar.
- Men hvad har det nu med majfluer
at gøre? Jo, i fluefiskeriets moderland England havde
man for længst døbt den største af alle døgnfluer
"the Mayfly" - da insektet naturligt sværmede
i netop maj måned. Men da man på den anden side af
Kanalen gik over til den gregorianske kalender - det skete allerede
i 1582 - rykkede tidsregningen hele 11 dage frem.
Det betød, at majfluen
nu ikke længere sværmede primært i maj måned,
men også den første halvdel af juni. Herhjemme ser
vi netop de fleste majfluer i juni, hvorfor navnet "majflue"
virker noget misvisende. Men der er altså en meget logisk
og plausibel forklaring på navnet.
Det er mere, end man kan sige
om "vårfluen", der jo herhjemme mest ses om efteråret
- trods forårsnavnet...
1. marts 2000
© Steen Ulnits
En røvfuld regnbuer...
Årets sæsonstart
ved den sydøstjyske Hoptrup Å var den bedste i mands
minde - hvis man altså ser på fangsterne af regnbueørreder
eller "steelheads", om man nu kan kalde dem sådan.
På selve premieredagen
blev der således landet adskillige fisk på både
2, 3, 4 og knap 5 kg - langt flere end nogensinde tidligere.
Flere end 30 fisk blev indvejet til premieredagens fiskekonkurrence,
der totalt overskyggedes af regnbuerne. De indfødte havørreder
måtte man kigge længe efter.
De kolossalt mange regnbuer skyldes
helt enkelt de massive udslip, som er sket fra danske havbrug
under vinterstormene. I tonsvis af tamfisk undslap fra de havarerede
netbure og søgte i vinterkulden op i vandløbene
- enten for at gyde eller for at overvintre.
Så noget positivt tegn
er de store premierefangster definitivt ikke. De er blot resultatet
af et utilsigtet long distance Put & Take. Måske kan
de mange regnbuer endda have en negativ indflydelse på
den naturlige og indfødte ørredbestand. Dels i
form af massiv konkurrence om de relativt få fødeemner
i vandløbene. Dels måske i form af opgravning af
allerede brugte ørredgydepladser.
Regnbuen er som bekendt en forårsgyder,
mens vore hjemlige hav- og bækørreder gyder om vinteren.
De store udslip af regnbuer kan derfor meget vel tænkes
at skade lokale ørredbestande, så op med dem hurtigst
muligt!
Undskyld overskriften, men det
var det mest passende, jeg kunne finde på...
27. februar 2000
© Steen Ulnits
Gone Fishing II
Som faste læsere af disse
sider endnu engang vil have lagt mærke til, er der ikke
blevet opdateret de sidste to uger. Dem har jeg nemlig tilbragt
i Florida, hvor vi først fiskede blackfin tuna, amberjack
og kingfish med udgangspunkt i Orlando. Et interessant fiskeri,
der foregik tredive miles fra land over ganske dybt vand og i
regelmæssigt selskab af hajer og delfiner.
Den anden uge blev tilbragt i
Miami, hvor man netop da afholdt "World's Biggest Boat Show"
i det store Convention Center. Her kunne man for alvor se, at
opsvinget så sandelig har bidt sig fast i USA. For kors,
hvor var der mange bådnyheder, og kors, hvor sejler de
altså i store både i Guds Eget Land...
Nærmere herom senere på
denne side og i den øvrige trykte presse.
27. februar 2000
© Steen Ulnits
Havørreder på højskole
Nej, det er selvfølgelig
ikke havørrederne, der skal på højskole.
Det skal i stedet de fiskere, som ønsker at friste kystens
havørreder med flue og fluestang. I hvert fald hvis det
står til forstander Ole Kæmpe fra Højskolen
på Samsø.
Højskolen på Samsø
har derfor sammensat et ugelangt og intensivt kursus i dagene
9.-15. april - højsæson for havørredfiskeriet
på Samsø. Her vil 12 kursister i løbet af
ugen få lært at kaste med og binde fluer til havørredfiskeri
fra kysten. Der vil være en omfattende gennemgang af havørredens
biologi og dens fødeemner - af fiskenes skiftende opholdssteder
året rundt. Viden, som kursusdeltagerne siden kan tage
med hjem og overføre til deres egne fiskevande.
Men bedst af alt: Der vil hver
dag være masser af praktisk fiskeri, så man kan få
afprøvet teorierne i praksis. Det er jo i sidste ende
det praktiske fiskeri - tiden tilbragt ude ved fiskevandet -
der giver fisk. Timerne i klasseværelset giver blot den
fornødne baggrund.
Kursusleder er forstander Ole
Kæmpe, der selv er en ivrig fisker med check på de
lokale fiskepladser. Underviser vil være undertegnede,
der såmænd også har en fortid på netop
Samsø. Samt mere end 25 års erfaring som kystfluefisker.
Min første kystflueørred tog jeg nemlig i 1974.
Interesserede kan henvende sig
til følgende adresse for tilmelding og yderligere oplysninger:
-
- Højskolen på
Samsø
- Skolebakken 10
- 8305 Samsø
-
- Tlf. 86 59 04 11
- www.samso.com/hojskolen
11. februar 2000
© Steen Ulnits
Fisk i fortiden
Historikere og biologer går
nu sammen i et projekt, der har til formål at kortlægge
- så vidt det nu lader sig gøre - fortidens fiskebestande.
Det er "Sloan Foundation" - en milliardstor amerikansk
fond - der står bag projektet, som sågar koordineres
af en dansker, nemlig professor Poul Holm fra Sydjysk Universitetscenter.
"Sloan Foundation" har tidligere finansieret tilsvarende
miljøprojekter verden over.
Fiskeribiologerne råder
i dag over data, som i bedste fald går 50 år tilbage
- i allerbedste fald måske 100 år. Og i så
tilfælde data, som i regelen er meget ufuldstændige.
Men naturen og verden undergår til stadighed svingninger
med hensyn til klima, temperatur og nedbør - faktorer,
som alle i en eller anden grad påvirker fiskebestandene,
deres størrelse og sammensætning.
Det er svingninger, som meget
vel kan strække sig over flere hundrede år. De svingninger
i fiskebestandene, som vi oplever i disse år, kan derfor
meget vel være øjebliksbilleder af langt større
udsving.
Dette ønsker forskerne
nu at vide mere om. Ved at studere historiske kilder vil man
indsamle så mange oplysninger - fuldkomne såvel som
ufuldkomne - at man forhåbentlig vil kunne give et bedre
bud på fiskebestandenes oprindelige størrelse og
deres svingninger op gennem historien. Måske vil man også
kunne nå frem til mere langtidsholdbare fiskekvoter end
dem, der i vore EU-tider blot fastlægges fra år til
år og dermed meget kortsigtet.
Professor Poul Holm mener sågar,
at de nuværende fiskekvoter i bedste fald baserer sig på
kvalificerede gæt. Det udtaler han i hvert fald til dagbladet
Jyske Vestkysten.
Danmarks Fiskeriundersøgelser
(DFU), som kommer med biologisk baserede bud på fiskekvoternes
størrelse, inden de fastsættes endeligt og politisk
af EU, melder imidlertid hus forbi. DFU mener, at den nuværende
rådgivning er fuldt forsvarlig - at fiskebestandene herved
bevares bedst muligt.
Men ingen fisker eller forsker
er vel længere i tvivl om, at der var flere og større
fisk i gamle dage. Mange flere og meget større...
Resultaterne af undersøgelsen
ventes først om en halv snes år.
11. februar 2000
© Steen Ulnits
Laks i Lillebælt
Lystfiskerskibet "Aries",
som holder til ved Hardeshøj på Nordals, er kommet
godt fra start i sit første år i det sønderjyske.
Normalt sejles der efter torsk, men senest har der været
mere held i sprøjten end som så.
"Aries" var ude med
et hold torskefiskere fra Nordals, da en af deltagerne fik et
usædvanlig tungt og voldsomt hug. Da en sølvblank
fisk pludselig gik fri af vandet, var ingen længere i tvivl:
Det var definitivt ingen torsk, som havde taget pirken. Det var
i stedet en vaskeægte østersølaks i fineste
kondition, der lidt senere lod sig beskue på dækket.
Hele 8,5 kg vejede den knapt
meterlange og sølvblanke torpedo, som gik til hugget over
dybt vand i det sydlige Lillebælt. En sjælden, men
så meget mere imponerende fangst. Den hidtil bedste, som
det gode skib "Aries" af Hardeshøj har leveret.
11. februar 2000
© Steen Ulnits
Slående ren sø
Århus Amt har for nylig
foretaget en undersøgelse af den lille Slåen Sø,
som ligger i Them kommune ved Silkeborg. Amtet har endnu engang
kunnet fastslå, at netop denne sø hører til
landets reneste - trods dens beliggenhed klods op af de meget
næringssaltforurenede Silkeborg Søer.
Imidlertid indgår Slåen
Sø ikke i Gudenå-systemet, men ligger isoleret for
sig selv inde i skoven. Ingen marker med næringsrigt drænvand
fra landbruget - intet selv nok så godt renset spildevand
fra byerne. Søens vand er derfor ganske næringsfattigt
- i hvert fald endnu, for nedfald fra atmosfæren spiller
en stadigt større rolle i sådanne næringsfattige
søers stofomsætning.
Men indtil videre kan vi altså
glæde os over en ren sø med klart vand og hele 26
forskellige plantearter under overfladen. Mange af planterne
når helt ud på store dybder i det klare vand, som
tillader meget lys at nå ned.
Amtets undersøgelser viser
rent faktisk, at Slåen Sø i dag er lige så
lidt belastet med næringssalte som ved de første
målinger for 25 år siden. Ganske imponerende. En
slående ren sø, om man så må sige...
11. februar 2000
© Steen Ulnits
Gone Fishing...
Som faste læsere af disse
sider vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret
de sidste tre uger. Dem har jeg nemlig tilbragt med fluestangen
i Argentina, Sydamerika - først i det allersydligste Tierra
del Fuego (også kaldet Ildlandet) og siden det lidt nordligere
Patagonien.
Overalt var der flotte fisk at
fange. Ildlandets havørreder var sølvblanke og
nystegne, og de vejede typisk 3-5 kg med 7 kg som den største,
vi fik på land. Til gengæld foregik fiskeriet i små
elve, der kunne dækkes af et enkelt fluekast.
Patagonien brillierede med bækørreder,
regnbuer og kildeørreder i søer og elve i forlandet
til Andesbjergene. Fisk på 1-2 kg var standarden og en
bækørred på godt 3 kg min største.
Til gengæld blev den taget på tørflue og 5X
forfang, så kom ikke og...
Der vil i den kommende tid være
artikler at læse om denne tur i diverse medier.
7. februar 2000
Steen Ulnits
For slap eller for skrap?
Der er ingen slinger i valsen
med hensyn til holdningerne i denne sag: De danske Landboforeninger
mener, at den nye giftplan er alt for skrap og helt umulig at
overholde. Økologisk Råd mener modsat og ikke uventet,
at den er alt for slap.
Da den oprindelige Vandmiljøhandlingsplan
så dagens lys for nu snart 15 år siden - i 1986 -
var det meningen, at landbruget skulle halvere sin sprøjtehyppighed.
Antallet af årlige sprøjtninger skulle nedsættes
fra mere end 2,5 gange til omkring 1,5.
Vi er i dag end ikke nået
halvvejs mod dette gamle mål fra det sidste årtusinde.
Landbruget mener selv, at målet var alt for ambitiøst
og urealistisk. Miljøforkæmperne mener derimod,
at der ikke er sket ret meget, da sanktionerne har været
noget nær ikke-eksisterende. Der er simpelthen ikke blevet
fulgt op på lovgivningen.
Nu strammer den nye Pesticid-handlingsplan
II op på forsømmelserne med krav om, at sprøjtehyppigheden
skal ned - at arealet med økologisk landbrug skal øges
- at det skal være sværere at få godkendt nye
sprøjtemidler - og endelig at der skal udlægges
ti meter brede sprøjtningsfri bræmmer langs udsatte
vandløb og søer.
Landbrugsorganisationerne betragter
også den nye plan som helt urealistisk. Måske vil
man gøre, som man gjorde med de gamle dyrkningsfri bræmmer:
Helt ignorere lovgivningen og blæse på vandmiljøet?
Økologisk Råd ønsker
planen strammet betydeligt op. Ikke mindst er man utilfredse
med, at der kun udlægges et samlet areal på 20.000
hektar som sprøjtefri zoner. Sagkundskaben har nemlig
regnet ud, at arealet bør være dobbelt så
stort, hvis det skal have den ønskede virkning.
Til alt held ved vi denne gang,
hvor det danske landbrug står: Man er helt enkelt ligeglad
med miljøet. Det er pengepungen, der suverænt styrer
landbruget herhjemme. Der er således kun én vej,
hvis miljøet skal have en chance: Store bøder for
overtrædelse af lovgivningen. Og så masser af kontrol.
7. februar 2000
© Steen Ulnits
Liv og død ved polerne
Drivhuseffekten kan nu måles
ved Arktis, hvor isen siden 60'erne og 70'erne er blevet mere
end én meter tyndere. Det var amerikanske ubåde,
som først begyndte at måle tykkelsen af isen, og
det er de fortsat med. Regner man lidt på tallene, viser
det sig, at der i dag er op mod 40% mindre is i Arktis, end da
målingerne startede.
Man kan dog ikke ensidigt give
drivhuseffekten skylden. Der kan også være tale om
naturlige svingninger i klimaet, hvor vi så blot er nede
i en bølgedal, hvad havisen ved Arktis angår. Men
det ligner en tanke...
I den anden ende af verden -
ved Antarktis - er der nyt om livet under isen. Det har nemlig
vist sig, at der i kolossale søer under isen findes DNA
- arvemateriale - fra bakterier, som tidligere har befolket denne
jord.
Man har fundet dette materiale
i prøver, som er taget i mere end 3,5 km's dybde fra en
bundfrossen sø. Resultaterne giver anledning til formodninger
om, at der i så fald også kan findes rester af liv
i dybfrossent vand på andre himmellegemer end lige netop
jorden. Eksempelvis i Jupiters måne Io, der vides at indeholde
store mængder frosset vand.
7. februar 2000
© Steen Ulnits
Svindel med svin
De danske bønder, som
satser stort på svineavlen, har fundet et smuthul, så
den nye Vandmiljø-handlingsplan II heller ikke kommer
til at virke: De har nemlig fundet ud af at splitte deres bedrifter
op i mindre enheder, så de også fremover kan øge
produktionen af svin - og gylle til vandmiljøet...
Det fortæller dagbladet
Politiken. Skal en svineavler i dag øge sin produktion
- uden at undgå en belastende VVM-undersøgelse over
effekten på miljøet før en mulig godkendelse
- fordeler han blot produktionen på flere mindre gårde,
som hver især har under de lovbefalede 250 dyreenheder.
På den måde kan myndighederne ikke hindre en stigning
i produktionen og de deraf følgende gylleproblemer.
I 80'erne blev der produceret
omkring 10 millioner svin årligt på danske svinefarme.
Sidst i 90'erne var produktionen helt oppe på 20 millioner,
og her i det første årti af det nye årtusinde
forventes den at runde 25 millioner.
Problemet med de mange svin er
den stærkt stigende mængde gylle, som skal fordeles
på et stedse mindre landbrugsareal. Det giver store og
støt stigende problemer med overskydende næringssalte,
som vaskes ud i grund- og overfladevand. Næringssaltene
ender til sidst i vandmiljøet, som nu kvitterer med algeblomst,
iltsvind og bundvendinger.
Men ikke nok med at næringssalte
fra gyllegødede marker havner i grund- og overfladevand.
En meget stor del - større end man hidtil har regnet med
- havner i atmosfæren, hvorfra den så regner ned
over det ganske land.
Det betyder allerede i dag -
med den nuværende gylleproduktion og belastning - at store
dele af Danmark overgødes med kvælstof fra luften.
Ikke mindst i det magre og sandede Vestjylland er dette allerede
et stort problem, idet den megen luftbårne gødskning
af jorden ødelægger livsbetingelserne for de oprindelige
plantearter, som findes netop her.
Indtil videre er det danske landbrug
sluppet for afgifter på denne luftbårne forurening
fra husdyravlen. Men det varer næppe ved, idet man i Holland
allerede i 1998 tog hul på en grøn afgift på
denne hidtil meget oversete forurening. Med stort held, omend
det tog de hollandske politikere næsten ti år at
tage problemet tilpas alvorligt.
Afgiften lægges på
den mængde kvælstof, der "tabes" til atmosfæren.
Den hollandske afgift har ikke givet mange penge i bødekassen,
men den har haft som effekt, at landmændene i dag udnytter
staldgødningen langt bedre end tidligere - med et markant
mindre spild til følge.
Må vi bede om noget tilsvarende
herhjemme, hvor mange landmænd helt bevidst ikke ønsker
at gøre noget for miljøet. Store svineproducenter
omgår som sagt gældende regler, så de endda
kan øge forureningen fra husdyrholdet.
7. februar 2000
© Steen Ulnits
700 km kyst tilsølet med
olie
Den 12. december 1999 skete en
sørgelig gentagelse af oliekatastrofen fra marts 1978,
hvor supertankeren "Amoco Cadiz" gik på grund
ud for Frankrig i den Engelske Kanal. Mere end 225.000 tons let
olie strømmede da ud og lagde på kort tid østersbankerne
på 300 km strand øde.
I december sidste år gik
det så galt igen. Det skete, da det maltesiske tankskib
"Erika" i et stormvejr forliste i den selvsamme Engelske
Kanal. Den foreløbige lækage har ikke været
blot tilnærmelsesvis så stor som for 21 år
siden, men olien har denne gang været af en tyk og klæbrig
substans, som ikke så let fordamper og nedbrydes af bølgerne.
Resultatet er derfor blevet,
at omkring 700 km kyst nu er tilsølet i tyk olie, som
til dato har kostet 22.000 havfugle livet - samt fiskerne på
den selvsamme strækning deres levebrød. Man må
konstatere, at myndighederne intet har lært af fortiden,
siden noget sådant kan ske nu igen - godt tyve år
senere.
Ulykkesskibet sejlede under maltesisk
bekvemmelighedsflag - som så mange andre af de totalt udrangerede
olietankere, der fragter olie for de mægtige multinationale
olieselskaber. I det pågældende tilfælde det
franske Total, som tidligere på året fusioneredes
af to andre franske kæmper, nemlig TotalFina og Elf Aquitaine.
Skibene registreres under bekvemmelighedsflag,
da de så ikke behøver leve op til de strenge krav,
som mere civiliserede lande stiller. De kan derfor fragte olien
billigere - til olieselskabernes store tilfredshed og endnu større
profit...
Verdens største olieselskab
er fortsat det amerikanske Exxon Mobil, der var ansvarlig for
oliekatastrofen i Alaska for ti år siden. På andenpladsen
ligger det britisk-amerikanske BP Amoco, efterfulgt af det britisk-hollandske
Royal Dutch/Shell. På fjerdepladsen ligger så det
nye franske Total.
Amerikansk lovgivning foreskriver
efter Alaska-katastrofen, at kun olietankere med dobbelt bund
og øgede sikkerhedsforanstaltninger fra 2010 må
besejle amerikansk territorialfarvand og anløbe amerikanske
havne. En tilsvarende bestemmelse findes - uvist af hvilke årsager
- ikke på vor side af Atlanten...
10. januar 2000
© Steen Ulnits
Flere økologer til landbruget
Ved udgangen af 1999 havde Plantedirektoratet
modtaget 528 ansøgninger fra landmænd, der ønsker
at omlægge til økologisk drift. Det vil medføre
en stigning i antallet af økologiske bedrifter på
17% - fra de nuværende 3.106 til så 3.634.
En glædelig nyhed for ikke
mindst vandmiljøet i Danmark, som i dag lider hårdt
under udvaskning af såvel kvælstof og fosfor som
plante- og insektgifte til grund- og overfladevand. Hvad der
måske ikke er helt så glædeligt er, at antallet
af ansøgninger i 1999 er næsten halveret i forhold
til året før.
Under alle omstændigheder
er flere økologiske landbrug ensbetydende med et bedre
og sundere miljø for alle overalt.
10. januar 2000
© Steen Ulnits
Alt liv i Liver Å dødt
Natten til den 26. december 1999
gik det galt på Nestlé fabrikken i Hjørring.
En ledning sprang læk, og 30 tons kaustisk soda - også
kaldet natriumlud - løb ud i kloakken, videre gennem rensningsanlægget
og til sidst ud i Liver Å.
Bakterierne, der står for
rensningen af spildevandet i rensningsanlægget, døde,
og det samme gjorde alt liv i Liver Å, der udmunder i Vesterhavet
nogle få kilometer syd for Hirtshals. Efter i nogle år
at have haft den tvivlsomme hæder at være et af dette
lands mest forurenede vandløb har Liver Å i de senere
år haft en så god vandkvalitet, at ørreder
har kunnet trives i den.
Fiskene er nu døde, og
det er man forståeligt nok godt sure over i Sportsfiskerforeningen
for Vrå og Omegn, som har fiskeretten i den nordjyske å.
Foreningen har derfor meldt Nestlé til politiet for miljøsvineri.
Fødevaregiganten kalder selv nonchalant sagen for et "hændeligt
uheld"...
5. januar 2000
© Steen Ulnits
Russisk miljøaktivist frifundet
Den tidligere russiske U-bådskaptajn
og nuværende miljøaktivist Aleksandr Nikitin er
netop af retten i Skt. Petersborg - byen med vinterpaladset -
blevet pure frifundet for anklager om at have lækket fortrolige
oplysninger om Ruslands atomflåde og dennes miserable tilstand..
FSB (resterne af det hedengangne
sikkerhedspoliti KGB) havde ellers krævet fængsel
i op til 12 år for landsskadelig virksomhed, men anklagerne
blev altså fundet aldeles grundløse. Oplysningerne
havde nemlig været offentligt tilgængelige i Rusland,
da Nikitin publicerede dem internationalt - via den norske miljøorganisation
"Bellona".
Men inden frifindelsen nåede
Nikitin alligevel at sidde 10 måneder i isolationsfængsel
- som det, menneskerettighedsorganisationer havde døbt
"Ruslands sidste samvittighedsfange".
Mens den russiske atomflåde
stadig ruster videre, er der dog trøst at hente andetsteds
i det store land. Det forlyder nemlig nu, at Tjernobyl vil blive
lukket helt inden udgangen af år 2000. Ikke af hensyn til
miljøet. Nej, det er helt enkelt for dyrt at reparere
det gamle og nedslidte værk...
Interesserede kan læse
mere under "Fiskeribiologi" ved at klikke på
Radioaktivitet.
5. januar 2000
© Steen Ulnits
Voyager 2000-2004
Nej, der er ikke tale om opfølgeren
til Kubrick's "Rumrejsen år 2001". Der er heller
ikke tale om et nyt rumprogram fra NASA. I stedet drejer det
sig om noget så jordnært som "North Atlantic
Salmon Fund" (NASF), der - i anledning af årtusindskiftet
- har lanceret et nyt initiativ til benefice for vildlaksen.
NASF har lanceret "Voyager
2000-2004" programmet, hvor man har individuelt mærket
og nummereret 1.000 laksesmolt. Disse fisk kan man nu "adoptere"
- for £120 eller $200 stykket. Altså omkring 1.500
danske kroner for at adoptere og følge en lille laks på
dens forunderlige færd gennem Nordatlantens kolde og blå
vandmasser.
Hver adopteret laks følges
af et certifikat, og skulle ens laks blive fanget af en lystfisker,
modtager man en præmie samt oplysninger om fangsttid, sted
og størrelse. Interesserede kan sende sponsorpenge - i
form af en international check - til følgende adresse:
-
- North Atlantic Salmon Fund
- Skipholt 35
- IS-105 Reykjavik
- I s l a n d
1. januar 2000
© Steen Ulnits
Mystisk og Mærkeligt Meteorologisk
1999
1999 blev på mange måder
et mærkeligt år. Ikke blot var det sidste år
i såvel et århundrede som et årtusinde. Det
var også et år, der ledte tankerne hen på globale
fænomener som drivhuseffekt og ozonlag.
1999 blev et rekordernes år,
hvad vejr, vind og vandstand angik. Vi satte i Danmark nye varmerekorder
i såvel januar som september måned. Vi satte ny årsrekord
for nedbør - med 906 mm. Den tidligere rekord på
881 mm blev sat i 1994 - tæt fulgt af 860 mm i 1998.
Endelig bød slutningen
af året, århundredet og årtusindet på
hele to storme af orkanagtig vindstyrke. Storme, som blandt andet
forårsagede skader for et tocifret millionbeløb
på Rømø-dæmningen i det sønderjyske
Vadehav.
Der er næppe tvivl om,
at vi her ser de første spage resultater af drivhuseffekten.
Og at vi langt fra har set de sidste eller værste. Interesserede
kan læse mere ved at klikke på Drivhuseffekten.
1. januar 2000
© Steen Ulnits
Godt Nyt Årtusinde!
Det gamle år er forbi,
og et nyt er begyndt. Ikke blot er det et nyt år, vi netop
har taget hul på. Det er heller ikke kun et nyt århundrede.
Nej, det er et helt nyt årtusinde, hvilket ikke kan undgå
at mane til eftertanke.
- Gjorde vi det godt nok i det
andet årtusinde af vor tidsregning? Nej, det gjorde vi
definitivt ikke. Vi fik industrialiseret verden og blev så
dygtige, at vi for første gang nogensinde var i stand
til helt at udslette den. Hurtigt og på én gang
med atomvåben. Langsomt, men sikkert via forurening og
anden skalten og valten med miljøet.
Vi beviste, at vi kunne gå
på Månen - hvis det altså var det, vi ville.
Men samtidig så vi også for første gang vor
egen lille blå planet udefra. Vi så "Spaceship
Earth" på vej gennem det store kulsorte verdensrum.
Vi så, hvor lille og skrøbelig Jorden egentlig er.
Hvor tynd og sårbar atmosfæren, der huser alt liv,
i virkeligheden også er. Endelig indså vi, hvor små
og ubetydelige vi selv er i det uendelige univers. At vi langt
fra er udødelige.
Vi fik kort sagt sat tingene
lidt i perspektiv, hvilket giver en smule fortrøstning
her ved tærsklen til det nye årtusinde. Vi har trods
alt lært noget om grænser for vækst. Nu er
det så blot op til os allesammen at bruge den indvundne
visdom til noget konstruktivt. Til at holde alle de destruktive
kræfter i ave, som vil sælge alt - luft, vand og
jord - for ussel mammon.
Et Rigtig Godt Nyt Årtusinde
til alle læsere af disse sider!
1. januar 2000
© Steen Ulnits
|
